Muss es sein? Es muss sein!

Muss es sein? Es muss sein!

Darmstadt 1976 - der schwer gefasste Entschluss

Af Erik Bach

Stedet er Georg-Büchner-Schule Darmstadt og tæppet er gået op for »Opus 133« af franskmanden Marc Monnet. Endnu et fortæppe er kommet til syne, og ud gennem dette klinger en blid Beethoven-musik. Efter 5 minutters forløb, hvor musikken tvinges ind i en udvikling efter det efterhånden velkendte destruktionsprincip, er der endnu ikke sket noget som helst. Så kører pludselig foran scenetæppet en »korsfæstet«, men dog iltert syngende, Set. Cæcilia tværs over scenen (- eller var det måske die entfernte Geliebte??). Efter endnu 5-6 minutters forløb uden videre forsøg på verbale eller musikalske kommentarer til »handlingen« forstummer så musikken, og tæppe 2 går langsomt op. Vi præsenteres for det »døde« orkester. Alle orkestermedlemmerne sidder forstenede med hvide dødsmasker på. Tæppe 2 går ned, tæppe l går ned og stykket er slut.

Dette musikteater stykke var en af de usædvanlig få fornyelser på Darmstadt Ferienkurse für Neue Musik 1976, og sandt at sige var det bestemt ikke ophidsende nyt på nogen som helst måde. Men analogien mellem indholdet af musikteaterstykket og indholdet af Darmstadt Internationale Ferienkurse 1976 er slående, og krydres der lidt med det Beethovencitát, der er anvendt som overskrift for denne artikel, er vist det hele med. Darmstadt Internationale Ferienkurse für Neue Musik er ikke længere, som dengang i 50erne, centrum for voldsomme musikæstetiske diskussioner, og er heller ikke stedet, hvorfra de nye stildannelser i musikken dekreteres. Det nuværende kursus er kun en række kedsommelige stiløvelser for et fagpublikum bestående af komponister og interpreter. Her mangler helt og aldeles musikalsk bredde, individuelle kompositoriske attraktioner og spekulative æstetiske visioner. Institutionen Darmstadt Internationale Ferienkurse er i højeste grad truet af stagnation. Det fører uvægerligt til død og undergang for en institution af den art, hvis den uden ringeste agt på Verden uden for Verona, tror sig sikret som det Mekka den engang var, blot ved at gentage sig selv i helt uændret skikkelse.

Det står fast, at kurset er stivnet i en professoral struktur, der ikke længere er tidssvarende. Det står også fast, at kursusledelsen i år forpassede enhver lejlighed til intensivering og aktualisering af programsætningen, såvel i forelæsnings som i koncertprogrammerne. Herved forpassede ledelsen vigtige chancer, der måske havde kunnet retfærdiggøre stedets egen overbevisning om at være det internationale centrum for udviklingen inden for den nye musik. Der hviler en tung og lummer atmosfære af selvtilfredshed og selvtilfredstrækkelighed over hele denne døende institution.

Men måske kan tingene endnu reddes. Først og fremmest må Darmstadt Internationale Ferienkurse sikres som en økonomisk uafhængig institution. Som det er nu, tyder noget på, at den musik, der spilles på de offentlige koncerter er bestemt alene af sponsor-interesser og helt uden om rådgivning fra et internationalt velorienteret og sagkyndigt udvalg. Med andre ord, ensidigheden og nostalgien rider højt på stedets reaktionære bølge.

For det andet må kursusledelsen sikre en langt bedre forhåndsorientering om muligheder for undervisning og værkopførelser for den enkelte deltagende komponist. Førstegangsbesøgeren køber for 600 DM rent faktisk katten i sækken. End ikke emnerne for de store kompositionsseminarer er bestemt før op til en uge før kursus-start.

For det tredje må der i så vid udstrækning som muligt skabes lige muligheder for kursusaktivitet for alle deltagere. Som det er nu, med et komponist-deltagerantal på ca. 125, risikerer den uvidende person at brænde inde med både sin musik og sin forelæsning herom. I et forum af den art bør ikke tilfældigheden men alsidigheden og kvaliteten råde. Disse kan blandt andet sikres gennem forhåndsindsendelse af værker og manuskripter, samt gennem nedsættelse af en international jury til at bedømme og udvælge blandt det indsendte materiale.

Sammenlignet med den skandinaviske årligt tilbagevendende begivenhed, Ung Nordisk Musik, er Darmstadt Internationale Ferienkurse en ensidig opremsning af udviklingen (stagnationen!) inden for den nye tyske musik. Men der spilles da også musik af japanske, amerikanske, franske osv. komponister, siger man så. Ja, men hvad hjælper det på problemet omkring den musikalske alsidighed, når nu alle disse »udlændinge« studerer enten hos Stockhausen i Köln, hos Ligeti i Hamburg eller hos tyske kompositionsprofessorer i München, Bonn eller Berlin! Under Ung Nordisk Musik oplever vi trods alt en frodighed af eksperimenteringslyst og stilpluralisme, og hvad det rent håndværksmæssige angår, står man såmænd ikke tilbage for nogen. At den gennemsnitlige opførelseskvalitet for værkerne så her i forhold til Darmstadt ligger på et noget lavere niveau, det opvejes til fulde af den åbenhed og uhøjtidelighed Ung Nordisk Musik omgiver sig med.

Det ser altså lidt sort ud for Darmstadt Internationale Ferienkurse for øjeblikket. Der schwer gefasste Entschluss: Skal vi fony os eller holde op, må træffes. Deltagernes Buh-råb, manglende engagement og resolutioner opklæbet på væggene rundt omkring i Georg-Büchner-Schule talte tydeligt deres eget sprog herom.

Erik Bach