Nikolaj Malko i venlighedens konservative København

Nikolaj Malko i venlighedens konservative København

Glimt fra breve til hans venner i Moskva

Af Erik Stahl

I 50-året for radiosymfoniorkestrets stiftelse går tankerne hos os, der har oplevet orkestrets barndom, tilbage til trediverne, hvor to store dirigenter: Fritz Busch og Nikolaj Málko i løbet af få år løftede orkestret op på internationalt plan. Hvilken leder har radioens musikafdeling ikke haft i kammersanger Emil Holm, der kunne snuse sig frem til orkesterpædagoger og musikere af et sådant format og så ovenikøbet fastholde dem i netop det 10-år, som var så afgørende for skabelsen af ensemblets særpræg. Retfærdigvis må man sige, at mellemkrigstidens politiske forhold kom kammersangeren til hjælp. For Fritz Busch's vedkommende var sagen den ganske enkle, at nazisterne jog ham ud af Tyskland. For Malkos vedkommende var sagen mere kompliceret.

Malko kom til verden 1893 i nærheden af Odessa. Faderen var læge. Begge forældrene var musikalske og sørgede for at sønnen fik en grundig musikalsk opdragelse. Den unge Malkos interesser gik i to retninger. Han begyndte en filologisk uddannelse ved universitetet i Set. Petersborg, men blev samtidigt optaget ved konservatoriet, hvor han som lærere fik Rimskij Korsakov, Ljadov og Glazunov.

Efter afslutningen af konservatorieuddannelsen i 1909 sendtes Malko af direktøren for de kejserlige teatre til München for at videreuddanne sig hos Felix Mottl. Fra 1910-17 virkede han som fast dirigent ved Marijinskij-teatret i Set. Petersborg.

Ved revolutionen i 1917 deltes tetrets personale i to skarpt adskilte fløje: en konservativ og én, der støttede revolutionen. I ledelsen af denne sidste gruppe sad Malko sammen med den berømte sceneinstruktør V. Meyerhold og sangeren Jersjov.

Men derved var Malkos stilling ved teatret på ingen måde sikret. Efter en strejke på teatret rettet mod »bolsjevikkerne«, som de tre kaldtes, blev det besluttet mod Meyerholds protest, men med Malkos samtykke, at chefdirigenten for fremtiden skulle vælges ved almindelig afstemning.

Det faldt Malko på. I de følgende år førte han en omtumlet tilværelse. Men alle steder, hvor han kom til at virke, tilførte han musiklivet friske impulser. I hungerperioden opholdt han sig i den velforsynede vestrussiske by Vitebsk, Chagals fødeby, hvor han med de fra Petrograd kommende kunstnere fik stablet et formidabelt musikliv på benene. En by, som aldrig før havde kendt til symfonikoncerter, fik pludselig 27 i løbet af en vintersæson. I disse år udvikles Malkos interesse for uddannelse af unge dirigenter. Fra 1926 underviser han i direktion ved konservatoriet i Leningrad. I 1925 bliver han chef dirigent for de berømte Leningradfilharmonikere og i 1927 direktør for selskabet. Her udfolder han en vældig virksomhed som pædagog, journalist og popularisator. Stillingen krævede en intensiv propaganda for symfonisk musik, for på den tid fik orkestret ingen statsstøtte.

I 1928 besøgte Malko Wien og opførte her bl. a. vennen Mjaskovskijs 5. symfoni med Wienerfilharmonikerne. Det blev en stor triumf og rygtet om Malkos succes spredtes snart til Berlin og London. Efter en kort rejse til Prag gik turen til Buenos Aires, hvor han bl. a. opførte Sjostakovitsj' l. symfoni, som han havde uropført i Leningrad 1926.

Men hermed bryder krisen ud mellem Malko og de hjemlige musikhonoratiores. Fædrelandet skulle han først gense i 1959, to år før sin død. Trods alt bevarede Malko sit sovjetpas helt frem til 1946. Han vedblev at arbejde aktivt for opførelse af ny sovjetisk musik overalt i verden, hvor han kom til at optræde, og sørgede for at sovjetiske solister kom til at optræde ved hans koncerter.

