Bøger

Af
| DMT Årgang 51 (1976-1977) nr. 03 - side 121-125

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Bøger

Jørgen Pauli Jensen

Højre- og venstreorienteret dansk rindalisme

En debatanmeldelse af Pop og idoldyrkelse - en debatbog om krisen i musikfaget af Karen Borgnakke og Søren Schmidt. Unge Pædagoger, 1976. 216 pp.

Ovennævnte bog består af 9 læseværdige artikler med bidrag fra 8 forfattere, der behandler emner som kampen om musikfaget, de unges musik i dag, pladeindustrien, musikundervisningens muligheder og begrænsninger under de nuværende samfundsbetingelser. Som dens undertitel siger, drejer det sig om en debatbog og altså ikke om en videnskabelig afhandling. Mit generelle indtryk af bogen er, at den fremdrager mange relevante musikpædagogiske problemstillinger, men at den burde have været mere videnskabelig, hvormed menes, at den i for ringe grad problematise-rer egne synspunkter. Den kritiserer - med rette -mange forældede (stadigt rådende) opfattelser af musik og musikformidling, men den medinddrager i ringe omfang de progressive træk som også findes i musikfagets og musikpædagogikkens historie. Bogens tone er udpræget moralistisk og ikke kritisk i videnskabelig forstand.

Foruden at man i bogen får sat en række vigtige problemer under debat, er bogen også interessant derved, at den afspejler typiske holdninger inden for nyere humaniora i Danmark, herunder - glædeligt nok -vægt på samfundsbetingelser; men også forvirring, følelser af magtesløshed, mangel på humor, tiltagende »akademisering« af undervisning og manglende direkte kontakt med musik, børn, unge og arbejdere. Det er af omfang en mindre bog, men den inddrager så mange emner og problemer, at kun et fåtal af principiel karakter kan tages op her. For den læser der er interesseret i en mere detaljeret gennemgang af de enkelte artikler kan henvises til anmeldelsen i tidsskriftet BIXEN, 1976 nr. 4, side 55-60.

En grundholdning til musikfaget:

I bogens forord formuleres dens grundholdning på følgende måde: »Det må være vigtigt ikke at isolere problemerne til spørgsmålet om kunst og kultur. Det må derfor være vigtigt at behandle kulturprodukterne som en del af masseproduktionen og som en del af næsten samtlige fritids- og forbrugeraktiviteter, og endelig som en del af opdragelsen og undervisningen« (s. 8). Denne målsætning er værdifuld derved at den søger en udvidelse af det »traditionelle« område for beskæftigelse med musik i form af ensidig værkorientering og anekdoter om komponisters, dirigenters og solisters sjæleliv og karriere. At pege på massemedierne som vigtige betingelser for musikformidlingen i dag er givetvist også vigtigt.

Et andet - meget dækkende - udtryk for bogens tendens findes i reklameteksten på dens bagside, hvor det bl. a. hedder: »Skal elevernes musikalske smag »høj-nes«? Skal vi ikke snarere tage udgangspunkt i elevernes egne erfaringer med beat og pop og deres fritids-miljøer?«. Denne i bogen fremherskende tendens er således et forsøg på opgør med en speciel form for ældre »borgerlig« smagsdyrkelse, hvilket man vil erstatte med gammelkendte reformpædagogiske principper (udgangspunkt i elevers forudsætninger, problemorientering og tværfaglighed).

Dette synspunkt trænger imidlertid til at problematise-res. Man kunne således spørge, om det altid er »borgerligt« at vurdere, og om vurderinger og »smag« vil falde bort, fordi man overgår til nye pædagogiske principper. Svaret må være 'nej'. Mennesker er vurderende væsener og derfor må forældede vurderinger ikke blot angribes, men også erstattes af nye, hvilket ikke uden videre sker ved at ændre undervisningsform. Bogens forfattere er muligvis enige heri, men de springer over dette problem.

