The Garden Wall

The Garden Wall

Opera af Ib Nørholm og Poul Borum i TV

Af Klaus Hoffmeyer

En styrtsø af toner bryder løs over et sølle maleri på en væg. Vi var netop på vej med kameraet hen mod maleriet, da dette kaudervælsk af kor og instrumenter sætter i og brat hugger synsnerven over. Ja, der er et spil mellem lyd og billede, som mange instruktører godt ville hyre et ekstra liv for at studere. Men det var maleriet og lydene. I første omgang nåede jeg ikke at se det billede. Jeg nåede at tænke: katastrofe - dommedag - eller var det det malende ubegribelige ord »apokalypse« musikken gravede frem af hjernebarken? Jeg nåede også lige at tænke: fandens, nu kommer der godt en times desperat tone-rod om den moderne musiks ensomhed og rodløshed. Og i morgen kommer der noget og fortæller mig, at den uforståelige musiks dilemma ganske simpelt = det moderne menneskes ditto. Og jeg nåede at tænke: jeg ville gerne have set det billede.

Så trådte strygerne ud af infernoet, gik tre skridt ned og hvilede hastigt ud i en livsalig treklang, gammeldags solbeskinnet og ligefrem mosgroet som en lysning i et vildnis. F-dur, tænkte jeg. Det sidste var måske forkert, men jeg var ellers med fra starten. Og det var musikkens skyld, i begyndelsen kun den. Det er aldrig det letteste tidspunkt i et menneskes liv, når tæppet går for en opera. Medmindre

man er dalrende opera-elsker, og det er jeg ikke. Jeg mener: ouverturen knytter næven, alle sanser spændes, tæppet suser til vejrs - hvorefter alt er adspredt og naragtigt, tenorer hist og sopraner her, osv. Ib Nørholms musik er noget af det smukkeste og strengeste, jeg længe har hørt af ny musik. Den er fuldstændig klar, plastisk, leddelt, varieret - og hele tiden med det præg af strenghed eller beherskelse -som om han ville angive, at vi er beherskede, som mennesker, af en ussel skæbne, (hvis ikke Bert Brecht havde gjort dette ord mindre salonfähigt,) af sod, af fordærv, afdød, hvis det er bedre. Musikken fører dig gennem billedet, og nu må vi tilbage til billedet, med en egen opmærksomhed og klarøjet fortvivlelse, ikke uden humor, en naiv intellektualisme, som ikke engang er spor bange for klicheer - ægte opera, ægte teatermusik.

Billedet er vel også en dødsmesse - en række barok-kostumerede figurer, prælater og kortspillere, damer og herrer, forsamlet i en have, bag dem en mur, over dem og bag muren et alt for stort landskab og en tynd himmel. I operaen ser vi en ung moderne klædt iagttager, der drages mod dette billede, indtil han pludselig selv optræder i det som tjener for to af de centrale figurer. Maleriets personer med deres gådefulde indbyrdes relationer - hvorfor er de i den have, hvad har de med hinanden at gøre? - sætter sig i bevægelse, lige netop så meget, at musikken og Poul Borums flertydige verselinier kan suggerere en række handlingsmuligheder op omkring dem, men aldrig så meget at det blir til en almindelig bastant operahistorie, som slår billedets mystik i stykker.

Hvad vi kan opleve er helt elementært bag den finkulturelle plasma: Prøv at gå med ind i et billede, med ind til de fremmede mennesker. Følger du den fristelse, tilbyder operaen dig en mystisk fablen om inde og ude, om at være med og alligevel død, om ikke at være med og dog i live, om at gå ind i maleriets illumination, som et trip, føle angsten for lærredets krakelering - om at ophæve mure, grænser, mellem sig selv og andre.

