Klaveret som værktøj

Af
| Årgang 51 (1976-1977) nr. 02 - side 69-70

Klaveret som værktøj

Af Frode H. Jørgensen, seminarielærer

Der er i de sidste år ved alle de undervisningsinstitutioner, der uddanner musiklærere, dukket en ny disciplin op i uddannelsen, som hedder 'brugsklaver'. Den vakte i starten mange klaverlæreres forargelse og ligefrem foragt; men er vel allerede i dag en accepteret disciplin, der ikke er til at komme uden om, først og fremmest fordi alle inderst inde godt ved, at den sang- og musiklærer, der går ud i folkeskole, efterskole, HF, gymnasium, højskole eller seminarium (»den folkelige musikopdragelse«) uden at være dygtig i brugsklaverdisciplinen er ilde stedt. Hvad nytter det, at den unge, idealistiske gymnasielærer spiller Bach-inventioner og Kuhlau-sonatiner næsten som en professionel pianist, hvis han ikke kan akkompagnere sin 1. g eller HF-klasse til »Come Back, Liza«? Han er nødt til at kunne begge dele (og en hel del mere!) for simpelt hen at overleve som musiklærer!! Den meget store interesse for folkemusik af næsten alle kategorier, der kendetegner store børns og unge menneskers musik, bør vi lærere udnytte - og vi er godt tossede, hvis ikke vi gør det; for hvor mange af os selv har ikke i nogle år af vort liv hentet musikalsk næring i en eller anden form for folkemusik (jeg betragter også jazz og beat som folkemusik).

Men hvordan definere begrebet brugsklaver? Her er et forsøg: Brugsklaver er betegnelsen for en række pianistiske færdigheder, der kommer til anvendelse og er nødvendige, hvor klaveret bruges i praktiske situationer (f. eks. sang, dans, korarbejde, forberedelse). Og lad mig da opstille nogle discipliner inden for klaverundervisningen, som alle går ind under det forholdsvis nye begreb brugsklaver:

1. MELODISPIL - både efter noder og efter gehør. Lige meget om en melodi spiklles efter noder eller efter gehør bør der lægges megen vægt på det musikalske udtryk og der bør arbejdes meget med frasering (»få klaveret til at synge«). Som hjælpedisciplin i melodispillet kommer skalaspil ('tangentmønstre') og behovet for disse øvelser bliver evident, fordi eleven meget hurtigt opdager, at skalaerne hjælper kolossalt. Det samme gør hørelæren, der også støtter vældigt i næste del-disciplin:

2. AKKOMPAGNEMENT - både efter gehør og efter becifring. Altså at man på klaveret er i stand til at lave akkompagnement til f. eks. en skoleklasse, der synger en melodi. I den situation virker et akkompagnement ofte bedre, end at man spiller både melodi og akkompagnement. Med hensyn til becifringen nogle få ord. Den moderne, folkelige becifring, hvor akkorderne angives over eller under melodistemmen ved hjælp af bogstaver, der angiver på hvilke grundtoner de forskellige akkorder skal bygges op, og hvor tal angiver eventuelle tilføjelser til treklangen, er skabt i tyverne af amerikanske jazzmusikere og -arrangører, der havde et praktisk behov for at notere akkorderne til brug for guitarister, bassister og pianister i de ny-opdukkede big-bands. Svagheden ved becifringen er, at den ikke fortæller noget om akkordens placering. Dette overlades helt og holdent til musikeren. Han må altså bruge ørerne og sin teoretiske viden og selv placere sine akkorder og skabe sin basgang. Som støtte-disciplin kommer her den gode, gamle koralharmonisering ind i billedet - og hvad med kadence-spillet? For at citere Benny Andersen: »Det går ikke uden, det er besværligt med, uden ville det gå i stå------«.

