Jeremias' klagesange

Jeremias' klagesange

Af Bernhard Lewkovitch

I kongerigerne Israels og Judas' blodige historie virker profeterne for en stadig større fordybelse med hensyn til forholdet til og forståelsen af Jahve. Profeternes opgave var ikke at optræde som spåmænd eller sandsigere, men at fordybe sig i og overveje pagtstraditi-onen, og ad denne vej tyde Guds hensigter med sit folk, og påvise frelses- og fortabelsesperspektiverne udfra folkets handlemåde. Det lille folk, hvis religion ragede højt op over omliggende kulturfolks som ægyptere, assyrere og babylonere, kunne let blive fristet af disse folkeslag langt større civilisation og magt, og forfalde til yppige kulter af nabofolkenes gudesværme, ofte med stærk seksuel betoning. Der skal derfor ikke megen fantasi til for at forestille sig, hvad den unge præstesøn Jeremias, født i en levitisk familie ca. 650 f.Kr. i Anadot lidt nord for Jerusalem, følte som tilskuer til sit folks ryggesløse adfærd i social, politisk og moralsk-religiøs henseende, noget der vitterligt var affødt af politiske og militære alliancer med de omliggende folkeslag. Det er tiden og det, der foregår i den, der tvinger Jeremias til at optræde som en »tvisten og kivens mand.« På tempelpladsen i Jerusalem fejrede man på ægyptisk vis soltilbedelse. I templets forgård voksede brændeofrenes antal, alt efter hvor højt de enkelte guddomme stod i kurs. I Jerusalems gader var afgudsaltre rejst i antal, der oversteg antallet af byens gader. I og omkring templet tilbød regulære tempelskøger pilgrimme deres gunst, og vævede som bibeskæftigelse kjortler til frugtbarhedsgudindens dyrkelse. Trolddomskunst, Adonisdyrkelse, den afskyelige menneskeofrings genindførelse, de offentlige kontores udskiftning af Jahves navn i eds- og retsformularer med afgudsnavne, dette og meget andet, som helt ukontrolleret foregik i landet, giver et broget billede af sædens almindelige forfald. Én eneste mand havde det fulde ansvar for alt dette, nemlig kong Jojakim, fordi det foregik i og omkring hans paladstempel. Dette forfærdende moralske forfald var for Jeremias det rene forræderi. Med tordnende kraft og sviende skarphed stiller han de slette tilstande i gabestokken. Med rammende sammenligninger og symbolske handlinger kæmper han for - mens det endnu er tid - at åbne folks øjne for situationens frygtelige alvor. Udslettelsesdommen står for døren: forargelsens mål er fuldt, katastrofen må komme som straf for frafaldet. Men hverken konge, præster eller folket tager notits af denne efterhånden besværlige mand. Kong Jojakim bygger sig luksusboliger af aldrig tidligere set pragt og komfort på de fattiges bekostning. Ham vejer Jeremias efter Guds mål for »ret og retfærdighed,« og finder ham for let. Han loves rent ud en forsmædelig død. Templets præster vil blive ramt af lynet for deres renderi til helligdommen for at lade sig besnære og styrke af falske sikkerhedsfølelser. Og hvor alvorligt fremtidsudsigterne stiller sig for folket i almindelighed, demonstrerer Jeremias ved på forhånd at indøve de klage- og dødssange med Jerusalems kvinder og døtre, som de alligevel snart vil få anledning til at synge: deportationen til Babylon af al maskulin kraft, soldater, håndværkere, borgere etc.