Alt dette er næsten u-lad-sig-rede-gørligt i almindelig prosa. Men The Garden Wall hører til de manifestationer, som man kan opleve uden at begribe en tøddel i prosaisk forstand. At dagbladskritiken endnu ikke - 70 år efter Picasso og Apollinaire - har udviklet en prosa, der kan vejlede publikum om den slags kunst er ærgerligt, fordi det gør mange af os unødigt ensomme. Sammen med nogle af TV-byens virkelige kapaciteter på område, Ves Harper (kostumer) og Lis Olsson (maskering) har instruktøren Daniel Bohr sat nogle billed-rækker sammen, der har en usædvanlig visuel autoritet. Det her er ikke logik, men billeder. Vi kommer rigtig ind i maleriet, samtidig med at figurerne i kraft af deres næsten overnaturligt klare maskeringer forbliver gådefulde. Den indlysende idé at lade kameraet køre bag maleriets personer, så vi to gange i forestillingen pludselig ser fra dem, fra maleriet, ud på den moderne tilskuer, er overrumplende, men alligevel nok ikke helt lykkedes. Simpelthen fordi den kedelige museumsvæg med en enkelt stol foran er for u-dyna-misk til at hamle op med det billed-delirium, som bryder løs, når kameraet vender mod maleriet. I det hele taget er der noget i indkøringen af hele forestillings-ideen som glipper, synes jeg. Hvis der bag beskueren i museet havde været en strøm af mennesker, ville vores moderne verden have været dynamisk jævnbyrdig med den stivnende menneskemængde i maleriet, og tystheden i maleriet ville måske have virket mere dragende. Hertil kommer problemet med overhovedet at opfatte maleriet i begyndelsen.

Men ellers - hvad kan man opleve? En række hendøende mennesker i en senkulturel have, ventende på en katastrofe eller bare på farvernes endelige indtørring og den definitive fixering. Et helt usædvanligt galleri af mættede, uigennemtrængelige ansigter - ægtemanden med den forgræmmede, næsten blødende mund og forargelsen som eneste livsberettigelse, udtrykt ved små eksplosioner i øjnene, mens hans kønne hustru lider af upassende stilbrud, trods de fine øjenvipper, se f.eks. hendes bratte anfald af dyriske smæk-, kæle-og kaldelyde over for tjeneren - ja, tjeneren, vores unge tilskuer, den rene, tumbede uskyld og samtidig mørkeblå i hovedet som et evigt kvælningsanfald -men han har byttet sig til farven, da han gik ind i

maleriet - i en tidligere sekvens var det hans herskab, ægteparret, som nidstirrede hinanden, dødningeblå i hovederne, mens tjeneren så til fra museet - den kvindelige munk med tragisk drypnæse, søgende kærligheden på prent - de tre kortspillere med deres syge smil - den fede falset-munk, der synger om kaos -ja, sikken en forsamling, og alle fyldt til randen uden at vide det, af undergangens betydning. Sammenkoblingen af disse skæbner sker i panoreringer og køreture, som kan være helt overlegne - f.eks. turene rundt om damen med den grønne papegøje, før hun vrider halsen om på den. Den måde tilskuernes reaktioner når at komme med i billedet, samtidig med at andre personer bryder ind og ud af feltet - det er meget flot. Og overalt etableres der små relationer mellem personerne, som holder spændingen ved lige, uden at det nogen sinde blir anekdotisk eller plat. Det er og bliver et maleri, figurer i et landskab, evigt grebet i det samme tåbelige eller dragende moment, evigt appelerende til at vi skal gætte pointen i deres kollektive tilstedeværelse.

