Rapporter

Af
| DMT Årgang 51 (1976-1977) nr. 04 - side 169-172

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Rapporter

Mellem teknologien og dens overvindelse

Af Carl Bergstrøm-Nielsen

Det følgende er en stemningsrapport-notits fra den 7. internationale mixed-media festival i Gent, Belgien, som foregik 22-24. februar d. å., og hvor jeg selv deltog sammen med Anders Keiding og Jørgen Lek-feldt som Gruppen for Intuitiv Musik . . . de læsere som ikke gider høre om internationale festivaller kan springe artiklen over!

Hvorfor påstår nogle, at internationale festivaller for ny musik altid ligner hinanden i tilsnit? Måske fordi gentagne stædige bestræbelser ligner hinanden. Nedenunder vrimler det da af fænomener, der alle er forskellige. Sandsynligvis er ny eksperimenterende musik international i sit væsen på samme måde som fx den nye økologiske bevidsthed og undergrunds-miljøerne er det. Det retrospektive koncertliv har jo monumentaliseret traditionen i en vesteuropæisk musikhistorie, der ikke behøver at lade sig overraske af noget ... hvis man vil noget nyt, må man i dag sandsynligvis trække på alle erfaringsressourcer - osse over grænserne. At samles fra vidt forskellige steder kan gi de enkeltes visioner et skub fremad. Ny musikmiljøerne er ikke så etablerede, at de kan tillade sig at lukke sig af fra andres erfaringer. Og hvorfor skulle musikmiljøer i det hele taget lukke sig til på den måde? Avantgardister i alle lande, foren jer! - Et fuldstændig Christiania-agtigt teaterlokale hvortil musikerne ved fælles anstrengelser om eftermiddagen har fået bugseret et ramponeret flygel ind. En freejazz-gruppe, Worda Biena fra Holland, spiller sprøjtende frodigt. Her er intet af den kommercielle beatkulturs overfladiske show og heller ikke noget af det klassiske koncertlivs stivhed. Det rodede lokale er med det samme stemningsmættet. Folk hygger sig. En konservatorielærer ved siden af, som lige er kommet fra sin undervisning, er synligt oplivet. Kontrabassisten Fernando Grillo fra Italien får instrumentet til at suse, hvisle, hvine, knirke, dundre og brumme sagte gennem buens rituelle bevætelser i et balsamisk langt, meditativt stykke. Et stykke med TV-avis-speaker af schweizeren Max Keller, hvor der oplæses data om arbejdsløshed - lisså ostinat som i virkeligheden, men koncentreret sammen fra ei helt års autentiske nyheder. Den belgiske gruppe logos, hvis leder Godfried

Willem Raes står for festivallen og utrætteligt får alt til at glide, spiller efter et levende grafisk partitur frembragt af 4 projektorer. Flere og flere mennesker (mest unge, men ikke udelukkende) dropper ind, går af og til ud til baren - festivallen er tilsyneladende noget, »man« hygger sig med at gå til, når man er i byen om aftenen. Til sidst ser man smukke billeder af vand-skildpadder og firben m. m., mens englænderne David Toop og Paul Bur well modulerer slagtøj si yde med vand i en balje og afstemmer en fløjte med at fylde jord i den - vand, jord, tavse dyr i deres elementer. Det perfekte modstykke til Godfried-Willem Raes med fleres udstilling af »sonomobiler« i byens kunstmuseum, hvor næsten alt manipuleredes elektronisk (dog ikke de besøgende børn, der henrykte løb omkring, slog på tromme og gong og fyrede til lejligheden fremlagte skyde-instrumenter af).

Bedre bevis end en så oplivende koncert for, at det er både inderligt tiltrængt og befriende muligt at lave alternativer til den retrospektive musikkultur, findes ikke, tænker jeg på vej ud den første aften. En radio i baren sender en klam musik ud af sig ... et udslag af den almindelige-pluralistiske atmosfære, ikke en provokation, viser det sig.

- 2. dag - koncentreret om at skulle spille selv - et publikum, hvis lytten man kunne føle i rummet. Et stykke, hvor der skulle køres med motorcykler og smadres fjernsynsapparater den 3. aften, fik vi ikke med, fordi vi ville af sted inden en transportstrejke brød ud - men impulser og gode vibrationer fik vi sandelig med hjem alligevel.