Hertil kommer, at kravet om udelukkende at tage udgangspunkt i pop og beat er særdeles problematisk. Det bliver i bogen gentagne gange motiveret med den påstand, at pop og beat er »ungdommens musik«. Påstanden, som kendes fra popindustriens reklametekster, er imidlertid af tvivlsom karakter, og den støtter efter min opfattelse det borgerlige samfunds isolering af ungdomsgruppen med tilhørende reduktion af politisk-økonomiske problemer til blot at være »gene-rationsmodsætninger«. Desuden: børn og unge møder - trods alt - andet end pop og beat i nudagens klassesamfund. Hertil kommer, at påstanden ikke er korrekt. I en af de mange svenske musiksociologiske undersøgelser konkluderes således om de 16-20 åriges musikinteresse: »Interessen for seriøs musik stiger markant fra 16-års alderen og fremefter og det samme gælder interessen for dansemusik« (citeret fra Jensen & Poulsen: Musikopleven og musikformidling. Akademisk Forlag, 1975, side 72). Det må tilføjes, at »seriøs musik« her ikke betyder klassisk musik, men ind-

befatter både klassisk musik og musicals, jazzmusik, viser m. m.

Mens det er værdifuldt i denne debatbog, at man fremhæver massemediernes betydning og desuden bringer flere inspirerende medieanalyser, så er det bedrøveligt, at man synes at acceptere de samme romantiske og forenklede forestillinger om ungdomsgruppen, som massemedierne indoktrinerer. Man kunne i stedet have henvendt sig til de mange udviklingspsykologiske og -sociologiske undersøgelser, som viser noget om, hvordan ungdomsgruppen faktisk er beskaffen. Ungdomsgruppen eller andre mennesker er fremfor alt ikke blot »tomme kar«, der alle som én slavisk følger popindustriens forestillinger (som jo i øvrigt er modsigelsesfulde). Af denne grund kunne man også ønske sig, at der i bogens indledende afsnit var taget afstand fra den tyske mediesociologis tendens til at reducere »modtagersiden« til blot at være værgeløse ofre, således som det f. eks. kommer til udtryk på side 152: »Tilhøreren underlægges - uden at han mærker det - en radikal upersonlighedsproces. Ethvert initiativ til at handle, til at imødegå påtvungne frustrationer, blokeres ved at høre slagere. Følgen er, at på såvel det individuelle plan som det samfundsmæssige plan forbliver alt ved det gamle.« (Fra Friedhelm Dreimann's artikel om »Slageren i undervisningen«). Denne uvidenskabelige påstand er af gammel-behavioristisk og vulgærmarxistisk art. Slageren inddrages åbenbart i undervisningen for at vise de unge, hvor ødelagte de bliver af at lytte hertil. Man ser for sig Jesper Kleins store pegefinger i TV-program-met »Ungdomsredaktionen«.

Kampen om musikfaget og reformpædagogik som løsning:

I bogens tre første kapitler behandles krisen i musikfaget af Karen Borgnakke, Søren Schmidt og Elise Kjær. Der lægges i fremstillingen vægt på, at denne krise sker i sammenhæng med den almene samfundsudvikling og der gives nogle historiske rids med kritik af den såkaldte borgerlige kunst- og musikopfattelse. Denne opfattelse karakteriseres ved, at musik betragtes som noget autonomt, der dyrkes i koncertsale og avisanmeldelser varetaget af æstetiske specialister, hvis hovedopgave er at sortere musik og andre kunstfænomener i lødige eller ikke-lødige værker, komponister, dirigenter og solister. De historisk-samfunds-mæssige forhold virker nu mod disse opfattelser og »Denne virkelighed trænger nu lige ind i synet og i ørene på de KUNSTelskende musikfolk« (s. 11). Ordet 'KUNST' staves omhyggeligt med store bogstaver hver gang det forekommer, hvilket antagelig signalerer, at her skal man automatisk række tunge eller ryste på hovedet. Historiske bidrag fra modkulturer af socialistisk eller borgerlig-reformpædagogisk art inddrages ejendommeligt nok ikke, så det drejer sig om en såre udialektisk historieopfattelse. Hvad der antagelig kritiseres er den såkaldte ny-humanistiske pædagogik fra forrige århundrede, som har spillet så stor en rolle især i gymnasie- og universitetskredse helt op til og med vor tid. Den var præget af bl. a. fagcentrering, individualisme og akademikerhovmod (»Herrer vi ere i Åndernes Rige«), begrænset forståelse for nutidens problemer (fortiden fremhævedes som ideal for alle tider) og begrænset forståelse for kunstfænomeners samfundsbetingethed. Disse dannelsesidealer er det efter min mening ikke værd at bibeholde, men - som nævnt - savner jeg i bogen henvisninger til andre samtidige historiske strømninger end ny-humanismen også på musikpædagogikkens område. I bogen suppleres med en vareanalyse, en påpegning af, at et generelt karakteristikum ved vort klassesamfund er, at det producerer varer til et marked udfra profit- og konkurrencemotiver. Der gøres desværre ikke opmærksom på, at ikke alt hvad der foregår mellem mennesker er bestemt som bytteværdi, men har karakter af brugsværdi.

