Nyere musik i undervisningen

Af
| DMT Årgang 50 (1975-1976) nr. 04 - side 179-180

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Noder

Nyere musik i undervisningen

Scandinavian Aspect.

Klavermusik af Egil Hovland, Tage Nielsen,

Per Nørgård, Poul Rovsing Olsen, Erik Bergman,

Eino Juhani Rautavaara, Sigurd Berge, Finn

Morthensen, Bengt Hambraeus og Arne Mellnäs.

Norsk Musikforlag. 48 sider.

Komponister fra 4 nordiske lande har ydet deres bidrag til dette hæfte, som Norsk Musikforlag A/s har udgivet for et par år siden. Stykkerne er, bortset fra tre kompositioner, skabt i den nyere stil. Sværhedsgraden varierer fra let til middelsvær. Der findes stykker som hører til kategorien klangmusik og nogle stykker i den såkaldte frie stil, kort sagt, kompositioner til forskellig smag og evne. Beklageligvis er der stadigvæk en hel del undervisere og elever, som er meget tilbageholdende når det gælder avanceret musik. Naturligvis kræver det en ekstra indsats, men kun de første par gange. Har man fået lidt øvelse i indstuderingsarbejdet, er det faktisk ikke så vanskeligt som man ville tro. Det som af-skrækker de fleste er, at gå ind i instrumentet. Mange er bange for at det ødelægger deres instrument. Det behøver ikke at være tilfældet, hvis man bærer sig fornuftigt ad, og det kan læres. Da glissandoet forekom de første par gange, var man også bange for at tangenterne kunne tage skade af den voldsomme bevægelse, i dag er der ingen der skænker det en tanke. Andre synes ikke at der er grund til at udvide klave-rets muligheder. Hvorfor skulle man ikke gøre det? Med denne udvidelse opnår man trods alt en klangfarve, der giver en ekstra dimension til klaverets formåen!

Som underviser har jeg ret gode erfaringer med de utraditionelle spillemåder. Klaver-trætte elever får friske impulser og derved fornyet interesse for instrumentet. Tonerne, eller klangene, som de selv skal finde frem til, får dem til at lytte og det er meget vigtigt. De koncentrerer sig på en helt anden måde end ellers. Vi pianister beskyldes ofte for, at »vi hører med fingrene«, og det er der desværre nok noget om. Vi er forvænte, vi får alt foræret, tangenterne er der, vi skal bare trykke dem ned, så er tonen der. Vi skal ikke danne tonen sådan som for eks. strygerne eller vokalisterne er nødt til. Derfor lytter vi ikke nok, koncentrationen svækkes og så kommer tomgangen ved øvning. I sådanne tilfælde kan brugen af det indre af instrumentet gøre underværker. Har man aldrig spillet på strengene før, er Per Nør-gårds Rejser et fund. Notationen er aldeles præcis, og alt er fantastisk pædagogisk tilrettelagt. Når stykkerne er indstuderet, føler man sig faktisk fortrolig med denne spillemåde.

Hovlands Regndråbe-etude er et meget inspirerende lille stykke. »Regndråberne« kan spilles enten som en dump klang eller som flageolet. Poul Rovsing Olsens 3 etuder forsker fantasifuldt i klaverets klangmuligheder. Hans notationer er lette at lære. Det gælder her ligesom ved mange andre af nutidens værker, at man må tilegne sig de såkaldte »brugsanvisninger«, komponistens kommentarer, inden man sætter sig til klaveret. Tage Nielsens 3 små programmatiske stykker giver ikke blot lejlighed til at vise delikate klange, men tilbyder en udvikling til tidsfornemmelse. Det første af stykkerne »Sol« er fortrinligt til det. Man kan og bør opøve tidsfornemmelsen uden at man nødvendigvis skal følge sekundviseren ved fremførelsen. Quinte af Rautavaara er et fascinerende lille studie. Glimrende rytmisk øvelse, gavnlig for elever, selv om man kender rytmekombinationen: 3 + ? + 3 fra Bar-toks 6 danse i bulgarske rytmer, nr. 4. Bergmanns Spektrum er nok hæftets mest virtuose stykke og her kan man stifte bekendtskab med improvisation: side 31, system 3, takt 1. Komponisten har noteret 5 toner til diskanten, 4 toner til bassen og disse toner kan bruges efter eget forgodtbefindende i 8-10 sekunder.

Arne Mellnäs: For You and Me tager også hele instrumentet i brug. Til brugen af det indre bruger han et ekstra system, som han deler op i 3 registre. Denne notation bevirker, at udøveren vælger selv de 3 registre i flyglet (det er jernrammerne der skiller registrene) og da Mellnäs heller ikke noterer de nøjagtige toner, er der valgfrihed hvad tonehøjde angår, dog er rytmen bestemt. Mellnäs' komposition kræver således en kreativ evne hos udøveren, uanset i hvilken version man vil spille den. Stykket kan spilles som solo- eller 2-klaver-komposition. Har man ikke lejlighed til at spille med en anden pianist, kan man indspille det ene klaver på bånd.

Som vi ser er udøveren i mange tilfælde en slags medskabende i de nyere kompositioner, og det gør det utvivlsomt morsommere at arbejde med stoffet. Man får lov til at bruge sin fantasi og har mulighed for at tolke et stykke på forskellig vis. Men det må understreges: Det må ske inden for de rammer, som komponisten har bestemt.

Hæftet er et godt tilbud, som alle studerende burde stifte bekendtskab med. Der er jo ikke så mange nyere kompositioner, der egner sig til undervisningsbrug for mellemstadiet, der har Scandinavian Aspect en mission og fylder et stort behov.

Elisabeth Klein

Årgang 50/1975-1976, nr. 04