Rapporter

Af
| DMT Årgang 50 (1975-1976) nr. 03 - side 131-132

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Rapporter

Politik og forskning

Tjekkisk musikvidenskab efter 1945

Af Carsten E. Hatting

Som led i det musikvidenskabelige kollokvium i Brno i oktober sidste år fremlagde tre tjekkiske musikforskere, Josef Bek og Ivan Polednák fra Prag og Jirí Fukac fra Brno en systematisk opstillet oversigt over den tjekkiske musikvidenskabs udvikling fra 1945 og til i dag. Omfanget af redegørelsen går ud over, hvad der her kan blive plads til, men indholdet kan gengives i hovedtræk efter det manuskript, jeg har fået tilsendt. Opgaven, som de tre forskere har fået stillet af kongressens arrangører, er ganske konkret, men vanskelig på grund af sin kompleksitet. Tjekkisk musikvidenskab er i løbet af disse år nået til en helt ny selvforståelse, der bygger på præmisser, som vel ikke er ukendte her, men som i Tjekkoslovakiet præger hele dens indhold og organisation i kraft af den udvikling, landet har gennemgået siden befrielsen i 1945 og revolutionen tre år senere.

Den nationale udvikling og statens politik ændrede fundamentalt musikforskningens vilkår og mål. Umiddelbart efter 1945 mærkedes en tydelig tendens i hele kulturvidenskaben til at selvstændiggøre sig i forholdet til den tyske, som den traditionelt havde haft stærk forbindelse med. Derigennem åbnedes mulighed for en forøget beskæftigelse med den lokale, indenlandske kulturhistorie, og vel at mærke ikke blot som del af en udadvendt kulturkamp. Samtidig førte revolutionsprocessen i årene 1945—48 til en demokratisering af såvel kunsten selv som af kunstvidenskaben, og der sporedes en stærk interesse for sovjetisk musikvidenskab og marxistisk metodologi. Denne udvikling forstærkedes naturligvis efter revolutionen. Den marxistiske interpretation af de videnskabelige problemer førte til konstateringen af, at også videnskaben i betydelig grad har ideologisk karakter. Den samfundsmæssige virkning af humaniora måtte derfor tage sit udgangspunkt i den positive ideologiske funktion at styrke det socialistiske samfund ved at støtte opbygningen af en ny verdensanskuelse, en ny moral, livsstil og en ny kultur i bred forstand. Det erkendes, at musikvidenskaben kun i begrænset grad kan medvirke hertil, men det er på den anden side indlysende, at der i første omgang måtte komme kraftig aktivitet i de discipliner, der beskæftiger sig med mar-

kant praktiske funktioner, såsom musikpædagogik og musiksociologi. Det var først på et senere tidspunkt, at musikvidenskaben nåede til den nye funktionelle holdning, hvor de givne spørgsmål blev til den konkrete genstand for forskningens almene teori. Denne udvikling beskrives et andet sted som overgangen fra »deklarativ marxisme« til (ægte) marxistisk løsning af videnskabsproblematikken.

