Klip: Rapport fra en Sweet-koncert

Af
| DMT Årgang 51 (1976-1977) nr. 03 - side 115-118

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Klip

Rapport fra en Sweet-koncert

Kong vold i bar røv

Af Anna-Lise Malmros

Der var ikke ret mange biler på parkeringspladsen foran Brøndby-Hallen, da vi ankom. Først efterhånden fandt jeg ud af hvorfor: en mængde store og mindre store personbiler med forældre som chauffører ankom og satte ungerne af, forhørte sig hos billetdamen, fik at vide at koncerten sluttede kl. 22.30 og forsvandt igen.

Ungerne, ja. Jeg skal villigt indrømme, at jeg ikke havde troet på pop-bladenes henvenden sig til de 8-11-årige, men jeg fik syn for sagen. Det var et utrolig småt publikum: små bitte, perfekte unge damer, med glimmer på øjnene, ballestramme bukser og et Sweet-tørklæde om halsen. Foran hallen, lige ved siden af indgangen stod en bred vagtmand med en schæfer. Senere fik vi historien: Der var denne gang 7 vagter med hunde mod normalt 2. De ville ikke komme færre, for forrige gang, ved koncerten med en anden teenagegruppe, Bay City Rollers, var en hund blevet stukket ihjel af en rocker.

Lidt henne i koncerten, i den meget lange pause mellem opvarmningsgruppen og stjernerne, blev vi direkte konfronteret med rocker-volden. Midt på gulvet i hallen blev en ca. fjortenårig dreng slået ned af en rocker. Han fik en ølflaske i øjet og faldt besvimet om, mens blodet flød. Han blev meget hurtigt fjernet af de mange vagter med walkie-talkies.

Opvarmningsgruppen bestod af en gruppe drenge, iført læder med huller. De blev pebet ud, og alle råbte på »Sweet«. Efter knap tre kvarters pause og stadig mere spændt stemning - man trængtes foran tribunen, og de rødklædte vagter forsøgte at trænge pigerne tilbage - kom idolerne til syne. Først i deres show vistes en film. Et orgie i perversiteter: et spejlægsøje blev langsomt tværet ud over lærredet, nogle svulmende røde læber brækkede sig i en lige stråle ud mod publikum, og en stripper masserede sig selv, iført store stativer på brysterne.

Kan du blive, hvor du er!

Selve koncerten bestod af 2 afdelinger: i den første spillede gruppen egne numre, rock i den mere avancerede afdeling med gæld til Hendrix og andre, og i anden afdeling fík vi de mere enkle pop-ting, som de først og fremmest er blevet populære på hos de yngre årgange.

Problemet var bare, at hvis man ikke i forvejen kendte numrene, så var det umuligt at opfatte, hvad de spillede, først og fremmest fordi anlægget var skruet op til forvrængningsgrænsen og derover. Salen »kogte« virkelig, hvis der stadig er indhold i det udtryk. Luften var tæt af sved og andet, varmen var ulidelig og støjen på smertegrænsen. På et tidspunkt, da jeg stod helt nede foran scenen i en utrolig stimmel, hvor alle skubbede og pigerne skreg og forsøgte at række deres blomsterbuketter op til idolerne, blev det for meget for mig.

Jeg besluttede mig for at forsøge at komme ud, så jeg rakte forsigtigt en hånd bagud idet jeg sagde »Undskyld, men . . .« Svaret var et kraftigt skub fremefter fra en ca. 13-års, kraftig dreng med et rasende udtryk i øjnene, som sagde så meget som: »Kan du blive hvor du er!« Jeg trak følehornene til mig og blev, indtil jeg var kommet noget tilbage og forsigtigt, uden at røre ved nogen, kunne komme ud.

