Klip - ABBA Debat

Af
| Årgang 52 (1977-1978) nr. 02 - side 69-71

Klip

ABBA Debat

Følgende tre indlæg, alle fra det svenske Dagens Nyheter, har DMT's redaktion også fundet af interesse for et dansk publikum. Debatten kan gerne fortsættes her i bladet.

Tænk på vore børn!

Udover de første billeder af den uskyldige lille Victoria, var der i sidste uge en stor nyhed, nemlig rapporten om succesen for Sveriges mest profitgivende foretagende.

I økonomiske termer betegnes virksomheden som »kapital-let«, dvs. at der ikke fra starten har været investeret store penge. Trods dette regner man med, at årets overskud bliver et eller andet tal mellem 20 og 30 mill, svenske kroner. Det er ikke dårligt. Som alle ved hedder det fremgamgsrige foretagende Abba. Som alle ved gør Abba det i sang musik. Abba's succes er altså baseret på en slags musikalsk skaben som, ifølge den økonomiske topnotering, må være i verdensklasse.

Og så er det, at jeg spørger mig selv: hvorfor står der ikke et ord om, hvor fantastiske kunstnere disse fire unge svenskere er? Hvorfor handler rapporterne kun om, hvor mange millioner man kan regne med at skrabe hjem om året?

Hænger det muligvis sådan sammen, at deres kunstneriske kompetence er hævet over enhver diskussion, at den allerede tidligere er slået fast og omtalt så meget, at det er unødvendigt at gentage det. Og nu påstår jeg: nej, desværre er det ikke sådan det hænger sammen.

Abba's musikanten og artisteri er i selve sit væsen et usædvanlig ringe produkt, som er udglattet i overensstemmelse med alle internationale tommelfingerregler for, hvordan man nivellerer musik - tilpasset, forenklet og præsenteret efter ligeså gældende internationale tommelfingerregler - og desuden fundamentalt beregnende.

Og det værste af alt: jeg tror, at de aller-fleste af os har indset, at Abba er præcis så lidt værd for os som kunstnere. Men vi magter helt enkelt ikke at værge os imod det enorme tryk, som kendetegner Abba's overordentlig effektive markedsføringsmetoder. En markedsføring som får højeste udmærkelse i kvalificerede forretningstidskrifter, en markedsføring som

ikke savner et eneste moment af alle de grundlæggende kommercielle kneb, en markedsføring som satser på, at modstanden mod musikalske letvægtere stort set slet ikke eksisterer i visse radiokanaler og i visse aviser og ugeblade.

Abba's kunstneriske værdi er underordnet, succesen og alle millionerne kommer i første række. Vi vænner os mere og mere til ikke at lytte kritisk, samtidig med, at det går op for os, at vi bliver nødt til at købe mere og mere af Abba's musik. Abba's manager er Stikkan Andersson. At Stikkan Andersson er meget fiks, når det gælder om at spekulere i simple himstergimser med tilbehør kan ikke nægtes.

Det kan heller ikke nægtes, at Stikkan Andersson offentligt har tilsølet det svenske folk, fordi det hopper med på hans salgsmetoder.

» - Det svenske folk er ikke dumt, det er dummere«, er en af de usleste udtalelser, jeg kender. Ordene er Stikkan Anderssons, og han har mig bekendt aldrig forsøgt at dementere dem. Og det må jo siges at være konsekvent.

Stikkan Andersson står inde for, hvad han siger, og han gør det i den faste forvisning, at han er størst og bedst. For det er han jo - hvis man går over til at regne værdien af musikalsk underholdning ud i kroner og ører.

»Folk forstår jo ikke, hvor stor Abba er, de tror jo stadigvæk, at det handler om en guitar og en flaske vin«, er en anden af Stikkan Anderssons udtalelser,. Og det er jo også konsekvent.

Spekulerer man i folks manglende evne til at modstå musikalsk bras, som bare dunkes tilstrækkelig effektivt ind, så krones foretagnet tydeligt med held. Synes man yderligere, at det svenske folk ikke alene er dumt, men til med dummere, så er det oplagt, at man må sætte spørgsmålstegn ved dette folks evne til rigtig at forstå omfanget af Abba's succes.

Når Sammy Davis kommer til Sverige tales der.meget om penge. Han er en dyr kunstner, og det koster meget at komme til at lytte til ham. Men først og fremmest snakkes der alligevel om, hvor storartet en kunstner han er.

Når Odetta kommer til Sverige for at synge, tales der ikke så meget om penge. Odetta sælger ikke lige så godt som Sammy Davis. Men hun er god, og det taler vi om.

