Musikken i Folketinget

Musikken i Folketinget

Førstebehandlingen af musiklov forslaget 12. marts

Dmt gengiver her i uddrag størstedelen af ordførernes taler. En egentlig debat opstod ikke, formodentlig fordi alle undtagen Fremskridtspartiet udtrykte en positiv holdning til lovforslaget:

Birte Weiss (S):

De fleste er sikkert stødt på udtrykket: at være fra et hjem med klaver. Det ligger ikke helt klart, hvorfra det udtryk egentlig stammer, men det er muligt, at det kommer fra Engströms berømte tegning med følgende tekst: »Du omgås jo middelklassen. Har de klaver dernede?« Udtrykkets mening er der imidlertid ikke den ringeste tvivl om; det siger nemlig noget om den kulturelle klassedeling, der direkte eller indirekte diskuteres her i folketinget, hver gang vi beskæftiger os med kulturlovgivning.

Det musiklovforslag, som vi har til behandling her i dag, er et udtryk for, at dette med at være fra et hjem med klaver, har overlevet sig selv. Baggrunden for musikloven er jo nemlig, at musikken er allemandseje. Baggrunden er den glædelige, at vi i øjeblikket har mange flere musikudøvere, end vi nogen sinde før har haft, fordelt på mange forskelligartede musikgenrer og -stilarter. Miljøer, som for en eller to generationer siden var fremmede over for al anden musikudøvelse end den, som mange af os kommer til at lave, når vi er i godt humør, er nu i dag forsynet med et musikinstrument. Specielt blandt unge er musikudøvelse blevet en almindelig, men også en meget vigtig del af deres samvær.

Vi har også oplevet, hvordan en speciel art musik kom til at spille en rolle i forbindelse med efterkrigstidsgenerationens holdning til samfundsdebat og i deres samfundsengagement. Alt det, jeg nævner her, er selvfølgelig kun et hjørne af den ny musiklovs baggrund. Også den klassiske musik har mærket en stor stigning i antallet af udøvere, og vi har set, at man rundt omkring i musikforeningerne kan registrere ikke blot flere tilhørere, men også flere amatørorkestre og ensembler, end vi har haft før.

Hvis man skal beskrive den blomstring i musiklivet, som sådan set er baggrunden for denne lov, så skal det også nævnes, at de meget skarpe, men meget vanebetonede afgrænsninger imellem de enkelte musikgenrers naturlige publikum og fremførelsessted også er ved at forsvinde. Vi har f. eks. set - eller måske skulle man i denne forbindelse snarere sige hørt - fremragende beatballetter på Det kgl. Teater. Men man oplever også, at der fra kælderlokaler i anden baggård øves Ravel eller Tjajkovskij eller Stravinsky, eller hvad man ellers spiller. I musiklivet kan man kort sagt sige, at de uoverstigelige sociale barrierer, som Fremskridtspartiet har slået sig til ridder på og postulerer skulle findes overalt i kulturlivet, i hvert fald ikke er til stede. Jeg vil da lytte nøje efter, hvad Fremskridtspartiets ordfører vil sige i denne sag, om vi endnu en gang skal høre lirekassemelodien om, at støtte til kulturlivet kun kommer en ganske lille del af befolkningen til gode

Mette Madsen (V):

Musik har til alle tider været en naturligt indbygget og uundværlig del af menneskers liv og de forskellige samfunds kulturer. Kun få mennesker kan med sandhed sige, at musik ikke betyder noget for dem. Vi lytter til radioen fra tidlig morgen, vi synger, og vi spiller alene eller sammen med andre eller måske på grammofon, vi nynner, vi fløjter, vi slår takt, og vi går til kirke- og jazzkoncerter, til torsdagskoncerter og promenadekoncerter. Ja, mon ikke den årlige koncerttransmission fra Royal Albert Hall er den mest elskede af alle tv's udsendelser?

Nu skal vi så for første gang have en samlet musiklov, en lov, der skulle skabe bedre muligheder for, at vi alle kan give og tage imod, beriges og glædes ved musik. Der er også mange ting at glæde sig over allerede i lovforslaget, og jeg skal nævne nogle af dem. Decentralisering, der skal betyde, at man lokalt ude i kommunerne er med til at bestemme, hvem, hvad og hvor meget dal støttes. Samarbejde i amterne, dels om planlægning, dels om fælles opgaver. Samarbejde mellem orkestrene og mellem orkestrene og de turnerende teatre. Stipendier til videreuddannelse af dygtige unge musikere. Nordisk og internationalt samarbejde og endvidere, at ministeren har ansvaret for hver krone, der deles ud.