En elev af Malko, den sovjetiske dirigent Isai Sjerman, og musikforskeren L. Raben har i forordet til bogen: N. A. Malko - erindringer, artikler og breve (Leningrad 1972) givet, hvad man måske tør kalde den sovjetiske forklaring på Malkos holdning til sit fædreland. Den skyldes, mener de, først og fremmest et modsætningsforhold til Den russiske association af proletariske musikere (RAPM), som blev opløst i begyndelsen af trediverne. Men i slutningen af tyverne havde den tiltaget sig en diktatorisk myndighed. Det var en yderligtgående venstreorganisation, som var rasende modstander af al burgøjserkunst. Malkos internationale kunstneriske orientering godtog den ikke. Hans sydamerikarejse blev derfor et passende påskud til at få ham afskediget både som dirigent og direktør for Leningradfilharmonikerne. Efter forfatternes mening skulle Malko ikke selv have været klar over disse forhold og forklaret afskedigelsen med, at han krævede for meget disciplin af orkestermusikerne, hvad de ikke var vant til, og at han som direktør ikke var i stand til at klare de finansielle vanskeligheder.

De to forfattere forstår godt Malkos vanskeligheder. I løbet af trediverne forværredes forholdet mellem øst og vest, og sovjetiske kunstneres muligheder for at få udenlandske engagementer formindskedes stærkt. Men det var Malkos dybeste overbevisning, at kun gennem international praksis kunne en kunstner finde fuld udfoldelse for sine evner. Han var dog klar over, at en eventuel hjemvenden ville berøve ham muligheden for fri udrejse.

Raben og Sjerman konkluderer derfor: »Når vi gør alle grunde op for, at Malko blev i udlandet, så kan vi naturligvis ikke holde med ham. På den ene eller anden måde taler denne kendsgerning for sig selv og vidner klart om, at Malko ikke havde nogen sovjetisk ideologi. Hans anskuelser, livssyn og kunstneriske, æstetiske idealer udformedes i tiden før revolutionen og var forbundet med den russiske liberale (og absolut ikke revolutionære) intelligens' anskuelser. Det er grunden til, at da han stod over for dilemmaet: fædrelandet eller kunsten, så valgte han det sidste, og det findes der intet, der kan retfærdiggøre.« Denne strenge dom søger forfatterne dog at mildne ved at anføre, at Málko i sin udlændighed i stor udstrækning forsvarede sovjetmusikkens interesser.

På foranledning af en baltisk forretningsmand, der havde hørt Malko dirigerei Riga, engagerede kammersanger Emil Holm i 1929 Malko til at dirigere en koncert med værker af Tsjajkovskij. Kapelmester Louis Preill, som dengang sad som violinist i det endnu ret lille radioensemble, fortæller, at orkestret til lejligheden var udvidet med musikere fra bl. a. Det kgl. Kapel. Der opførtes uddrag af op. Eugen Onegin med kammersanger Niels Hansen som solist. Han lod sig ellers ikke noget byde, men her bøjede han sig uden vrøvl for Malkos pædagogiske takt og måtte bide en lang række rettelser i sig. Preill husker også orkestrets forbløffelse over, at Malko spiste sin frokost i selskab med musikerne.

Hermed lagdes grunden til et samarbejde, der udvidedes til, at Malko med fast opholdssted i Prag hvert år tilbragte fire måneder i København. Oplysninger om hans virksomhed her findes i mange af hans breve til vennerne i Sovjet. Fra Berlin skriver han således feb. 1930 til Sjerman:

»Jeg var usædvanlig heldig med min opførelse af Beethovens 9. og koncerterne i København. Her i København var det en virkelig begivenhed.« Til Mjaskovskij skriver han feb. 1931: »København med Tsjajkovskijs sjette, laurbærkrans fra orkestret, et gennembrud, dejlig mad (hvor de dog spiser!)«

Og videre fra Prag, juni 1931:

