Musik for millioner - men hvilken?

Musik for millioner — men hvilken?

En musikpolitisk debat samlet af Jørgen Falck

Mandag 5. juni indkaldte kulturminister Niels Mat-thiasen og Statens Musikråd til pressemøde i Kulturministeriet for at fortælle, hvorledes han og Musikrådet har fordelt dette finansårs kulturpenge til dansk musikliv.

Musikfolk i adskillige institutioner og foreninger har i år ventet særlig længe og med særlig stor spænding på denne økonomiske fordeling. Musikrådet har i år været særlig længe om at finde ud af, hvilke af de mange ansøgere, der skulle have andel i den statskulturelle kage. Denne tilsyneladende tøven udløste spekulationer mange steder. Vedtagelsen af Musikloven og nedsættelsen af et nyt musikråd i efteråret 1976 kunne jo have medført en ny politisk praksis, hvor områder i musiklivet, der ikke tidligere var støttet, nu måske ville blive det.

Men så viste enkelte uddelinger og adskillige rygter alligevel, at jazz- og beatmusikken kunne forventes at blive støttet i et langt mindre omfang end jazz- og beatfolkene håbede. Og da Politikens jazz-anmelder uforvarende kom til at skrive, at Jazzhus Montmartre burde have købt et flygel i stedet for et nyt højtaleranlæg, reagerede jazzhusets formand, kontorchef i F. L. Schmidt, cand. jur. Jørgen F. Nissen. - Naturligvis ville vi gerne have et flygel, men det har vi ikke penge til. Problemet er, at Statens Musikråd har bevilget os så få penge, at vi måtte vælge imellem en nødvendig fornyelse af vores gamle, opslidte forstærkeranlæg eller et nyt flygel. Og så prioriterede vi altså forstærkeranlægget højst. Vi havde søgt Musikrådet om et tilskud på 200.000 kr., hvilket vi i egenskab af at være et af verdens enestående musikhuse følte, vi godt kunne tillade os. Men Musikrådet bevilgede os kun 40.000 kr.

Jørgen Nissen og andre repræsentanter for den rytmiske musik mener, at den klassiske musik og dens mægtige institutioner pr. tradition sluger flere penge, end der i følge den nye musiklov tilkommer den. På linie hermed mener de kritiske jazz- og beatfolk, at Musikrådets sammensætning er urimelig, idet kun et af rådets ni medlemmer officielt repræsenterer den rytmiske musik, nemlig redaktør, mag. art. Erik Wie-demann.

Økonomisk har Folketinget dette finansår bevilget 29,3 mill. kr. til den del af musiklivet, der kommer ind under Musikloven. Af dette beløb aftager de fem landsdelorkestre alene 20,6 mill, kr., mens de fire mindre landsdelsorkestre får 1,6 milí. Den danske Kvartet får som statskvartet 400.000 kr.

Derpå skrev Jørgen Nissen et længere indlæg i Politiken 17. juli under overskriften »Jazz'en unddrages million-beløb«:

Det er jo forstemmende læsning for den del af det danske musikliv, der må se hen til at skulle afsone endnu 10 (!) år, før retfærdigheden sker fyldest. Især er det deprimerende, fordi det kun er kort tid siden, at Folketinget vedtog en ny musiklov. Vist nok verdens første af slagsen. I alt fald en lov, hvis bredde, rammer og ordlyd angav, at her var instrumentet til at bevare alt det gode i det etablerede musikliv og samtidig ophjælpe aktiviteterne i de mindre etablçrede grene af musikmiljøet.

I runde tal var beløbsrammen for loven 27 mill, kr., hvoraf landsdelsorkestrene og de mindre symfoniorkestre på forhånd satte sig på de 20 millioner. Men netto skulle loven tilføre musiklivet omkring 4 mill, ekstra.

Under musikloven nedsattes Statens Musikråd, som bl. a. gennem indstillinger skulle hjælpe kulturministeren med at fordele disse ekstra 4 mill. Inden for den rytmiske sektor håbede vi, at Musikrådet ville forsøge at få de ekstra 4 mill. kr. kanaliseret på en sådan måde, at alsidighedsprincippet i loven blev tilgodeset. Eller sagt på en anden måde forventede vi, at den største del af den ekstra økonomiske saltvandsindsprøjtning kom den mindre etablerede musik til gode. Vi var lidt betænkelige ved, at otte ud af Musikrådets ni pladser blev besat med folk fra den etablerede musiks lejr, mens mag. art. Erik Wiede-mann ene mand måtte repræsentere og dække den rytmiske sektor.

