Den brede musikpædagog

Af
| Årgang 51 (1976-1977) nr. 02 - side 51-53

Den brede musikpædagog

Af Torben Stig Nielsen, docent ved Nordjysk Musikkonservatorium, i kronik i Aalborg Stiftstidende

Det er ikke for meget sagt, at folkeskolen hvad musikundervisning angår er i en alvorlig krise. Der mangler et tusindtalligt antal embeder i musik og lærerseminariernes produktion, at musiklærere slet ikke kan imødekomme behovet.

Problemet er faktisk det altoverskyggende inden for dansk musikliv. Folkeskolens musikundervisning er det fundament, hvorpå hele nationens musikkultur skal hvile - fundamentet for den danske musikkulturbygning, hvis øverste etager er ganske pænt udstyrede. Men fundamentet er uhyre skrøbeligt. Der ydes ganske vist i skolen fra nogle entusiastiske og fremragende musiklæreres side en heroisk indsats, men disse er talmæssigt at ligne ved oaser i ørkenen. Det er meget få danske folkeskoler, der ikke er i den situation, at de mangler en eller flere kvalificerede musiklærere til at varetage den obligatoriske undervisning. Situationen er af en sådan art, at man fristes til at foreslå, at enhver musikpædagog, ansat ved et konservatorium, et universitet eller i privat praksis, bør varetage nogle timer i musik ved en folkeskole.

Som man vil forstå, er dette i Danmark en temmelig uhyrlig tanke, mens det i andre lande ville være den naturligste sag af verden. Men blot 3-4 timer ugentlig fra størsteparten af de nævnte pædagoger, der påtog sig dette arbejde som en slags borgerligt ombud, ville rette betydeligt op på de kriseagtige forhold i folkeskolen. Det kan naturligvis ikke gå for sig uden problemer, for det er da rigtigt, at konservatorie- og universitetsuddannede musiklærere ikke har den almene pædagogisk-psykologiske baggrund som de seminarieuddannede musiklærere. Men hjælpelærernes undervisning skulle naturligvis foregå helt på basis af de almindelige undervisningsregler for folkeskolens forskellige klassetrin, og sammenholdt med den musikundervisning, som for størstepartens vedkommende ydes, og mange steder netop ikke ydes, i den danske folkeskole, vil en ordning af denne art kunne blive en kvalificeret og hårdt tiltrængt hjælpeaktion. At få faget musik på mange skoler blot anerkendt som fag i elevernes bevidsthed, er en stor og påtrængende opgave, der kræver alle mand af hus, hvis det ikke inden længe skal erklæres uhjælpelig for sent.

Mobiliseringsaktionen vil betyde et tilskud af ny livskraft for skolens musikundervisning, men så sandelig også en inspiration for de mobiliserede feinschmecker-pædagoger, der således vil blive konfronteret med særdeles jordnære krav, hvorved de i højere grad vil blive sat i stand til at uddanne fremtidens brede og mere alsidige musiklærere. Dem vil der en lang årrække være det allerstørste behov for i det danske samfund.

Naturligvis er jeg ikke blind for de store problemer af organisationsmæssig art, et sådant forslag rummer. Danmarks Lærerforening har hidtil stået på, at musikpædagoger uddannet andre steder end ved seminarierne var ukvalificerede til at undervise i folkeskolen, i hvert fald har det ikke været muligt for sådanne at få en fast ansættelse. Denne politik må og skal ændres, hvis ikke man skal se i øjnene, at musik som obligatorisk fag i skolen dør ud. Dette ville være en katastrofe. Der må endnu være en indsats at gøre for at redde fundamentet for den danske musikkultur. Men jeg indrømmer, at det snart er sidste chance. Den ny folkeskolelov, der trådte endeligt i kraft i 1976, er en klar dokumentation af, at det går den forkerte vej. Der skal efter denne nu kun undervises i musik i de 5 første skoleår. Men selv efter en sådan beskæring af timetallet, vil seminarierne ikke være i stand til at uddanne tilstrækkeligt mange kvalificerede musiklærere til at dække folkeskolens behov. To muligheder står således åbne: 1) At lade andre musiklærerkategorier end de seminarieuddannede få adgang til folkeskolen. Eller 2) At lade musikundervisningen i folkeskolen yderligere beskære for til sidst helt at sygne hen og dø ud.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg foretrækker den første løsning.

