Debat

Af
| DMT Årgang 52 (1977-1978) nr. 01 - side 33-35

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Debat

Henrik Berger Olsen og halvtredserne

I Dmt nr. 4, juni 1977, bragte vi en præsentation af komponisten Henrik Berger Olesen. Vi har modtaget følgende reaktion på denne af komponisten Pelle Gud-mundsen-Holmgreen.

Kære DMT

Det var mærkeligt og ikke særlig behageligt - på tryk -at støde på ting, man har sagt i privat vrøvlestil i forbindelse med Berger-Olsen uropførelsen i DUT i april. Jeg skal ikke opfordre til et genoptryk, men erindre om, at det drejede sig om udtryk som: »Det var sgu spændende .. . endelig en der er fræk nok ... som tør noget andet .. . kontant uromantisk . . . knytnæve ...« osv. i den dur. Intet mindre end en lidelse. Når jeg fremturer med denne gamle elendighed er det imidlertid ikke for at udstille masochistiske tilbøjeligheder, men for at understrege hvor urimeligt det er at overføre tilfældige løse stumper talesprog til en slags seriøs skriftsammenhæng. Det var ikke fair. Men til det mere perspektivrige, som ikke drejer sig om sprog, men det helt fundamentale: Selve opfattelsesevnen. Sæt værket er svindel. Og man har udtalt sig positivt! (Man skulle hellere for en sikkerheds skyld altid være negativ). For at undgå mere koket maskepi skal det siges, at enhver nu må kunne se, at Berger-Olsen er et pseudonym, og at der ikke er tale om et normalt seriøst værk, men snarere et eksperiment med os som lyttere. Og spørgsmål til os angående vores lyttemåde, holdning og eventuelle gode mening om 60'erne. Det dumme er, at jeg fastholder min oprindelige positive vurdering af uropførelsen. Jeg skal forklare mig nærmere, - i mere beherskede vendinger (det kunne man jo have bedt mig om, selv om underholdningsværdien var dalet tilsvarende). Der melder sig to fortolkninger, som selvfølgeligt afhænger af hinanden:

l : Opførelsen indeholdt faktisk informationer af interesse. 2: Nogle lyttere er særligt indstillet på »den slags.«

Punktr l er vanskeligt at have med at gøre, det drejer sig om en vurdering, der pr. definition aldrig kan blive objektiv; men lad mig stille et par spørgsmål:

Hvad har der, - efter det kortspil jeg kan forstå ligger til grund for værket, - sneget sig ind af bagdøren af »personlighed« ved nedskrivningen? Hvad kan musikerne have tilført værket af vitalitet? Er det tilfældighed eller ubevidst dispositionstrang, der fik opførelsen til at fremstå i en givende vekslen mellem soli og tætte partier, og overraskende sammenstød af instrumentfarver, gående fra det helt spinkle til det kaotiske, for ikke at sige vilde? Kan det ikke tænkes, at et værk har positive egenskaber, - selv om det ikke er tilsigtet! Andet punkt, der har med modtagelsen af værket at gøre, eller rettere min specielle positive reaktion, er nemmere at håndtere. 70'erne byder på øget mængde af velklang (dur med septimer og noner og hele mole-vitten), hjemkomstmelodik, ordentlig rytmik og ordentlig form, og dertil en mistænkelig understregning af budskab og menneskelighed med yderpunkter af. lyrisme og jovialitet, - så det på den baggrund kan være den rene lise at støde på gammelmodernismen. Det er en rent psykologisk virkning, som undertegnede ligger under for uden af den grund at kimse af 70'ernes nye signaler og nyopdagelser, selv om det måske kunne se sådan ud.

Dertil en meget væsentlig ting. 50-60'er modernismen med dens serialisme og tilfældighed førte en ny og særpræget lyttemåde med sig: glæden ved at kunne høre uden at kunne forudhøre. Man kunne ikke som i klassisk musik forudsige, fornemme, næste musikalske begivenhed. Man fik frigjort sig forhold til de musikalske elementer, og med det blev der rokket ved hele den traditionelle formverden. Hvad skete der med begreber som identitet og kausalitet? Gamle spørgsmål, gamle svar. Som imidlertid af og til synes at blive sprunget helt over, hvad der nok kan virke forbavsende.

Man kunne måske ligefrem - som pointe - hævde, at det ikke blot er 70'erne, der stiller spørgsmål til tresserne (bl.a. i form af et narrespil, en Berger-Olsen gætteleg), men i ikke ringe grad 60'erne der stiller spørgsmål til 70'erne!

I øvrigt må det vel indrømmes, at alt det 50er - 60er -70er bogholderi har stærkt begrænset betydning, hvilket vil sige at vi spilder tiden.

