Musik situationen set fra skolestuen

Musik situationen

set fra skolestuen

Helmer Nørgaard, komponist og seminarielærer, tegner et vue over musiksituationen

Motto:

»I Danmark ligger der Hus ved Hus,
vel tusind smaa Huse paa Rad med røde Tage og Skorstensrøg,
der dufter af Middagsmad.
Jeg elsker alle de Tage paa Rad
og alle de Kaalgaarde smaa, den susende Skov og den blanke Fjord
og Solen, som skinner der paa.«

(Edv. Søderberg/mel.: Oluf Ring)

- Dette skulle gerne blive til en optimistisk, munter og venligsindet kommentar til livet i Danmark, som det afspejler sig i musikken - måske med et par enkelte alvorsord fra mig til dig. - For det er dog utrolig rigt på nuancer, på lys og skygge, på foretagsomhed og stilfærdig given-sig-hen, dette musikliv, måske ikke så meget nuancer som helt forskellige farver og forskellig smag - ikke den røgede sild med chokoladeovertræk, selv om nok også denne vittige servering findes, men den situation, at i det hus spiser man kun perfekt røgede sild, i det hus kun førsteklasses overtræk. Den eventuelle vitaminmangel kompenserer man så for over andre medier. - I og for sig er det ikke sært, at man i vor forbrugende tilstand vælger sig dette eller hint for noget andet. Mere kuriøst er det vel, at »hun enkelte« tager den konsekvens, at valget gøres til et massivt ståsted, et helle måske, betragter dette helle-sted som det eneste naturlige, ja, mulige, og bliver hængende dér. Verden bliver overkommelig to-dimensional, og uhyggen og angsten breder sig, måske angsten for det fyldte rum.

Nogle kan kun få øre for den store klassiske tradition, nogle bruger den som baggrund for familiens naturlige liv, nogle forstærker deres weekend-libido med top-musik, nogle hengiver sig til det mere mondæne mismod, for eksempel ved hjælp af Svantes viser (- og det kan da godt være, at den typiske østdansker reelt viser sig at være en søsyg skåning, som burde bo ved en landevej, hvor hus ligger ved hus). - Atter andre glæder sig over, at især ældre jazz rykker behageligt i systemet, og nogle mærker til deres behag, hvordan mellemgulvet trækker vand, når man lytter til genren The Beatles. På stilfærdige hosesokker og med mange venlige hilsener listes der forbi de væsener, som vender blikket indad til stilfærdig strengeklimpren, mens man memorerer på en undskyldning til alle de quasi-forbru-gere, der ikke blev nævnt, og kommer så pludselig i tanker om Trille og hendes kreds, som sammen hengiver sig til folkeudgaven af Schade's Sjov i Danmark, hvilket jo er et fint eksempel på trahscenderende folkelighed, folkelighed på ufolkelig basis. Man føler måske i denne og omliggende kredse, at den livsnære Schade kommer folk mere ved, når hans digtning transformeres ...

Jamen, der er jo andre, f. eks. dem, der ønsker at skabe lidt mellemfolkelig fest og glæde, altså folkemusikerne. Af dem er der mindst to slags, som hver for sig markerer sig ved deres kærlige indsamling af stof. Den ene gruppe forsøger at omplante en anden, mere solbeskinnet civilisations musik til vort ulveklima, helst ikke for fjern skal den være, for så må man jo modificere stoffet så meget, at musikken begynder at ligne top-musikken for meget, eller også bliver den så vanskelig, at den næppe kan omsættes spontant. Man må nok sætte grænsen ved det fra brochurerne så velkendte Grækenland eller »sydamerikansk«, hvor bærebølgen er det spanske »islæt«, mens salgsargumentet er de æggende rytmemønstre.

Andre ønsker noget, der forekommer dem mere karski De går tilbage i tiden og ind på hjemstavnsmuseerne inden for den storgermanske kulturkreds for at oplede den ægte spillemandsmusik. - Man bør nok i øvrigt bemærke sig, hvordan folk i denne tid netop søger det, der er ægte - et oplagt sundhedstegn. - Vore musikere transformerer så deres fund til brugbarhed inden for en vedtagen museal og venlig værtshusramme, og det er jo rigtigt, at i et sådant lokale fungerer musikken. Man kan komme hinanden ved uden at komme hinanden for nær, fordi musikkens indlysende fremmedhed her blot er en rar spøg. Og morsomt, ja, hyggeligt er det jo, at man i den musik, som tiden ellers (i sin uforstand) har sorteret fra, kan finde basis for ganske almindelig dansk harmløshed.