Jeg nåede at få oplevelsen af at være spærret inde, af at have trængt mig ind et sted, hvor man vidste jeg ikke hørte hjemme og ikke tillod, at jeg demonstrerede min distance til det, der foregik. Min egen indstilling er også ret tvetydig. Jeg brød mig bestemt ikke om at opholde mig i det rum. Der var en tung, fed dunst af vold og andre udladninger, og hovedet var ved at sprænges af lydbombardementet. Min første tanke var: hvad får dog forældre til at sende børn helt ned til 5-6-årsalderen ind i denne voldsprægede atmosfære? Er det fordi, de skal have afløb for den daglige undertrykkelse i skolen og de andre institutioner? Det er i hvert fald nok en del af sandheden, tror jeg: man sender ungerne i det betonkolde Brøndbyerne til »af-aggressivering« et par timer i Brøndbyhallen, og så har man fred et stykke tid.

Uskyldigt - ungt og depraveret erfarent

Den seksuelle side af sagen er imidlertid også vigtig: sangeren i »Sweet«, Brian Conolly, er tætbygget og bredskuldret, med små deller ud over de supersmalle bukser. Hans hår er langt og klistrer sig hen gennem showet, mere og mere til hans krop. Han rocker aggressivt med kroppen, vender ofte ryggen til publikum og går tilbage, hvorefter han kaster sig frem mod pigerne, med vidt åben mund og heftige stød med kroppen.

Hen mod koncertens slutning river han med noget besvær blusen i stykker og kaster den lidt hånligt ud til de skrigende piger. Ingen tvivl om, hvad HAN laver. Hans image fremgår klarest af et stort, farvelagt midterbillede i Interpresse's genopstandne »GO - special nr. 2«. Et forvredent, skrigende ansigt med klæbrigt, langt lyst hår omkring. Kort mørk bluse og de kendte hvide bukser, som fan-pigerne også havde på til koncerten. En blanding af noget uskyldigt-ungt og noget depraveret-erfarent. De holder tråden tilbage til poppen, mens de bevæger sig langt ud i vold- og sexper-versiteterne, især i udenomsværkerne ved koncerten. Derfor er deres publikum børn og ganske unge, med nogle behov, som vi tror er forbeholdt voksenverden, endda den del af den, vi helst ikke snakker højt om i pænt selskab. Undertiden tror jeg, vi er fantastisk naive i vores forestillinger om, hvad børn overhovedet, ser og opfatter. Vi giver dem kattekillinger og hundehvalpe, mens de helt klart har forstået, at vi tror, at de tror osv. Såkaldt narrefisse. Så langt vil jeg give popjournalisten Torben Hoyer ret, når han skriver, at i pop gælder det om »først at bruge øjnene, ikke ørerne« og det, som gruppen Bay City Rollers har fået guldplade på er »ikke så meget musikken, som den foldeudmappe, der ligger i coveret med et stort farvebillede äf hver af de fem fyre - i mere eller mindre afklædt tilstand« - og artiklens overskrift bliver nu forståelig, den lyder »Guld til de bare maver!« Den reelle vare er en seksuel stimulering, og musikken er blot kommunikationsmidlet.

Småpiger og masochisme

Så vil jeg skynde mig at sige, at efter jeg havde været til Sweet-koncert, stod det klart for mig, at jeg ganske simpelt ville forbyde mine egne børn at overvære den (hvis jeg havde haft nogen i den alder). Fordi vi indser behovet, behøver vi dog ikke opfylde det på den dårligst tænkelige måde. Der MÅ være andre muligheder, og først og fremmest tror jeg, at vi bør tænke noget mere og handle noget mere i forholdet til seksualiteten, både vores egen og børnenes. Jeg må her nøjes med at henvise til f. eks. Maria Marcus' bog »Den frygtelige sandhed - en brugsbog om kvinder og masochisme«. Den overvejende del - og især den mest henrevne del - af publikum til pop-koncerterne er piger: små piger, som græder og hyler, som ser forpinte og fraværende ud. Man kan roligt kalde det en masochistisk oplevelse (specielt i den omfattende brug af ordet, som findes hos Maria Marcus). Hvis vi går ind på hendes tankegang - hvad jeg vil være tilbøjelig til at gøre - så grundlægges eller cementeres ved sådanne oplevelser et forhold til seksualiteten, som senere får indflydelse på pigernes liv i det hele taget: de underkaster og underordner sig, de tror, at de bliver sig selv ved at udslette sig selv, de opnår ikke en bevidsthed om deres egen rolle, de har ingen positiv oplevelse af egne evner. På det erotiske plan vil de f. eks. have svært ved at opnå orgasme, og/eller de vil knytte sig til en »stærk mand«.