Men der er også ting, vi i venstre mener man bør se meget kritisk på. Dem skal jeg også nævne nogle af. Det forekommer os, at der i bemærkningerne er en lidt for overvældende begejstring for den ny orienterede musik. Ud fra et alsidighedskrav finder vi det naturligvis rimeligt, at også de nye musikformer bliver støttet, men det må ske uden at hovedvægten nu bliver lagt på disse musikformer, så den klassiske musik bliver ladt i stikken. Med klassisk musik mener jeg her al den musik, vi indtil nu har dyrket og støttet, folkeviser, barokmusik, højskolesangbogen, jazz og tolvtonemusik.

Vi er også betænkelige ved de mange instanser, enhver ansøgning skal igennem, fra et ønske opstår ude i kommunen, og til det når op på ministerens bord. Der skulle jo ikke så gerne ud af denne nye musiklov komme mere papir end musik. Vi er også betænkelige ved tanken om et informationscenter ved formuleringen af det begreb, der vel nærmest kan betegnes som de hybride musikformer, og vi er betænkelige ved mange af de ting, der er nævnt som selvskrevne til støtte. Så den glæde, jeg har givet udtryk for over intentionerne og over visse dele af lovforslaget, skal absolut ikke opfattes som en blankocheck på Venstres holdning til forslaget, som det ligger her.

Af Venstres ændringsforslag til finansloven fremgår det, at vi ikke, som det er foreslået, fra den 1. april 1976 kan give tilslutning til de merudgifter, der vil følge af dette forslag. Derfor vil vi også få tid til i et grundigt udvalgsarbejde at gennemdrøfte både paragrafferne og de meget udførlige bemærkninger og håber at nå frem til et godt resultat.

Jeg skal til slut knytte et par bemærkninger til ændringen af den kulturelle fond. 2,5 mill. kr. af de penge, der skal finansiere musikloven, kommer fra denne fond, og hovedparten af disse 2,5 mill. kr. er den 10 pet.s afgift, som KODA indbetaler. Man må for det første nok sætte et spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt, at én enkelt faggruppe, nemlig komponisterne og de forfatterere, komponisterne arbejder sammen med, ene af alle håndens og åndens arbejdere fortsat skal afgive 10 pct. af deres honorarer til almene, kulturelle formål. For det andet vil jeg gerne henstille til ministeren, at man fremtidig ved uddelingen af musikstøtte vil følge de retningslinjer og de traditioner, der gennem årene er skabt i den kulturelle fond.

Svend Andersen (Rosk, a.) (FP):

Det forslag til lov om musik, som kulturministeren har fremsat, er virkelig et forslag med musik i. Man må sige, at nu er der endnu flere, der skal have støtte. Det eneste, man vel næsten savner i dette forslag, er en bestemmelse om, at bybude også kan få statsstøtte, hvis de fløjter under vareudbringningen.

Jeg må sige helt klart fra starten, at det ikke er et forslag, som vi på nogen måde kan støtte. Det drejer sig selvfølgelig om at øge bevillingerne til det finkulturelle arbejde. Jeg vil også gerne sige, at efter vores opfattelse er denne socialdemokratiske kulturpolitik asocial, så det klodser. Den består simpelt hen i, at arbejderen skal betale for overklassens fornøjelser. Det er det, som også dette forslag tager sigte på, og vi kan under ingen omstændigheder være med til at udvide dette område.

I kulturministerens fremsættelsestale, står der et sted, at den velklingende titel på loven kunne forlede til at tro, at forslaget strakte sig langt videre ind i musikkens verden. Jeg forstår, at det må være en lidt verdensfjern måde, dette forslag er kommet til på, når man ligesom sidder og gentager hele forslagets titel for sig og nyder dette velklingende navn, som dette forslag har fået.

Forslaget indebærer også som sædvanlig, at staten nu skal til at udvide sine fangarme. Man opretter nogle amtsmusikudvalg, man opretter et statens musikråd, og så skal der være et repræsentantskab til at styre disse ting. Der er sandelig ingenting overhovedet, som borgerne må have lov til at drive i fred og ro uden statens indblanding. Alt, hvad befolkningen, hvad folket ikke vil have, det skal de tvinges til at betale til. Det er den socialdemokratiske politik. Det er ikke vores.