I forbindelse med akkompagnementsspil kommer man uvilkårligt ind på 'rytmisering'. Guitarister har et specielt udtryk herfor: »strums«. For at nævne nogle eksempler: Pianisten må kunne spille et valseakkompagnement, et jazz-akkompagnement (swing-bas), et latin-amr. akk. osv. Ikke mindst hvor der skal danses folkloredans er akkompagnementets rytmiske kvalitet af stor betydning.

3. KLAVERSATS: Under indstudering af ny sang i en skoleklasse er det nok mest praktisk, at musiklæreren spiller melodien med på klaveret. Og derfor opstår ønsket om - efter gehør eller efter melodistemme med becifring - at kunne spille sin egen klaversats, og her kan alle satstyper forekomme. Blot en bemærkning. Hvis sangen er af rytmisk art eller hvis det ligefrem er en dansesang, synes jeg venstrehånden bør være rytmisk akkompagnerende. Hvis sangen er mere lyrisk og ikke har noget dansepræg, får man næsten altid en smukkere sats ved at lægge akkorderne i højre hånd og spille en god basstemme med sin venstre.

4. TRANSPONERING: Hvor er det egentlig tit, at man som sanglærer med store hold på 20-25 elever får brug for at transponere sangstoffet. For indtil få år siden var der - bortset fra det direkte korarbejde - næsten altid brug for nedadgående transponering. Men tit står melodierne i de nyeste sangbøger noteret for lavt, og så må vi til at transponere dem en halv eller en hel tone op. Hvor har guitarister det let m. h. t. transponering af akkorder. Han forsyner sin guitar med en Capo d'astro til 13,50 kr. - og så er den klaret! På klaveret er det en vanskelig ting, bl. a. fordi tangentmønstrene ændres. Men der er ingen vej udenom. Den er lang og besværlig, men i hvert fald de mest folkelige tonearter må man kunne transponere til. Jeg synes, man er kommet langt, hvis man virkelig føler sig hjemme i C-, D-, Eb-, F-, A-og Bb-dur, samt disses parallel-tonearter. Og her kommer kadence spillet uvægerligt ind i billedet igen. Hvordan transponere en melodi, et akkompagnement eller en klaversats fra D-dur til Eb-dur, hvis man ikke er stensikker på Eb-durs skala, akkorder og kadencer?

5. FRI HARMONISERING - BECIFRERING: Mange folke- og børnemelodier er (især i ældre udgivelser) udgivet uden becifring. I brugsklaverstudiet bør der arbejdes med at forsyne sådanne melodier med becifring og spille klaver derefter.

6. PARTITURSPIL: Der er teknisk set stor forskel på at spille selv et mindre, forholdsvis let stykke klavermusik og så en korsats for blot 3 lige stemmer. Det er klart, at en sanglærer i det folkelige musikarbejde må kunne dette. Derfor går denne disciplin også ind under brugsklaverbegrebet. Og man kan her tilføje ting som bladspil, indstuderings- og orienteringsteknik i forbindelse med allerede udsatte sange, kor- og spillesatser. For alle nævnte 6 hovedpunkter gælder, at den traditionelle, klassiske klaverundervisning støtter kolossalt i arbejdet med disse seks praktiske klaver-færdigheder, men at det klassiske klaverspil alene for en sang- og musiklærer i den folkelige musikopdragelse ikke slår til. Jeg har meget tit undret mig over, hvorfor så mange musikere og musikpædagoger skelner så skarpt imellem folkemusik og klassisk (= kunst-) musik. Og hvorfor klassisk musik er Tinere' at beskæftige sig med end f. eks. jazz. Måtte brugsklaver-undervisningen ved vore universiteter, konservatorier og seminarier være med til at nedbryde dette skel, så vi stedet lærer at skelne imellem god musik og dårlig. Imellem den musik der ønsker at udtrykke menneskelige følelser og stemninger, og den der kun skal sælge(s).

Frode H. Jørgensen

Med en venlig tanke og hjertelig tak til mine fire kolleger Minna Larsen, Kirsten Poulsen, Erik Broe Christensen og Svend Erik Nielsen i brugsklaver-undervisnings-vejlednings-udvalget ved seminarierne.