Men åbnes der op for f. eks. konservatorieuddannede pædagoger til folkeskolen, er det helt indlysende, at uddannelsen af disse må tilpasses kravet om større bredde, en ny musikpædagogtype, som jeg skal beskrive nedenfor.

Får konservatoriepædagogerne ikke adgang til folkeskolen, bliver det dog alligevel nødvendigt for konservatorierne med en kraftig satsen på en sådan ny pædagogtype, den bredt, alment uddannede.

Der sker nemlig i Danmark for tiden et kolossalt opsving af den frivillige musikundervisning, at musikskolevirksomhed, om end vi dog ikke endnu har nået de imponerende svenske resultater inden for denne sektor.

Det er blevet hævdet, at musikskolerne lige så godt med det samme kunne overtage den hensygnende folkeskoles musikundervisning. Men da der er tale om en betalingsundervisning, er det for mig at se en dårlig løsning. Den tunge ende ville så udpræget vende nedad. Musikkendskab og -udøvelse ville efterhånden blive forbeholdt de bedrestillede klassers børn. For hvem forestiller sig, at musikskolevirksomhed vil blive gratis i det socialt-egoistiske danske samfund af i dag? Hertil kommer, at undervisningen på musikskoler stadig er et specielt instrumentcentreret supplement til den almene brede folkeskoleundervisning. Hvis musikskoleundervisningen skulle stå alene, ville den i sin nuværende skikkelse i de fleste tilfælde komme til kort ved sin ensidighed.

Men givet er det, at hvis folkeskolens musikundervisning dør ud, vil musikskolerne stå parat til at overtage musikundervisningen - i så fald ganske vist med en struktur og et indhold, der vil blive tilpasset folkeskolens krav til musikundervisningen. Og da det er konservatorierne, der for en stor del leverer musikpædagoger til musikskolesektoren, må det ses i øjnene, at der bliver stillet krav til konservatoriernes pædagoguddannelser om en omformning - både i tal og indhold - til denne ny situation.

Erkendelsen er også så småt ved at trænge ind på konservatorierne.

Men hvad er det, den omtalte ny musiklærertype skal kunne?

Først og fremmest skal han kunne animere og inspirere, skabe kreative miljøer, organisere, kunne overskue helheder, beherske en række instrumenter, undervise i grupper af alle størrelser, kunne skabe arrangementer for de til enhver tid givne holdstørrelser og deres egenarter. Han skal kunne udfolde sig i musik, også beat, jazz og folkemusik, have kendskab til becifring og improvisation, kende AV-midlernes muligheder, evne hurtigt at omstille sig til vekslende musikalske og instrumentale situationer og kunne formidle på en række måder til mange sider. Samtidig må han have et højt bevidsthedsniveau om, hvad det er, han foretager sig, hvad han vil med sit medium. Og måske allervigtigst: Den pædagogstuderende må erkende, hvilken anstrengelse og fordybelse der skal til for at skabe den kunnende musiker. Hans faglige niveau må være højt. Og hermed er vi ved den undertiden voldsomme debat, der har været ført på konservatorierne. Kan man lave en sådan bred uddannelse uden, at det faglige niveau sænkes i for betænkelig grad? Mange mener nej, og deres betænkeligheder er måske forståelige, når man tænker på, hvordan den musikpædagogtype har set ud, som hidtil har set ud, som hidtil har stået i centrum ved konservatorierne.

Denne er karakteriseret ved koncentration omkring ét hovedfag. Og det 2-årige pædagogiske studium er normalt en overbygning på 6 års hovedfagsstudier, som er afsluttet med en diplomeksamen, selv om pædagogikken dog også kan tages efter 5 års hovedfagsstudier. Der er altså taler om en 8-årig, henholdsvis 7-årig, uddannelse. På grund af, at man næsten udelukkende beskæftiger sig med den klassiske kompositionsmusik og hovedfagets storværker, er denne pædagogtype blevet kaldt sonatepædagog. Ser man på studietidens længde, kunne man også kalde ham en luksuspædagog, selv om hans erhvervsmuligheder som oftest på ingen måde indbyder til et liv i luksus.