Forfatterne mener, at der i den nutidige musikdebat reageres på musikfagets krise med tre forskellige holdninger: (a) fastholden af fagcentrering, (b) elevers musik inddrages i musikundervisningen, men for at nedgøre den (bogens kapitel om »Slageren i undervisningen« giver - måske ufrivilligt - et eksempel herpå), (c) »En tredje holdning er at gå ind på elevers erfaringsbaggrund og interesser og derudfra lære eleverne først og fremmest at spille og synge selv. Faget får derved en social funktion i samarbejdet« (side 12). Sidstnævnte holdning betragter forfatterne som den mest »progressive« og gør opmærksom på, at den forekommer i såvel højre- som venstreorienterede varianter. Der tages med andre ord stilling for den såkaldte reformpædagogik med dens vægt på deltagerorientering, problemorientering og tværfaglighed, således som den kendes fra århundredskiftet (John Dewey m. fl.) og søges realiseret i nutidens lilleskoler, universitetscentre og industriens »human management«. I et interview med Elise Kjær skildrer hun på levende og engageret vis de vanskeligheder, der møder en musikpædagog i folkeskolen, som vil leve op til de reformpædagogiske undervisningsprincipper. Hendes forklaring på vanskelighederne kan dog ikke siges at være hverken samfundsteoretisk eller »venstreorienteret«, eftersom hun forklarer vanskelighederne ved henvisning til onde menneskers virksomhed: »Der må sidde nogle folk som ganske simpelt bremser enhver udvikling - bevidst« (s. 49). Men Elise Kjærs afsnit er et af de få, hvor en forfatter udtrykker umiddelbar musikglæde og fremhæver, at børn kan lide at synge og spille selv.

Den nye folkeskolelov omtales også. Også de indbyggede modsigelser: på den ene side kan musikundervisningen moderniseres, men samtidigt umuliggøres dette ved at reducere timetallet.

Det generer mig meget, at de reformpædagogiske principper behandles uproblematiserede og næsten som en frelselære. Selvom principperne kan være værdifulde, så indebærer de også - i praksis - mange vanskeligheder og modsigelser, som f. eks. følgende: (a) At tage udgangspunkt i elevernes forudsætninger og projektundervisning kan fungere som en særdeles

autoritær manipulation. Jeg mener en del af bogens udtalelser peger i denne retning. Det har allerede været omtalt, at den som tendens har, at pop og beat nu engang er »ungdommens musik«. Hertil kommer påstande som f. eks.: »Den danske sang og salmerne har ingen chance for at ramme børnenes erfaringsbaggrund« (s. 159). En så almen påstand er ukorrekt. Man må spørge: hvilke sange og hvilke børn med hvilken baggrund? Ikke alle danske sange og viser er hyldest til »Gud, Konge og Fædreland« i kompliceret romantisk harmonik. Hvis undervisning gennemføres på så firkantede præmisser kommer de børn og unge i klemme, som interesserer sig for andet end beat og pop. En gammel ensidighed (danske sange og salmer) er så erstattet af en ny ensidighed (pop og beat). Unge vil givetvis i mange tilfælde betakke sig for en »venstreorienteret pegefinger«, som de vil finde lige så ubehagelig som en »højreorienteret« ditto. En »venstreorienteret« moraliserende pegefinger vil forøge Fremskridtspartiets stemmetal!