Dertil vil jeg sige: det vil jeg ikke finde mig i! Torben Hoyer kan nok så mange gange sige til mig, at »det bliver jeg nødt til, for hans indflydelse er større end min« - JEG VIL IKKE! Vi må gøre noget. Helt præcist hvad ved jeg ikke, men i første omgang må vi: læse popblade, gå til popkoncerter, snakke porno og seksualitet med ungerne samt være åben over for dem i de spørgsmål. Også mere, end vi umiddelbart har lyst til (det kunne endda være, vi selv kunne lære noget af det!) Der må åbnes for det lukkede rum »soveværelset«, og for det snævre »ægte-skab«. Samfundet bygger på ægteskabet mellem to af forskelligt køn. I dette »skab« har man lukket seksualiteten inde, og så er man af med den og med dens styrke og problemskabende evner - tror man! Men børnene ved bedre. Og det gør vi voksne også - hvis vi ville indrømme det.

Den økonomiske udnyttelse

Samtidig med, at vi selv kunne prøve at gøre hele denne industri overflødig, er det naturligvis også nødvendigt direkte at bekæmpe den. Vi bør vende os mod den økonomiske udnyttelse, som vel er det mest iøjen-faldende overhovedet ved en konctrt som den i Brøndby hallen. Den koster for hver af børnene omkring en hundredelap, alt iberegnet: plakaterne, som sælges udenfor til grov overpris (10 kr. indtil kl. 5 min. før halv otte, så 5 kr. og til sidst 2 kr.), tørklæder eller bluser til 20 kr., uendelige mængder af slik og sodavand, turen derud og endelig billetten, som koster mellem 50 og 75 kr. En samlet omsætning på omiring en halv million (og så var der slet ikke fyldt). Størstedelen heraf går dog ikke i gruppens, men i alle »hjælpernes« lommer. Faktum er, at det er betragtelige udgifter, der er tale om, især når man hertil lægger udgifter til plader (60 kr. stykket), pop-blade og posters (10-20 kr. stykket). Det ER dyrt at have børn.

Fup er det også, på flere planer: tingene sælges til grove overpriser, og de ting, der sælges, er stereotype og ligegyldige. Årsagen til, at de overhovedet bliver købt, må være det almindelige fest- og gruppepres: man er ude for at more sig og forbruget bliver selvfølelse, eller når de andre har tørklæder, må jeg også have et med min specielle helts navn på.

Hvad selve koncerten angår, så varer det 25 min. inden musikken overhovedet kommer i gang, og mellem opvarmningen og den rigtige gruppe er der en pause på tre kvarter! Det var dér drengen blev slået ned, og det var i den pause, hvor pigerne sloges med vagtmandskabet oppe foran scenen, at jeg stærkest følte, hvor megen vold, der var i luften, fordi spændingen steg og steg, så man ligefrem blev lettet, da voldsfilmen endelig viste sig oppe på lærredet, og det hele kom i gang. Så spillede de i knap halvanden time, hvad der også må siges at være nok, det var slemt nok bare at holde det ud. Under andre forhold ville man nok sige, at de ikke fik ret meget musik for pengene. 3 timer, hvoraf 5 kvarter er pause!

Forbruget som fest og falsk opfyldelse

En oplevelse var det. For mig, fordi jeg blev overrasket og så en hel del ting, jeg ikke havde vidst, og for ungerne. Dem, jeg har talt med, synes, at det var bare skønt, en oplevelse til flere måneder fremefter. En af dem, Charlotte, er 12 år og går i Østerbro Lilleskole, hun kan »Internationale« udenad og ved hvad arbejdere og kapitalister er. Derudover bor hun i kollektiv. Hun synes, at det var en »stor« oplevelse at komme til »Sweet«-koncert. Hun havde ikke lagt mærke til, at det sådan specielt skulle handle om »vold«. Det var for hende først og fremmest noget helt andet end det dagligdags, noget betagende, stort og voldsomt, som overskred alle de grænser, som ellers lægges for vores oplevelser, specielt for børnenes vedkommende (og måske i særlig grad, når de går i »lille«skole og bor i kollektiv). Man må indrømme, at der går et sus igennem rummet, når stjernerne kommer på scenen, og man må medgive, at man bliver overvældet og blæst ud af rummet aflyd, lys og den ophidsede atmosfære.

