Jefta

Af
| Årgang 52 (1977-1978) nr. 02 - side 64-66

I forbindelse med en opførelse af »Jefta«

Af Daniel Bohr.

To danske operanyheder, Ib Nørholm og Poul Borums The Garden Wall, og Karl Aage Rasmussen og Poul Borums Jefta, har DMT ønsket en nærmere omtale her i bladet. Vi har ladet de to opsætningers instruktører anmelde hinandens og komponisternes forestillinger. Daniel Bohr skriver om Jefta, Klaus Hoffmeyer skriver om The Garden Wall.

»JEFTA«, opera af Karl Aage Rasmussen med libretto af Poul Borum.

Iscenesættelse: Klaus Hoffmeyer

Scenografi: Anette Hansen

Musikalsk ledelse: Frans Rasmussen

Jefta: Niels Hemmer Pihl

Hans hustru: Birgit Bastian

Hans datter: Tove Nørholt.

Playboys: Henrik Krogh Christensen, Morten Kold, Troels Kold.

Playgirls: Birgitte Friboe Larsen, Ellen Lunde, Ulla Wang.

The Elsinore Players.

Produktion: Den Jyske Opera 1977.

»JEFTA« er den slags musikteater som jeg godt kan lide, og som jeg plejer at være positiv overfor i forvejen. Det er den slags musikteater som jeg godt kan lide at beskæftige mig med, og samtidig den slags oplevelser som jeg plejer at glæde mig til - når jeg skal være tilskuer og ikke iscenesætter. Som regel plejer denne slags musikteater aldrig at skuffe iscenesætteren under arbejdet med stoffet, thi man finder ud af nye dimensioner i værkerne undervejs og dermed oplever man noget nyt for hver dag der går. Som tilskuer risikerer man at blive konfronteret med ret symbolske og uforståelige resultater, efter at iscenesætteren selv er holdt op med sine oplevelser og afleverer forestillingen til offentligheden, og spændingen i det består tit i, at man er bange for at komme til at kede sig. Dette har ikke været tilfældet ved »Jefta«.

Jeg var fra starten af, betaget af rummets disposition i Riiskov Amts-Gymnasiet i Aarhus - et rum som jeg holder af, og som jeg synes egner sig utrolig godt til musikdramatiske oplevelser. Da jeg ankom fra lufthavnen for at se »Jefta«, befandt jeg mig et sted, hvor mænd og kvinder blev delt ved indgangen og måtte sidde i kønsgrupper, samtidig et sted hvor tre forhøjede scener rejste sig på tre af rummets sider og med en slags bro bygget af gamle planker i midten - denne var adskillelsen mellem kønnene, samt gang til orkestret og skuespillerne. Rummet var også forsynet med lyspærer i guirlander, og de enkelte dekorationer var blevet bygget med elementer fra andre af Den Jyske Operas gamle forestillinger. Genbrug? Javist! Og dygtigt gjort! Inden for de rammer som jeg kunne gætte mig til, var blevet givet af både forfatter og komponist, havde instruktøren og scenografen bevæget sig frit i en verden af grotesk fantasi, hvor det ironiske gik hånd i hånd med det dramatiske funktionelle.

Den første del af forestillingen startede med orkestrets ankomst. The Elsinore Players, under ledelse af Frans Rasmussen, i kostumer. Deres placering omkring den centrale forhøjning dannede et grundlag for spillet og skabte et ekstra element af interesse, hvor lyden ikke blot kunne høres, men også følges med blikket. Allerede fra den første scene, Jeftas opvågnen, kunne man i teksten genkende Poul Borums libretto-teknik. (Jeg har jo for nylig beskæftiget mig med en anden af hans værker for musikteater, »Garden Wall«, og er vant til de parallelle handlinger, som forfatteren snitter sammen og fortolker i korte poetiske sætninger.) Jeg vil gerne sige, at Borums libretto til »Jefta« er mere enkel og forståelig end »Gården Wall«s, dog måske er der en barskhed i »Jefta«, som umiddelbart ville synes at skabe afstand mellem de agerende og tilskuerne, men som i det lange løb bevirker en oplevelse af historien på et andet plan end det rent anekdotiske. Historien om General Jefta, hans hustru og deres eneste datter bliver præsenteret i en sammenblanding af sprog-stil-typer og, dér hvor tid og sted ikke bestemmes helt fast, kan man som tilskuer selv få lov at etablere sine egne konklusioner. Jeg synes, at librettoen tegnede personerne godt og tydeligt, og man havde en fornemmelse af, at have lært de tre hovedfigurer at kende, samt at bevæge sig i den verden af stereotype omgivelser, som de tre playboys og de tre playgirls effektivt dækkede.