»Kære Nikolaj Jakovlevitsj (Mjaskovskij). Tak for brevet .. .Når vi nu snakker om dirigenter, så har jeg her syv mand af forskellig nationalitet og blandt dem en dansker (Der er her tale om Jens Schrøder, som i dag er Ålborg by orkesters faste dirigent). Dejlige unge mennesker. Jeg arbejder mere end 4 ½ time med dem dagligt, og hertil kommer hvad de sidder og terper for sig selv. Allerede efter en uges forløb fik vi lagt »sporene« som vi skal køre på, og det er jeg meget glad for. De bliver naturligvis vred, når De hører det, men danskeren gennemgår Deres 5. symfoni og arbejder sådan, som kun det menneske arbejder, som ved hvad der er nødvendigt f or ham, og hvordan han skal skaffe sig sin viden. Jeg spurgte ham, om der var mange danskere, der arbejdede ved konservatorier i Tyskland. - Ingen -. Og i det hele taget i udlandet? (han fortalte mig om de elendige tilstande ved konservatoriet i København) - Een mand i
Tsjekkoslovakiet. Han gengav for mig Carl Nielsens ord: Al direktion kan man lære på et kvarters tid: Man skal bare vise, hvordan man slår takt - det er alt. - Det er ikke så længe siden, at mange musikautoriteter i Sovjet mente det samme, og jeg er overbevist om, at der endnu er mange, der holder fast ved den mening. «

Og Mjaskovskij svarer: »De har dog en imponerende energi. 4 ½ times daglig undervisning i direktion! I Moskva har man lukket dirigentklassen!« Om Malkos voksende tilfredshed med arbejdet i København vidner følgende udtalelse i et brev fra Prag, maj 1932 til dirigenten Vjateslav Suk i Moskva: »Den 28. august begynder jeg arbejdet i København. I løbet af to måneder skal jeg have 15 koncerter, deriblandt 5 store i en teatersal (åbenbart »Stærekassen«) med kendte solister bl. a. Prokofjev, Pjatigorskij og flere gode sangere. Det, der gør det behageligt at arbejde i København, er, at alt er gennemtænkt, afbalanceret og disciplineret, og derfor går arbejdet som smurt.«

Og videre hedder det i et brev fra Prag nov. 1932: »Kære Nikolaj Jakovlevitsj. Arbejdet gik virkelig godt i København. Forestil Dem en forbavsende disciplin i alle henseender, et venligtsindet orkester, som kvalitetsmæssigt bogstavelig talt vokser for øjnene af én. Ved den sidste koncert spillede Prokofjev« (sin 3. klaverkoncert).

Og Malko kaster sig ud i en begejstret beskrivelse af København med dens grønne parker og ænder, og Dyrehaven. Og han fortsætter:

»Vi var begge glade for mødet med Prokofjev. Han adskiller sig fra andre store musikere på en behagelig måde (og her tænker Malko åbenbart på Stravinski]. E. S.) ved at han ikke hele tiden som en idiot stikker næsen i sky og kun taler om, hvad den eller den store berømthed har sagt om ham, og at han er klogere og mere udviklet end andre mennesker. Dertil kommer, at han forholder sig overfor andre på en alvorsfuld, opmærksom og ansvarsfuld måde. Det gør mig godt.« »

I København, som er en yderst konservativ by, slog Prokofjev igennem. Ikke straks og ikke uden videre, men det gik. Mig glæder det, fordi jeg ved, hvor svært det er at slå igennem i København. Det lykkedes mig at finde en pianist, der ville arbejde med hans 5. koncert. (Hvem? Er ikke blevet oplyst. E. S.)

