Debat - Radioens krise -musikalsk set

Debat

Radioens krise -musikalsk set

Der er god grund til at kalde til samling omkring det Poul Borum tidligere har benævnt højkulturen, men som han i sin lederartikel i dmts septembernummer nøjes med at afgrænse ved modsætningspar som BT/Beckett eller Elton John/Per Nørgård. Allerede de usikkert skiftende benævnelser, fra elite- til fin- til højkultur og til omskrivninger tyder på, at der er fare på færde. Selv om man ikke sætter Jørgen Kleeners offentliggjorde bekymring for radioens lyttertal i forbindelse med Fremskridtspartiets trusel om at overlade kulturlivet til det private initiativ, så er det i sig selv foruroligende at en radiorådsformand tager lyttertallene i brug som målestok for udsendelsernes værdi. Og radioens krise kan heller ikke adskilles fra den kulturdebat, der forstummede uden at have givet kvalificeret svar på Ritt Bjerregårds spørgsmål om, hvorfor et flertal af befolkningen skal støtte bekostelige kulturper-spektiyer, hvis indhold de føler sig fremmed overfor. I den situation hjælper det ikke bare at forlange program 2 genoprettet (ifølge Poul Borums forslag i en mere musikvenlig udgave end den gamle, i retning af det svenskerne endnu har noget tilbage af). Der må kræves en stillingtagen til, hvad radioen skal bruges til, af hvem og hvordan.

Hvis man ønsker at bringe kulturværdier ud til mennesker, der i forvejen føler savnet af dem, så må det først og fremmest gælde om at få folk til at lukke op og høre efter. Det er hvad musikafdelingen forsøger med sine telefonudsendelser og med nye udsendelsestyper, der er under udformning. Vi bilder os derimod ikke ind, at vi på den måde kan »trække kvaliteten på U-musikken op ved at mixe den med K-musik,« som Poul Borum siger. Det er en helt anden og betydelig mere vidtrækkende opgave, hvortil jeg har foreslået en »al-musikradio« (ikke almusik-radio): et program med alle slags musik i kræsen udvælgelse og med omhu sammensat sådan at lytteren både kan finde sin egen musik og kan få lyst til at høre andres. De klassiske islæt i program 3 er kun et første skridt i den retning. En musikradio, der hverken går musikbranchen i bedene eller vender lytterne ryggen, er et langsigtet projekt, der kræver mere end en programerklæring for at tage form.

Så er der den musik, der indgår i almindelige radioprogrammer som selvstændige indslag eller som bestanddel af udsendelser. Hvad der for den musikalsk bevidste lytter er en smagssag, er her utvivlsomt med til at præge manges holdning til musik i det hele taget. Det gælder ikke mindre den sekundære udnyttelse af musik i fjernsynet, hvor jeg har foreslået, at der oprettes et musikværksted til frembringelse af original ledsagemusik. Noget lignende kan der være brug for i radio, og den forestående omlægning af afdelingsstrukturen vil forhåbentlig lette den slags tværgående bestræbelser.

De hidtil nævnte funktioner har det tilfælles, at de henvender sig til et flertal aflyttere, i hvis musikalske tilværelse radioen spiller en væsentlig rolle. Med de funktioner følger derfor et ansvar for den almene musikkultur, uden hvis trivsel også det højkulturelle musikliv vil sygne hen. Radioens opgaver ligger her på linje med de bestræbelser, som den nye musiklov er udtryk for, og som konservatorierne har taget op med etableringen af AM-uddannelsen. Udsendelser med og om det Poul Borum med et nyt dæknavn kalder K-musikken (kunst, kultur, klassisk, koncert, konservatorium ???) er naturligvis fortsat en musikinteresser og lyttemuligheder. Et radioprogram, værdien af en ren klassisk musikkanal tvivlsom, fordi radioen for de fleste af disse lyttere er af underordnet betydning i forhold til grammofon og levende musik. Fremfor et massivt musikudbud må vi derfor hellere søge frem til de bedst egnede udsendelsesformer og tidspunkter. Med det for øje har jeg stillet forslag om en »markedsanalyse,« der grupperer lytterne efter musikinteresser og lyttemuligheder. Et radioprogram, der kun fungerer som kulturelt statussymbol, er lige så meningsløst som et, der blot sigter mod det højest mulige lyttertal.

Men Danmarks Radio er jo mere end en radiostation i amerikansk forstand. Med egne orkestre og kor, produktionspersonale og -midler rækker institutionens betydning for musiklivet ud over de rent programmæssige funktioner. Forudsætningen for, at så betydelige ressourcer kan opretholdes må imidlertid være, at de udnyttes i en aktiv kulturpolitik på massespredningens vilkår. Sammenlægningen af Underholdningsorkestret, Radiosymfoniorkestret og Radiokoret i en fælles administrativ enhed var et skridt henimod en bedre udnyttelse af ressourcerne. Det vil forhåbentlig ved institutionens forestående omorganisering blive fulgt op med en tiltrængt samordning af de mange former for musikalsk programvirksomhed, der nu er fordelt mellem børne- og ungdomsafdeling, musikafdeling, provinsafdeling, underholdningsafdelinger og undervis-ningsafdeling til fremme af udsendelsernes alsidighed og kvalitet.

Mogens Andersen 31.10.1977