Jazz - A Student and Teacher's Guide

Jazz - A Student and Teacher's Guide

- A Student and Teacher's Guide Graham Collier Cambridge University Press

+ »jazz rhythm section«, spole eller kassette.

+ »jazz illustrations«, long playing plade.

Hvis man spørger folk om deres opfattelse af begrebet jazz, vil det afstedkomme mange modstridende forklaringer. Jazz er en vanskelig sag. Elementært er det en improviseret musikalsk udtryksform - helt personlig farvet af den enkelte musiker, underlagt det udefinerlige begreb swing, en form for fremaddrivende puls, dels besørget af en rytmegruppe, dels af musikeren selv. Denne overordnede puls er altid til stede og fornemmes meget kraftigt, selv når den ikke markeres instrumentalt. I det hele taget må man nok sige, at den vanskeligst tilgængelige side af sagen er det rytmiske, det viser sig for eks. ved, at medens jazztrommeslagere har let ved at omstille sig til beatmusik, har beattrommeslagere ofte besvær med at spille jazzmusik, dvs. med at få fat i og understøtte denne puls.

Spørgsmålet om, hvordan man skal spille jazz, hvordan man skal improvisere og hvordan man får fat i swinget eller pulsen, er kun i forbløffende ringe grad søgt besvaret tilbundsgående. Langt den overvejende jazzlitteratur drejer sig om historie, sociologi, biografier, diskografier og lignende. Selve musikken har været sværere at få tag i, fordi det drejer sig om improviseret ikke nedskrevet musik i modsætning til europæisk musik (som man kunne kalde komponeret musik); og de albums, der er udgivet giver kun et meget ufuldstændigt billede af musikken, fordi noderne kun er et springbræt for den, der ved hvordan jazzmusik skal spilles, medens de ikke hjælper den ukyndige.

Der er derfor et udtalt behov for fremstillinger af sider af jazzmusikken, jazzpædagogiske bøger til undervisningsbrug eller selvstudium, hvis man altså tror, man kan lære folk at spille jazz - hvad jeg i øvrigt tror ud fra personlige erfaringer. Derudover kunne man ved systematisk undervisning få nogle bedre jazzmusikere, hvad flere amerikanske musikskoler har vist og endelig, og det er ikke mindst vigtigt, kunne man herved fremelske nogle bedre lyttevaner ved at vise folk, hvor de skulle rette antennerne hen.

Den engelske musiker (bassist) Graham Collier forsøger med sin bog at tage hul på de fleste af de problemer, der knytter sig hertil. En stor hjælp er den medfølgende plade og rytmegruppebåndet, som gør meget af det skrevne umiddelbart forståeligt. Rytmesektionen består foruden af Collier selv på bas af Geoff Castle - piano og John Wepp - trommer. Collier anfører selv, at »denne trio betragtes som en avantgarde-gruppe, hvorfor det har været svært for dem at spille en tolvtakters blues« - citat slut. Et andet sted skriver han om en jazzkursusleder, der skulle have sagt: »Vi må have fat i dem, der ikke kan spille, så kan vi lære dem at spille avantgarde.«

Nå, tilbage til bogen. Den er delt i 2 hovedafsnit plus et appendiks. Afsnit l er en form for jazz-historie/sociologi koncentreret omkring karakteristikker af 7 ledende jazzpersonligheder og deres musik.

Part to - som jeg ifølge det foregående må anse for den væsentligste - starter med en diskussion omkring problemerne ved jazzundervisning og har derefter 8 afsnit betitlet improvisation - blues - standard melodier - arrangement - bigband - modi og skalaer - Jazzkomposition og »nutidige træk«.

Som det forstås har Collier slået stort brød i sit forsøg på at dække hele spektret, her, hvor hvert afsnit er en hel bog værd og det har ikke kunnet undgås, at medens nogle af afsnittene er let tilgængelige, kræver andre en god portion musikteoretisk indsigt og/eller en omfattende baggrundsviden.

De 8 afsnit er i deres opbygning skåret over nogenlunde samme læst, først et essay som redegør begreber og problemer, derefter nogle referencer - pladeeks. fra en - CBS antologi på fire plader med titlen »Fra King Olivier til Ornett Colemann«, eller fra den medfølgende plade »jazz illustrations«, litteraturhenvisninger og endelig nogle praktiske eksempler eller øvelser, hvortil bruges den medfølgende rytmegruppe, altså båndet.

Han anbefaler, at man behersket sit instrument -naturligvis - at man af hensyn til udviklingen af improvisatoriske evner forsøger sig i små orkestre - tre til fire blæsere plus rytme og at man med henblik på disciplin, præcision, sektionsspil og lydhørhed over for frasering og intonation spiller i big band, altså en slags jazzorkesterskole, hvor lederen/ dirigenten er læreren, men påpeger her behovet for standard-materiale arrangeret af gode arrangører. Man må nok slå fast, at indlæringsprocessen - alle bøger og eksempler til trods, for langt den overvejende dels vedkommende må foregå under vejledning, det er langt lettere at improvisere melodisk end at improvisere rytmisk/melodisk, så der kommer jazz ud af det.

