Om at blive vænnet af med at lukke op for Danmarks Radio

Af
| DMT Årgang 50 (1975-1976) nr. 03 - side 101-102

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Om at blive vænnet af med at lukke op for Danmarks Radio

Betragtninger omkring Musikafdelingens programmer

Af Tage Nielsen, rektor ved Det jydske Musikkonservatorium

I DMTs april-nummer sidste år findes et interview med musikchef Mogens Andersen om musikkens kår i radioen under den programstruktur, der blev indført d. 1. april 1975. Mogens Andersen siger her, at musikafdelingens placering er blevet forbedret efter nyordningen, bl. a. fordi afdelingen har kunnet udvide sin samlede sendetid med 50 %. »Musikafdelingen er altså ikke blevet et offer for omlægningen,« siger musikchefen. Det lød jo forjættende. Ganske vist oplyser han samtidig, at sendetidsudvidelsen ikke er ledsaget af en tilsvarende økonomisk optrapning; den må klares inden for de hidtidige budgetmæssige rammer. Men alligevel, som mangeårig inkarneret musiklytter blev man i første omgang beroliget. Musikafdelingen havde åbenbart spillet kortene rigtigt i det komplicerede taktiske spil, der under pressens bevågenhed havde fundet sted inden omlægningen. Det, som mange anså for det mest karakteristiske og farlige træk ved nyordningen: den linde vælling af let musik og nyheder som underholdning over store programflader, ville altså blive modsvaret af en styrkelse af musikafdelingens stofomrader.

Men hvordan har billedet så tegnet sig i praksis set med musiklytternes øjne i de snart 12 måneder, der er gået siden nyordningens start? Desværre ikke så kønt som det omtalte interview lod formode. Lad os straks tage fat på den mest iøjenspringende grund hertil: afdelingens sendetider er så dårlige, at det nærmer sig det katastrofale. Det forhold har allerede været stærkt fremme i debatten, men det kan ikke fremhæves tit nok. I de følgende betragtninger vil jeg tillade mig i første omgang at gå ud fra mit eget forhold til musikprogrammerne. Man kan måske indvende, at jeg som fagmusiker er en atypisk lytter, og at jeg ikke med mine måske lidt specielle interesser kan forvente en ideel betjening. Gennem mange samtaler i de forløbne måneder med musikinteresserede og gennem indlæg i dagspressen og sidst i DMT, har jeg dog kunnet konstatere, at jeg nok ikke er så atypisk endda. Mange har gjort de samme erfaringer som jeg.

Noget af det, jeg havde glædet mig til, var at kunne høre klokken om morgenen uden at blive tvangsindlagt til kommercielle musikfiduser. Lidt Vivaldi til morgenkrydderen er jo heller ikke at foragte. - Jeg blev imidlertid grundigt skuffet. Mine morgener former sig som hundredetusinder af andre danskeres. Nogle dage står jeg op kl. halv syv, andre kl, halv otte, og jeg tager på arbejde enten kl. kvart over syv eller kvart over 8. Når jeg så sætter mig til morgenbordet, er musikken allerede slut og snakkepølsen sat i gang, kl. 6.40 med legemlig og 6.50 med åndelig opbyggelse, derefter radioavis og børneradio til kl. 7.20. Og 25 min. senere kommer udsendelsen »Før otte«, efterfulgt af nyheder. Nogle morgener har jeg altså teoretisk mulighed for at høre ca. 10 min/s klassisk musik, inden jeg tager af sted. Men det gør jeg aldrig. Jeg er nemlig fór længst holdt op med overhovedet at høre radio på den tid af dagen, bortset fra nyhederne. Dette lille indblik i mit hjemmeliv om morgenen er naturligvis ikke særlig interessant. Og hvis jeg ikke havde andet at beklage mig over, end at jeg altså ingen glæde har af de tidlige klassiske musikprogrammer, ville jeg ikke drømme om at tage til orde.

Det ulykkelige er imidlertid, at det ikke bare er om morgenen, den er gal. Som musiklytter er man efterhånden ved at blive helt vænnet af med at lukke op for Danmarks Radio. Også langt hovedparten af de øvrige musikprogrammer er nemlig temmelig håbløst placeret for de mennesker, der har deres daglige arbejde at passe. De ligger i de sene aftentimer kl. 22-24, med undtagelse af torsdagskoncerten, og bortset fra, at man om lørdagen begynder kl. 21.30 og om søndagen først kl. 23.05, hvor man så til gengæld har en sendetid om eftermiddagen. Hvis man har lidt mere specielle interesser, eksempelvis ny musik, er man endnu ringere stillet; man kan nemlig være nogenlunde sikker på, at dette stof skydes helt ud i programmets yderste periferi. Naturligvis er der udsendelsen »Resonans«. Men også den er meget akavet placeret: KL 17.30-18.00 om tirsdagen. Altså lige på det tidspunkt, hvor de flestes koncentration lige efter fyraften og umiddelbart før middagsmaden er i nærheden af nulpunktet. -