Efterskrift

»Filosofi, som man engang troede, man havde sat sig ud over, holder sig i live, fordi øjeblikket for dens virkeliggørelse blev forsømt«, skrev Adorno. At teorierne om »det åbne værk«, kunst som proces, komponistens nedstigning fra sin trone, aktivering af musikere og publikum m. m. har overvintret i musikvidenskabelige tidsskrifter og måske i nogen grad dér er blevet behængt med akademisk plyds og polemik, betyder ikke at nødvendigheden og den gode virkning heraf ikke stadig består. Logos har ikke forsømt deres chance, men efterlever på en hyggespredende måde deres erklæring i en nodeantologi, de har udgivet: »Gruppen dannedes i Gent i 1968 af dens nuværende leder. Selv om medlemmerne har skiftet meget, er det kunstneriske manifest forblevet ret konstant: ikke flere autoritære partiturer eller relationer mellem medlemmerne, ingen 'professionalisme', forskning i elektronik, forsøg på at forbinde politik med musik, emancipation af virkelig kreativitet ( = negation -f handling), proces-musik i stedet for musikalske produkter«.

Oplysninger om den næste festival, der sandsynligvis finder sted samme sted og årstid, fås hos Logos information center / Godfried-Willem Raes, Posteern-testraat 2, B-9000 Gent, (091) 23 8089. Logos kommer i øvrigt nok til København i september dette år.

Carl Bergstrøm-Nielsen

Brev fra Paris

Organisten Jens E. Christensen, der i øjeblikket studerer gammel fransk orgelmusik i Paris hos Marie-Claire Alain, har på DMT's opfordring fulgt de første arrangementer i IRCAM (den musikalske del af det store og ambitiøse Georges Pompidou-kulturcenter, som blev omtalt i sidste nummer af DMT).

»Førend IRCAM (L'Institut de Recherche et de Coordination Acoustique et Musique, dvs. Instituttet for Forskning og Koordinering af Akustik og Musik) hengiver sig fuldstændigt og udelukkende til forskningen, ønsker det offentligt at gøre status over, hvad der eksisterer af nyere musik; hvad der har mere eller mindre øjeblikkelig interesse, såvel som hvad perspektiverne for den fremtidige musik måtte være. Et vigtigt mål for vor aktivitet vil til stadighed være at få kontakt med publikum, hvorfor vi også vil undersøge, hvilke forskelligartede former denne kontakt kan og bør antage. Altså, på tærsklen til vores eksistens: »Passage du XXe Siècle« (dvs. »En Gennemgang af det 20. Århundrede«).«

Dette er begyndelsen på Pierre Boulez' programerklæring for et storstilet projekt, som han i egenskab af

direktør for IRCAM har sat i gang. Det startede i januar og skal i hvert fald vare ved indtil næste nytår. I det tidsrum skal IRCAM nok nå at blive slået fast med syvtommersøm i parisernes bevidsthed. Boulez' Institut er ikke færdigt endnu. Det skal ligge som en underjordisk udløber af Georges-Pompidou-Kulturcentret mellem det og Saint-Merri-Kirken på Beaubourg-Plateauet. Indtil det bliver helt færdigt, lejer Boulez sig ind mange forskellige steder i byen: i koncertsale, på teatre og på konservatoriet, og for nylig også på Georges-Pompidou-Centret selv. På den måde får han sikkert også et større publikum i tale, selv om jeg i løbet af de 4 måneder, jeg fulgte IRCAM's arrangementer trods stopfulde huse ikke kunne undgå at begynde at genkende Tordenskjolds soldater.

Boulez betoner, at IRC AM's ansatte skal fungere som et sjak, hvor hver enkelt farver helheden med sit særpræg, og i den anledning har han allieret sig med meget forskelligartede kolleger (også udenlandske kapaciteter!) til at varetage ledelsen af underafdelingerne. Vinko Globokar tager sig af Den Vokale og Instrumentale Afdeling, Luciano Berio af Den Elek-tro-Akustiske, Jean-Claude Risset leder Computer-Sektionen, Gerald Bennett Den Diagonale (Tværfaglige) Afdeling, og Michel Decoust Den Pædagogiske Afdeling.