Ligesådan er det med andre verdenskunstnere. Det plejer at blive omtalt, hvor meget de tjener, men først og fremmest er det jo det de gør vi får en opfattelse af.

Når Abba omtales, handler det kun om penge. Ren spekulation - det er, hvad Abba handler om. Og det er det, vi må advare vore børn imod. Det må ikke blive sådan, at vi i næste generation helt har mistet følelsen af oplevelseskvaliteter i musikunderholdningen.

Det må ikke blive sådan, at det allermest forenklede, tilpassede og beregnende helt tager overhånd indenfor kulturformen musik.

Lad os advare vore børn mod Abba og Stikkan An-dersson. Og kan vi tillige værge os selv, så er det jo endnu bedre.

Prøv med dette kneb, det hjælper måske: næste gang du er på vej ind i din pladeforretning for at købe en A&èa-plade, så forestil dig, at Stikkan Andersson står i døren til forretningen. Forestil dig så bagefter, at han siger til dig, hvad han tidligere har sagt til os alle: »Du er ikke alene dum« - siger Andersson til dig - »du er endnu dummere«. Forsøg med dette kneb, måske virker det!

Leif Domnérus

Ene og alene liberale floskler imod kommerciel hjernevask.

Det er prisværdigt, at Leif Domnérus advarer mod virkningerne af Abba (Dagens Nyheter 8/8). Men det er uvist, om hans sympatiske indfaldsvinkler leder os nærmere ind til den kommercielle underholdnings kerne. Domnérus taler ud fra en almen musik-fornuft, som forretningshajerne Stikkan Andersson og Abba forulemper. Domnérus giver markedsføringen skylden, han siger den nedbryder folks sans for kvalitet. Desværre giver Abba 's og Stikkan Andersson's kyniske udtalelser nok et mere rigtigt billede af Sveriges musikalske virkelighed end Domnérus' humanistiske venlighed gør det. Når Stikkan Andersson siger, at folk er dummere, end man tror, så sigter han naturligvis til den musikalske dømmekraft - det er ikke nogen generel karakteristik.

Dumhed er noget som normalt er afhængig af en speciel omstændighed.

Menneskers rent intellektuelle kapacitet er jo fysiologisk set uhyre stor. Men en problemfyldt barndom, en bedrøvelig skolegang og vidtgående specialisering gør, at der agtes på yderst få af vore muligheder, og at vi daglig havner i situationer, hvor vi tydeligt giver et

fåret indtryk af os selv. En matematiker bag et bilrat kan give anledning til ret spydige kommentarer. Det er klart, at man ikke kan tale om musikalsk klogskab på sædvanlig måde indenfor et så følelsesbetonet område som musikken. Rytmisk dunkende, fascinerende klange og suggestive musikalske vendinger påvirker menneskers nervesystem - ifølge halvt uudforskede mønstre - som det fortsat står enhver frit for at udnytte.

Den musikalske dumhed, som Stikkan Andersson så ligefremt omtaler og udnytter, er et sammensat fænomen, som hænger sammen med, at vi mangler en fungerende, meningsfyldt musikundervisning - med stærke kompensationsbehov i et bundtrist, følelsesforladt industrisamfund med myter om fremgang i håbløse sociale situationer. Den »gode, enkle underholdning« eller »afkobling« som Stikkan Andersson plejer at sige, har absolut ingenting med Abba og tusindvis af deres slags at gøre. Det handler om kommerciel terapi, hjernevask og rationel styring af kulturelt forsvarsløse børn og voksne.

En af de vigtigste fordele ved Abba er, at de med al deres skønne tomhed giver et sandere og slagkraftige-re billede af Sverige end hæmmede kvalitets-kunstnere formår. Skrækken i Sverige for en Abba-iseret musikalsk fremtid afspejler helt berettiget anelserne om, hvor det er det her samfund længe har været på vej hen.

Ansvaret for kraftige kulturelle bagslag af Abba's slags hviler helt sikkert ikke på Stikkan Andersson, men på kulturpolitikere, pædagoger og massemediepampere. Som folkeligt alternativ til den uddøde bondekultur har industrisamfundet i realiteten kun kunnet tilbyde syntetiske, absurde underholdnings- og sportshyste-rier.

Vuderingerne af alt dette enorme nonsens overlades til underholdningsindustrien selv: presse, radio og tv. Cirklen sluttes, man ser ikke længere årsag og virkning i det kulturelle spil.