(b) Reformpædagogiske principper kan desuden fungere som særdeles diskriminerende over for arbejderklassens børn og unge. Fra mange undersøgelser ved vi, at der er en tendens til, at opdragelsen i samfundets »lavere lag« er autoritær. Reformpædagogiske principper fører ofte til en ustruktureret undervisningssituation, som disse børn og unge ikke kan klare.

(c) Reformpædagogisk praksis bygger undertiden på en »ungdomsromantik«, som ikke kan bære. F. eks. er det ikke ligetil at formulere relevante problemer. Det kræver et vist mål af viden, indsigt og en debatform, der sjældent er lært i folkeskole eller gymnasium. Der eksisterer desuden ikke nogen »ungdom i sig selv«, men nogle unge år med hastig udvikling og under pres af bl. a. massemediernes indoktrinering. Disse problemer gør ikke de reformpædagogiske principper mindre værdifulde, men megen undervisning er endt i kaos og utilfredshed, fordi man ikke har set sådanne problemer i øjnene.

De unge i dag og kulturindustrien:

Når der lægges stor vægt på deltager orient er et undervisning, bliver spørgsmålet om hvem eller hvad ungdomsgruppen er selvfølgelig af stor vigtighed. Karen Borgnakke behandler i et af bogens kapitler dette spørgsmål udfra en hyppigt anvendt undersøgelse, nemlig en undersøgelse af englænderen Graham Murdock af 200 14-15 åriges musikvaner. Denne undersøgelse udmærker sig ved at tage klasse- og kønsspeci-fikke forhold op til drøftelse samt at bygge på den tese, at popmusikken er en del af de unges »oprør«. Hun giver en god og kritisk gennemgang heraf og diskuterer bl. a. dens relevans for skandinaviske forhold. Det ærgrer én meget, at mange udviklingspsykologiske og musiksociologiske undersøgelser og synspunkter, som faktisk eksisterer, ikke inddrages. Hvor bliver tværvidenskaben af? Én grund til at dette ikke sker, er rimeligvis den holdning, at emnet kun er behandlet de seneste år og kun under betegnelsen 'socialisering', hvilket er ukorrekt.

Kulturindustrien (»pladeproduktionen og dansktoppen«) er viet et kapitel skrevet af Otto Büring og Jens Peter Østerby Petersen. Kapitlet er informativt, men tilbage står stadigt problemet om, hvilken indflydelse denne industri så har på givne grupper af unge, hvis man ikke vil hylde helt mekaniske opfattelser (slutte direkte fra medieindhold til, at alle unge så er en slags kopier af dette indhold).

Konkrete undervisningsproblemer og -forslag:

findes også behandlet i bogen. I en fra tysk oversat artikel redegøres således for et forslag til behandling af emnet 'slageren i undervisningen' (af Friedhelm Drei-m?nn) for gymnasiets ældste klasser. Der påpeges meget rigtigt slagerteksters banalitet og den falskhed der kendetegner givne formidlere (f. eks. diskjockey'-en) og der arbejdes frem mod forklaringen 'popmusik som vare'. Oplægget er dog i høj grad germanskautoritært og holdt i vanlig akademikerfimsede »professortysk«. Man synes helt at glemme de unges behov for kærlighed, ømhed og kontakttrang, som de sikkert finder afspejlet i slagertekster, selv om de er nok så banale. Disse problemer tages dog ikke op, men erstattes af en vareanalyse. Det finder jeg er at svigte ungdomsgruppens forudsætninger og mindes Wilhelm Reichs ord: »Vulgærmarxisten føler sig som »materialist«, når han affærdiger kendsgerninger som »drifter«, »behov« eller »sjælelige processer« som »idealistiske«.«

Bogen suppleres ydermere med et par artikler, der indeholder praktiske erfaringer fra musikundervisningen (Niels Nørlem og Ole Trier). Heri aner man en umiddelbar glæde ved musik, børn og unge som en vareanalyse nok kan supplere, men ikke erstatte. Konkluderende vil jeg sige, at bogen - på mig - gør et forstemmende indtryk af fastlåsning mellem på den ene side en ret så gammeldags reformpædagogik og på den anden side mangel på reelle alternativer fra en universitær venstrefløj, der har et såre platonisk forhold til børn, unge og musik. Det giver ikke meget håb for musikfaget, hvis det skal overleve under de tilstundende neofascistiske betingelser. Men der lagt op til en diskussion og alternativer efterlyses!