Vi tager skarp afstand fra dette forslag og vil forsøge at begrænse det og bekæmpe det med alle de midler, som vi nu er i besiddelse af.

Aase Olesen (RV):

Da det allerede har været nævnt, skal jeg starte i omvendt rækkefølge og sige, at vi kan give tilslutning til lovforslag nr. 177 om ændring af lov om Det kgl. Teater og oprettelsen af en kulturel fond, men jeg skal samtidig på Det radikale Venstres vegne spørge om begrundelsen for, at man i og for sig ønsker at opretholde denne fond. Jeg har set i bemærkningerne, at man siger, at det spørgsmål må man tage op, når man skal foretage en mere gennemgribende revision af den lov, der gælder for Det kgl. Teater og den kulturelle fond, men vi vil godt have at vide, hvorfor man egentlig har ønsket at opretholde denne fond. Vi er enig i, at bestyrelsens opgaver overgår til Statens Musikråd.

Om lovforslag nr. 176 har jeg lyst til at sige, at jeg tidligere, ved et andet lovforslag, har takket ministeren for meget grundige og oplysende bemærkninger, men man må jo spørge sig selv her, om det er nødvendigt at få 30 siders bemærkninger til et 2 siders lovforslag.

Endelig vil jeg spørge ministeren, hvad man egentlig har tænkt sig, at amtsmusikudvalgene skal have af kompetence. De skal indstille, står der, til amtsrådene og til Statens Musikråd. Hvordan bliver forholdet til amternes kulturudvalg? Eller kan man risikere, at dette forsøg - og jeg kan godt se, det er et ærligt forsøg på at decentralisere - kan gå hen og få det modsatte resultat, at der kan blive tale om noget, der kan minde om en centralisering? Der er jo i de mange bemærkninger også indvævet ord om ensartethed og om at overtage funktioner fra de lokale foreninger. I øvrigt vil jeg tilsige forslaget en grundig udvalgsbehandling.

Lembourn (KF):

I modsætning til den tidligere ordfører synes jeg nu, at de bemærkninger, der er til dette lovforslag om musik, er særdeles velkomne. En del af de lovforslag, vi har behandlet i dag, har ikke været udpræget velskrevne. Det kan man til gengæld sige at bemærkningerne til dette forslag er. Hvem der end er mester for det, skal de pågældende have den cadeau, at det jo er et essay om moderne musiks stilling. Det er vel gennemtænkt, og det er godt skrevet.

Man kommer til det resultat, at musikken er stedbarnet i dansk kunst, og det er jo rigtigt og egentlig ganske ejendommeligt. Hvordan kan det være, at én kunstart ud af tre - hvis vi nu tager det meget bredt - altid er hinket bagefter, aldrig har haft de samme udfoldelseschancer som de to andre? Måske er forklaringen den, at den musikalske uddannelse, man giver i danske skoler, er så ringe, hvis den overhovedet er der, at vi knap har lov at kalde os et kultur samfund i den forstand. Der er næppe noget andet land i Europa, der behandler musikken så ringe i skolerne, som vi gør.

Jeg er ked af, at forslaget ikke er fremsat, før vi fik den nye folkeskolelov. Det havde været særdeles nyttigt for undervisningsministeren at læse bemærkningerne til dette forslag, for så havde man måske ikke skåret ned på den musiske uddannelse. Men det er måske forklaringen, at man kan komme ud af den danske skole uden at ane, hvad en node er. Man kan såmænd gå 12 år i en dansk skole uden at vide, hvad en node er. Det kan et kultursamfund faktisk ikke tillade sig. Om dette forslag er i stand til at gøre noget ved sagen - ja, man taler jo om det - ved jeg ikke, for man støder vel på en række grænser, fastlagt i folkeskoleloven, som denne lov, selv om den har intentionerne, ikke kan overskride.

Men stedbarnet er der altså, og derfor vil Det konservative Folkeparti gerne være med til at prøve på at give musikken en stilling, der er mere ligelig i forhold til de andre kunstarter, end den har haft tidligere. Altså princippet kan vi tilslutte os.