Det er »noget«.

Det er en drøm om eventyret, det fantastiske, det altomfattende - ganske vist produceret af kommercielt fidusmagen. Det er fup fra ende til anden, ingen tvivl om det. Både hvad angår det økonomiske plan (grov udnyttelse af mindreårige) og det følelsesmæssige. Man kan ikke handle ud fra den energi, fordi den er følelsesmæssig voldtægt. At den så ikke opleves på den måde af børnene, er en anden snak. De vil i de fleste tilfælde bare blive revet med af braget. Hvis man gik ind på deres præmisser og forsøgte at fortælle dem, hvad det handler om, tror jeg nu nok, de ville forstå det. Det sker bare ikke i de fleste tilfælde, for forældrene er der ikke. De står, nervøse, og venter udenfor. De har lukket deres børn ind til en fest, de ikke selv deltager i, men som de - i en anden form - færdes i dagligt: »Forbruget som skuespil giver løfte om mangelens forsvinden. De attrapagtige, brutale og obskøne træk ved denne fest hidrører fra, at der ikke kan blive tale om den reelle indfrielse af løftet« (Hans Magnus Ensensberger i »Byggesæt til en medieteori«). Forbruget som fest, forbruget som falsk opfyldelse af reelle behov.

Jeg skulle også have skrevet noget om musikken, men jeg synes ikke, der er meget at sige. Andet, end at den i enhver henseende understreger voldsatmosfæren. Det er ene alene den tørre rytme og forsangerens sexede stemme, som går igennem. Ingen har chancen for at opfatte tekst eller anden form for indhold. Den koncert er et af de reneste budskaber, jeg længe har oplevet: Kong Vold i bar røv.

Anna-Lise Malmros (Tidsskriftet Bixen, nr. 4, 1976.)

De kloge narrer de mindre kloge

af Hanne Olsen

Min datter på knap 11 år har længe været »fan« af Sweet, og nu kom gruppen til København. Hun ville til koncert, og selv om jeg havde svære anfægtelser, lod jeg mig overtale af de sædvanlige argumenter »alle de andre i klassen må« osv., men jeg insisterede på i al fald at følge hende derud og vente på hende. Det endte med, at vi var tre som fulgte 12 børn i alderen fra 10-12 år til Brøndby-Hallen, som er afsides beliggende på en pløjemark i grå, trist beton-ørkenstil. Vi var i god tid, kom Vi time før koncerten begyndte. Uden for hallen stod en masse sælgere, som modtog flokke af børn i alderen fra ca. 7-15 år. Sælgere, der havde rivende afsætning på tarvelige effekter med relation til Sweet: tørklæder, bluser, plakater, papskilte, vimpler o. m.a. til høje priser. Børnene havde betalt ca. 60 kr. for koncertbilletten, for is, plakater, skidt og møg kunne en sådan aften løbe op til 100 kr.

Allerforrest stod en sælger med tørklæder med billede af Sweet til 20 kr. og plakater af den slags, der følger med popblade til ca. 5 kr., han forlangte 10 kr. for plakaten. Bag ham stod en fyr og solgte den samme slags plakat til 5 kr. Den forreste sælger havde god afsætning, hans jakkelommer bulnede ud af mønter. Jeg spurgte ham, hvorfor han tog overpris. Han var englænder og »forstod ikke«, men kunne uden besvær handle med børnene. Da jeg slog over i engelsk og sagde, at det var en grov overpris og udnyttelse af børn, grinede han ad mig og sagde: »You are crazy«. Han grinede især, da vi sagde, at vi ville have 15 kr. tilbage, fordi tre af de børn, vi havde med, havde købt hos ham. Vi sagde så til de børn, der kom, at de ikke skulle købe hos ham, for han var for dyr. Da vi nu ramte hans geschæft, blev han aggressiv, styrkede sig på den flaske whisky, han havde i tasken og så sig om efter hjælp. Vi vidste, at popgrupperne har deres gorillaer med og fortrak, da en af dem kom hen mod os.

