Bøger

Af
| Årgang 51 (1976-1977) nr. 02 - side 80-82

Bøger

komponist PÆDAGOGkomponist

En lille bog om skabende musikarbejde i skolen

Af Svend Aaquist Johansen

»Ved at børnene holdes fast ved den produktive beskæftigelse med musikken, bliver deres udbytte når de lytter til musik forøget, og deres måde at bruge fritiden på får en ny kvalitet ...

Paul Dessau

Musiktime i 5. klasse:

Børnene har læst nogle sjove børnerim af en kendt og elsket digter. Det er korte énstrofede digte i et sprog de forstår, med rim og rytme, tossede og fulde af sund fornuft. De vælger et af dem, og sammen med musiklæreren giver de sig til at komponere en melodi til det.

Eleverne har allesammen forslag til begyndelsen af sangen: nogle helt konventionelle melodiformler, nogle vildt fantalifulde melismer, - og et par brugbare ideer. Med læreren som vejleder sorteres de dårlige forslag fra: de kedelige, de fortærskede såvel som de meningsløst interessante. Børnene lærer at give og tage saglig kritik, - og de opdager, at musik er andet end smag og behag, at der er godt og dårligt, at musik og tekst har noget at sige hinanden.

Samtidig overvindes medbragte hæmninger mod at synge, - kun den der åbner munden får en tone ind-ført.Undervejs bryder læreren af og forklarer en detalje teoretisk, giver eksempler fra anden musik osv. Men kun får det er nødvendigt for at argumentere for eller mod et forslag.

Og læreren har selv forslag at stille. Læreren har en mening (en »smag« ville nogen sige, og han ville blive vred). Han accepteter ikke blindt »børnenes musikalske virkelighed« som noget godt nok. De har jo ikke selv skabt den! Men han accepterer børnene som mennesker, samarbejdspartnere, musikalske væsener. »Alle mennesker er musikalske, vi undervurderer blot menneskene«, siger han. Og netop i sin respekt for deres menneskelighed ser han sin forpligtelse til at bryde ind, være med, udfordre, kritisere og stille sine egne ideer frem til kritik.

Han påtvinger ikke børnene sin musikalske virkelighed, men han forholder dem heller ikke dens værdier.

Han lader dem tværtimod opleve den som det den er: Et integreret led i et vågent og ansvarsbevidst menneskes hele verdensbillede, ufærdigt, søgende og i stadig udvikling som det er og må være.

Og han gør det i den eneste situation, der gør denne værdifulde oplevelse ægte og troværdig for børnene, nemlig i en åben, kollektiv og kreativ proces, der fokuserer på samspillet med den virkelighed, de deler med ham lige nu: teksten, associationerne, tonerne.

Ved slutningen af timen er melodien færdig, måske, og læreren kan til senere brug skrive f. eks. en tostemmig sats over den. Klassen elsker den og har lyst til at synge den, arbejde med sanglige og høremæssige problemer, snakke om flerstemmighed, kontrapunkt, harmonik osv.

Måske bliver korsatsen snart for let, og man kan gøre en sværere, sætte nye stemmer på, - eller man har måske i mellemtiden komponeret nye melodier, som kan anvendes i mere krævende udsættelser. Måske skriver læreren også et lille let klaverstykke, som han kan spille og gennemgå (»musikforståelse«) og som nogle af børnene kan lære at spille selv.

Det lyder vel noget idyllisk og fantasifuldt, men det er virkeligt nok. Eller var i hvert fald i tresserne i en skole i Zeuthen ved Berlin. Digteren var Bertolt Brecht, og læreren var Paul Dessau, den store gamle mand i DDRs musikliv.

Dessau (født 1894 i Hamburg) gjorde lynkarriere som kapelmester og teater- og filmkomponist fra omkring 1914. Under nazisternes herredømme levede han i eksil i Frankrig og USA (hvor han traf Brecht), og vendte i 1948 tilbage til Tyskland for at deltage i opbygningen af det unge DDRs kulturliv. Sammen med Brecht har han bl. a. komponeret operaerne Lukullus og Puntila og skuespillene Det Tredje Riges Frygt og Elendighed, Mutter Courage, Det gode Menneske fra Sezuan, Den kaukasiske Kridtcirkel m. fl. - og han har en stor produktion af instrumentalværker og dramatiske værker til tekster af andre digtere. Og han komponerer stadigvæk, således fuldendte han da han rundede de firs en stor opera, »Einstein«, om det evige moralske dilemma: videnskabsmanden, der kan sprænge verden i stumper og stykker, men kan han lade være ... ?