Så er der nogle andre principper i dette lovforslag, bl. a. et ønske om en decentralisering. Det synes vi er en rigtig og en god ting, men samtidig tillægger man jo Statens Musikråd meget store beføjelser. Statens Musikråd har gjort meget godt, og der sidder særdeles fornuftige mennesker i det, men hvordan kan man rent principielt klare to egentlig modsatte mål: en decentralisering, som vi altså finder rigtig, og så et musikråd, som skal tage så mange afgørelser, som dette musikråd efter forslaget skal? Kommer de to mål ikke i modstrid med hinanden?

En mindre detalje er selve sammensætningen. Der er 9 medlemmer, er det et rigtigt tal? Vi plejer jo at følge et andet princip i de fondsledelser, vi har, at der ikke er mere end 3 medlemmer. Der kan være grunde til, at der måske skal være flere i musikrådet, men jeg synes dog nok, vi skal se på det.

Så er der egentlig det ejendommelige med det repræsentantskab, man vil oprette, at samtidig med at man vil det, så har man jo afskaffet repræsentantskabet på teaterområdet. Dér nøjes man med et teaterråd på 3 medlemmer og har opgivet repræsentantskabet. Det må jo være, fordi man har gjort nogle erfaringer om, at det måske ikke virkede, som man havde ønsket det, og her skaber man altså et meget stort repræsentantskab. Også det må vi vel se på.

Jeg vil gerne sige til fru Mette Madsen, at jeg ikke er enig i, at man skal kritisere det, der står om den nyere musik. Den nyere musik har ikke haft det for godt, så jeg synes, det er rigtigt, at man gør det, som man gør i dette forslag, at man giver den nyere musik en særlig chance. Til gengæld er jeg enig med fru Mette Madsen i de betragtninger, hun gjorde om hele KODA-historien. Den bør vi se nærmere på.

Vel, principperne i forslaget kan vi altså tilslutte os, men vi vil gerne i udvalget drøfte nogle af de praktiske udformninger og især altså gerne se på konflikten imellem decentralisering og musikrådet.

Kristine Heltberg (SF):

Jeg vil allerførst ønske ministeren til lykke med dette lovforslag om musik, som er kommet i en så dyster og barsk tid, at jeg ligefrem må betragte det som noget af en forårsbebuder, at det overhovedet kommer.

Det forekommer mig, at ministeren med dette lovforslag simpelt hen har ydet en vældig indsats for at bibringe også offentligheden indtrykket af, hvor væsentligt og vigtigt det er at få sat system i musiktilbuddet til den danske befolkning. Det er jo netop det, det drejer sig om her, et meget demokratisk tilbud, et tilbud om adgang til skoling, adgang til musikinstrumenter, adgang til både den klassiske og den moderne musik.

Jeg mener, at forslaget bærer præg af at være blevet væsentligt forbedret i forhold til det forslag, som vi så noget til i 1973. Jeg synes, der er kommet en masse positive træk med, netop mere hensyntagen til den nyeste musik og mere hensyntagen til den amatørmæssige, til beatmusik, jazzmusik, det, som er ungdommens musik, det, som måske er det demokratiske element i vore dages musikkultur.

At den klassiske musik beholder sin plads, er naturligt nok, men jeg synes, det er positivt, at man også lægger så stor vægt, som jeg synes man gør, både i de ganske overordentlig interessante bemærkninger til lovforslaget og i selve lovforslaget, på den helt moderne musik.

Det forekommer mig, at hvis dette lovforslag bliver gennemført ret hurtigt, hvad jeg håber det gør - måske med nogle småændringer hist og her, måske også med nogle klargøringsmanøvrer hist og her - så vil det danne et vældig godt grundlag for en vældig oplivelse af musiklivet i Danmark. Det har formodentlig haft en slags storhedstid engang i forrige århundrede i vaudevillernes og måske også i højskolens tid, men har henslæbt en kummerlig tilværelse med brummernes sørgmodige akkompagnement til den ligegyldighed, som det offentlige synes at vise dette, der havde noget at gøre med borgerskabets pæne vaner og døtres præstationer i salonerne. Det er nemlig, synes jeg, et helt gennemgående træk - og det kunne jeg tænke mig at få udbygget og måske yderligere understreget - at det virkelig er en folkets musik, det her drejer sig om, netop den ganske almindelige borgers mulighed for at udtrykke sig musikalsk lige fra barnsben og til man er gammel.