Ingen offentlig institution påtager sig den opgave at »modvirke kommercialismens negative virkninger på kulturområdet«, som det hedder i det kulturelle lovforslag fra 1974, der er vedtaget af alle partier. Samfundet står rådvildt - uden midler og lovgivning -overfor en totalitær kultur, som AWo-fænomenet blot giver et fingerpeg om. Den nye radioundersøgelse har intet andet at stille op mod Sveriges radios altoverskyggende møg-spredning end liberale floskler. Der er heller ikke nogen, der har kunnet vise, at det overhovedet kan lade sig gøre at realisere en ægte og menneskeværdig kultur i det teknokratiske samfund, hvor maskiner er foretrukne. Så længe denne grundlæggende modsigelse består, er hele vor situation ikke dum - den er meget dummere.

Jan W. Morthenson

De lyver om Abba, musikken er ikke dårlig:

Hvordan kan det være, at seriøst arbejdende kulturskribenter bliver nødt til at lyve for at give deres argumenter vægt? Spørgsmålet opstår af sig selv, når man bliver bekendt med det demagogiske frontalangreb p&Abba, som Leif Domnérus og Jan W. Morthen-son trakterer os med i Dagens Nyheter (8-8 resp. 11-8). De kan ikke sige nok om, hvor overordentlig middelmådigt og fabelagtig dårligt det møg er, som Abba spreder om sig. De lyver: Abba's musik er faktisk ikke dårlig - det plejer oftest også modvilligt at blive medgivet af musikkyndige. Men nu er sådanne forsigtighedshensyn blevet kastet over bord. Leif Domnérus - ikke ulig en far i 50erne, som advarede sine børn mod rockmusik - vil fantastisk gerne have, at Abba skal være dårlige, eftersom han misbilliger den kommercielle musiks markedsføringsmeto-der. For Jan W. Morthenson er de farligt dårlige, eftersom de hjernevasker et forsvarsløst, musikalsk fordummet folk.

Med andre ord: man vover ikke at sige, at noget på den ene side kan være godt og på den anden side er dårligt, fordi det er ideologisk uheldigt. Man vover ikke at erkende, at det musikalske håndværk har en relativ selvstændighed i forhold til det moralske og ideologiske indhold.

Dette selvbedrag har været årsag til en kunstnerisk forfladigelse af stort format. Både for dem, der siger, at de går ind for progressiv musik (rockmusik med progressive tekster) og for komponister af seriøs musik. En ihærdig reaktion mod den lækre facade, som en del kommerciel musik har, har givet anledning til den besynderlige opfattelse, at slattenhed er noget progressivt.

På den måde kan radikale udenomsværker (f.eks. i tekst og instrumentation) kombineres med bundreaktionære musikalske former af ren og skær uvidenhed.

Som forsvar for det synspunkt hører man f.eks.: Folk vil jo have det sådan - se bare, hvordan den kommercielle musik, som de falder for er bygget op! Man hopper på limpinden - den kommercielle æstetik angiver tonen.

Derfor kan en Abba sang (f.eks. »Why did it have to be me?« eller »Dancing Queen«) være en hel del mere tilfredsstillende at lytte til, fordi håndværk, melodi og indre opbygning virkelig er gennemtænkt, end et hvilket som helst meningsløst og planløst stykke progressiv musik eller seriøs musik. Hvad hjælper det, at budskabet eller indholdet er bedre eller mere interessant i ikke-kommerciel musik, hvis det ikke fremgår af musikken?(Der er tendenser, der tyder på en forandret attitude i den progressive musik. Som eksempel på det kan man nævne gruppen »Tekst og Musik« og Björn Afzelius' nyeste plade.)

Debatten om æstetik og om de musikalske formers fornyelse har vi måske aldrig haft her i landet, men hvad værre er, er at der ikke skabes nogen fornyelse -med få undtagelser. Der er med andre ord tale om en krise i den ikke-kommercielle musiks tilblivelsesproces - som en nok så stor portion moralsk forbitrelse ikke kan råde bod på - og det kan kulturbureaukratiets lange arm heller ikke. Morthenson giver kulturpolitikerne, pædagogerne og massemediepamperne hele skylden for »dette kraftige kulturelle bagslag«. Men hvorfor skal musikere og komponister gå fri? Så længe dygtigt håndværk og formel bevidsthed er upassende ord for dem, der også har et ideologisk eller kunstnerisk budskab i deres musik, så længe skal det svenske folk nok lade sig hjernevaske på en eller anden måde.

Hans Gefors og Lars Hallnäs komponister

(Indlæggene oversat af Anne Kirstine Nielsen.)