Konsekvensen er altså for mit vedkommende, at jeg som regel på forhånd opgiver at lukke op. Det sker ligefrem, at jeg også glemmer at åbne for torsdagskoncerten, selv om jeg er hjemme. Tanken om, at musikken ligger så sent, at man a. h. t, sin sengetid alligevel må give afkald på at lytte, har med tiden forankret sig så stærkt i ens bevidsthed, at man end ikke ser programmerne igennem. - Dette er selvfølgelig lidt overdrevet; det sker, at jeg på trods af de ugunstige omstændigheder alligevel får hørt noget. Men det er ikke store sager sammenlignet med, hvor meget jeg lyttede for bare et år siden.

I det førnævnte interview affærdiger Mogens Andersen denne problematik ved at sige, at det er et spørgsmål, hvad der egentlig er den bedste sendetid, og han fortsætter: »I den centrale aftentid mellem 20 og 22 ser langt de fleste mennesker nu engang fjernsyn, hvis de da ikke har vigtigere ting at tage sig til.« Dette kan næppe bestrides, men der findes faktisk mennesker, for hvem det at høre musik hører til de vigtigere ting. Det er måske ikke så mange, hvad musikchefen også er inde på; de tæller ikke meget i lytterundersøgelserne, omend det nok drejer sig om et antal svarende til adskillige store fyldte koncertsale. Dertil kommer et aspekt, som ikke kan måles statistisk, et kvalitativt aspekt så at sige, nemlig den koncentration, hvormed der lyttes. Og der er næppe tvivl om, at de virkeligt musikinteresserede er blandt de mest koncentrerede lyttere, man overhovedet har. - Jeg er overbevist om, at disse »stamlyttere«, som Mogens Andersen kalder dem, bliver væsentligt ringere betjent under den nye programstruktur end under den gamle.

Snublerne

Men musikafdelingens politik går ikke bare ud på at sende for sit stampublikum, fremgår det videre af musikchefens udtalelser: »Vi har også bestræbt os på at sprede os ud blandt radioens øvrige programmer for at få flere lyttere, som ikke er specielt musikinteresserede, til at hænge på.« Denne filosofi, som altså er baseret på den antagelse, at manges musikinteresse er opstået ved, at de tilfældigt er snublet over den klassiske musik, skal jeg ikke for alvor anfægte, den har efter mit skøn en del for sig, omend man næppe skal gøre sig overdrevne forestillinger om dens virkninger i praksis. Denne filosofi udmøntes bl. a. gennem sendetider i P III, dog i et noget mere begrænset omfang end oprindelig planlagt. De indslag i P III's »Spillerum«, som i sin tid blev stillet i udsigt, har jeg således ikke hørt meget til, når jeg på det seneste har lyttet til denne udsendelse. Men det kan være min fejl. Virkelig grundigt har jeg nemlig ikke hørt efter, dels fordi programmet forekommer mig temmelig uspiseligt, dels fordi det, sådan som det er tilrettelagt, simpelt hen modsætter sig koncentreret aflytning; det sigter tydeligvis mod en funktion som uforpligtende baggrundsstøj. Men der findes jo også et par daglige rent klassiske programmer i P III, og de tjener nok i højere grad den erklærede hensigt.

Men ét problem er i denne forbindelse uløst: hvor skal snubleren gå hen for at tilfredsstille sit nyerhvervede musikbehov? I første omgang kan han selvfølgelig gå til et lykkeposeprogram som »klassisk non stop«. Men hvis han ønsker yderligere at bevidstgøre sit forhold til musikken, er Danmarks Radio ham ikke til megen hjælp. Dels på grund af de lidet attraktive sendetider, dels fordi de såkaldt musikoplysende udsendelser efterhånden er gledet stærkt i baggrunden i programmerne. Bevares, vi får pladeforum, klassisk ønskekoncert, koncertoversigt og andre journalistisk prægede programmer, men den gode, gamle, gedigne musikoplysning, som f. eks. en Maegaard kunne præstere den, findes så at sige ikke mere. En enlig undtagelse er »Resonans«. Men desværre er dette udmærkede program skåret ned til en halv time til skade for den fordybelse, der tidligere prægede udsendelsen. Og så er den som nævnt placeret på et håbløst tidspunkt.