Vi har en meget stærk formodning om, at vores bekymring ikke er så ubegrundet. Det vil nok vise sig, at Musikrådet har besluttet at foreslå ministeren, at de små ekstra midler anvendes til at fortsætte den hidtidige skæve - og som ministeren også udtalte i mandags, uretfærdige - fordeling af offentlige midler. Dette er simpelthen uantageligt. Vi har en på papiret progressiv musiklov, der skal tilføre musiklivet ekstra kraft og bredde.

De alternative og utraditionelle musikaktiviteter omtales i bemærkningerne til loven. Og så bliver resultatet, at lovens ekstra fire millioner i virkeligheden anvendes i fortsættelse af hidtidig praksis. Ministeren kommenterer lakonisk dette med, at den nuværende uretfærdighed først kan afhjælpes om 10 år! Det er den samme minister, som i andre kulturpolitiske sammenhænge har kunnet tage både dristige og politisk set upopulære beslutninger. Den samme minister, som uden at blinke disponerer over flere hundrede millioner til afhjælpning af Det Kgl. Teaters forhold.

I realiteten burde ministeren, når Musikrådets indstillinger forelægges ham efter ferien, overveje, om disse indstillinger overhovedet bør følges. Han burde måske spørge Musikrådet, om det har handlet progressivt og dristigt, eller om det blot har fulgt den politisk nemmeste vej. Han burde selv overveje, om et musikråd overhovedet kan fungere alsidigt, når otte ud af ni medlemmer sidder som repræsentanter for alt det etablerede. Det er nu svært at være fantastisk progressiv, når man er repræsentant for det bestående. Hvorfor er Musikrådets besætning ikke således, at mindst halvdelen af rådets medlemmer kommer fra det mindre etablerede miljø? Hvordan kan ministeren forestille sig, at der skal komme andet ud af Musikrådets arbejde end et meget traditionelt resultat, der konfirmerer det bestående mønster, hvor de uetablerede afspises med smulerne fra d'herrers bord. Man tillægger de facto Musikrådet så megen magt, at dets ni medlemmer helt alene tager stilling til en enorm bunke ansøgninger. I år var der over tusinde. Det er utænkeligt, at disse ni mand skulle have en altdækkende og betryggende indsigt i dansk musiklivs utallige forgreninger. Ikke desto mindre skal Musikrådets medlemmer forberede sig til alle disse torsdagsmøder. De skal foretage saglige vurderinger. Og hvervet er ulønnet!

For jazzsektorens vedkommende forekommer en sådan centraliseret behandling af ansøgninger ekstremt uhensigtsmæssig, bl. a. fordi vort miljø i sig selv har effektive organisationer som Jazzkredsen, Sammenslutningen af danske jazzklubber og- huse, Fajabefa, Dansk Jazzmusiker Forening m. fl. I stedet for, at Musikrådet skal belastes med at tage stilling til alle ansøgningerne fra vort miljø, burde Musikrådet foreslå ministeren, at disse organisationer tildeltes et samlet rådighedsbeløb, som de selv havde ansvaret for den rigtige fordeling af.

I jazzorganisationerne sidder så mange mennesker med nært kendskab til så mange forskellige dele af det danske jazzmiljø, at de langt bedre end Musikrådet kan foretage en stimulerende og aktiviserende fordeling og støtten. Ekspeditionstiden ville kunne sættes ned. Man kunne sætte ind øjeblikkeligt, hvor og når

det behøvedes. Det er Musikrådet komplet afskåret fra.

For øjeblikket fordeler Statens Musikråd uden det fornødne nærkendskab til de enkelte miljøer penge til højre og venstre - eller skulle vi sige mere til højre end til venstre?

Vi ved allerede, at Fajabefa, amatørmusikerforeningen, har fået sit tilskud drastisk nedskåret. Det er en af områdets bedst fungerende organisationer. Hvordan kan Musikrådet dog nå frem til en sådan beslutning, som vil medføre, at Fajabefa i bedste fald må halte afsted?