Pelle Gudmundsen Holmgreen

En dansker i Paris

I fobindelse med Jens E. Christensens »Brev fra Paris« om IRCAM (DMT nr. 4, juni 1977) og sammes deltagelse i Resonansudsendelsen i DR (2.8.77) - ligeledes om IRCAM, var der en detalje, som åbenbart var undgået Jens E. Christensens opmærksomhed. Ganske vist en detalje, men en detalje der formentlig har interesse for DMT's læsere og lyttere af Resonans. Midt i den omfattende manifestation af det spændende projekt fandt nemlig en dansk uropførelse sted, idet den amerikanske trompetist Edward Tarr spillede Gunnar Bergs »Monologue« for solotrompet, færdigkomponeret i februar 1975. Koncerten fandt sted på Konservatoriet i Paris under overværelse af komponisten. Edward Tarr havde opført en del af værket ved Bornholms Musikfestival i sommeren 1976, men Gunnar Bergs komposition fik altså sin reelle uropførelse i Paris.

Jens Rossel Tanker fra DUT's koncertudvalg

Som det kan ses af DUT's efterårsprogram har koncertudvalget i år gjort sig ekstra anstrengelser for både en moderat fornyelse (midnatskoncerter i Cafe-teatret, udstilling i Huset med Soundspace), og en klarere linie i programmerne. Denne linie viser sig ved tre af Be-rio's Sequenza og en lang række Crumb-værker: Vox Balanae, Makrokosmos I-III samt Madrigal Books I and II. Dette kulminerer i en slags »velkommen tilbage«-koncert for Henrik Svitzer, der spiller nogle af de værker, han har arbejdet med i USA. Ved denne koncert kan vi endda tilbyde en verdenspremiere: en uropførelse af Morton Feldmann. Sæsonen afsluttes i januar af den amerikanske pianist Yvor Mikhashoff. Arbejdet med tilrettelæggelsen af efterårssæsonen gav koncertudvalget en ide, som måske ikke er kommet til fuld udfoldelse i denne sæson, men forhåbentlig bedre i næste. M.h.t. udenlandsk musik kunne vi tænke os, at hver sæson skulle koncentrere sig om et bestemt land og/eller en bestemt komponist. På denne måde ville man opnå en bedre og bredere orientering end de forholdsvis tilfældige udsnit af ny musik fra udlandet, DUT hidtil har kunnet præstere. DUT har altid modtaget mange programforslag fra musikere og ensembler. Dem har vi været glade for, men nu vil DUT's koncertudvalg gerne sende forslag den modsatte vej: til næste sæson ligger vi inde med forslag om værker af Kagel og Stockhausen og vi har foruden nogle yngre tyske komponister i kiggerten. Derfor vil vi gerne især modtage forslag om tyske værker og gerne koncentreret omkring Kagel og musikteater (herunder også dansk musikteater!). Ovenstående må ikke misforstås - vi er stadigvæk interesseret i danske værker samt forslag, der falder uden for ovennævnte rammer, da det er vigtigt at få impulser til de kommende sæsoner.

Dette munder imidlertid i en ROS til musikere, RIS til komponister og en deraf følgende OPFORDRING. Af de 19 danske værker DUT's efterårssæson presenterer er de syv fremkomne som forslag fra musikere, de seks indsendt af komponisten, mens de øvrige seks er indkaldt/fremprovokerede af koncertudvalget. Konklusionen bliver at danske musikereer interesserede i at spille ny dansk musik og derfor denne ros til dem. Danske komponister derimod gider åbenbart ikke at sende værker ind. Af de seks værker, der var indsendt af komponister, var tre indsendt af medlemmer af dansk komponistforening, og de var alle overliggere fra tidligere sæsoner. Selv om komponistforeningen ikke består af alle danske komponister, må man dog regne med, at i hvart fald dens medlemmer burde have en åbenlys interesse for DUT. Som det er nu kan DUT meget let leve op til sit navn: det UNGE

tonekunstnerselskab og det er udmærket men også farligt.

Hvis DUT overhovedet skal kunne imødegå en ofte hørt kritik af at være et indspist foretagende må alle komponister ofre porto og tid på at bringe deres værker i erindring i DUT. Det bliver helt enkelt »indspist«, hvis koncertudvalget eller prioriteringsudvalget skal spørge »vennerne«, hvad man jo kan være nødt til, hvis der mangler programforslag. Hvis komponister så også er af den formening, at når de har fået et eller to værker retur - ja så gider de ikke mere! Med den holdning holder de sig selv udenfor, og det er klart at DUT, bl.a. af økonomiske årsager, må begrænse omfanget af sit virke.

Komponister! Se så at få sendt jeres nye værker ind, så vi i næste sæson har noget at vælge imellem og på den måde kan gøre DUT's programmer spændende. Til musikere og ensembler vil vi sige, at vi fortsat er glade for alle forslag. Som I kan forstå har vi hårdt brug for dem. Hvis I så også vil tænke på os med hensyn til tysk musik, især Kagel, samt musikteaterstykker vil vi også være meget glade for det.

Koncertudvalget

(Birgitte Alsted, Carl Bergstrøm-Nielsen Ivar Frounberg, Nils Holger Petersen)

Årgang 52/1977-1978, nr. 01