Undersøgelsen af musikvidenskabens værdi som erkendelses-redskab viser først og fremmest, at dens traditionelle emnekreds har haft tydelig tendens til at ekspandere, så at nye områder blev inddraget i den videnskabelige metodiske tankegang. Også positivistiske forskere har følt dette som en nødvendighed, men de har næppe i samme omfang som forskerne i de socialistiske lande erkendt deres videnskabs afhængighed af og betydning for samfundet. Ved at betragte sin egen historie har musikvidenskaben i stigende grad kunnet afgrænse sit objekt som en nødvendighed, men de har næppe i samme omfang som forskerne i de socialistiske lande erkendt deres videnskabs afhængighed af og betydning for samfundet. Ved at betragte sin egen historie har musikvidenskaben i stigende grad kunnet afgrænse sit objekt som en sig stadig udfoldende bestanddel af et bredere genstandsfelt og har derigennem kunnet blive sig de dialektiske forbindelser mellem subjekt og objekt stærkere bevidst. Disse metavidenskabelige resultater har naturligvis ikke medført, at de traditionelle problemkredse inden for musikvidenskaben er forsvundet. Men disciplinerne opfatter og interpreterer sig på en ny måde og supplerer sig med sådanne, der mere direkte følger af den revolutionære målsætning, musikæstetik, kritik og pædagogik. Inden for musikhistoriografien står den hjemlige kultur i centrum. I takt med omvurderingen af de kulturelle værdier søges forbindelseslinier mellem samtid og fortid. Emner fra perioder, hvor det tjekkiske folk i særlig grad stræbte efter national manifestation, får særlig betydning. Det drejer sig om emner som den hussitiske sang og smetanismen. Mere generelt tillægges forbindelsen mellem folke- og kunstmusikken en særlig vægt, og i alle problemkredse betones især de revolutionære, demokratiske, menneskelige og fremskridtsvenlige elementer. »Verdensmusikken« drages som oftest kun ind i billedet, når den kan ses som del af den tjekkiske kulturkontekst. Behovet for monografisk-leksikografiske værker og for en fyldestgørende registrering af Bohemie a i ind- og udland hører til de kraftigst følte og dirigerer i ganske høj grad forskningsaktiviteten. Nutidig musik, herunder også non-artificielle musikformer, er væsentlige områder, men også nødvendigheden af en samlet vurdering af tjekkisk musikkultur fra de tidligste tider og til nu fornemmes stærkt.

Inden for musikæstetikken er man fra den flade empiri nået til et mere omfattende teoretisk arbejde. Der er etableret samarbejde med den almene kunstteori, som har ledt til beskæftigelse med bredere anlagte opgaver, f. eks. relationen mellem musik og sprog. Der var ved periodens begyndelse allerede en stærk tradition for musikteoretisk arbejde (K. Tanecek), som er videreført, idet de traditionelle empiriske og utilitaristiske synspunkter også på dette område er overvundet. Til trods for en vis stædighed og tendens til afvisning af problemer, der vedrørte den aktuelle udvikling og væksten af civiliserende momenter, begyndte dog i tidens løb nye studieobjekter at dukke op: grænseområdet mellem akustik og musikteori (studiet af klangobjekter og formeringen af semantiske celler) og mellem musikpsykologi og -pædagogik (barnets musikalske udvikling, musikali-tetsundersøgelser, publikumsundersøgelser), musiksemiologi samt den udøvende kunsts teori og historie. En speciel kommentar findes til videnskabens sammenhæng med filosofien, der klarest kommer til udtryk i musikæstetikken. Også i denne henseende er der tale om en betydningsfuld udvikling, som man kunne benævne en »fïlosofïsering« (Verphi-losophierung) af den musikvidenskabelige tankegang. Der lægges i skriftet ikke skjul på, at dette gav anledning til kampe mellem standpunkter med forskellige filosofiske grundholdninger som undertekst, men udgangen blev en styrkelse af den marxistiske indflydelse.

Forholdet mellem værk og samfund har et særligt afsnit. Under indflydelse af den historiske materialisme overvindes de imma-nentistiske standpunkter, og musikken opfattes i sammenhæng med det bredere fænomen musikkultur. Der tilstræbes en dialektisk udlægning af musikværket som specifik enhed af indhold og form, som samfundsfunktionelt fænomen og som bestanddel af den menneskelige kommunikation. Dette synspunkt leder til stærkere integration mellem analytiske musikteori og de videnskaber, der studerer indholdet og de af værkstrukturen bårne funktioner. Dermed er forudsætningerne givet for en »kompleks analyse«. Gennem musiketnologi og musiksociologi findes muligheder for at sondre mellem musiktyper, der ikke umiddelbart kan bindes til værkbegrebet. Nødvendigheden af samfundsmæssig styring ledsages af krav, fra samfundet, om forøget aktivitet i områder, der kan lede til praktisk anvendelige resultater. Tilbagevirkningen bliver en styrkelse af teorien, især inden for musikpædagogikken. Men dette, at musikvidenskabens arbejde indgår i den samlede planlægning for samfundsproduktionen, bliver af afgørende betydning for organisationen. Det sikrer på en helt anden måde end tidligere det økonomiske grundlag for det videnskabelige arbejde, som kan planlægges længere ud i fremtiden og således give mulighed for løsningen af større opgaver. Samtidig åbner det for spørgsmålet om adækvate forbindelser mellem de viden-