Om Emil Holm som administrator skriver Malko til Mjaskovskij marts 1937: »Jeg optræder som gæstedirigent og af mig kræver man først og fremmest kvalitet. En dag sagde musikchefen til mig: »Jeg hørte Dem spille Beethovens 5te i radioen. Sådan må De også gerne spille den hos os.« Det er meget typisk. Gode administratorer kan have ret i meget, men der er jo ikke mange af dem. I København diskuteres hver detalje i programmet, og jeg er blevet klar over, at musikchefen har ret i meget. Hidtil har jeg f. eks. ikke måttet opføre en symfoni i koncertens 2. afdeling. Her vil jeg sige Dem, at Danmark er det første land i verden med hensyn til radiodækning. 14 % af befolkningen har radiomodtager.) Lytterne er fortrinsvis arbejdere og bønder - (Malko har åbenbart haft gode tanker om vore lyttere) - og administrationen følger meget systematisk og opmærksomt med i, hvordan programmerne modtages af lytterne. Den åbne koncert er kun en formssag. Billetterne koster en bagatel og er altid udsolgt. Men hovedinteressen er rettet mod lytteren ved modtageren. Det er karakteristisk, at der er ført en vældig kamp for at lægge den tekniske og kunstneriske ledelse i én hånd. Et eksempel: fra sidste efterår er der 22 italienske strygeinstrumenter (bl. a. Amati og Stradivarius) i orkestret. Samlingen er erhvervet af administrationen, og desuden stiller koncertmesteren nogle violonceller til rådighed - han har en hel samling. (Det har Malko vist fået lidt galt i halsen. E. S.) Forestil Dem, hvordan en koncert af Händel lyder! Jeg skriver om dette så detaljeret for at vise, at tilrettelæggelsen af programmet (heldigvis) ikke længere erlagt i hænderne på dirigenten og i bedste tilfælde svarer til situationens virkelige behov. Men dermed vil jeg ikke sige, at alle programmer er lige gode.«

I et brev fra august 1933 sætter Malko åbenbart sin lid til, at Prokofjev kan skaffe ham arbejde i Moskva uden at han bliver tvunget til at opgive sin virksomhed i udlandet. Og foråret 1934 får han et tilbud om at komme til Moskva og erklærer sig parat til at rejse om efteråret. Men han kræver klare garantier for, at han bagefter kan fortsætte sit arbejde i udlandet. I et brev fra Vedbæk august 1936 skriver Malko til Sherman: »A propos strøg .. .Her i København arbejderjeg med en udmærket erfaren og interessant musiker (han er naturligvis også kammermusiker). I kvartetten spiller han bratsch, i orkestret violin, hvad der er endnu bedre. (Violinisten var Niels Borre. E. S.) Hvor er strøget dog et vigtigt og vidtspændende område! Og vigtigt for en opførelse. Man får ordentligt åbnet ørerne for noget, man ikke fattede før. Jeg er glad for, at jeg nu begynder at forstå lidt af det, og omend ikke at føle, så dog at f å en anelse om, hvad stil er indenfor dette område.«

Men så følger et heftigt udbrud: »Vil man da slet ikke have mig til at arbejde i Sovjet? Jeg vil gerne arbejde i mit fædreland, men får bare et tilbud fra tredje hånd.« Og til sidst: »Kan De da ikke gøre noget for, at man tager imod min ansøgning?«

At samarbejdet med kammersangeren ikke altid har været lige gnidningsfrit, fremgår af følgende brev til Sherman dateret København, okt. 1935: »Enhver har sine ubehageligheder at slås med. Her vil man ikke overlade mig tysk musik, og siden viser det sig, at det er fordi je g ikke kan eller ikke har forstand på at dirigere den slags musik. Busch har på nær ganske få undtagelser udelukkende ty sk musik på programmet, det vil sige et repertoire uden problemer, som han tusind gange har været igennem. Jeg taler med Holm om det, og han svarer: 'Men Busch kan jo ikke spille »Sacre du printemps« , han er simpelt hen ude afstand til det.' Og det gør det ikke lettere for mig.«

Et brev om engagement i Sovjet til Bolsjoj Teatr's førstekapelmester B. Chajkin havde heller ikke givet resultat. I et brev til Mjaskovskij feb. 1936 hedder det bittert: »Prokofjev tilbød en gang at hjælpe mig med denne sag og snakkede også med nogen, men igen var det lutter 'lyrik'. Det piner mig forfærdeligt. Jeg vil meget gerne arbejde i Sovjet, og jeg ved, at mit arbejde vil være både nødvendigt og nyttigt. Og alligevel kan jeg ikke forestille mig, hvordan det skal realiseres.« Malkos sidste brev fra København til Mjaskovskij er dateret marts 1939. Det var en livssag for ham at komme til at dirigere Sjostakovitsj' 5. Symfoni, og flere breve vidner om, at han gjorde sig alle mulige anstrengelser for at få fat i partituret, men forgæves. Her hedder det nu: »For nylig opførtes her i København Sjostakovitsj' 5. symfoni (dirigeret af en dansk dirigent Thomas Jensen). Jeg kiggede partituret igennem - det var fremstillet ad fotografisk vej på tykt papir. Jeg spurgte hos Wilhelm Hansen, som havde skaffet materialet, om det var muligt at købe et partitur til personligt brug (ikke til direktion). Men jeg tvivler på at det er muligt.«