Et andet eksempel er Montmartre. I 1974, altså før musikloven, fik jazzhuset en offentlig støtte på 110.000 til musikdriften. I dag, hvor Montmartre er genskabt i langt større målestok, og hvor der gennemføres en programpolitik, hvis niveau på internationalt plan næppe overgås, har den selvejende institution Jazzhus Montmartres Musikdrift fået bevilget 40.000 kr. Dette på trods af at der er ansøgt om ca. 200.000 som et minimum for en bebeholdelse af Montmartre som et af verdens bedste musiksteder. Hvor er Musikrådets langsigtede målsætning henne? Montmartre har gang på gang demonstreret, at jazz-husets programpolitik medfører, at de øvrige jazzliv i Danmark også får råd til at få tilført den kvalitetsmusik, som miljøet tørster efter.

Med de bevilgede 40.000 kr. kan Montmartre i realiteten lige så godt lukke. Hvad Montmartre muligvis også gør. Alternativet er at fortsætte som almindeligt jang-jang værtshus, hvor ligegyldig musik er et passende akkompagnement til ølsalget. Et tredje eksempel er Jazzkredsens årlige jazzstævner, som i år gennemføres for 13. gang. Disse stævner har vist sig at være en uvurderlig forudsætning for udklækningen og opfostringen af nye toneangivende unge musikere og grupper. Jazzkredsen anvendte i 1976 50.000 kr. på Vallekilde-stævnet. Der var plads til 80 deltagere, resten måtte afvises. I år er stævnet flyttet til større lokaliteter på højskolen i Brandbjerg. Deltagerantallet er fordoblet, men stævnet er uhyggeligt overtegnet. Den offentlige støtte er fortsat 50.000 kr. Det betyder, at Jazzkredsen må sætte deltagerpriserne op, så at ikke alle talenter har råd til at være med. Lærerlønningerne må barberes. Men en dag vil lærerne måske ikke være med. Eller Jazzkredsen vil måske ikke orke fortsat at være med i alt det forberedende arbejde, som udføres con amore. Det aktiverende arbejde i det rytmiske miljø kan ikke udføres uden en rimelig - ministeren kalder det en retfærdig - støtte. Hvis jazzens organisationer ikke orker mere, kan Statens Muiskråd passende selv begynde at forestå alle de aktiviteter, som de idealistiske og ulønnede organisationer gennem mange år langsomt har skabt.

Hvorfor skal man vente endnu 10 år på at opnå rimelige betingelser, som en modig minister kunne få gennemført med det samme ved at se meget nøje og kritisk på de indstillinger fra Musikrådet, som han om kort tid har liggende på sit bord?

Danmarks Radios musikchef, Mogens Andersen, sagde bl. a.:

Når den rytmiske musiks folk kritiserer, at den klassiske musik sluger hovedparten af de kulturpenge, som staten yder til dansk musikliv, bør kritikerne samtidig pege på, hvilke områder inden for den klassiske musik der får for meget. Problemet er jo, at den samlede bevilling til dansk musikliv er alt for lille.

Jeg ønsker bestemt ikke at nedlægge et symfoniorkester. Og man kan ikke anklage Statens Musikråd for at give for lidt til jazz og beat uden at sige hvilke områder, der har fået for meget. Jeg mener også, at jazz-og beatfolkene lige ud må sige, om de vil have man skal slagte et af vore symfoniorkestre - sådan som man efter deres udtalelser til Politiken kunne frygte.

Niels Viggo Bentzon konkluderede 19. juli:

Kulturpengene - eller nogle af dem - burde forvaltes af et sagkyndigt jazzklubudvalg, hvis opgave kunne være at muliggøre ugentlige, virkeligt lødige jazz- og beataftener.

Niels Matthiasen siger mismodigt, at det vil vare 10 år, før kulturpengene kan blive fordelt retfærdigt. Lad os håbe, at det jævner sig forinden, så jazz- beat- og folkemusik kan komme op at stå på det danske musikmarked! Men tværs igennem alle pengediskussionerne tegner der sig tydeligere og tydeligere et krav om et såkaldt opfattelseslift for især jazzmusikkens vedkommende. Det er ufatteligt, at en musikkultur, hvis forgreninger og kompleksitet kan sidestilles med et bredt udsnit af den europæiske musikhistorie, smagsmæssigt skal devalueres og påhæftes etiketten 'et amerikansk anliggende'.

Før dette forhold ændrer sig, vil der næppe være den rette grobund for at tilgodese den ikke-klassiske musik på betryggende måde.

