Hvad skal vi med det tidsskrift?

Hvad skal vi med det tidsskrift?«

Af Poul Nielsen

Poul Nielsen fratræder som ansvarshavende redaktør. Det sker efter eget ønske, efter at han har redigeret DMT 1967-68, og igen 1972-1975 (med Sven Erik Werner som ansvarshavende, indtil denne efteråret 1974 måtte forlade redaktør-jobbet til fordel for rektor-posten på Det fynske Musikkonservatorium). Poul Nielsen fortsætter som medlem af DMTs redaktion, men har ønsket at markere sin afgang som redaktør med en princip-kommentar om DMTs nuværende situation.

»Et musikblads selvfølgelige, dets fuldtud naturlige opgave er den, at højne musikkulturen inden for det område, på det sted, hvor det udkommer.«

Med disse ord indledte Gunnar Heerup januar 1929 sin redaktørtid på DMT. I en introduktionsartikel redegjorde han udførligt for bladets linje, og han fastslog bl.a.:

Dette blads læsere skal først og fremmest læse om musik. Skildringen af komponisterne selv, deres liv, levned og død, vil blive underordnet omtalen af det vigtigste: værkerne, deres livsindsats, uden hvilken de var glemte, upåagtede mennesker. Denne omtale skal være: ikke en æstetiser ende, stemningsfuld indtryksbeskrivelse, men en musik-faglig kritik, der kun har det formål at uddybe den kunstneriske, den rent musikalskeforståelse, eller om muligt at påvise kulturelle, fortrinsvis musikkulturelle sammenhæng. Foruden dette stof, der direkte tager sigte på at øge den enkelte læsers musikkultur, skal bladet bringe artikler af musik-social karakter, artikler, der drøfter øjeblikkelige musik-kulturelle tilstande i deres almindelighed, bringer forslag til disse forholds ophjælpning og derigennem indirekte virker kulturhøjnende.

Dette redaktionelle program har i hovedsagen været gældende for DMT indtil i dag. DMT er et blad for fagfolk. Det beskæftiger sig især med ny musik (det er DUTs blad). Det skal hjælpe med til at kvalificere musikopfattelsen hos musiklivets folk, således at disse bliver bedre i stand til at udføre deres »kulturarbejde«, i særdeleshed det kulturformidlende arbejde.

Læsernes reaktion på denne linje er imidlertid ændret. Ganske vist har der gennem tiden ofte været rejst stærk kritik af DMT. I 1963 følte Gregers Dirkinck-Holmfeld sig foranlediget til at skrive en leder med titlen »Hvad skal vi med det tidsskrift?«. Det fastslås her, at DMT skal være aktuelt, det skal orientere om hvad der faktisk sker i den nye musik, om man så kan lide det eller ej. Årsagen til denne leder var så åbenbart avantgarde-postyret i begyndelsen af 1960-erne, i særdeleshed Fluxus-provokationerne i Nikolaj Kirke.

I de senere år er kritikken af DMT imidlertid blevet stærkere. Hvorfor? Det kan være, at bladet simpelt hen ikke har været godt nok. Og det er nok også forklaringen. Men ikke hele forklaringen.

Det er tydeligvis selve bladets linje - Heerups gode gamle linje, man er utilfreds med. Hvorfor? Er der ikke stadigvæk behov for et blad af den art, Heerup skitserede i 1929? Har musiklivets fagfolk ikke stadigvæk behov for et DMT, hvor de kan hente sig en rimelig orientering på professionelt niveau om hvad der sker i den nye musik? Svaret er: jo. Hvad er da sket? Det kunne være fristende netop med udgangspunkt i Gregers Dirkinck-Holmfelds leder at søge forklaringen i »uddybning af de musikalske kulturkløfter«. Indenfor selve musiklivet, altså blandt de fagfolk, DMT henvender sig til, har den eksplosive udvikling i nutidsmusikken efter 1945 medført så krasse misforhold m.h.t. musikalsk bevidsthed, erfaring og værdinormer, at musikalske fagfolk ikke længere udgør en ensartet masse. Dertil kommer, at samfundets specialiserings-tendenser også mærkes i musiklivet. Vi er alle blevet eksperter inden for dele af musikkulturen - og det medfører bl. a. »sprogkløfter« - jvf. de hyppige klager over, at mange bidrag i DMT er uforståelige.

Denne forklaring er nærliggende. Gennem 60-erne stod debatten i DMT for en stor del i »avantgarde-frontstillingens« tegn. Men det forklarer ikke, hvorfor de utilfredse læsere så ikke bare lader DMT være DMT. Det forklarer ikke det pres, der i de senere år har været lagt på DMT, kulminerende i et bevillingsmæssigt pres. Hvad er galt? »DMT skal være bredere«, siges det. Adjektivet »bred« er næsten det hyppigst forekommende ord i de senere års respons på DMT.