Malkos ophold i København efter 2. verdenskrig er kun sporadisk omtalt i brevene, og korrespondancen med vennerne i Moskva er kun gengivet fra 1958. I 1959 besøger Malko Sovjet for første gang siden 1929 og giver 4 koncerter. Brevene til Sherman og sangeren Levik viser, at besøget var en stor skuffelse for Malko. Sherman kom ikke til hans koncerter, og i et brev har han åbenbart undskyldt sig, for Malko skriver fra Sydney i Australien: »Kære Saja. Jeg fik Deres brev og læste det i bilen, mens jeg sad ved siden af B eb a (Malkos kone) og - jeg gav mig til at græde. Jeg forstår alt og De forstår uden ord alt, hvad jeg gerne ville sige til Dem. Vi sås så forfærdelig lidt, ja, uforskammet lidt, og nåede ikke at tale om noget som helst .. Jeg ville så gerne have snakket med Dem om, hvad vi havde set og hørt hos hinanden. Men det blev ikke til noget. Og det var så tungt for mig at bære.«

I et brev til Levik fra Sydney juni 1959 klager Malko over at sovjetpressen bogstavelig talt ikke har omtalt hans koncerter: »Jeg arbejdede med 4 orkestre i 3 byer. Og der var ikke én prøve, hvor jeg ikke blev applauderet af orkestret. Endog helt fra begyndelsen. I Kiev skete det adskillige gange under prøven. De naive orkestre! At dømme efter Sovjetskaja Muzykas anmeldelser kunne orkestrene ikke komme på bølgelængde med mig. Den påstand er åbenbart fejlagtig, at kun orkestrene ved, hvordan man dirigerer dem. Hertil vil jeg gerne føje en korrektion. Kun orkestrene forstår i virkeligheden værdien og betydningen af dirigentens fagligt tekniske habitus.«

De sidste år af sit liv virkede Malko som leder af symfoniorkesteret i Sydney. 11960 blev han alvorligt syg og gennemgik en række maveoperationer. Han skriver til Levik fra Sydney, jan. 1961:»Jeg har aflyst alle koncertrejser (dvs. min kone og min søn har gjort det). Et smerter mig dybt - aflysningen af koncerten i København med Rostropovitsj. Til gengæld kan jeg holde ferie for første gang i 4. år .. Jeg læser Thomas Mann 'Doktor Faustus' og oprøres - hvad er de dog for nogen, de tyskere, med deres trang til
filosoferen ! Ordflom! Og jo mere forfatteren ved, des vanskeligere er det for mig at tage det. Det samme i musikken - en tysk dirigent er filosof eller vil gerne være det. Italienerne har overtaget gode italienske traditioner og klarer sig med det. Selv Toscanini havde ikke noget individuelt præg over sin musiceren, men var et koncentrat af det bedste i italiensk tradition. Resten var en satanisk personlighed - og den legende der opstod heraf. Arthur Schnabel kunne ikke foretage et skridt uden filosoferen og ødelagde sine elever med det.«

Det er klart, at en mand med et sådant grundsyn på musikkens kunst kunne føle sig tilpas i Carl Nielsens fædreland. Et smukt minde har Danmarks Radio da også sat ham gennem »Malkokonkurrence for unge dirigenter«, der siden 1966 er blevet afholdt hvert fjerde år med stor international deltagelse.

Erik Stahl

Materialet i bogen »Nikolaj Malko: Erindringer, artikler og breve« (Leningrad 1972) - er sammenstillet og kommenteret af en musikforsker ved afdelingen for kildeforskning ved Leningrads statsinstitut for teater, musik og fdmskunst, O. Dansker. Materialet stammer dels fra Isai Sjermans personlige arkiv, dels fra Malkos eget arkiv, og sangeren J. Leviks arkiv, alt sammen bragt til veje ved Sjermans mellemkomst. Mange oplysninger er fremsendt af Malkos enke, Bertha Malko. Det øvrige materiale er hentet fra forskellige sovjetiske arkiver.