Stockhausens bølgelængde

Stockhausens bølgelængde

Karlheinz Stockhausen i Deutsches Musikleben 1975

Den nye generation af komponister er forskrækket. Den kan ikke få øje på nogen chancer. De kompositionselever der kommer til mine seminarer stræber kun mod opførelser på et konservatorium eller måske på et sommerkursus, men ingen ønsker egentlig resultaterne af deres arbejde.

I en sådan situation kan end ikke de mest begavede talenter finde nogen gejst og nogen virkelig glæde ved deres arbejde og ved at realisere deres sjældne talerter. Derfor overgår utallige begavede musikere, der også er komponistbegavelser, til anden profession.

Hvilke konsekvenser jeg vil drage heraf for kurserne i Ny Musik? Jeg ville - hvor håbløst det end ofte kan forekomme én - blive ved med at gøre de politisk ansvarlige i alle partier opmærksom på, at det folk som de stadigvæk i hemmeliged er lidt stolte over - det tyske folk som man har kaldt et folk af musikere, digtere og filosoffer - i nogen tid har været nede på et langt lavere åndeligt niveau end de behøvede ud fra sine kulturelle muligheder. Og man skulle sige det personligt til de ansvarlige, at det var deres skyld, lige meget hvor længe de havde siddet. Enhver der ved et vigtigt møde, hvor bevillinger fordeles, ikke blot ikke forsyner musikken med flere midler, men skærer ned på de eksisterende, han er personligt ansvarlig for denne kulturelle tilbagegang. Der er først en mening rned at arrangere kurser i komposition når man er i stand til at skabe forudsætningerne langt ud i fremtiden for anvendelsen af musik, når man anerkender åndeligt højtstående musik som den vigtigste åndelige næring for alle, og så er det fuldstændig ligegyldigt om alle evner at forstå de nye åndelige budskaber med det samme eller ej.

Man hører ofte det argument, at der ikke skulle findes noget publikum for visse arter af åndelige ting. Det er dog kun en betinget sandhed. Et publikum eksisterer ikke bare, det bliver dannet. Der må altid først skabes et publikum, ved at man opfører noget bestemt, og gør det regelmæssigt - også selv om der i lang tid kun kommer nogen få - og så vil menneskene efterhånden samles om bestemte ting. Det er helt forkert, altid at tilbyde alle muligheder i én blandig, for det er der ingen der bliver lykkelige af. Derfor er en pluralistisk programlægning på ét bestemt sted en ulykke for dannelsen af et publikum og for koncentrationen af åndelige grupper. Man burde mere og mere på forskellige steder byde på forskellig åndelig føde og ikke bare holde åbent hus for kulturen med blandede varer, men forvente en langt større insats af hver enkelt som gør fordring på åndelig næring. Man skulle skabe flere muligheder for at mennesker der er på sammen »bølgelængde« kunne mødes og at de forskellige bevidsthedstrin ikke varigt forstyrrer hinanden eller ligefrem bliver fjender. Vi er ikke allesammen ens, men har - Gud ske lov - hver sin smag og hver sine forventninger og krav.

At gøre antallet af tilstedeværende interesserede til målestok ved uddelingen af midler er vanvid. Det der er mest differentieret når langt ud i fremtiden og kan i begyndelsen kun nå få. Men det er det som er vores redning.

VUGGEVISE

Et albumblad: den unge fiskerkone sidder alene hjemme. Manden er på havet. Med eet går døren op, han træder ind, som en dødning dyngvåd i olietøjet, siger noget i retning af: Her sidder du og syr, du min egen (»inderlige«) enke, - ude syd for Ismands Grunden, dér holder jeg til (»her er min rede«). Blev i gammel tid fremsagt for at få små færøske børn til at sove trygt. Altså en gammel færøsk børneremse.