Musik -kommerciel vare eller kulturfaktor

Af
| Årgang 51 (1976-1977) nr. 02 - side 57-59

Musik - kommerciel vare eller kulturfaktor

Af Elsebeth Brodersen

Mennesker har et stort behov for musik - og i et samfund, der præges af stadig større fritid og ønske om stadig større socialt fællesskab, forstår kommercielle interesser at udnytte denne kendsgerning.

Kan en større indsats på musikundervisningens område ikke blot modvirke de negative sider af kommerciel udnyttelse af musik, men være medvirkende til at dan-ne grundlag for en fremsynet kulturpolitik?

Det er gået op for os, at den tekniske udvikling har gjort musik til en del af hver mands daglige tilværelse, men det haster for musikunderviserne at indstille sig på den nye situation, og det haster at få uddannelserne til at honorere de krav, som det moderne samfund stiller til musikpædagoger. Der kan være mange grunde til den store efterspørgsel i de senere år efter musikundervisning - en tendens, som viser sig mange steder i verden. Den største grund er måske trangen til i et teknologisk og materialistisk samfund med den deraf følgende fornemmelse af at miste forbindelsen med de værdier, der kan give menneskeligt og kunstnerisk indhold i tilværelsen, at vende sig til beskæftigelse med musik.

Men virkelig tilfredsstillende beskæftigelse med musik kræver en personlig indsats og kræver en professionel vejledning, og faren ligger i, at det kan blive den hurtig-lærte, letkøbte, overfladiske musik, der indtager den plads, som kunne udfyldes af tilbundsgående, omfattende og persolighedsdannende musikalsk aktivitet.

Det synes, som om man i øjeblikket i en lang række lande samtidig er nået til den erkendelse, at musikundderviserne har en afgørende rolle i dette spil, og at konsekvensen må være, at uddannelserne tages op til alvorlig revision. I Sverige har den af staten nedsatte organisationskomité for højere musikuddannelse (OMUS) netop udgivet en samlet betænkning om retningslinier for en musikuddannelsesreform. Komiteen har markeret sin grundindstilling i betænkningens overskrift: »Musikken, mennesket, samfundet«, idet musik anses for »både at være en kunstform - berigende og udviklende for det enkelte menneske - og et kommunikationsmiddel med væsentlige samfundsfunktioner.« I betænkningen foreslås, at musikuddannelsen styres af to hovedprincipper:

»De studerende må gennem uddannelsen udvikle deres personlige musikalske udtryksmuligheder, men uddannelsen må være nært knyttet til de musikalske behov i samfundet.«

Statens Musikråds pædagogiske udvalg er ved at nedkomme med en betænkning om musikundervisningen i Danmark. I indledningen til denne betænkning står der bl. a.: »Nutidens righoldige musiktilbud har skabt en situation, der både har positive og negative sider. For at sikre, at de positive faktorer i musikudbudet styrkes, er det nødvendigt,

- at der udformes en officiel musikpolitik, der kan virke vejledende for samfundets forhold til musik,

- at der arbejdes på at skabe forståelse i offentligheden for musikkens egenskaber og kræfter, herunder for musikkens værdi som middel i et alment pædagogisk arbejde,

- at musikundervisernes uddannelse tages op til fornyet overvejelse, og deres pædagogiske arbejde koordineres og intensiveres.«

På konservatorierne har der i det forløbne år været alvorlige drøftelser i gang om en revision af uddannelserne. Udviklingen har vist, at konservatorierne nok er stedet, hvor den højere uddannelse af professionelle musikere og solister finder sted, men at det først og fremmest er musikpædagoger, der er brug for. Ved at sætte det pædagogiske aspekt i centrum fra starten af uddannelserne, vil man både kunne hjælpe musikeren, solisten og musikpædagogen. Enhver musiker i dag har brug for en pædagogisk bevidsthed - det kræver pædagogisk indsigt at lede et kor, at instruere et ensemble, og pædagogisk holdning at spille for et publikum, at lommentere det spillede, at få musikken til at være et kommunikationsmiddel.