Men Jerusalem vil stadig ikke erkende timens alvor, og at tale på en sådan måde, der udleverer kongen offentligt og erklærer tempeltjenesten for nytteløs, at forkynde den hellige bys og Jahvehelligdommens snarlige undergang, var kun lidet egnet til at finde villige tilhørere. Profeten måtte vide, at han havde overskredet grænsen for, hvad man fra ansvarlig side kunne finde sig i. Med sin skånselsløse kritik af konge, gudsdyrkelse og politik, undergravede han al autoritet og svækkede den absolut nødvendige nationale enhedsånd i krisehærgede tider. Han måtte imødegås med ytrings- og udgangsforbud, hvilket han forstod at omgå ved i stedet at skrive. Jeremias blev nu for besværlig en mand for myndighederne. Han fængsles, prygles og torteres, og kastes til sidst i den kongelige cisterne ledsaget af ønsket om, at denne jammermand og ulvekæft her vil mættes til døde af kloakens indhold. Men Jeremias overlevede ved venners hjælp, og forblev tro mod sit profestiske kald. Han fortsatte ufortrødent sine advarsler trods stedse stigende modgang. Men det var langt fra de timelige lidelser, der var årsag til hans bitreste nød. I årevis forudsiger han undergang og straf, og byen står stadig skøn og uskadt, og alt fortsætter ved det gamle. Har de mennesker ret, der spottende i mødegår ham med, at intet af det, han truer med, sker? Altid råber denne mand op om vold, teror, overfald, undergang og død, men hvad bliver der af disse forudsigelser? Hvad Jeremias opnår er blot, at blive rigets mest forhadte mand, han, hvis største ønske det var at forkynde frelse og lykkelige tider for Guds udvalgte folk, hvad var han i grunden med sine dystre spådomme andet end et forfulgt og mistænkeliggjort pjok, hvis visioner om mørke nærmest var virkeliggjort i hans egen person og hele liv. Nu går Jeremias i rette med Jahve selv, beskylder ham for at være forræder, som han ikke kan stole på, han, som helt og uden forbehold har stillet sig til rådighed for ham, og ikke opnået andet end sine egnes betændte had og forstødelse fra dem. Han opsiger faktisk Jahve sin tjeneste, vil ud af det hele, har ikke flere kræfter, føler sig forført og misbrugt af sin egen Herre. Så sker det. Denne for Israels historie største nationale katastrofe, år 587 f. Kr., da Nebukadnezar efter et års kvælende belejring og udsultning af byen omsider giver sine tropper ordre til at storme, udplyndre og afbrænde Jerusalem med kongepalads, templet og hele Jojakims glans og herlighed, at skænde og voldtage kvinder og disses døtre, og myrde i flæng på gader og torve og deportere alle rørlige mænd og indflydelsesrige personer til Babylon.

Menneskeligt set er Jeremias' gerning en eneste stor fiasko, når man spørger efter dens umiddelbare resultat. I sin fortvivlelse ved at tale for døve øren, lægger han sig ud med alt og alle, ja, går endog så vist som til at bebrejde Jahve, at han tillader det, der sker. Lynchning, mishandlinger, latterliggørelse og forhånelser må han døje, og selv efter at hans advarsler var blevet bekræftede ved de frygtelige begivenheder i forbindelse med de to gange, hvor Jerusalem blev erobret, og ved at de fleste israelitter blev deporteret, så forekom han stadigt den tilbageblevne rest af befolkningen at være utroværdig. Således bliver hele hans profetiske gerning på mærkelig vis sammensmeltet med Jerusalems ødelæggelse og templets og kongerigets undergang. Den Jahvetro præstesøn led en krank skæbne. Revseren af herskere og folk blev bortført af sine egne, og efter legendens overlevering stenet til døde i det fremmede. At han talte sandt, skulle begivenhederne vise, og skønt hans virke syntes totalt nederlag, lever det videre i bl.a. de klagesange, der bærer hans navn.

Den sprogligt-litterære klangkraft i disse sange er af en egen styrke og tæthedsgrad, der kun vanskeligt - for ikke at sige aldrig - lader sig oversætte blot nogenlunde tilfredsstillende. »Jerusalem syndede svart, blev derfor til afsky,« er vel kun et surrogat mod kraften, klangen og rytmen i: »Peccàtum peccàvit Jerusalem, proptèrea instàbilis fàcta est.« Det er derfor naturligt nok den latinske version, der danner grundlaget for det værk, bestående af udvalgte vers fra klagesangene for kor, tenorsolo, træ- og messingblæsere og dybe strygere, som redationen har udbedt sig et citat af som albumblad. Det er fra værkets sidste del, hvor en tenor udfører en række korte elegier formet som en sekvensgruppe, der kun afbrydes af korets introduktion af hvert nyt vers' første bogstav, som f.eks.: ALEPH, BETH etc. For alle afsnitsdannelser i værkets forløb gælder det endvidere, at den traditionelle og dramatiske opfordring til besindelse er bibeholdt, således som det den dag i dag er skik og brug ved klagesangenes liturgiske anvendelse ved romersk-katolske gudstjenester, hovedsagelig i den stille uge, hvor sangene udføres i den oprindelige enstemmige version af en kantor. Denne akklamation lyder i en uoversættelig dansk version: »Jerusalem, Jerusalem, omvend dig til Herren din Gud,« og opløser den sproglige tæthedsgrad til dårligt nok at motivere en gentagelse af ordet Jerusalem. Oplever man derimod sætningen i sammenhæng med og som afslutning på bestemte versgrupper, er virkningen sprogligt set slående: »Råber jeg end og skriger, min bøn er stængt ude.«: »Sed et, cum clamàvero et rogàvero, exclùsit oratiönem meam. Jerusalem, Jerusalem, convèrtere ad Dominum Deum tùum.« Og som sprogligt omrammende annoncering af værket, er tillige bibeholdt det indledende »Incipit Lamentatio Jeremiae Prophetae,« og efter sidste Jerusalem-akklamation det afsluttende »De Lamentatione Jeremiae Prophetae,« hvor stoflig korrespondance i indledning og afslutning så at sige ledes af sproget, og i henhold hertil kompletterer forløbet.

Albumblad

Af Bernhard Lewkovitch