Der vil i fremtiden stadig være brug for en revideret udgave af denne pædagogtype, dels med kompetence til de højere uddannelsesinstitutioner og musikskolernes højeste og specielle niveauer, dels - hvor et særligt fremragende hovedfagsniveau er til stede - i et ansættelsesforhold i kammerensembler eller lignende med forpligtelse til pædagogisk virksomhed og kunstnerisk udfoldelse - en ansættelsesform, som forhåbentlig bliver noget mere udbredt i fremtiden.

En anden form for musikpædagog ved konservatorierne, som ligger tæt op ad det ovenfor skitserede ideal af en musikskolepædagog, er den såkaldte AM-pædagog (almen musikpædagog), en ny 3-årig uddannelse, der dimitterede sin første årgang i sommeren 1975, men som nok stadig befinder sig i sin første udviklingsfase. Denne pædagogtype vil der formodentlig blive en rivende efterspørgsel efter i fremtiden. I øjeblikket ser det ud til, at musikskolerne kan opsluge alt, hvad der kan produceres af AM-pædagoger. Hertil kommer, at musikskolernes tilbud af undervisning sikkert vil forandre sig i takt med disse pædagogers virksomhed, således at der ikke kun tilbydes instrumentcentreret undervisning, men også en bred undervisning i ét stort fag, musik, som består af en integreret sammenhæng af mange forskellige områder inden for musikkens verden: Elementær musikopdragelse, spil på forskellige instrumenter, sang, hørelære, musikforståelse, dans, dramatik, becifring, arrangement, improvisation m. m. - alt sammen integreret til en meningsfuld helhed.

Musikpædagoger, der er villige til at udføre dette grundlæggende fundamenteringsarbejde, vil der være et stort behov for i Danmark. Det er denne pædagogtype, der vil få de fleste opgaver pålagt i musikskolesammenhæng i forbindelse med at organisere og bygge musikskolearbejdet op, mens paradoksalt nok luksuspædagogerne med deres begrænsede arbejdsfelt i visse tilfælde må se sig placeret som en slags musikpædagogernes proletariat.

Det er vel også på tide, at man på konservatorierne prøver at se den noget ensporede specialistuddannelse i en højere grad af aktuel samfundssammenhæng. Man kan brede den noget ud, altså lade den bevæge sig i retning af AM-uddannelsens indhold. Men allerbedst bør den indgå i en tiltrængt radikal nyvurdering af de danske konservatorieuddannelser som helhed. Kon-servatoriestrukturen er i hovedtræk stadig præget af, at hovedopgaven for konservatorierne skulle være at uddanne professionelle musikere, endskønt de allerfleste konservatoriestuderende ender som pædagoger. En af konservatoriernes hovedopgaver skal stadig være at uddanne professionelle musikere. Ingen tvivl om det! Men det er på tide at lade det pædagogiske element træde mere i forgrunden og lade pædagogiske dimensioner præge de langvarige uddannelser på et tidligere tidspunkt end nu.

I betragtning af det kolossale behov, der er i det danske samfund for livsduelige og virkelighedsnære musikpædagoger, må man nok i en periode på konservatorierne satse mere på de kortere almene uddannelser med en selvfølgelig mulighed for senere supplerende efteruddannelse. En større procentdel af de optagelsessøgende må opfordres til og indstille sig på at tage brede pædagoguddannelser.

Der skal naturligvis i Danmark stadig uddannes professionelle musikere, der med ildhu bøjer sig over deres instrument, men den storstilede pædagogiske opgave må ikke forsømmes, som det er at udvikle et publikum, der kan lytte og vurdere, udfolde sig og fordybe sig i musik. Det er musikpædagogens opgave. Musikpædagogen skal mere i centrum, og han må gøres bredere.

Torben Stig Nielsen.