Det upersonlige ved radio- og grammofongengivelse af musik har skabt behov for personligt at identificere sig med levende udøvere af musik. En fremtrædende side af dette fænomen er ungdommens begejstring for beatgrupper - at se dem spille og synge - at være med, når musikken skabes.

Derfor er det også sandsyligt, at det bliver mere og mere almindeligt og søgt med uformelle koncerter med seriøs musik i naturlige og mere intime omgivelser -hvor der både musikalsk og menneskeligt skabes større kontakt.

Et sådant kommunikativt beredskab kunne udvikles ved i begyndelsen af studiet at gøre de studerende meget bevidste over for deres egne arbejds- og øvemetoder - og ved at give dem undervisning i elementær psykologi og i analyse af tekniske og musikalske problemer i direkte tilknytning til deres eget spil. Mange musikstuderende er stadig alt for afhængige af deres lærer - en mester på sit instrument, der videregiver sin tradition for tednik og interpretation. Mesterlærerens , eksempel og instruktion kunne i højere grad suppleres med den studerendes selvstændige iagttagelser og opdagelser af musikkens væsen og interpretationsmuligheder.

En bred pædagogisk orientering i begyndelsen af konservatoriestudiet vil komme alle musikstuderende tilgode - og vil gøre det helt naturligt på et tidligt tidspunkt i studiet at vælge den musikpædagogiske retning som hovedlinie, ikke som det ofte tidligere har været tilfældet - som tillægsstudium til solistuddannelsen. Hvordan skal den musikpædagogiske uddannelse tilrettelægges for at passe til det, den skal bruges til? Hvilke momenter skal musikpædagogen kunne formidle til sine elever?

1. Motivation

At motivere eleverne er efter min mening det altoverskyggende problem, når man står midt i sit arbejde med at undervise. Det kommer bag på de fleste musikpædagoger, som kommer fra et konservatoriemillieu, hvor alle er indstillet på at vie deres kræfter, evner og vilje til musik.At man i den obligatoriske musikundervisning kan komme med de bedste planer og velgennemtænkte metoder og møde en mur af ligegladhed - kan man måske være forberedt på. Men at børn og unge, der kommer frivilligt til instrumentalundervisning, ustandselig skal motiveres - det kan virke overraskende og kræver indsigt i psykologi og viden om metodik og didaktik - kræver levende, smittende interesse for undervisningsstoffet og kræver mindst lige så meget interesse i eleven som i musikken.

I et meget interessant foredrag ved ISME-kongressen i Montreux i sommer fremlagde dr. John L. Murray fra University of British Columbia talrige forskningsresultater, der viser, at succes som musikunderviser i langt højere grad afhænger af lærerens samlede personlighed end af hans professionelle kunnen.

Mange seriøse undersøgelser viser, at når en iøvrigt faglig dygtig musiklærers undervisning mislykkes, skyldes det i meget høj grad mangel på personlighed, mangel på pædagogisk evne, mangel på evne til at holde disciplin, mangel på samarbejdsevne, mangel på selvbeherskelse og manglende interesse i at undervise. Det næste skridt fra sådanne undersøgelser må være at lægge større vægt på pædagogiske og personlighedsud-viklende aspekter på et tidligt stadium af en musiklærers studium.

2. Almen musikopdragelse

Efter at den obligatoriske musikundervisning i folkeskolen er blevet vegrænset til de fem første klassetrin, må enhver instrumentallærer gøre sig klart, at den halve instrumentaltime om ugen måske er elevens eneste kontakt med musikundervisning. Instrumentet må åbne vejen for et alsidigt levende forhold til musik, som kan vare - selv efter at instrumentet eventuelt bliver lagt væk.Elementær musikopdragelse som fag på konservatoriet er derfor umådelig vigtigtigt for alle pædagoger, og det burde kunne vælges som selvstændigt bifag for speciale-uddannede instrumentalpædagoger.