Det er ganske indlysende, at Fremskridtspartiet må gå imod sådan noget, fordi det er et forslag, der i meget høj grad bygger på et tilbud om at udvikle det enkelte menneskes iboende muligheder på en så demokratisk vis, som det nu kan lade sig gøre, når man samtidig indrømmer, at pengepungen er der faktisk ikke ret meget i.

Hanne Reintoft (DKP):

Lovforslaget indeholder jo en række målsætninger og formuleringer, som vi synes har et meget positivt og demokratisk indhold, og vi er meget tilfredse med, at det fremsættes.

Det er vigtigt, at det fastslås, at musik ikke er luksus, men et behov, hvis opfyldelse har betydning for den enkeltes personlighedsudvikling. Hertil kan vi selv føje, at det at musicere i fællesskab, i kollektiver, fremmer det sociale ansvar og fællesskabsfølelsen.

Det anføres også meget korrekt, at musikken kulturpolitisk har været forsømt, og derfor er vi meget tilfredse med, at lovforslaget lægger hovedvægten på musikformidlingen i bredeste forstand, det vil sige formidling af kundskaber og færdigheder til dem, der vil tilegne sig musik, enten som aktive udøvere eller som aktive tilhørere. Det er også meget vigtigt, at lovforslaget fremhæver, at formidling af musik ikke må være afhængig af sociale og geografiske placeringer, hvad det jo faktisk er i dag. Vi er derfor også enige i, at decentraliseringen kan blive en vigtig ting for at gennemføre de tanker, som lovforslaget indeholder.

Men når dette positive er sagt, så må vi fremholde, at lovforslaget er en rammelov, og at der som sædvanlig er meget lidt at fylde i rammen. Jeg er så bange for disse rammelove, fordi jeg synes, vi tilsammen i øvrigt har den politiske erfaring, at det giver folk nogle skuffelser og en modvilje mod den politik, der føres, som nok ikke er særlig hensigtsmæssig.

Det kan næppe være praktisk muligt at realisere lovens idé, når der kun er afsat de beløb, der er, oven i købet inklusive de 2 mill. kr. fra den kulturelle fond. Musikrådets oprindelige lovudkast imødeså jo også en merudgift på 7 mill. kr. plus de 2 mill. kr. fra kulturministeriet, så der er altså et ganske stort spring her.

Det fremgår jo af lovforslaget, at man forudser støtte til en lang række foretagender, musikskoler, publikumorganisationer osv. Det er nok utopisk at sammenholde dette med de reelle pengemidler, men vi er enige i bestræbelserne på at skaffe disse pengemidler. Muligheden for, at de forskellige institutioner skal klare sig med lån med statsgaranti, vil vi afvise. Det mener vi ikke kan være rimeligt.

Når vi alligevel vil stemme for lovforslaget, trods dets lidt utopiske karakter og også visse ulemper, som jeg skal komme ind på om et øjeblik, så er det fordi det klart erkender musikken som en menneskelig og social faktor, og fordi vi virkelig mener, at loven i dygtige, energiske og engagerede hænder kan bruges til at presse på frem mod noget bedre, hvis Statens Musikråd og amtsmusikudvalgene energisk bruger dens idé til at fremme de fornødne krav, og hvis forbrugerne virkelig formår at anvende den. Loven kan også, så vidt jeg vurderer hele vores politiske situation, nok medvirke til at bremse alt for svært reaktionære og rabiate angreb på vores kulturliv.

Må jeg derefter sige, at vi synes, at forbrugerne er for svagt repræsenteret i musikrådet. Vi ville gerne have haft 3 medlemmer til at repræsentere amatørorganisationerne og de musikforbrugende organisationer. Det ville give den folkelige kontrol, vi gerne vil have i alle sådanne love, og hindre faglig egoisme. Det bør også præciseres nærmere, hvordan amtsmusikudvalgene skal sammensættes, med de samme argumenter.