skabelige programmer og planlægningen på det videnskabelige område (1). Samlingen om større fælles opgaver i gruppe- og team-work er karakteristisk for arbejdet i såvel de gamle institutioner ved universiteterne i Prag og Brno som de nye i Olomouc og i den særlige afdeling for kunstvidenskaberne under tjekkiske videnskabernes akademi, der har sæde i Prag. Den personelle stab er udvidet betydeligt, og publikationsmulighe-derne er øget i takt med det stigende omfang af den videnskabelige produktion (2). Også det musikpædagogiske arbejde er taget til i omfang, idet der er oprettet et net af musikpædagogiske institutioner ud over landet. Og også disse bidrager, omend i mere begrænset omfang, til den musikvidenskabelige produktion, f. eks. med lokalhistoriske undersøgelser. Enkelte af de betydelige musiksamlinger, der befandt sig i privateje på de tjekkiske slotte, er forblevet på lokaliteten, men gjort tilgængelige for musikvidenskaben; langt den pvervejende del er dog ført til de større samlinger i Prag (Nationalmuseet) og Brno (Moraviske museum) eller Opava. Alle musiksamlinger har nu kontakt med RISM, sa ai Katalogiseringsarbejdet får sammenhæng med de internationale bestræbelser på dette område.

Det internationale samarbejde, som kun langsomt kom i gang efter krigen, fordi den kolde krig i 50'erne virkede hæmmende, er nu også på andre områder udbygget. Dominerende er naturligvis samarbejdet med Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande, men en institution som de årlige musikvidenskabelige kollokvier i forbindelse med musikfesten i Brno danner ramme om samtaler mellem forskere fra alle lande i øst og vest. Et særligt nært samarbejde foregår mellem tjekkisk og slovakisk musikvidenskab. I Slovakiet er der igennem mange år opbygget en stærk tradition for etnomusikologi og lokal musikhistorie, som også har ført til selvstændige formuleringer af almene metodologiske spørgsmål.

Så vidt den tjekkiske redegørelse. Kongressen bød på en tilsvarende fra Slovakiet, der dog var anderledes formet. Dels præsenterede den i højere grad konkrete eksempler på personlige forskningsindsatser og vidnede således om en betydelig videnskabelig indsats. Men dels udtrykkes der også, i elskværdige vendinger og til dels mellem linierne, nogen beklagelse over en slags lillesøsterstatus i forhold til den tjekkiske musikvidenskab, se fn. 2. Desværre rummer det tilsendte materiale ikke noget referat af den diskussion, der må antages at have efterfulgt de to bidrag, men man tør måske håbe, at slovakkerne har fået et resultat ud af den.

Carsten E. Hatting

1. Det fremgår ikke klart af oversigten, hvordan de videnskabelige programmer formuleres, men det betones, at den personlige videnskabelige indsats ikke er gjort hjemløs, men blot er »transponeret ind i et andet leje«, og at »de enkelte personligheders retningsvisende eller mobiliserende rolle er en faktor, der bestemmer talrige forandringer«.

2. På dette punkt kommer redegørelsen i strid med et indlæg fra den slovakiske Lubomír Chalupka, der klager over en fortvivlende mangel på publikations-muligheder.

Årgang 50/1975-1976, nr. 03