Og så er der dem »med budskabet«, de bevidste, de villende, de konstruktive, de bekymrede og overmenneskeligt retfærdige, dem, hvem ingen af vor civilisations syndebyrder er for tunge. De vil ikke »sove i den næstbedste seng« (Joyce), men kun i den aller sundeste. Budskabet er imidlertid ikke så meget musikken som ordene til musikken. Deres raffinerede middel til at få budskabet gjort til folke-eje er deres anvendelse af en helt enkel - nogle ville mene, lidt udslidt - tonekunst, i fantasifulde og stærkt kommunikerende arrangementer. Folket må leve med disse fænomener i fuld bevidsthed om, at disse folk kan komme til at redde én, hvad øjeblik det skal være! Det siger sig selv, at de på deres program har et special-punkt, som hedder »Red Samfundets Børn«, og gode danske børn har derfor for længst indset, at de på deres side stort set bliver gladere og mere forargede på den rigtige måde, når de beskæftiger sig med »de bevidste«'s musik, så her er der virkelig tale om response, I hvert fald lige så meget som inden for de andre bekendelsesretninger.

Lidt efter lidt kan man så nærme sig, hvad man kunne kalde de egentlige musikere. Dette ikke for at fornærme nogen, blot for at fastslå positivt, at de grupper, jeg nu kommer til, virkelig forsøger at producere sig musikalsk. Mest kommer dette til udtryk hos stærkstrøms-folkene; men man kan også opleve, at folk »med beat« netop afsværger alle former for artificiel forstærkning. Deres fornemmelse er, at de ved at give afkald kommer til at opleve musik som noget spontant, noget, der er i live i dem. Principielt er disse kunstnere åbne i deres færd - det hænger sammen med, at deres produktion netop skal leve af impulser udefra - af import. Der er i den henseende en antagelig utilstræbt lighed mellem beat-folket og folkemusikerne i deres adfærd, og også beat-musikerne kan gå flere veje. Man oplever deres fortolkning af stor klassisk musik, ikke den glemte, men tværtimod den i vor kultur erindrede, eller man hørte til sin forbavselse, at turismen minsandten også gav sig udslag i vor nutidsmusik. Man har været på hugst så langt borte som i Indien. Nu må turen snart komme til Japan - og hvad med Tibet? Disse vore musikalske vikinger har en vis underjordisk kontakt med en anden klan, som man kunne kalde de ideelt bevidste eller de bevidst ideelle, dem, der til syvende og sidst tegner danske musik på det officielle plan, officererne, der i modsætning til de andre optræder som enkeltpersoner, altså komponisterne. De kommunikerer med den musikalske omverden på en interessant, meget speciel, man kunne sige eksklusiv måde, idet de ligesom ser det hele udefra og ovenfra og alligevel indefra. Deres veltrimmede lytte- og erkendelsesapparatur sorterer eftertænksomt som basis for en genskabelse i blivende form, mindre genkendelig for impulsgiverne, men til gengæld af storartet virkning på musiklivets mere bevidste seismologer. Det er indlysende, at man hos disse alvorlige folk finder de fleste af musiklivets ytringer repræsenteret, blot i liflig, delvis fremmedgørende klædebon. Her besynges kærligheden, set fra alle vinkler, samfundet, stakkels Kultur-Europa, sjælen, ego'et, absurditeten m. m. Komponisterne er samfundets musikalske vidner og forskere.

Alt i alt. Ser man ud over det danske musikliv, må man indrømme, at der er farver og forskellighed, så det batter. Men man må samtidig konstatere, at alle grupper arbejder hver for sig, uintegreret, om man så må sige. Enhver passer sin gruppe eller sit efternavn, og inden for klanerne bekræfter man hinanden og lader stort set, som om de andre klaner ikke eksisterede. Kan det være anderledes? Er det ikke godt, som det er? For vi har jo pædagogerne. Ja, det er spørgsmålet. Tager pædagogerne denne situation op? Formidler pædagogerne forståelse ind over palisaderne mellem stammerne. Gør de - og hvem er de?