Musikchefen er stolt af TVs Musikhjørne. I en vis forstand ikke med urette, synes jeg. Disse udsendelser har fundet en afslappet form, der medieteknisk er noget af et kup, og som gør, at de har et meget stort publikum. Dog næppe af deciderede musikelskere. Hvad enten man primært interesserer sig for enten »klassisk« musik eller jazz, beat eller folkemusik, er det nemlig begrænset, hvor meget der er at hente her. Den klassisk indstillede irriteres over de øvrige indslag og vice versa. Og heller ikke de seere, der principielt er interesserede i alle genrer, kan formentlig tilfredsstilles af disse blandingsprogrammer med deres krav til lynhurtige omstillinger. Til gengæld er det forhåbentlig den af musikafdelingens bestræbelser, der har givet flest snublere.

Negativ mosaik

Der kan selvfølgelig også siges ubetinget positive ting om musikafdelingens udsendelser: eksempelvis ligger torsdagskoncerterne ofte på et fremragende niveau m, h. t. programvalg og udførelseskvalitet, og der er adskillige glæder at hente i den afspejlning af provinsens musikliv, der finder sted i programmerne. Men lægges alle brikkerne sammen, må jeg desværre konstatere, at det er mosaikkens negative træk, der er de fremherskende. Og det mest foruroligende er den tendens til populisme, som omlægningen både sendetidsmæssigt og i en vis forstand også stofmæssigt måske er udtryk for.

Når man bor i Århus og kun har de danske FM-kanaler at ty til, kan man blive temmelig grøn af misundelse på de østsjællandske og sønderjyske lyttere, der kan tage henholdsvis de svenske og nordtyske programmer. Her findes der nemlig et væld at musiktilbud, og her betragter man tydeligvis fortsat det, Mogens Andersen kalder »den bedste musik, som er skabt i vesteuropæisk kultur gennem århundreder« som et centralt led i programmerne - som det fødte radiostof. Selvfølgelig råder både Sveriges Radio og Norddeutscher Rundfunk over betydeligt større økonomiske ressourcer og dermed over større samlede programflader end Danmarks Radio. Alligevel er det tankevækkende at sammenligne de svenske og tyske programmængder og deres placering med de tilsvarende danske. Jeg har foretaget en sådan sammenlignende beregning, der dækker en normal uges udsendelser, nemlig ugen 17.-23. januar i år:

I dette tidsrum sendte Sveriges radio (prg. I og II) i alt 40 timer og 25 min.'s klassisk musikstof og heraf var ikke mindre end 17 timer og 45 min. eller knap 44 % placeret i den centrale aftentid ( dvs. mellem 19 og 22.30).

For NDR's vedkommende (prg. I og III) er den samlede musikflade så enorm som 72 timer og 40 min. og heraf ligger de 15 timer og 10 min., altså ca. 21 % i den centrale sendetid. For Danmarks radio ser de tilsvarende tal således ud: i alt 32 timer og 10 min., hvoraf kun 5 timer og 15 min. (godt 16 %) sendes mellem 19 og 22.30.

Af nysgerrighed har jeg også prøvet at beregne, hvor stor en del af sendetiden, der i den omtalte uge er brugt til programmer med det 20. århundredes musik (altså selvstændige udsendelser, ikke enkeltindslag af moderne klassikere i de normale symfoniske programmer).

Her ser tallene således ud: SR: ca. 24 %, NDR og DR begge ca. 16 %. Her følger Danmarks radio altså ganske godt med, men hvad hjælper det, når den nye musik sendes på tidspunkter, hvor næsten ingen kan høre den?

For at konkretisere min påstand om, at musikafdelingens stamlyttere nu bliver dårligere betjent end tidligere, har jeg endelig undersøgt, hvordan radioprogrammerne så ud for 10 år siden, og til dette formål har jeg valgt den tilsvarende uge i 1966, dvs. d. 15-21. januar. Musikchefens oplysning i det omtalte interview om, at afdelingens samlede sendetid er forøget med 50 %, stemmer med den beregning, jeg har foretaget. Men denne betydelige sendetidsforøgelse skyldes først og fremmest udvidelsen af morgenmusikken, som jo nok for de egentlige musiklyttere er af en noget tvivlsom værdi. I 1966 rådede afdelingen over mere end 12 timer af den centrale aftentid, dvs. at mere end 50 % af det samlede musikstof dengang blev sendt mellem kl. 19 og 22.30. -

Med den amputering af Danmarks radios samlede programvirksomhed, der blev foretaget med den nye programstruktur, er det naturligvis utopisk at forestille sig en lignende fordeling i vor tids programmer. Men medmindre afdelingen efterhånden skal miste de fleste af sine lyttere, må der i hvert fald gøres noget alvorligt ved sagen.

Tage Nielsen

Årgang 50/1975-1976, nr. 03