Klassisk musik over kløften

Af
| Årgang 51 (1976-1977) nr. 02 - side 47-49

Klassisk musik over kløften

Af Poul Rosenbaum, pianist

Nærværende artikel er til dels en omarbejdelse af et oplæg, der skulle have været fyret af ved Socialistisk Kulturfronts kulturfestival i Valbyparken d. 6.-7. september. Det var meningen, at jeg efter det korte foredrag skulle have spillet noget klavermusik af Chopin, men et sammentræf af uheldige praktiske omstændigheder gjorde, at dette programpunkt måtte udgå.

Baggrunden for min deltagelse i kulturfestivalen er den, at jeg er udøvende pianist i almindelig klassisk forstand, og at jeg finder det særdeles væsentligt at være medvirkende til at udbrede interessen for seriøs musik fra alle tidsaldre og genrer. Jeg mener nemlig, at der ligger en holdning til grund for en aktiv beskæftigelse med musik (lytten og udøven), som afspejler en bevidst og intens søgen efter social og kulturel selvforståelse udtrykt i et poetisk, stemningsmættet sprog, hvis fællesskabsfremkaldende virkning kan have stor betydning ikke mindst i klassekampens tjeneste.

I vores nuværende samfundsindretning er det imidlertid således, at den seriøse musiks sprog traditionelt (mis)bruges i retning af at fastholde den borgerlige ideologi. Samtidig fyldes flertallet af befolkningen med underholdningsindustriens manipulerende surrogatprodukter. I de senere år har dele af venstrefløjen forsøgt sig med kulturprodukter, hvis agitatoriske formål formuleredes på den brede befolknings præmisser. På musikkens område har dette i de allerfleste tilfælde dog betydet en forlængelse af underholdningsmusikkens sløvende lavniveau, hvor man snarere burde indlade sig på forsøg på at fravriste eliten dens monopol på ægte musikalsk musik- en slags revolution i musikken. Det er klart, at jeg med disse indledende betragtninger placerer mig selv i en defensiv position på den klassiske musiks vegne. Mange spørgsmål trænger sig naturligt på: »Er den klassiske musik ikke netop et af overklassens midler til at fastholde distancen mellem sig selv og folket?«, »Giver den klassiske genre ikke næring og kraft til dyrkelsen af geniet og det fornemme i modsætning til det folkelige?«. Man kunne fortsætte opremsningen af kritiske spørgsmål med den tendens at placere den klassiske musik som finkultur, og svaret i alle tilfælde skulle efter min mening være både ja og nej. Ja, fordi musikkens socialhistorie jo faktisk viser, at den klassiske musik helt op til i dag næsten kun er udbredt blandt en begrænset, men magtfuld kulturoverklasse, og nej, fordi jeg ikke mener, der i selve musikken ligger faktorer, der nødvendigvis fastholder denne musik som eksklusiv kunstart. Det er tværtimod således, at store dele af den klassiske musiklitteratur kun kan forstås tilbundsgående ved at blive set i sammenhæng med den øvrige folkemusik og folkekultur. I denne forbindelse kan man måske især tænke på komponister som f. eks. Edvard Grieg, Bêla Bartok eller George Gershwin, men også på f. eks. Schubert, Chopin, Tjajkovskij eller Gustav Mahler.

Imidlertid er det en uomtvistelig kendsgerning, at klassisk og seriøs musik i det hele taget er »lukket land« for størstedelen af befolkningen bl. a. herhjemme. Når dette er tilfældet, skyldes det først og fremmest, at den ved sit traditionelle tilhørsforhold til samfundshierarkiets top ligger uden for den brede befolknings naturlige forståelsesrammer. Størstedelen af befolkningen har simpelt hen ikke forudsætningerne for at opleve den klassiske musik som et selvfølgeligt og positivt element i den daglige tilværelse. Den klassiske musik og musikken som sådan er en del af samfundets kulturelle overbygning, og der vil som følge deraf være en sammenhæng imellem på den ene side musikkens udvikling og folks forholden sig til den og på den anden side strukturen og udviklingen af de sociale og materielle vilkår i samfundet.

Et væsentligt formål med Socialistisk Kulturfronts arbejde er for mig at se at åbne folks øjne for og vise kulturprodukter, der i deres kunstneriske og politiske budskab er engagerende og bevidstgørende. Vi må inspirere hinanden, amatører som professionelle til et stadigt mere intensivt arbejde af bevidstgørende art. Hvis musikken skal udføre sin funktion i denne sammenhæng, er det helt afgørende, at der også bliver plads til den seriøse, nuancerede og komplicerede musik. Det er ikke nok at have musik, der kører på simpelheder og fortærskede fraser. Udviklingen af den bestående musik sker først og fremmest igennem den seriøse og for en stor del upopulære musik inden for alle genrer lige fra klassisk til rock.

Når den seriøse del af musikken er så lidt populær, hænger det bl. a. sammen med en næsten total mangel på virkelig kvalificeret, bred pædagogisk indsats. Det er vigtigt at fremhæve den pædagogiske forpligtelse, der hviler på enhver bevidst, professionel musikarbejder, og som kan komme til udtryk på mange forskellige måder.

Først og fremmest må den pædagogiske indsats føre til, at alle uanset social baggrund får lyst til og mulighed for at beskæftige sig aktivt med at lytte til og selv udøve musik. Betydningen af at alle får mulighed for at opleve sig selv som legende og skabende individer i fællesskab med andre - netop det, der karakteriserer en bevidst beskæftigelse med musik - er utroligt væsentlig i ethvert forsøg på at skitsere den sociale frigørelses problematik.

Ovenstående betragtninger, som primært er ment som et debatoplæg, kan kun være en ringe erstatning for den musik, jeg ville have fremført på festivalen i et forsøg på at være medvirkende til at gennemhulle den overdimensionerede forståelseskløft. Med vilje havde jeg ikke valgt at præsentere noget mere eller mindre vanskeligt tilgængeligt nutidig musik, da et af resultaterne af den føromtalte ringe pædagogiske situation er, at vi i dag er vidne til en udbredt og katastrofal mangel på ikke mindst historiske forudsætninger for at forstå nutidens musik. Endelig ville jeg også undgå vokalmusik, da den debat, der forhåbentlig vil være lagt op til, netop må berøre tonesproget uden nogen formidlende tekst.

Poul Rosenbaum