Vi er lidt bekymrede over bemærkningerne om den frivillige undervisning i skolerne, der skal betales af kommunerne, der kan opkræve betaling for denne undervisning. Måske kan ministeren berolige mig, men jeg er lidt nervøs for udvælgelsen af de børn, der får tilbuddet. Loven kræver jo netop, at musikformidling skal være åben for alle, uanset social status. Dernæst er vi lidt ængstelige for reglerne om statens 50 pcts.s dækning under forudsætning af samme dækning fra amtskommuner og kommuner. Det kan jo betyde, at der politisk i et amt eller en kommune bliver en kulturfjendtlig holdning. Lad os ikke håbe det, men det kan faktisk medføre, at statens tilskud bortfalder. Det forekommer også uheldigt, at fordelingen af udgifterne mellem orkestrets hjemstedskommune og regionens øvrige kommuner skal afgøres ved forhandling, der jo kan give tovtrækkeri og vanskeligheder.

Vi vil også gerne understrege det kollektive i det kunstneriske ansvar.

Jeg vil til slut sige, at den decentralisering, man tilstræber i musikloven, ejer både fordelene og ulemperne, som vi også kender fra andre decentraliseringsforsøg. Vi erkender - og derfor vil vi støtte det - at der kan opnås en mere tæt og levende kontakt mellem lokale myndigheder og amtsmusikudvalgene, og sidstnævnte kan udøve større pres på førstnævnte end ved en udelukkende central ledelse. Det er indlysende. Specielle lokale interesser, evner, muligheder og problemer kan bedre tilgodeses ved decentralisering. Ulempen bliver nok, at det musikalske niveau kan blive meget uensartet, og at amters og kommuners sparebestræbelser kan få katastrofale følger.

Vi vil gå til udvalgsarbejdet med samme optimisme, som ministeren fremlægger i fremsættelsestalen, og det er jo ikke så ringe endda, men er selvfølgelig bekymrede ved at høre, at lovforslaget ikke kan gennemføres og måske se muligheden for, at det bliver skubbet ud år efter år i denne vanvittige og for befolkningen meget skadelige sparedille, der har ramt så mange. Men som sagt vil vi positivt gå ind i det. Vi synes, det er et fremskridt, og vi synes, det er rart, at det kommer netop på et tidspunkt som dette.

Arnfast (CD):

Jeg skal ikke forlænge debatten meget, men kun tilsige vores støtte også fra Centrum-demokraterne til arbejdet med dette lovforslag, som vi finder er opmuntrende og nødvendigt. Det er jo, som det er blevet sagt flere gange, et spørgsmål om formidlingen, og den kan man da kun støtte. Vi er også glade for, at der også lægges et vist ansvar på amterne ved denne decentralisering.

Samtidig behandler vi jo et lovforslag, der betyder, at jeg personlig mister mit arbejde på dette område. Det kan jeg da med glæde) jeg synes, jeg har travlt nok. Men jeg skal da ikke gøre det uden at sige, som det er blevet sagt også fra flere andre ordførere, at jeg er lidt betænkelig ved, at KODA-ordningens penge nu direkte skal ind under Statens Musikråds styre.

Birgitte Oxdam (V):

Jeg vil gerne have lov til helt på egne vegne at knytte et par bemærkninger til det foreliggende lovforslag. Det er nemlig for mig et af de frydeligste lovforslag, der har set dagens lys i folketinget, siden jeg blev valgt ind den 9. januar 1975.

Vi har i dag en række kulturelle tilbudslove, vedtaget med Venstres stemmer, som på det fortrinligste støtter de forskellige grene inden for vort kulturliv ud til landets yderste grænser. Vi har imidlertid gennem de seneste år kunnet konstatere en himmelråbende mangel på en lov om støtte til musik, og her er forslaget så.

Lovforslaget sigter i første række på at skabe rimelige rammer for de svagt stillede områder inden for dansk musikliv i dag. Jeg glæder mig her over den øgede støttemulighed, der nu kommer, for vort amatørmusikliv, den nyere musik, ungdomsmusikken og endelig den støtte, der nu skal ydes til vore musikforeninger af alle slags, som hidtil hinsides det fornuftige har opretholdt livet.

Der er én ting, der ligger mig på hjerte. Det er som folketingsmedlem at rette en tak til Statens Musikråd. Det er Statens Musikråd, som har stået fadder til dette musiklovforslag. Den vilje, der inden for dette råd har været til at bøje vidt forskellige musikinteresser sammen til et hele, har været forbilledlig. Med disse ord vil jeg gerne ønske musiklovforslaget god vind.

Forslaget til Lov om Musik blev henvist til Folketingets Kulturudvalg og ventes vedtaget ved anden behandling inden Folketingets sommerferie.