Jørgen Pauli Jensen (professor i psykologi)

Musikforskning: kulturforskning

Af Poul Borum

Musik & Forskning 2, 1976.

Udgivet af Musikvidenskabeligt institut

ved Københavns universitet.

Redigeret af Jens Brincker.

220 s. 60,00 kr. Akademisk forlag

Ja, det kan man vel ikke tillade sig at sige på dette sted, men: så kan vi godt nedlægge Dansk Musiktidsskrift! Når Københavns universitets musikvidenskabelige institut marcherer frem, så er der ikke meget at sige bagefter. Jeg er imponeret! Her er 13 afhandlinger, hvoraf indtil flere ligefrem er både væsentlige og relevante. Her er nyt om de tre store H'er: Haydn, Mozart og Hornemann, her er puslen med både gamle folketællingslister og nye datamaskiner, og her møder vi gamle venner som Fritz Tutenberg og Hezekiah Leroy Gordon Smith. Foruden mellemgulvsteknik og spillemandsmusik. Musikforskning er kulturforskning. Bevist.

I hvert fald tre afhandlinger rummer principielle synspunkter, som bør tages op. I bogens afsluttende, længste stykke, som forfatteren, Ole Nørlyng, beskedent kalder en 'skitse til en undersøgelse', drages der paralleller mellem litteratur, musik og maleri i Italien 1820-40, ud fra den tese, at 'alle periodens kunstarter udtrykker en i høj grad fælles ideologi, ikonografi og stil'. Nørlyng sniger sig lidt uden om principperne, men giver til gengæld en masse overbevisende eksempler (plus rigeligt mange rosende adjektiver til værkerne!). Han har dog nok gjort det lidt for nemt for sig ved sit valg af periode: den 'fælles ideologi, ikonografi og stil' viser sig 'i høj grad' simpelt hen at skyldes en absolut litterær dominans; de malerier og operaer m. m., der gennemgås, har simpelt hen litterært motivfællesskab. Men lad os se ham gøre en lignende parallel på 1940-70 med Richard Mortensen, Ole Sarvig og Per Nørgård som eksempler . . . Helt igennem principiel er derimod bogens indledende forbilledligt klare gennemgang af den fremragende polske fænomenologiske filosof Roman Ingardens teori om musikværket, forfattet af Ewa Dabrowska. Og det kan nok være den ægger til diskussion! Sammenfattet i én (lang) sætning lyder Ingardens teori: musikværket er en intentional genstand, som kan defineres som et fiktivt-tidsligt struktureret kvalitets-kontinuum / (en integreret helhed) af akustiske elementer og æstetiske kvaliteter. Tyg den! Og læs så Dabrowskas artikel fem gange, for det er gods.

Den tredje artikel, jeg vil fremhæve, er jeg mere i tvivl om, det er Carsten Hattings kun seks sider lange hypotese-koncentrat om »Oplysningstiden og Haydn«, oprindelig et debatoplæg ved en international Haydn-konference. Hattings indlæg er et bevidst manifest for »opbruddet fra den rene stilforskning«, men han vil tydeligvis helst både have sin kage og spise den. Han postulerer en sammenhæng mellem forandring i musikalsk stil og ændringer i de musikalske institutioner, politiske ændringer og filosofiske ideer - men når egentlig ikke længere end til at sige »svarende til . . .«. På side 49 hedder det: »Musik blev ikke i det 18. århundrede - så lidt som til andre tider - komponeret for at demonstrere et stadium i en stiludvikling, men for at opfylde et tilstedeværende, undertiden overvejende praktisk behov og som medium for en menneskelig udtryksvilje« - og det er en helt horribel kategorisammenblanding med indbyggede tautologiske årsagsforklaringer. Ikke A, men B og C: A er en karikatur, som fortaler den traditionelle stilhistorieskrivnings elementært pædagogiske efterrationalise-ringsproces - B er en kunstsociologisk delsandhed -og C er en simpel (ekspressionistisk) kunstdefinition, som manipulerer med en uerkendt metafysisk størrelse, der hedder 'udtryksvilje'. En håbløs sætning, som Hatting da også haler i land i resten af artiklen. Til sidst hedder det f. eks.: »stil ... er i sig selv udtryks-bærende«.

