Henrik Berger-Olsen - hvem er det?

Præsentation af en ung dansk komponist

Henrik Berger-Olsen - hvem er det?

Ved Jon Brage

Det er mig en stor glæde, at DMT har opfordret mig til at anmelde en af vore unge, debitierende komponister. Disse anmeldelser har jeg savnet de sidste år, for jeg kan huske, at der i 60'erne altid var en udførlig præsentation af de nye komponister i DMT. Nu netop i foråret har vi haft to debuter: Matthias Ronnefeld og Henrik Berger-Olsen. Den første kan man vel sige har en klar tilknytning til den nyroman-tisk-ekspressive danske stil (han er Per Nørgård-elev), men den anden, som jeg her skal anmelde, er så godt som ukendt i Danmark. Han har det meste af sit unge liv boet og studeret i udlandet, og det er ikke sket uden at mange internationale modernistiske manerer er trængt ind i hans musik. Det værk, vi kunne høre ved DUT-koncerten den 27. marts, i år, var da også noget fremmed og på en gang gammelt og nyt at høre her i landet: i sit tonesprog ganske fast forankret i 50'erne - men i sin instrumentation, sin umiddelbart klanglige sanselighed, var det et umiskendeligt barn af 70'erae og Skandinavien.

Henrik Berger-Olsen blev født i 1950 i Humlebæk. Da han var 5 år gammel, slog forældrene sig ned på Li-dingö ved Stockholm, hvor Berger-Olsen fik sin skolegang. Sin egentlige musikuddannelse har han derimod fået i Köln, Paris og New York. Komponisten er nu igen bosat i Danmark.

I stedet for en almindelig anmeldelse af Berger-Olsens debutværk har jeg valgt at beskrive det gennem hans egne kommentarer og analyser, som jeg har fået gennem dirigenten, Svend Aaquist Johansen. Dertil føjer jeg dels forskellige musikfolks reaktioner på uropførelsen og dels citater af avisanmeldelserne. Til slut forsøger jeg en egen konklusion.

KOMPONISTEN:

»To satser for tre trioer er et beskedent forsøg på en syntese. Jeg blev fascineret af Stockhausens »... wie die Zeit vergeht. . .« - men forstod den næppe. For at mildne lovenes ubønhørlighed lod jeg John Cage's afslappede musikfilosofi komme mig til

hjælp. Men først i Xenakis' formalisering af regel og tilfældighed har jeg følt mig hjemme. Hans topologiske transformationer repræsenterer avantgardismens frigørelse . . .« (citat fra komponistens programnote).

På dette stadium i arbejdet føke jeg en krybende frygt for en alt for streng formalisme. De enkelte afsnit fik derfor form ud fra et hyggeligt kortspil med et par gode venner. Da alle stik var taget hjem, blev de omhyggeligt registreret. Således er det en helt tilfældighedsstyret (eller i hvert fald spil-styret) indre organisation af de 52 tretonegrupper. Med dette komplette materiale i hænderne var jeg da rede til nedskrivningen, hvorunder man til sidst sætter sit personlige præg - dette uforvekslelige »noget«, som gør et materiale til et inspireret værk.«

DE MEDVIRKENDE:

Svend Aaquist Johansen (dirigent ved uropf.): »Som dirigent var mit første indtryk, at det var meget, meget svært. Vi havde nok at gøre med at spille de rigtige noder, - det ville nok også være rimeligt at spille stykket igen en gang nu hvor vi kan det. Trios er nok det mest splittede værk, jeg nogen sinde har dirigeret. De tre trioer er virkelig helt forskelligt behandlet af komponisten, som stemmerne i Bach's Sinfonia i f-mol. Og for mig var det specielt underligt at arbejde med Trio III (fløjte, trombone, klaver), der »ramte mig« med næsten arketypisk bekendthed - mens de to andre i karakter var meningsfulde på en mere klar, fremmed-bekendt måde. Det specielle musikalske udsagn blev derfor for mig en intens trialog mellem de tre klanggrupper. Jeg ved ikke om det var komponistens hensigt, men i hvert fald interesserede det aspekt mig mere end det stilistiske og tæt-strukturelle ved stykket . . .«

Søren Barfoed (fløjtenist i Trio I): »Det er enormt svært at spille. Jeg synes også, at det var for dårligt noteret. Jeg synes nogen skulle foreslå komponisten at notere de tre trioer i samme metrum, uanset hvor komplicerede de noterede rytmer bliver. Det letter indstuderingen meget, tror jeg . . .«

PUBLIKUM:

