Om at bestille en opera, opføre den - og endda få succes!

Af
| DMT Årgang 51 (1976-1977) nr. 03 - side 105-108

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Om at bestille en opera,

opføre den -

og endda få succes!

af Francesco Cristofoli,

kapelmester og kunstnerisk leder for Den jyske Opera

Antonio Bibalos opera »Frk. Julie« efter Strindbergs skuespil er et bestillingsværk til Den jyske Opera og blev uropført den 8. september 1975 på Helsingør Theater under Aarhus Festuge med Edith Guillaume som Julie, Ingolf Olsen som Jean og Gertrud Spliid som Kristine. Peter Eszterház havde sat i scene og Francesco Cristofoli stod for den musikalske ledelse. En måned senere kom den tyske førsteopførelse i Dortmund, i juni 76 en anden i Kiel, derefter i august Hamborg-operaen, i oktober Rostock-operaen, i november Oslo-operaen og til marts 77 Stockholm. I alt 7 opsætninger på to sæsoner. D en jyske Opera har vist sin version ved Bergen-Festspillene 76 og opførte den på Det kgl. Teaters Nye Scene den 77., 18. og 19. februar 77. En fuldstændig optagelse fra premieren blev sendt dagen efter af DR og nogle måneder senere af norsk radio. En grammofonudgivelse af premiereholdets opførelse er ved at blive realiseret og DR planlægger en TV-version.

At bestille en opera hos Antonio Bibalo var egentlig ganske oplagt. Hans første opera »Smilet ved Stigens Fod« efter en novelle af Henry Miller fík i 1965 en sensationel uropførelse ved Hamborg-operaen og blev siden opført andre steder, bl. a. i Trieste, hvor jeg selv dirigerede og derved fik lejlighed til at træffe komponisten. Kort efter uropførte jeg hans symfoni »Sinfonia Notturna«, stadig i Trieste, og fík bekræftet det meget positive indtryk af Bibalo's musik, der ligger lige langt fra yderpunkterne: anstrengt nyhedssøgende avantgardisme og klichépræget traditionalisme. Den har sit helt personlige udtryk, oplevet af et ægte musikersind og derfor ægte for musikere at spille, med store kontaktmuligheder til et bredere publikum.

Som en af de første afgørelser efter min tilknytning til Den jyske Opera i 1972 skulle jeg tage stilling til et ansøgningsskema fra NOMUS om penge til bestil-lingsværker hos andre nordiske landes komponister. Bibalo blev født i Trieste i 1922, men er efter års omflakkende liv endt i Larvik i Norge, hvor han har boet siden slutningen af 50-erne i en hytte på fjeldet ud til fjorden. Han var blevet norsk statsborger og medlem af Norsk Komponistforening og kunne begejstret gå ind for tanken om at skrive en kammeropera. Med komponistens accept kunne så ansøgningen indsendes til NOMUS endda med visheden om en positiv forhåndsindstilling hos de to daværende danske medlemmer af juryen.

Stedet for uropførelsen blev straks fastslået. Det skulle være Helsingør Theater, der som bekendt ligger i Den gamle By i Aarhus. Med sin intime størrelse og glimrende akustik havde det været rammen om mange gode operaopførelser. Derved kunne vi fra starten definere, at der ikke kunne være flere end 18-19 musikere i orkestergraven og at scenens størrelse ikke indbød til et større opbud af mennesker - altså intet eller meget lille kor.

Og så kunne jagten på en libretto starte, dette første vanskelige og så afgørende valg for enhver komponist, der har musikdramatiske ambitioner. Skulle operaen være baseret på et allerede eksisterende skuespil eller roman - eller skulle librettoen skabes fra grunden netop til formålet?

I »Smilet ved Stigens Fod« havde Bibalo selv skrevet librettoen - endda på Henry Millers opfordring og med hans økonomiske støtte. I betragtning af opgavens vanskelighed og Bibalo's manglende erfaring var det lykkedes forbavsende godt, men nogle gange blev handlingsforløbet hængende for længe i elegiske kontemplationer, i en elegisk livsstemning, som ganske vist også er komponisten egen, men som i princippet er ganske udramatisk. (Ordene elegi, nat, efterår træffes ofte i titlerne til Bibalos værker.)

Denne stemning fandtes også i udpræget grad i Bibalos første librettoforslag, som helt var hans eget, »De sidste«, om nogle menneskeeksistensers møde på en losseplads inden bulldozerne kommer og rydder det hele - og jeg gik derfor imod det. Til gengæld kunne Bibalo ikke finde genklang i nogle oplæg fra nogle danske forfattere, som jeg havde formidlet. Han havde brug for personer, han kunne opleve indefra for at kunne skrive musik til dem - som han skrev i et af de mange breve han sendte.