Jeg var gal over, at børn ikke alene skulle betale mange penge for billetter, men også fuppes af plattenslagere. Jeg vidste i forvejen, at popverdenen er en fed kommerciel fidus. Men at man udnyttede mindre børn så groft, ville jeg forhøre mig om lovligheden af og allerhelst stoppe, før børnene kom opgejlede ud efter koncerten og købte igen.

Rundt om hallen gik adskillige private vagter med glammende hunde og walkie-talkies, noget der øgede den knugende stemning - til stanken af fed fidus kom også en truende vold. Jeg forklarede en af vagterne sagen og spurgte, om sælgerne havde tilladelse til at stå udenfor. Vagten kaldte koncertdirektionen op, og der blev svaret, at det havde de ikke noget med at gøre. Det var folk Sweet havde med, men vi kunne jo gå til politiet. Vi henvendte os så til tre færdselsbetjente, der stod et godt stykke derfra. De to var totalt uinteresserede, men den tredje ville godt høre på os. Det var ikke til at sige for ham, om det var lovligt, det var et anliggende for civilpolitiet, hvor vi kunne anmelde sælgeren. I al fald syntes han, at vi bagefter skulle gå til pressen, så forældre blev informerede om, hvad der foregik ved den slags koncerter. Han ville godt køre hen og se på fyren. Da han kom derhen, forsvandt »vor mand«.

Det er som en drøm ...

Koncerten var nu begyndt, og vi måtte vente. Hallens tarvelige cafeteria var ikke indbydende med sit larmende fjernsyn og flokken af sælgere, som skulede efter os - forekom det os. Vi tog til Glostrup, hvor jeg ringede til politistationen og spurgte den vagthavende, om det var lovligt, hvad der foregik uden for Brøndby-Hallen. »Har man lov til at slå plat på så små børn?« »Lovligt og lovligt« svarede betjenten. »Det er jo sådan i vort samfund, at de kloge narrer de mindre kloge«. Han var tydeligt ligeglad, syntes at jeg var skør. Men jeg forlangte, at han modtog en anmeldelse og forhørte sig nærmere om, hvad der foregik uden for hallen. Det fik jeg ikke noget ud af, men hvis jeg havde anmeldt en for at sælge billige bananer på gaden eller for at stå uden for hallen med et skilt med »Nej til atomkraft i Danmark« og dele løbesedler ud, havde det været en anden sag. Det er i smuk overensstemmelse med den herskende moral i vort samfund, at politiet ikke vil beskytte mindreårige mod at blive udnyttet af smarte fidusmagere. »De kloge narrer de mindre kloge!«

KL 22,30 væltede så 5-6000 børn ud af hallen. Det var mørkt og koldt. En stor bil flankeret af politi og vagter kørte hen til sideudgangen. Forventningsfulde stillede flokke af børn sig op for at få endnu et glimt af Sweet. En af vagterne sagde til mig: »Det er egentlig synd, for de kan komme til at vente i timevis, gruppen skal først drikke«. Vi ventede ved stoppestedet med en flok urolige og hektiske børn. Efter ca. Vz time kom vi endelig med en bus. Den var propfuld, og det var næsten for meget for os, da chaufføren brølede i højttaleranlægget »We want the Sweet« og lod bussen slingre faretruende af sted for at more børnene.

Min piges sidste bemærkning til mig, før vi dødtrætte lagde os til at sove, var: »Det er næsten som en drøm, at jeg har set Sweet«.

Hanne Olsen (Tidsskriftet Bixen, nr. 4, 1976.)

Årgang 51/1976-1977, nr. 03