Hans Gefors (komponist): »Trios er endnu et afskrækkende eksempel på den menneskefjendske musikstil, som er et sygeligt symptom på, at noget er råddent i komponisternes sind i vor ansvarsløse tid -og det er ikke bare hos komponisterne for resten. For eksempel forekom mig Trio I (klarinet, fagot, el-orgel) specielt mareridtsagtig med sin bevidste flirt med opløsningen. Mig giver sådan noget kvalme i hvert fald.« Pelle Gudmundsen-Holmgreen (komponist): »Det var sgu' spændende! Det er skønt afhøre én, der er fræk nok, som tør gøre noget andet. Ikke denne svælgen i vellyd og store tertser. Her var noget direkte, kontant, uromantisk. En knytnæve. Der er også noget umiddelbart spændende ved intervalstrukturen . . .« Bo Holten (komponist, kritiker): »Nej, det brød jeg mig ikke om. Hvad fanden, det har vi jo hørt hundreder af gange før. Tror den mand han lever i halvtredserne?«

Hans Abrahamsen (komponist): »Værket lyder umiddelbart jo meget bekendt. Men det har bag ved sin modernistiske overflade noget, som er meget dansk. Måske noget naivt. Især i slutningen bed jeg mærke i hvor smukt midtertrioen bevægede sig roligt flydende omgivet af rester af melodier spredt fra de to andre trioer rundt og imellem. På den anden side ved jeg nu ikke rigtig . . .«

Mogens Andersen (musikchef, Danmarks Radio): »Det var meget interessant. Helt anderledes. Men var opførelsen helt i top? Vi må se om vi kan rykke ud hvis det bliver spillet igen så vi kan sikre os en bedre optagelse.«

Ib Nørholm (komponist, formand for DUT): »Ja, det virker jo meget professionelt. Men jeg kunne godt lide at vide noget mere om ham. Er der ingen der kender ham? Har han overhovedet nogen uddannelse? Hvorfor har vi ikke hørt om ham eller set ham til koncerterne?«

Aksel Borup-Jørgensen (komponist): »Det var sør'me da spændende, hvad Brage? Det er længe siden vi har hørt noget af de yngre i den stil. Jo, det må jeg sige, det kunne jeg meget godt lide!«

PRESSEN:

»... Berger-Olsen ... er ... uddannet i Stockholm, Frankfurt, Paris og New York, og hans »To satser for tre trioer« er da også holdt i en forholdsvis hårdkogt international stil. Komponisten angiver selv at han har søgt at kombinere inspiration fra Stockhausen, Cage og Xenakis, og værkets broget punktuelle satstype og lidt tørre klangbillede kan da også erindre lidt om navnlig Xenakis' musik for mindre besætninger - sans comparaison i øvrigt. / Selv om det er en musik der er tung at trænge ind i, var den interessant at lytte til og virkede umiddelbart mere kompositorisk samlet end ... - og ville måske have stået stærkere hvis ikke ensemblet havde døjet så åbenlyst med de rytmiske vanskeligheder. En vis stilistisk ujævnhed virkede dog noget generende . . .« (Jan Jacoby, Information). »... Henrik Berger-Olsen syntes at have vanskeligere ved at få hold på det, han havde på sinde. De to satser for tre instrumentalt forskellige trioer forløb replikagtigt i fragmentariske strofer - en musikalsk mosaik, der ved denne enkelte overhøring ikke føltes helt konsekvent i sammensvejsningen . . .« (Flemming Weis, Politiken).

Det er et noget forvirret billede, der fremstår af de citerede kommentarer, måske, men et par træk går igen i de fleste: Værket har både udtrykt og forplantet splittelse blandt tilhørere og udøvere. Har komponisten villet dette? Er splittetheden et bevidst indbygget træk i de grundlæggende serielle strukturer, eller kommer den intuitivt og uindbudt ind i billedet senere, under den nedskrivning, som komponisten beskriver som den proces, hvor det personlige stempel sættes? Ligger splittelsen i verden? i musikken? i komponisten? Eller i mig? i lytteren? beskriveren? spørgeren? Vi har ikke haft held til at opnå personlig kontakt med komponisten Henrik Berger-Olsen. Vi ved ikke hvad vi skal svare. Hvem er vi som spørger og svarer? Er der nogen anden løsning end en gættekonkurrence blandt DMTs læsere? Prisen for det rigtige svar er de originale skitser og diagrammer til Henrik Berger-Olsen's »To Satser for Tre Trios«. Spørgsmål og svar skal være indsendt til DMTs kontor inden den 15. juli 1977.

Jon Brage