De næste tre afsnit, improvisation, blues og standardmelodier, forsøger at angribe problemerne omkring, hvad der egentlig sker eller hvad man kan gøre, når man skal improvisere: anvende rytmiske og melodiske forskydninger, altså variere melodien, spille over akkorderne ved hjælp af akkordtoner, gennemgangstoner osv. eller motivisk improvisation, dvs. at man gennemfører et enkelt motiv med de nødvendige rytmiske og harmoniske justeringer. Her kunne eksempelmaterialet godt være lidt fyldigere. Man kunne f. eks. henvise til Armstrong, Hawkins og Monk som eksponenter for de tre retninger og anbefale, at man studerer transskriptioner af soloer af disse og andre aftrykt i f. eks. jazzmagasinet »Down Beat« eller bind 2 af John Mehegans værk »Jazz Improvisation«, her ville man så kunne efterrationalisere med hensyn til melodi, rytme, harmonik osv.

Øvelserne med angivelse af baslinier og akkordsekvenser får værdi idet rytmegruppen på båndet (omend den ikke svinger alt for voldsomt) gennem mange gennemspilninger af blues i forskellig tone-art og tempi og med forskellig akkordsekvenser giver den studerende lejlighed til at forsøge sig som improvisator, hvor han konstant får rytmen og harmonierne ind i øret.

Som standard-melodier får man lejlighed til at spille »I Got Rhythm« sekvensen og den lidt mere specielle »What Is New« af Bob Haggart - det kræver selvfølgelig, at man kender melodien (den kunne være anført).

Afsnittet arrangement eller bedre tilrettelæggelse er egentlig kun en oversigt, her nævnes valg af toneart, akkordvalg, tilrettelæggelse af nummeret dvs. forløb, ensemble, solo osv., baggrund og ideer til samme, kontrapunkt, fantasi! og til slut nogle rent mekaniske sider af sagen med hensyn til at skrive det ud, alt sammen behandlet på 8 sider med lidt snak og gode råd, men kan formodentlig give interesserede lyst til at læse William Russo's »Composing for the Jazz Orchestra«, hvor alle disse ting uddybes.

Det samme kan siges om afsnittet »The Big Band«, som indeholder nogle bemærkninger om forskellige typer big band, lidt vejledning for bigband øvelser og lidt mikroskopisk arrangementsteknik. Afsnittet Jazzkomposition indeholder eksempler på forskellige melodityper og diverse solisters behandling af dem - illustreret ved de anførte pladeeksempler.

Contemporary trends drejer sig - jvf. forfatteren - om nye melodier, nye harmonier, nye rytmer, nye taktarter, nye former, nye lyde, overvejende belyst ved egne kompositioner uden at der er særlig meget nyt i det, også her giver pladeeks. mere end øvematerialet, som mest går på at spille i »skæve taktarter« og over-udvidede akkorder.

Det sidste afsnit »Modes and Scales« og det meget omfattende appendiks udgør den mere musikteoretiske side af sagen, skalagrundlag for improvisation, dels hvilke skalaer, der hører til akkorderne hhv. akkordsekvenserne, og dels improvisation inden for dur-mol systemet og visse kirketonalskalaer, her eksemplificeret ved dorisk (c dur fra d til d) og frygisk (c dur fra e til e); rytmegruppen giver her mindelser om Davis »So What«.

Fra appendiks, der nærmest må betegnes som en udvidet becifringslære, skal nævnes afsnittet om akkordprogressioner. Her gives nemlig antydning af hvordan man kan forbedre akkordsamstillinger, hvilket især kan anvendes ved bearbejdelse af becifrede standardmelodier, hvor klaverpartituret undertiden er tolket galt i oversættelse til becifring eller hvor komponisten er bedre melodiker end harmoniker.

Indholdet af de sidstnævnte afsnit i Collier's bog behandles i øvrigt mere omfattende i John Mehegan's 4-binds værk »Jazz Improvisation« og vil her nok volde begynderen besvær på grund af den mindre omfattende behandling, der mere siger hvordan end hvorfor.

Bogens store værdi består i de mange relevante emner, den berører og de mange rigtige iagttagelser, forfatteren gør. Fremstillingen er klar og begejstringen for stoffet umiskendelig. Værket er lidt af en pionérgerning og understreger behovet for yderligere forskning i jazzpædagogik. Som næsten alle andre fremstillinger af den art er den svagest med hensyn til det rytmiske men det er også det vanskeligst definerbare og det sværeste at lære.

Bogen må hilses velkommen som den er, som et forsøg inden for et område, der i høj grad mangler forskning, den vil være et godt udgangspunkt for lærer/elevfordybelse i problemerne omkring det svært tilgængelige at spille jazzmusik.

Bent Haastrup