Dessau har altid været en indflydelsesrig og agtet, men højst kontroversiel kulturperson. Musikalsk har han valgt ganske andre veje end afdøde Hanns Eisler, DDRs andet nationalklenodie på musikområdet, og kulturpolitisk synes han at have været en utrættelig forkæmper for den kunstneriske frihed under ansvar, som mere burokratisk doktrinære kræfter i krisetider har haft god lyst til at lægge i bånd med enkle, formalistiske definitioner.

Men Paul Dessau er altså også en ganske spændende pådagog. I en lille bog »Musikarbeit in der Schule« gør han kort rede for sine erfaringer i det arbejde, jeg har beskrevet ovenfor. Man kan finde fremstillingen noget summarisk, man har lyst til at spørge en masse, og man opdager hurtigt, at uden et solidt fundament af elementær musikteori får man svært ved at følge springene i fremstillingen, endsige få udbytte af de teoretiske digressioner, den er krydret med.

Men kortfattetheden stemmer med bogens hensigt. Den skal opmuntre pædagoger til at forsøge en produktiv pædagodik, der kan blive rygraden i hele undervisningen og bære alle de velkendte udmærkede discipliner. Detaljerne mangler bl. a. fordi de kunne komme til at ligne doktriner, og det er som nævnt ikke Dessaus livret.

Det drejer sig om at vise at det kan lade sig gøre - for Dessau, men også for enhver uddannet musiklærer, der vil sætte energi og opfindsomhed ind på det.

Bogen er en begyndelse, lad Dessau spille ud. Så kommer naturligvis for de fleste tvivlen: »Vil jeg kunne gøre det? Ved jeg overhovedet selv, helt konkret, hvad jeg mener om god og dårlig melodik?«

Problemet er helt reelt: »Jeg« har måske gode teoretiske kundskaber, men ikke noget særligt bevidst forhold til begrebet musikalsk kvalitet. Mange vil oven i købet lære »mig«, at det er noget helti Subjektivt.

Men hop slet ikke på den! Dyrk i stedet Dessau's gruppekompositionsleg som hyggeligt tidsfordriv, - i familien, blandt venner, og måske mere målbevidst med kolleger, andre musiklærere, som kan interesseres for projektet. Og opdag så, at selv om en god melodi er svær at definere bliver det dog lettere og lettere at luge ud blandt de melodiske misvækster eller kraftløse skud.

Og så er vel tiden moden til at forsøge sig med børnene. Tekster er der nok af - Kumbels Gruk, Halfdan Rasmussens Tosserier - men hvorfor skulle børnene ikke digte deres egne tekster, i dansktimerne? Jeg tror, at ideen med alle sine variationsmuligheder vil kunne anvendes på de fleste klassetrin. Jeg har selv prøvet - usystematisk, men med held - med gymnasieklasser, - og Dessaus fremstilling handler om mindre børn.

En ting er det nok vigtigt at understrege: Dessaus ideer må på ingen måde forveksles med den bølge af nedadsnobbende poppædagogik, der skyller over landet, først og fremmest fordi den sælger godt (»børnenes musikalske virkelighed« - de vil jo ha det!). Mens det typiske for denne bevægelse er de dumme tekster til lette melodier baseret på standardvendinger fastlåst til de simpleste akkordforbindelser - er Dessaus sigte det modsatte: melodisk kvalitet, intim forbindelse med sproget og med en nuanceret harmonisk udtryksfuldhed, som gode tekster kræver det. Som det hedder i fortsættelsen til citat (fra forordet til bogen): » »At tænke er den første borgerpligt«. Også i musikken. - Og: at tænke kritisk, det er endnu bedre!« Eller et andet sted: »Kunst kan aldrig være bekvem. Den stiller krav og opfordrer til at tænke. Og det er som bekendt højst ubekvemt at tænke.«

Paul Dessau:

Musikarbeit in der Schule, Verlag Neue Musik Berlin, 1967. Dansk forhandler: Engstrøm og Sødring, d. kr. 32,50

PS. Skulle man have fået lyst til at vide mere om komponisten Dessau, er måske Deutsche Verlag für Musik, Leipzig's store 80-års portrætbog »Paul Dessau - Aus Gesprächen«, hvorfra det sidste citat er hentet, lige sagen. Den indeholder foruden alle konkrete oplysninger et utal af spændende og skarpsindige iagttagelser fra en mand, der har gjort hele dette lange forvildede århundrede med på godt og ondt. Mange af citaterne er helt ubetalelige, så det må være de mange fremragende fotos, der koster de 149,05 d. kr. man giver for bogen.

Svend Aaquist Johansen