Karl Aage Rasmussen har skabt et partitur i nært samarbejde med tekst-forfatteren, og jeg nød forløbet på det musikalske plan. Måske ville jeg i første halvdel af forestillingen have ønsket at elementerne ikke var blevet blandet så voldsomt sammen, - og at figurerne var tegnet lige så tydeligt fra hinanden og adskilte, ligesom tilskuerne var blevet adskilt efter deres køn. Men jeg kan ikke lade være, og må absolut understrege, at parodien i teksten blev udmærket udformet til en helhed af lyd og rytmer i partituret. Fra den synlige orkesteropstilling kom inspirerende kombinationer op til skuespillerne, og man kunne forstå komponistens intentioner, - specielt hans brug af ironiske citater i musikken. Tempo-skift og improvisationer var generøst administreret, gentagelser fra den ene figur til den anden også lagt frem som tilbud til en scenisk opbygning af dramaet. Måske ikke helt nye opfindelser, men effektive.

Jefta har drømt om sejr, og vil drage af sted for at bekæmpe sine fjender. Han lover Herren at ofre den første, der kommer ham i møde, når han vender uskadt tilbage fra krigen, som brandoffer. Hustru og datter bliver alene tilbage. Et kor af kvinder tager afsked med et kor af soldater. »Kom hjem og elsk, når I er færdig med at hade ...« En march gennem salen giver plads til scenen på slagmarken. Kampen bliver til, når dame-koret og herre-koret mødes. Mændene sejrer. Kvinderne overtages(!). Jefta og hans soldater vender hjem. Anden del af operaen starter med en kort Toccata, nogle klagesange og derefter en enormt smuk Sinfonia som spilles i mørket, og som for mig at se gav værket sin egentlige musikalske kvalitet. Her vil jeg sige, at jeg morede mig godt under første del. Måske ville jeg have ønsket, at der var blevet brugt færre elementer fra komponistens side. Men, hvis hans mening var at chokere og skabe en voldsom kontrast, som skulle understreges med denne overgangs-Sinfonia, dér mener jeg, at meningen blev til virkelighed. Og sikkert derfor virkede anden del af operaen så stærkt på mig.

Denne første del, som jeg har prøvet at referere, var General Jeftas sejr. I Niels Hemmer Pihls stemme og skikkelse fandt figuren den helt rigtige fortolkning. Han har en forståelse for denne slags musikteater, og han kan give udtryk for instruktørens krav. Han bevægede sig igennem et register af visioner, ambition, begær, tvivl og beslutning, og han gjorde det til enhver tid med en sikker fornemmelse for musik og tekst, uden at lade plads til tilfældige handlinger - men med en bemærkelsesværdig præcision. Birgit Bastian var hans hustru, og i hendes figur kunne jeg gætte at både forfatter og komponist ville understrege den kvindelige undertrykkelse. Hun var effektiv som en let forvirret hustru og mor. Hendes figur kan betragtes som et bindende element mellem far og datter. Hun gjorde det sobert og blev ikke fristet af det overdrev ende spil, som ellers var en let fare. Og anden del af operaen var datterens.

Når Jefta vender hjem, er det hans datter som kommer til ham som den første. Og løftet måtte fuldbyrdes. Karl Aage Rasmussen har skabt meget smuk musik til Jeftas datter. Og den blev sunget storartet af Tove Nørholt. Hendes sopran-klang gav udtryk for en ærlig sorg, og hendes dramatiske spil var klart og rent. Under hendes store scene i bjergene, hvor hun begræder sin jomfrustand med sine veninder, fik man højdepunktet i forestillingen at opleve. Og hér blev tragedien til, uden plet af parodi. Også i enkelte linjer, både fra forfatterens og komponistens hånd.

Jeftas datter brændofres til sidst, og en sidste Toccata klinger i mørket. Den er både tragisk og forhåbningsfuld. Operaen slutter, og tilbage er rummet og stilheden.

Klaus Hoffmeyer har samlet de mange tråde med sikker hånd og med en præcis fornemmelse for hvad det var, Poul Borum og Karl Aage Rasmussen ville have os til at opleve. Som instruktør har Klaus Hoffmeyer hjulpet sine aktører igennem en svær opgave og har givet dem klare direktiver i persontegning samt dramatisk opførelse. Som iscenesætter har han netop ikke ladet sig forvirre af den proces, som jeg nævnte i starten - netop den, hvor man oplever noget nyt i sig selv for hver dag, der går under arbejdet. Derfor fungerer forestillingen stramt og sikkert, og derfor bliver tilskuerens spænding tilfredsstillet, og ikke skuffet. I Klaus Hoffmeyers iscenesættelse af »Jefta« kunne man opleve det nære samarbejde mellem forfatter, komponist, dirigent, instruktør, scenograf og aktører, som må være hoved-ønsket, når man beskæftiger sig med musikteater. Og først og fremmest var der en klarhed over ideerne og en veladministreret udnyttelse af de muligheder, som var til rådighed. Sammen med Frans Rasmussen havde instruktøren skabt en tæt helhed. Dirigenten kørte sin forestilling med stram hånd. Og dette kan nogle gange være en risiko - hvis inspirationen skulle mangle. Men Frans Rasmussen er en inspirerende dirigent, både for musikerne og for sangerne. Han holder fast ved de tilbud, der kommer fra partituret, og fortolker dem uden ekstra og unødvendig pynt. Han er en loyal dirigent over for komponisten og byder med sit beherskede temperament på den kilde af balance, som f.eks. gjorde »Jefta« til en velfungerende musikteater-oplevelse.

Daniel Bohr