3. Kunnen og viden

Hvor dygtig skal en musikpædagog være på sit eget instrument? Der er røster fremme, der taler for, at en instrumentalpædagog ikke behøver at ligge på et særlig højt niveau for at kunne beskæftige sig med begynderundervisning. Nu er een ting, hvad man kan klare sig med i en nødsituation, en helt anden ting er, hvad der er ønskeligt, og hvad man altså skal tilrettelægge en uddannelse after. Grundlæggen af en instrumental teknik kræver en helbefaren kapacitets vejledning - en, der har kendskab til instrumentets krav - i alle dets aspekter. Det betyder, at man som lærer har opnået højt udviklet niveau på sit instrument, at man fra et tidligt stadium har gjort sig klart, hvorfor man gør dette og hint, at man er i stand til at formulere sig, og at man kender metoder, der kan fungere med elever, der ikke har umiddelbare evner. Hvis eleven er begavet og har instrumentale evner, må læreren være i stand til på et tidligt tidspunkt at hæge om det talent og progressivt kunne føre eleven fra begynderstadium til påbegyndelse af professionelt studium.

Forberedelse til konservatoriestudium bør derfor ikke kun finde sted på få udvalgte steder med særlig udsøgte lærere, men bør være naturligt led i enhver større musikskoles virksomhed. Som musikpædagog må man kunne være med til at skabe musikliv i det hele taget på det sted, man bliver ansat. Ansatte stadsmusikanter med undervisningspligt må være et nærliggende mål.

4. Repertoire

Massemedierne må i dag anses for at være hovedkilde til påvirkning af menneskers forhold til musik. Det stiller meget store krav til lærerens alsidighed at kunne formidle en kritisk stillingtagen til det daglige væld af musik. Læreren må med musikken i undervisningen kunne stimulere eleven lige så meget som omgivelserne. Hun må kunne spille selv - kunne gennemgå musik - have et opfindsomt undervisningsrepertoire for instrumentet, der omfatter mange forskellige genrer.

Det betyder, at den vordende musikpædagog under studiet må få kendskab til mere end det klassiske standardrepertoire - må beskæftige sig med de sidste 20 års seriøse musik og f. eks. gennem løbende kurser erhverve sig kendskab til jazz, beat og andre former for rytmisk musik.

5. Kreativitet

Under sliddet med det nodebundne spil glemmes ofte de mere kreative sider af spillet - f. eks. improvisation og gehørspil. Her er områder, som ikke bare musikpædagoger bør studere for at kunne anvende dem i undervisningsøjemed, men som i meget høj grad kunne komme enhver musiker tilgode. Ved en sammensmeltning af praktisk teori og hørelære direkte i forbindelse med spil på instrumentet, kunne disse vigtige momenter lægges ind i studiet.

Når der tales om improvisation og kreative øvelser, ville det være helt naturligt, om et fag som rytmik fandtes på konservatoriernes studieplan.

6. Sammenspil

Enhver musikpædagog, der bliver ansat i en eller anden form for musikundervisningsinstitution, vil have behov for at kunne iværksætte sammenspil, organisere og instruere kammermusik og ensembler af udefinerlig sammensætning - kunne lede og instruere. Det vil i denne forbindelse være til stor nytte at have et biin-strument, samt grundig undervisning i instrumentkundskab og arrangement.

De omtalte momenter er uundgåelige led i en alsidig og højt uddannet musikpædagogs studium. Man må gøre sig klart, at både instrumentalfærdighed og musikpædagogisk færdighed kræver en modningsproces, som ikke kan forceres, og som er vanskelig at kortlægge i et meget stramt studieforløb. Studiets længde vil også være afhængigt af indgangskriteriet for studiet - der igen vil være afhængigt af, hvor velkvalificerede musikpædagoger, der sendes ud i den anden ende - den gode cirkel.

Der er tale om en livslang uddannelse - det lyder som et modeslogan, men bør betragtes alvorligt og bør resultere i et mere flexibelt studieforløb i form af moduler og emneblokke og med mulighed for at vende tilbage til konservatoriet til videreuddannelse, supplerende uddannelse og efteruddannelse.

Musikpædagoger har et ansvar, og de, der skal tilrettelægge uddannelserne, har et ansvar - musik er ikke mere et lille eksklusivt, rekreativt fagområde - musik er et levende kulturfænomen, og musikunderviserens rolle kan blive afgørende.

Elsebeth Brodersen