Strindbergs »Frk. Julie« blev tidligt foreslået af Bibalos danske kone, malerinden Grete Lis, men i første omgang var Bibalo forsigtig over for brugen af et så kendt forlæg - i efteråret 72 blev betænkelighederne dog overvundet.

Det havde jo allerede været brugt med succes i andre medier: ballet og film, så hvorfor ikke også opera? Og så er mange af operarepertoirets mest spillede værker netop bygget over skuespil, der har haft succes: »Barberen i Sevilla«, »Figaros Bryllup«, »Otello«, Fal-staff«, »Rigoletto«, »La traviata«, »Don Carlos«, »Tosca«, »Butterfly«, »Salome«, »Elektra«, »Wozzeck« m. fl.

Desuden kunne jeg fortælle Bibalo, at vi havde en meget velegnet sangerinde til Julies parti, Edith Guillaume, hvis stemmeklang og udstråling Bibalo selv kunne konstatere ved en torsdagskoncert i efteråret 72, hvor jeg i første afdeling dirigerede hans »sinfonia Notturna« og Edith Guillaume derefter sang nogle Mahler-sange. Derfor blev Julie til mezzosopran. Jean og Kristine blev til tenor og sopran.

Strindberg kaldte selv »Frk. Julie« for et kammerspil. Der var kun tre personer, samt en kort scene, hvor bønderne trænger ind i køkkenet - og så er der kun én dekoration. Alt sammen noget der begrænser opsæt-ningsudgifterne, hvilket kunne være betydningsfuldt for operaens videre udbredelse, idet alle operahuse kæmper med det dilemma, at udgifterne til det faste personale stiger så stærkt, at der bliver stadig mindre tilovers til nyopsætninger.

Bibalo gik i gang med en forsigtig beskæring af teksten, ud fra det faktum, at sungen tekst tager længere tid end en talt, når man lige ser bort fra seccorecitativer. Men handlingsforløbet blev fastholdt som hos Strindberg med en enkelt undtagelse, idet Julie og Jeans drømme bliver anbragt i starten, som et slags forspil, der præsenterer de to hovedpersoners grundforskellige situation.

Men så gik arbejdet i stå. NOMUS meddelte Den jyske Opera, at den ikke kunne imødekomme vor ansøgning om penge til Bibalo. Den jyske Operas situation på det tidspunkt var så betrængt, at der intet kunne hentes dér. Der var intet andet at gøre end at håbe på næste års uddeling, som der stod i NOMUS-brevet, og meddele det til Bibalo, der naturligvis var skuffet, men meget forstående over for Den jyske Operas situation.

Næste år kom der også et afslag. Men denne gang reagerede operadirektør Otto Hallstrøm, som stadig sad med et stramt budget, med selv at finde pengene frem af kassen. Vi skulle ikke mere holde Bibalo for nar. Men vi ansøgte NOMUS igen - nærmest af stædighed - og fik det tredje afslag. En forklaring herpå er det ikke lykkedes mig at få, hverken ved at spørge de personer, jeg mente var medansvarlige for afgørelsen, eler ved at se på listen af »Nordiske Bestillingsværker 1973-75«, som netop har været offentliggjort i NOMUS-NYTT nr. 22.

Men Bibalo kunne genoptage arbejdet med »Frk. Julie«, og vi kunne sætte nogle terminer. Premieren skulle være under Aarhus Festuge i september 1975, så klaverudtogene til sangerne skulle foreligge senest april 75. Tidsplanen blev meget stram, fordi Bibalo skulle have gjort et andet bestillingsværk færdigt og derfor først kunne starte kompositionen af »Frk. Julie« i efteråret 74. Der kom da også forsinkelser, der medførte, at den oprindelige Jean ikke mente at kunne nå at lære det store og svære parti på så kort tid. En hurtig beslutning måtte tages - og den blev også dristig. Ingolf Olsen blev valgt. Han var mest kendt som guitarist, men havde også i de senere år optrådt som sanger til eget akkompagnement. Operasanger havde han aldrig prøvet at være. - Det, vi satsede på, var hans musikalitet, kunstneriske partnerskab med Edith Guillaume gennem mange år - og så det udefinérlige begreb, der hedder »udstråling«. Desuden kunne forskellen mellem,Guillaumes gennem mange år skolede stemme og Ingolf Olsens noget mindre rutinerede stemmebrug med fordel bruges til at karakterisere standsforskellen mellem dem. Gertrud Spiid blev valgt til Kristines parti.