Det mest imponerende ved hele dette udspil - og det gribende ved det - er vel netop den fornemmelse af kollektiv, det hele udstråler. Her er ingen hovedpersoner - heller ingen operamanerer i spillet - her er en hjælpeløs samling af mennesker i en truet have, fra musikkens og instruktørens side er de sat i vekslende differentieret modspil, men først og fremmest er de fastholdt i den gådefulde grundsituation. Poesi med andre ord, og helvedes skrøbeligt og nemt at affeje. Et af de fineste steder var for mig scenen lige før slutningen, hvor personerne med stive hilsebevægelser genindtager deres endelige stillinger, mens en eller anden uforskammet smuk, blødende klarinet samarbejder med nogle strygere, og kameraet bevæger sig langsomt forbi tableauerne, indtil vi finder den eneste kvinde, som har haft berøring med kærligheden, hun står bøjet over sin mand, én af de andre giver hende et let slag, og øjeblikkeligt slipper hun manden, som falder ned i græsset som en død ting, mens kvinden finder tilbage til sin rette plads i billedets baggrund. Den gamle dramaturg Lessing skrev engang i 1700-tallet en bog »Laokoon«, hvor han gjorde sig berømt ved at skelne mellem maleriets »Neben-einander« og poesiens, f.eks. teatrets »Nach-einander«. I teatralsk forstand er en hændelse som The Garden Wall spændende ved at overskride Lessings grænser, ved at lave teater på Neben-einander, på det i grunden statiske. Værket tilbyder det danske publikum en moden og stilbevidst sammenfatning af, hvad det avancerede teater har beskæftiget sig med i det sidste halve århundrede, indtil ca. 1970. Nemlig at fjerne teatret fra anekdoten, fra den tilfældige story, og atter nærme det til de store kræfter, grundvilkårene, det vil i praktisk, æstetisk forstand sige til maleriet, figurer i landskab, vi er ved siden af hinanden, og selv om vi er modspillere i alle mulige anekdoter og stories, er vi fundamentalt medspillere, anbragt i samme landskab. I dag vil det politiske teater naturligvis ikke vedkende sig en sådan opstilling, men indtil for nylig har en væsentlig del af teatrets frigørelseskamp i Europa bestået i den anti-naturalistiske kamp for at øge teatrets poetiske slagkraft ved blandt andet at hæve det over anekdoten og dens tunge afhængighed af tid, af Nach-einander. Det absurde teater, hvis teatermæssige betydning langt overstiger dets litterære, hvilket ses deraf, at dets landvindinger også kan bruges af dets modstandere, bragte denne udvikling meget vidt. Tænk f.eks. på billedet af Becketts 2 vagabonder under det samme træ. Billedet, situationen, var stykket. Men kampen mod anekdote-teatret føres stadig videre. Nørholm og Borums forsøg står på solid international grund, men fjernere fra dansk teaters samfunds-satiriske vaudevil-lemageri og TVs panduro-isme. Dermed har de gjort det svært for sig selv og for os. Og Daniel Bohr har som nævnt ikke hjulpet dem i porten, i indgangsøjeblikket. Seerne skal selv arbejde for at komme fri af den ydre, lidt fin-kulturelle fernis. Men bortset fra det har Daniel Bohr med denne opera vist en helt usædvanlig beherskelse og indlevelse. Der har virkelig været en tryllestav i hånden. Men hele konservatoriets indsats, fra sangere til dirigent og orkester, bærer præg af en nærmest ekceptionel fortrolighed med materialet.

Og hvad gør så TV? Det sædvanlige: behandler ny og vanskelig kunst som om det var en nyhed i TVavisen. Sender det én gang. Prøv at høre et par af Poul Borums tekster:

An act of innocence does not abolish hope

an act of violence does not abolish fear

an act of ignorance does not abolish death

Når selv TVavisens indslag ikke bagefter erindres af seerne, hvad så med disse naivt koncentrerede påstande? Der foregår i TV et fantastisk sløseri med offentlige midler, i kraft af at møjsommeligt og dyrt producerede billedværker sendes én gang og derefter henlægges til en yderst eventuel genudsendelse et par år senere.

Det gælder TVteatrets nye danske forestillinger, det gælder ting som The Gården Wall. De er ikke gallupnyheder, de er ikke slag i luften, men det er hvad TV gør dem til. I den nuværende økonomiske situation er det ren ansvarsløshed, at programmer af denne art ikke sendes en 5-6 gange inden for nogle måneder. Det svarer til, at Kunstmuseet hænger et ny-indkøbt skilderi ned i kælderen efter l uges fremvisning. Danmarks Radio følger her et udbredt princip for nyhedsformidling, men udsendelse af kunst er ikke nyhedsformidling, ikke kun. Metoden forstærker alt det publikum-uvenlige og kontroversielle ved den moderne kunst, i stedet for at give seerne en mulighed for at gøre sig fortrolige med tingene. I tilfældet The Garden Wall har Danmarks Radio medvirket til et nyt kunstværk. Forvirrende, irriterende og dragende. Men dragning er forbudt - vi skal videre. Til næste irritation.

Klaus Hoffmeyer