Forholdet mellem DMT og den såkaldte »læge musiklytter« tog allerede Heerup stilling til, idet han i den omtalte introduktionsartikel fra 1929 bl. a. skrev:

Man kunne spørge, hvorfor bladet vil søge sine læsere inden for et så begrænset område som det ovenfor skitserede, hvorfor bladet ikke i stedet søger sin læsekreds blandt de tusinder, der blot holder af musik uden måske derfor at kende noderne eller uden at gøre sig noget nøjere regnskab derover, hvad denne musik egentlig er for noget; man kunne måske synes, at her var et langt rigere felt at bearbejde. Hertil er at svare, for det første, at »unge tonekunstneres selskab«, der ejer »dansk musiktidsskrift« og udgiver det som medlemsblad, har et naturligt krav på, at medlemmerne, der for størstedelen er uddannede musikere, kan høste udbytte af deres blad, at de kan læse andet deri, end hvad de på forhånd ved. Dernæst, at et sådant publikum ville blive så lidet homogent i forudsætninger, anskuelser og interesser, at bladet ville være forhindret i musikalsk at gå i dybden og derfor måtte baske rundt i den tyndest mulige musikalske vandskorpe. Bladet ville derved blive et samlingsstedfor musikartikler som dem, man i mere eller mindre ens og heldig udformning finder talrigt spredt i dags- og radiopressen, og hvis eneste berettigelse (med forbløffende få undtagelser) synes at ligge deri, at de kunne tilskynde folk til hellere selv at søge reel viden i faglitteraturen. Hertil kræves imidlertid, at folk i alt fald kan tysk, thi den danske musikalske faglitteratur, for så vidt man overhovedet kan forsvare at benytte dette udtryk, er kun af ringe værd.

Her har vi nøglen til forståelsen af DMTs aktuelle problematik. Dagspressen har i de senere år nedtrappet kulturstoffet i traditionel forstand, altså: »finkulturen«. Og det er ikke mindst gået ud over »den seriøse musik«. Ser vi på den toneangivende københavnske presse er tendensen helt klar: i formiddagspressen er dette stof så godt som totalt forsvundet. I den socialdemokratiske presse ligeså. De store københavnske morgenaviser indrømmer stadigvæk stoffet en vis plads. Men verbet i foregående sætning er valgt med omhu: tendensen er heller ikke her til at tage fejl af.

Hvis man dertil føjer bladdøden - ja, så vil man forstå, at situationen m. h. t. pressemæssig dækning af hvad der sker i musiklivet i dag er totalt ændret siden 1929. Dansk musikliv savner simpelt hen et offentligt forum. Dagspressens resonans på, hvad der sker i musiklivet, er næsten ophørt, og det føles klart nok som et tomrum for musikfolk. Man ønsker etableret en erstatning for dagspressens tabte, løbende orientering om musiklivet. Da bladvirksomhed i stedse ringere grad økonomisk kan løbe rundt (det skyldes nogle objektive økonomiske faktorer i det kapitalistiske samfund, at bladdrift er en kapital-anvendelse, der ikke mere kan valoriseres), må dette blad støttes med offentlige midler. DMT får støtte. DMT må gøres bredere, DMT må udfylde det tomrum, dagspressen har efterladt.

Denne situation kræver en fundamental overvejelse af DMTs redaktionelle linje. De kedelige konsekvenser Heerup udmalede sig af en sådan linje er en reel fare, jvf. min kommentar i DMTs september-nummer 1973 i anledning af musikrådets planer om et tidsskrift. Men opgaven kan løses, det viser forbilleder i udlandet. Det svenske »Tonfallet« eller det tyske »Neue Musikzeitung« kan tjene som eksempler. Måske er det sådan, DMT §kal se ud. Gøres det med talent og virkelig bredde (hvilket forudsætter en ret betragtelig økonomisk støtte), så skulle der være en chance for at redde DMT - som bevillingsobjekt.

Spørgsmålet er, om DMT dermed automatisk er reddet som kritisk kulturfaktor. Jeg mener nej. Kultur er ikke det samme som emsig informationsvirksomhed. Og aktualitet er ikke bare registrering af hvad som helst, der sker nu - aktuelt er det væsentlige, der sker nu. Kultur drejer sig iflg. sine egne idealer om virkelighedsopfattelse, udtrykkelse af erfaringer osv. Det må derfor indiskutabelt høre til DMTs væsentligste opgaver »om muligt at påvise kulturelle, fortrinsvis musikkulturelle sammenhæng« - bladet skal, atter med Gunnar Heerups ord, »bringe artikler af musik-social karakter, artikler der drøfter de øjeblikkelige musikkulturelle tilstande i deres almindelighed«. Og hvad vil det sige i dag? Det vil sige, at bladet må drøfte den eksisterende musikkulturelle krise - bl. a. spørgsmålet om, hvorfor dagspressen har nedtrappet kulturstoffet og dermed musikstoffet. DMT må tematisere den situation, som ændringen af dets linje er udtryk for.

Kort sagt: Hvis DMT fortsat skal bestræbe sig på at være en »kulturfaktor« må det blive ved med at beskæftige sig med den kulturpolitiske problemkreds, som det i de senere år har forsøgt at sætte på dagsordenen.

Og det skal ikke ske af ideelle, idealistiske el. andre luftige grunde. Men hvis det er sådan, at kriterierne for offentlig støtte til musikkulturelle aktiviteter inden for »den seriøse musik« er ved at ændres, må musikfolk være klar over det. Og gøre deres opfattelse gældende.

Det kan være, man ikke mener, at DMT skal være en kulturfaktor i den forstand. Måske ønsker man et bredt, ukontroversielt blad - et hobby-hjørne, sigtende mod positiv fritid og flittige hænders pseudo-aktivitet.

Hvis man ønsker det sådan, er det også et interessant kulturpolitisk symptom. Men - ønsker man det?

Poul Nielsen