Straks i starten af indstuderingen kunne vi konstatere, at det for en italiener, der til daglig taler engelsk med sin danske kone og har kendskab til norsk, er svært at lægge betoningerne rigtigt på dansk. Efter først at have startet kompositionen på grundlag af en italiensk oversættelse var Bibalo gået over til at komponere direkte efter Sven Holms danske oversættelse. Vi sikrede os carte blanche fra Bibalo til at ændre rytmen i det omfang sproget nødvendiggjorde det.

Det er i øvrigt interessant at konstatere, hvor meget komponister kan ændre i den oprindelige rytme og melodik, når det er dem selv, der er medansvarlige for oversættelsen til et andet sprog. Her er et eksempel fra Pariseroperaens opførelse i 1861 af Wagners »Tannhäuser«. Det er fra Elisabeths arie i 2. akt:

Også i anvendelsen af mellemformerne mellem tale og sang: rytmisk tale og »Sprechgesang« skete der under prøveforløbet enkelte ændringer, som komponisten godkendte.

Det er i det hele taget det specielle ved at opføre operaer af nulevende komponister, at der i prøveforløbet kan opstå en levende og inspirerende kontakt mellem komponist og udøvende, der kan føre til ændringer i det oprindelige partitur. Det behøver ikke altid at skyldes de udøvendes utilstrækkelighed. Det er akademisk snæversyn at tro, at urformen altid er den bedste, og at alt, hvad selv hæderkronede komponister har skrevet, er det pure guld. Mange operakomponister - deriblandt de allerstørste som Mozart, Rossini, Verdi, Wagner, Bizet, Puccini har ændret på deres værkers urform.

Derfor bør deres værker publiceres i den oprindelige form med tilføjelse af de ændringer, som komponisten selv under prøveforløbet eller senere har foretaget. Det er gjort på en eksemplarisk måde af det ellers i den henseende så træge forlag Ricordi med »Barberen i Sevilla« (Zedda, 1969). Så kan enhver nutids-opsætning tage stilling til, hvad og hvor meget det vil bruge. To ændringer forekom i Den jyske Operas opførelse i forhold til Bibalos oprindelige intentioner. Han havde tænkt, at der skulle være pause efter scenen med bønderne, nærmest for at give sangerne en tiltrængt hvile. Men vore solister følte, rigtigt, at det ville give en dramatisk svækkelse og foretrak at synge operaen i et træk ligesom skuespillet. Endelig havde Bibalo tænkt sig, at bønder-scenen skulle have en barfodsballet (uden musik), men det foreslog vil sløjfet dels af kunstneriske, dels af praktisk/økonomiske grunde.

Derfor ændrede Bibalo slutningen af akten, så bøndernes orgie i køkkenet blev skildret i musik og overladt til tilskuernes fantasi.

August blev en intens arbejdsmåned. Efter at den musikalske indstudering stort set var afsluttet i juni, kunne arrangementsprøverne begynde med instruktøren Peter Eszterhás, som, efter hans glimrende opsætning af Ebbe Hamerik/Karen Blixens »Drømmerne« for Den jyske Opera i 1974, var valgt til denne opgave. Midt i måneden var orkestermaterialet færdigt og orkesterprøverne med Aarhus Byorkester kunne starte. Bibalo havde som de 19 musikere valgt: en strygekvintet, 5 træblæsere (alle med alternerende instrumenter), 2 trompeter, 2 basuner, harpe, klaver, el-orgel og 2 slagtøjsspillere. Det viste sig dog, at slagtøjet kunne spilles af den dygtige Lise Errboe alene. Stor var min forbavselse derfor, da jeg ved Hamborg-opførelsen så, at man anvendte 4 musikere i slagtøjet - indtil jeg konstaterede, at det ikke blot var »tjeneste«, men også »betalt tjeneste«.

Opløbet til premieren på Theatret i Den gamle By - i Jens Anker Olsens dekoration - forløb uden større problemer og med komponistens stadige tilstedeværelse. Presse og DR havde fulgt arbejdet op med artikler og udsendelser og premiere-stemningen var forventningsfuld. Succesen var mærkbar med et langvarigt bifald og bravo-råb til komponisten, og den blev bekræftet i dagene efter af avisernes overskrifter: »Den jyske Opera er Danmarks eneste moderne musikteater« i Berlingske Tidende (Jens Brincker), »Stærk Frk. Julie med Bibalos musik« i Politiken (Robert Naur), »Frk. Julie med en dy dimension« i Jyllandsposten (John Christiansen) og i Aarhuus Stiftstidende (Boy Carstens) »Helhjertet nutidsopera«. Alle var glade.

Francesco Cristofoli Januar 1977

Årgang 51/1976-1977, nr. 03