Ib Nørholm skrev 21, juli:

I den strandede debat om fordelingen af de midler, musikloven stiller til disposition for musiklivets forskellige institutoner og fraktioner, er der nogle forhold, som synes at have unddraget sig opmærksomheden.

Som det klart er understreget, er størstedelen af rådighedsbeløbet båndlagt - først og fremmest til lands-delssymfoniorkestrene. Betimeligheden af dette skal ikke i denne sammenhæng diskuteres - blot må det anføres, at det ikke mindst var ønsket om at skaffe disse orkestre en mere betrygget eksistens, der var en stærk drivkraft ved lovens udarbejdelse og gennemførelse.

Udover dette 'låste' beløb skulle loven imidlertid i øjeblikket tilføre musiklivet ca. fire millioner kroner ekstra til, som det anføres: alternative og eksperimenterende musikformer. Med vanlig raphed har skribenter repræsenterende jazz-, folk- og beat-antorer fået drejet argumentationen derhen, at dette beløb uden videre skulle tilkomme diverse jazz-huse og beattempler. Denne opfattelse, der også synes udtrykt i

Politikens leder (16. juli) går med andre ord ud fra, at den rytmiske musik ene repræsenterer nutidig musik som alternativet til den århundredgamle klassiske musiktradition.

Det er naturligvis ganske fikst af det rytmiske folk at lancere sig i den rolle, men umådeligt usagligt. Der er i dette land ca. 100 komponister (i. e. Dansk Komponistforenings medlemstal), som på næsten lige så mange måder arbejder på fornyelsen og videreudviklingen af vort århundredes tonekunst. Det er i denne kreds, at man finder den alsidige orientering, den skarpsindige analytiske tænkning, formel fantasi, historisk bevidsthed og teknisk-instrumental fordybelse, som altid har været og - upopulært nok - stadig er forudsætningen for autentisk - og dermed støtteværdigt - kunstnerisk virke.

Det er musikere, som gerne arbejder halve og hele år på et enkelt værk eller del af et værk - det er ofte ganske indadvendte folk, der, hvad angår evnen til -og interessen for markskrigerisk udfoldelse, ikke når vort beat-folk til anklerne. Det er folk, der ofte arbejder i en publikumsmæssig isolation og økonomisk trøstesløshed, der ville få vore rytmiske musikere til at falme væk. De er repræsentanter for et fag, hvis udøvere helst skal være forlængst afdøde før deres produkter har musikeres og bevilgende myndigheders bevågenhed, lige som de står magtesløse over for popverdenens evne til at overbevise massemediernes forvaltere om, at en næsten grænseløs tilbøjelighed for vulgær leflen skulle kunne afkaste resultater af interesse.

Det er disse vor tids 'komponister af faget' og deres professionelle udøvere, der må have prioritet ved uddelingen af musiklovens 'alternative' midler, når disse nu er så begrænsede, som tilfældet indtil videre er. Og lad så være nævnt, da dette spørgsmål nu er blevet gjort til et forargelsens kardinalpunkt: Der er også kun én repræsentant for den nye musik i Musikrådet, nemlig komponisten Karl Åge Rasmussen. Lad os se på, hvad den nye musik kunne have af vægtige ønsker og forventninger til den nye musiklov:

1. Oprettelsen af et orkester til fremførelse af ny dansk og international musik - et mindre orkester, der skulle være landsdækkende, samt skulle kunne samarbejde med opera- og balletgrupper samt medvirke ved multimedieforestillinger.

2. Oprettelsen af et eller flere mindre, fleksible solistensembler til udbredelsen af kendskabet til ny musik på skoler, gymnasier, højskoler i samarbejde med dygtige pædagoger. Ensembler, der tillige skulle fungere som 'husensembler' i forbindelse med Det unge Tonekunstnerselskabs og AUTs koncertserier.

3. En årlig festival for ny musik kombineret med arbejdsdage for komponister og musikere og under instruktiv medvirken af højt kompetente dirigenter og komponister fra ind- og udland.

4. Pladeudgivelser af ny musik, der på markedet kun findes i en minimal brøkdel sammenlignet med mængden af danske beat-plader - et forhold, der nok så tydeligt understreger, at den rytmiske musik kan trække på flere kommercielle ressourcer, end det nu ved dansen omkring guldkalven anses for opportunt at indrømme.