Folkeskolen

Jeg regner med, at jeg med disse ord har gjort mig mere eller mindre uvenner med de fleste af denne publikations læsere, og nu er det desværre for sent at bede om undskyldning. Men man kunne da vende sagen om og fastslå, at det jo er en fantastisk mangfoldighed af musikalske ytringer der findes i dette lille land, - at så megen musik virkelig fungerer og har sit publikum, - at der lægges så megen musikalsk opfindsomhed for dagen. - At musiklivets forskellige grene ikke kommunikerer så meget med hinanden, at det gør noget - det gør vel ikke noget. Vi behøver vel ikke at leve i et musikaliseret al-rum.

Der er dog ét sted, hvor man høster en klar negativ gevinst af denne situation, og det er i folkeskolen. Mine ovenstående uforskammede bemærkninger er strategisk begrundede. De skulle få blodet til at rulle så meget hurtigere i læserens årer, at han fik kræfter til for en gangs skyld at beskæftige sig med de i denne henseende oversete, skolebørnene! Andetsted i dette nummer kan man læse om en folkeskolemusiklærers forvirrede professionelle betingelser. Han jages hid og did, og rundt i mangen, af indlæringssystemer, som ikke kan være i stue sammen, af ideologier, der bekriger hinanden. Han/hun (overalt underforstået -) er, afhængig af tiden og stedet, af forældre og indpiskere, tvunget ud i en situation, hvor dette at undervise i musik træder i baggrunden til fordel for den nyeste parole fra den givne situations generalstab. Og er der noget h/h trænger til, så er det arbejdsro, baseret på tillid til h/h, over en længere periode, som er det tiltrængte. Musik går langsomt l Da man i dette land bliver frelst, hvis man har nogen at skyde på, er det indlysende, at ofrene skyder på læreanstalterne, på seminarierne, på universitetet, på lærerhøjskolen. Man har så fået luft, og mandag morgen begynder det hele forfra, og børnene lades i stikken af en lærer, som også lades i stikken. Af hele det danske musikliv.

Nå, men hvor kunne nu redningen ligge - om ikke på Danmarks Lærerhøjskole, som netop er indrettet ttil forskning til gunst for folkeskolen. Og man må da appellere til Lærerhøjskolens musikinstitut, .bede disse folk indlede en forskning, som gik ud på at bruge musiklivets klaner på talefod med hinanden. Det bliver ikke let, for de taler også hvert sit sprog! Desuden måtte man ved hjælp af relevante legale midler, lyssky metoder, psykologiske tricks, databehandling, sandsynlighedsregning m. v. finde ud af, om en klassificering af musiklivets ytringer var mulig og/eller ønskelig, evt. nødvendig, og derefter tage ansvaret for et udspil, som man nok måtte le sig fordærvet over inden for en 5-årsperiode, men som gavnede børnene ved at hjælpe musiklæreren. Kort sagt, hjælpe med til at modvirke terror og fremelske et samliv til glæde for musikbørnene i folkeskolen, dvs. alle børn.

Man kunne så måske tænke sig, at det bevidste arbejde med en samordning eller bare begribelse af fænomenet dansk musik ville fremkalde mere præcise funderinger hen imod et billede, en utopi, som vi jo vistnok mangler. Håbet beskæmmer ingen, og vi lever jo i Krøyer-kuglernes land. På disse vilkår kunne man ganske roligt sætte den musikpædagogiske forskning i midten. Den måtte blot ikke spille med mærkede kort, men med ansvar over for en bunden opgave. (*)

Er dette mon muligt? Jeg håber det. Det ville i hvert fald være en handling, som kunne opbygge myten om en generation med kraftig hårvækst på barmen. De nostalgiske af næste generation- må jo også have noget at henvise til ...

»Konen lå på stegepanden.
Manden stod i sovsekanden.
Datteren, som var den værste,
sad i suppen med sin kærste.

Sønnen hang i lysekronen.
Tanten sov i grammofonen.
Og den gamle døve farmor
købte sig en hat af marmor.«

(Halfdan Rasmussen)

Helmer Nørgaard

Fodnoter:

(*) Den bundne opgave? - At forsøge en koordinering af de musikalske ytringer i dagens Danmark, tenderende mod en syntese, som kunne gavne musiklæreren og dennes elever i arbejdet med musik. Finde en vej igennem virvaret - ikke lade sig paralysere af industrimusikken - fra det konkrete til det abstrakte - fra det nære til det fjernere (også hvad systematikker angår) - overvinde depression med arbejde! Var det noget? - Så held og lykke!