Men problemet, Hatting opstiller, er rigtigt og vigtigt: hvad er 'grundlaget for at betragte historiske fænomener som samhørende'? Og svaret må blive henholdende, med ord som 'samhørende' og 'svarende til', der giver en frugtbar usikkerhed og ikke et stivnet hierarki af over- og underordnede enheder som i en del af den moderne politiske metafysik. Hatting citerer et foredrag af Carl Dahlhaus (som man åbenbart må se at få læst), som han sammenfatter, at det drejer sig om at finde »en struktur, hvori kompositionstekniske normer, æstetiske ideer og funktioner af musiklivets institutioner som elementer er forbundet med hinanden«. Her kan man gå tilbage til Ingardens fænomenologiske definition og ane åbninger for en ny musikhistorieskrift (og kunsthistorie, litteraturhistorie osv.), som skulle være både fænomenologisk, strukturalistisk og sociologisk. Hatting når ikke ret meget længere (men han når en del på seks sider!) end at konstatere Haydns 'stilskift' som fuldt af'paradokser'. Man kunne nå længere, hvis man f. eks. tog Foucault til hjælp (lettest tilgængelig i den svenske billigbogs oversættelse »Vetandets arkeologi«, Cavefors, Malmö 1972): om det diskontinuerlige i historien, om 'brud', om episte-mologiske-tærskler, om forskydninger og forvandlinger, om mikroskopiske og makroskopiske skalaer, om rekurrente genfordelinger mellem flere hierarkier, om systemernes arkitektoniske enheder. Hattings artikel er i al sin flygtighed en udfordring at tage op. Dens største risiko er de alt for hurtige kausa-litetsslutninger. Foucault kan hjælpe ham og os til at erstatte 'stilskiftets paradoks' med 'type af diskontinuitet': 'tærskel, afbrydelse, snit, mutation eller forvandling' . . .

Poul Borum

Kongres for musikundervisere

Nordisk Musikpædagogisk Union (NMPU) holder sin XI kongres denne sommer fra 27. juni til 2. juli 1977. Kongressen finder sted i Örebro i Sverige, og det bliver 3. gang, at Sverige er vært for kongressen, som i 1974 blev afholdt i Trondhjem og i 1971 i Århus. Kongressen er åben for deltagelse af alle Nordens musikpædagoger, og hermed menes alle lærere, der underviser i musik.

De organisatoriske forudsætninger for en vellykket kongres synes at være i orden, idet rammen bliver de moderne Örebro högskola-bygninger, der rummer Uppsala universitetsfilial i Örebro, gymnastik- og idrætshøjskole og socialhøjskole. Her findes alt, hvad der behøves af moderne undervisningslokaler, auditorier, bibliotek, tv-studie, restaurant og sportspladser. Kongresdeltagerne kan bo i de nærliggende kolle-giebygninger for ca. 200 sv. kr. for hele ugen. Kongresprogrammet er opdelt i efteruddannelseskurser, seminarer, foredrag og demonstrationer samt koncerter og øvrige arrangementer. Hovedemner i kurserne bliver

- gruppemetodik i instrumentalundervisning

- improvisation

- musikken i grundskolen

- musikken i gymnasiealderen

Deltagerne melder sig på forhånd til at følge et af disse kurser. Desuden bliver der mesterkursus i klaver og kursus i scenisk-kommunikativt beredskab. Seminarer vil dreje sig om musikpædagogisk forskning, om samarbejdsspørgsmål mellem skole og musikskole, og om musikterapi. Desuden en lang række sideløbende foredrag om forskellige musikpædagogiske emner. Der vil ind imellem blive givet koncerter af elev-ensembler fra hele Norden. Det endelige program med tilmeldingsblanket vil blive udsendt i begyndelsen af marts. Der vil blive arrangeret tog-grupperejse igennem Dansk Musikpædagogisk Forening, og øvrige oplysninger kan endvidere fås gennem NMPU, Abildgårdsparken 6, 3460 Birkerød. Tlf 02- 81 4630kl. 10-12.

Elsebeth Brodersen

Årgang 51/1976-1977, nr. 03