Arrangementerne er også meget forskellige. Man kan opleve »rigtige« koncerter, hvor man på parisisk vis kan hylde de »hellige monstre«; der er også mere afslappede koncerter, hvor stykkerne introduceres, og åbne prøver, hvor publikum kan stille spørgsmål (det tør man nu som oftest ikke »på kommando«). På Konservatoriet arrangerede Vinko Globokar i marts måned en uges »mesterkurser« med deltagelse af bl. a. oboisten Heinz Holliger, trompetisten Edward Tarr, Globokar selv på basun, pianisterne Carlos Al-sina og Herbert Henck, hvor de demonstrerede den moderne musiks opførelsespraksis for os, spillede udvalgte stykker, ofte egne kompositioner, og beskrev deres instrumenters begrænsninger og muligheder, særlig i forbindelse med elektroakustisk behandling af lyden.

Jean-Claude Rissets »Ateliers« om computerens anvendelse til komposition og lydlig gengivelse af en komposition var lagt meget pædagogisk til rette med indgående introduktioner til hvert værk. Her var det tydeligt, at det parisiske publikum ikke rigtig vidste, hvad det skulle stille op med f. eks. ren båndmusik. Der skulle helst være en eller flere »levende« solister at se og høre på.

I flere week-ender har Michel Decoust lavet kurser for pædagoger og andre interesserede om computerens og elektro-akustikkens anvendelse i musikalsk sammenhæng. Tilmeldingslisten har hver gang været overtegnet, så der er allerede planlagt flere lignende arrangementer.

Der er altså nok at vælge imellem i dette gigantiske supermarked for moderne musik. Det er ens egen skyld, hvis man ikke bliver mæt! Somme tider kan det endda virke lidt trættende med alle disse eksperimenter for forskningens skyld. Særlig Globokar udfolder sig helt uhæmmet i den forbindelse. Højdepunkterne i hans »Laboratorium« for kammerorkester var instrumenternes vandgang og blæsernes strip-tease, hvor den ene del af instrumenterne tages af efter den anden, og blæserne til sidst står tilbage med mundstykket alene.

Jeg oplevede ofte nok »nie erhörte Klänge«, men glædede mig nu mere over de kompositioner, der eksperimenterede med musikkens form og udvikling. De tyske komponister, hvis værker var enten bestilt eller antaget af IRC AM, var i så henseende mere spændende: f. eks. Michael Gielen (f. 1927), som gennemgik sit melodrama »Die Glocken sind auf falscher Spur«, Walter Zimmermann (f. 1949), hvis timelange klaver-værk »Beginner's Mind« fik en fremragende fremførelse af Herbert Henck, og Wolfgang Rihm (f. 1952), som fik uropført sit orkesterværk »Cuts and Dissolves« (bestilt af IRCAM).

Den største oplevelse blev dog uden tvivl Mauricio Kagels »1898« for barnestemmer og instrumenter: En rørende og foruroligende konfrontation af naiviteten og forfinet tilgroet fin-de-siècle musik med de subtile-ste klangvirkninger, der opstod ved (næsten seriel) oktavering af et to-stemmigt kontrapunktisk forløb. Resten af »Passage du XXe Siècle« bliver sikkert ikke mindre spændende eller afvekslende. I maj måned kommer Ligeti; senere dirigerer Boulez en række koncerter med musik af »Wienerskolen« og »Darmstadt-skolen«; i juli opfører Luciano Berio egne værker med Cathy Berberian og Mstislav Rostropovitch som solister, og til efteråret bliver der serveret et lignende overflødighedshorn. Værs'go og spis!

Jens E. Christensen

Husk NMPU-kongressen

Vi minder om Nordisk Musikpædagogisk Unions kongres, der finder sted på den store, moderne universitetsfilial i Örebro, Sverige, d. 27. juni - 2. juli.

Her bliver en enestående mulighed for at udveksle erfaringer om de nyeste landvindinger på det musikpædagogiske område. Program med tilmeldingsblanket rekvireres fra: Dansk Musikpædagogisk Forening, Abildgårds-parken 6, 3460 Birkerød. Telefon 02-81 46 30, kl. 9-13.

Tilmelding til grupperejse til kongressen (stærkt nedsat billetpris): DSB Rejsebureau, Nikolaj Plads 9, 1067 København K. Telefon 01-13 19 83. Tal med Jørgen Hillestrøm.

Årgang 51/1976-1977, nr. 04