Debat

Debat

Svarets gåde

Fra komponisten, dirigenten og pianisten Svend Aaquist Johansen har vi modtaget:

Kære Dmt og Per Nørgård!

Jeg har i ledige stunder - og når andre har spurgt om mit bud - tænkt lidt over den »tempoets gåde« som I stiller Dmts læsere i forbindelse med majnummerets albumblad.

En gåde kræver et præcist svar. Et svar som er indlysende rigtigt og som får spørgsmålets brikker til at falde på plads uden yderligere forklaringer. »Hvilket tempo er egentlig det rette?« spørger I. Svaret må være et metronomtal.

Jeg har flere gange omhyggeligt afprøvet -ét for ét -samtlige metronomtal mellem 10 og 300, - for fjerdedele og alle andre tænkelige nodeværider som forekommer i J. Jersild's »Second Great International Encyclopedia of Polyrhythms«. Det siger hverken heureka eller halleluja noget sted på metronomskalaen for nogen nodeværdi. Jeg kan ikke finde ud af det og foretrækker at mene, at spørgsmålet er galt. Der er ikke nogen anden »levende musik«, som kun har ét »rigtigt« tempo. Spørgsmålet er slet ikke en gåde. Det har intet eneste svar, alt for mange rimelige. Problemet adskiller sig tilsyneladende ikke fra det, der møder enhver musiker eller dirigent, som står over for et stykke polyfont, polytematisk musik: Hvordan kommer de enkelte stemmer klarest og hest selvstændigt til udtryk. Tempoet er én del af svaret.

Jeg spiller og synger altså hver enkelt stemme i »Meddelelse for Orpheus« igennem mange gange, og jeg bestemmer mig med hensyntagen til frasering, spillemåde, tekst osv. for mit absolutte yndlings-tempo for hver stemme. Her er de:

1. system (koket-issimo) J = 63, dvs. takt = 15,75

2. system (fluente cantabile) J = 80, dvs. takt = 20,00

3. system (sarabande espressiva) J = 54, dvs. takt = 18,00

4. system (16-dels figurer) J* = 30, dvs. takt = 3,75 (det har knebet lidt med klaverøvningen i sommer!) System 4 er et spørgsmål om knofedt. Problemet er 1. og 2. system. 1. kan til nød strammes til J = 66, takt = 16,5, - og 2. kan måske tåle at slækkes til J = 76, takt = 19, - men yderligere tilnærmelser vil skade begge melodiers karakter ubodeligt.

System 3 angiver altså et kompromis, som ingen af parterne kan tåle.

Min subjektive konklusion: Stykket kan ikke spilles, så stemmerne følges ad som noteret, hvis tempoet skal være giusto i alle stemmer. Og de mødesteder mellem stemmerne, der er mål, middel og mening med den hierarkiske organisation (»uendelighedsræk-ken«) gør en revisition, hvorved alle tempi bliver helt giusti, ganske uaktuel og meningsløs.

To forslag: enten 1) må stykket erkendes som en smutter, omdøbes til »Meddelelser fra Morfeus« og arkiveres som en af de to-tre smukkeste og ubetinget den mest tankevækkende perle i hele den danske Jæsemusikskat. Præmien tildeles Det Kongelige Biblioteks Læsesal .. .

eller, måske mere konstruktivt 2) kunne man tildele præmien til den eller de indsendere, der i bedste danske demokratiske ånd tør anvise et kompromis, der skader alle parter uden at miste en eneste stemme i svinget. Altså et tempo et sted mellem 68 og 76 på fjerdedelen. Komponisten kan i så fald (i bedste danske social-demokratiske statsministerånd) på et fremtrædende sted udtale, at netop den indbyggede konflikt mellem de enkelte dele repræsenterer den sunde spænding, der giver helheden liv, klarhed og harmonisk fremdrift.

In tempore mutando,

og med kærlig hilsen

Svend Aaquist J.

En anden læser, Elisa Krüger i Herlev, har også brugt sommeren til at granske tempoets gåde i Per Nør-gårds albumblad »Meddelelse fra Orpheus«. Hun foreslår ét metronomtal for kompositionen: fjerdedels-værdien = 72.

Per Nørgård svarer:

Begge indsendere har delvis ret: J = 72 stemmer smukt med øverste linie (Elisa Krüger), men er, som Aaquist Johansen fastslår, utypisk for de tre andre lag. Dog lader 72 sig opretholde: J = 72 forbanden linies enkle visemelodi (egentlig J = 48, J = 72 for tredie linies koral og J* = 72 for det underste lags komplicerede invention.

At denne tempo-uforenelighed skulle være en lapsus (være mere morpheisk end orpheisk) kan jeg ikke holde med om: det passende tempo bør manifestere

sig for netop dét lag pianistens opmærksomhed koncentrer sig om (alle fire lag, lader sig jo teknisk udføre af to hænder), mens de øvrige herunder må reduceres til akkompagnement - hvor så en senere udførelse evt. kan fremhæve en anden stemme, hvis da ikke ligefrem fokuspunktet skifter undervejs! At det skulle være ulovligt at udføre de akkompag-nerende stemmer tempomæssigt utypisk, stemmer ikke med den klassiske tradition, hvor det utypisk langsomme eller hurtige er at finde i alle epoker: Lad mig eksepelvis pege på agumentatidner og di-munutioner i den barokke fuga. Da alle to indsendere altså har grebet noget rigtigt i denne (indrømmet upræcist formulerede) gåde (hvordan skulle spørgsmålet egentlig have lydt, hvis det ikke allerede skulle afsløre svaret?), foreslår jeg salomonisk at opskære manuskriptet i mindre stumper til fordeling. Hvem kræver den første stump?

Per Nørgård

PS. Lad mig foreslå den interesserede klaverspiller at indlede med at spille det valgte lag solo, og derpå gradvist lægge lag på lag. Bemærk at de sidste fire takter omfatter 4.-lagets »invention« i de tre underste systemer (hvor polyrytmen genfindes i vanlig nota-ptation i øverste systems parantes).