5. Oprettelsen af et elektronmusik-studie, som nu findes i snart sagt ethvert musikcenter i verden og som simpethen for mange danske komponister er et redskab, de hårdt savner.

Og lad det så endeligt (6.) være nævnt, at også DUT meget vel kunne ønske at eje sit eget flygel. Nu skal man ikke tro, at ret mange af ovennævnte ideer rent faktisk foreligger som ansøgninger på Musikrådets bord, skønt de sagligt set burde være der. Man har nok i denne situation forsøgt at sætte tæring efter næring og dermed måske også givet Musikrådet lejlighed til selv at tage initiativer. Men denne tilbageholdenhed skal absolut ikke misforstås - Og det er en misforståelse, hvis den rytmiske musik mener at have saglighed bag sig i et krav på første prioritet på musiklovens alternative midler.

Kulturminister Niels Matthiasen sluttede debatten 27. juli:

I et indlæg i Politiken lørdag den 16. juli 1977 kommenterer kontorchef Jørgen F. Nissen den forestående uddeling af midler fra musikloven. Jørgen F. Nissen har taget sit udgangspunkt i et interview, jeg har haft i Politiken forrige mandag, hvoraf det fremgår, at jeg har udtalt, at de offentlige tilskud til det danske musikliv først kan forventes retfærdigt fordelt om en halv snes år. Det var nu ikke så meget den retfærdige fordeling af de til rådighed værende midler, jeg udtalte mig om. Det afgørende er, at vi i dag må erkende, at vi i den nye musiklov ikke har penge nok til at opfylde de behov, der er for støtte til musikformål. I ministeriet har vi i dette forår fået ca. 1000 ansøgninger, og Statens Musikråd har haft en meget vanskelig opgave med at fordele midlerne. Mange udmærkede formål har ikke kunne støttes eller har måttet indstilles til lavere beløb, end der er søgt om. Det er på denne baggrund, man må bedømme musikrådets indstilling, og det må i hvert fald være helt klart, at man ikke kan kritisere musikrådet for, at beløbsrammen har vist sig at være for snæver. Musikrådets indstilling kom til ministeriet i forrige uge. Den behandles nu i departementet, og om kort tid vil jeg få den forelagt. Det er altså en postgang for tidligt at udtale sig om, hvordan de til rådighed værende midler bliver fordelt.

Det er Statens Musikråds og ministeriets opgave at fordele midlerne i overensstemmelse med musiklovens intentioner, og - selv om jeg altså i dag ikke kender musikrådets indstilling i detaljer - er jeg ikke i tvivl om, at musikrådet har sat sig grundigt ind i loven og dens bemærkninger og i rådets forslag til fordeling har efterlevet loven og søgt at dele sol og vind lige mellem de mange ansøgninger.

Det er ikke rigtigt af Jørgen F. Nissen på forhånd at grave grøfter. De skriver, at 8 ud af musikrådets 9 pladser blev besat med folk fra den etablerede musiks

lejr, og går åbenbart ud fra, at disse 8 medlemmer alene vil varetage interesserne for den klassiske eller etablerede musik. Det er urimelig insuniation. Forholdet er det, at samtlige 9 medlemer skal varetage alle interesser inden for musiklivet.

Det er klart, at den, der stiller meget store forventninger, lettere vil blive skuffet. Hvis overskriften til Jørgen F. Nissens indlæg 'Jazz'en unddrages millionbeløb' er hans egen, er der noget, der tyder på, at Nissen og andre rytmefolk presser citronen for mere saft, end der er i den. Det er der, hunden ligger begravet. Der er for få penge til, at blandt andre 'rytmefolket' kan få deres rimelige ønsker opfyldt, for det vil ikke ske på bekostning af f. eks. de orkestre, der er opbygget, og som har vist deres klare eksistensberettigelse.

Jørgen F. Nissens forslag om at afsætte et rådighedsbeløb til en række jazzorganisationer, som de selv fik ansvaret for den rigtige fordeling af, kan jeg ikke gå ind for, al den stund en sådan ordning vil være i strid med musikloven, og efter min mening vil den også være forkert. De forskellige grupper inden for musikloven skal ikke isolere sig og bekrige hinanden. Vi fik en lov om musik i 1976. Det var en positiv og glædelig ting for dansk musikliv, og nu bør alle instanser arbejde sammen for i de kommende år at udvikle og forbedre loven.