Klip - Shit og Chanel

Klip

Tidsskriftet for rytmisk musik MM har bragt et interview med kvinde-rock-gruppen SHIT og CHANEL. Vi bringer nogle klip:

Gruppen består udelukkende af kvinder - de har taget skridtet fuldt ud og frigjort sig fra den mandsdominerede rock musik. De laver selv tekster - skriver selv musikken - får masser af tilbud om jobs, men siger nej - fordi de én gang for alle har aftalt, at de ikke vil leve af at spille.

Astrid Elbek: »Vi har faktisk ikke spillet ret meget siden den første plade udkom i foråret 1976, fordi nogen af os har gået til optagelse på konservatoriet, og fordi nogen af os har været gravide.«

Anne Linnet: »Det betød selvfølgelig noget, at pladen kom ud, - vi kan få lige så mange jobs, vi vil have. Vi har sagt nej til mange - og det er selvfølgelig pokkers ærgerligt. Jeg bliver den dag i dag ringet sønder og sammen med jobs, som jeg bare siger nej til. Vi ville på den ene side meget gerne ud og spille, men vi har på den anden side en gang for alle aftalt, at vi ikke vil leve af at spille.«

Astrid Elbek: »Vi har ingen mulighed for at leve af det, medmindre vi knokler os selv ned på Shit & Chanel, og det har været sådan, at hvis en skal til eksamen, så må gruppen komme i anden række. Men hele sidste efterår havde vi flere jobs hver uge ...«

Anne Linnet: »Og vi har da også snakket om, om et års tid måske, at holde et fri-år fra konservatoriet og køre løs for fuld drøn. Men vi ville først godt i gang med vores uddannelse. Og det har betydet meget, at vi er fire, der går eller har gået på konservatoriet. Vi kan mærke, når vi øver med andre, at vi er hurtigere til at strukturere numre og til at huske forløb. De fleste grupper øver nok betydeligt mere, end vi gør, men vi er blevet ret hurtige til at f å tingene sat på plads.«

Shit og Chanel startede i 1974 - til foråret har gruppen bestået i fire år - uden at der har været nogen udskiftning. Det er de samme medlemmer, som det hele tiden har været.

Lis Sørensen (22), som allerede har sunget i mange år - medvirker bl.a. på Holger Laumann og Tears' LP fra 1970, »It's So Easy«, har indspillet med Gasolin, Taurus, Bamse, Gnags, Henrik Strube og Lone Kellermann og er i øvrigt en habil guitarist. Elev på AM-linien på konservatoriet i Århus. Anne Linnet (24), sanger, guitarist, saxofonist, AM'er fra Det Jydske Musikkonservatorium 1976 og nu studerende på kompositionslinien. 1971-76 sanger og guitarist i Tears. Har indspillet med Tears, Gasolin, Gnags, Taurus, Bamse og Jan Toftlund og i eget navn tre LP'er, »Sweet Thing«, »Anne Linnet« og »Kvindesind«, som udsendes lige før jul. Har i foråret 1977 produceret en heltimes udsendelse om lesbiske kvinders problemer til Danmarks Radio. Astrid Elbek (20), el-piano og lejlighedsvis sang. Var inden Shit & Chanel sammen med Ulla Tvede Eriksen medlem af Århusgruppen Koen. Lone Poulsen (bas), og sang. Spillede oprindeligt guitar, bl.a. fem år i et poporkester i første halvdel af 60'erne - og senere folkemusik - men da man ved dannelsen af Shit & Chanel havde brug for en bassist, begyndte hun at spille på dette instrument. Afsluttede AM-studiet i sommeren 77. Ulla Tvede Eriksen (22), trommer og percussion. Sommeren 1976 endvidere congaspiller i Århus-gruppen Natdamperen, med hvilken hun har indspillet dobbeltalbummet »Boogieman Eats »Frikadeller««. Fra sommeren 1977 - som trommeslager - fast medlem af Skousen/Inge-mann/Stig Møller Band og samtidig med Solvognen og Jomfru Ane. Den eneste helt professionelle musiker i Shit & Chanel.

Astrid Elbek: »Generelt må man sige, at vi ikke havde nogen uddannelse på vores instrumenter. Ulla og jeg havde den samme baggrund - Århus Friskole - hvor der altid er blevet gjort meget ud af musik, og hvor vi havde lært at tromme og spille klaver. Anne og Lis kendte Holger Lau mann, og han har givet det et skub - og så er resten kommet af sig selv. Lone havde været på musikhøjskole.«

Anne Linnet: »Men både Astrid og jeg har været så heldige at have en mand, som fuldstændig accepterer og værdsætter det, at vi spiller. Hvis man var gift med et eller andet fjog, der syntes, at musik var noget åndssvagt noget at spilde sin tid på, så var det noget helt andet.«

Anne linnet ønskede at starte en kvindegruppe, og det er jo altså sket:

Anne Linnet: »Jeg synes, man støtter kvindesagen bedst, som kvinde, ved at lave noget på en eller anden front. Det er ligegyldigt, om det er politisk, musikalsk - om det er ved at skrive en bog eller ved at male, eller hvad det er. At man forsøger at lave et ordentligt stykke arbejde, som bliver værdsat - både af kvinder og af mænd.«

Astrid Elbek: »Lave noget, som er specielt, fordi det faktisk kun kan være lavet af en kvinde. Altså, Shit & Chanel kunne jo ikke være fem mænd.« Anne Linnet: »Jeg tror, at det ville give en helt anden atmosfære!«

Lis Sørensen: »Det kommer fandeme an på, hvem den mand er!«

Anne Linnet: »Jeg tror ikke, man ville kunne finde et mandfolk, som ville kunne klare den. Alle de åndssvage ting, vi går og siger til hinanden. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet noget grupper, der har det sammen, som vi har det.«

Astrid Elbæk: »Det har også præget mig at blive gravid. Det præger ens tanker og målsætning. Og selv inden da, har man det altid i baghovedet, at måske ... I hvert fald præger det gruppen, at Anne har haft Eva hele tiden, og at vi alle sammen mere eller mindre har bundet os til forskellige fyre.

Når man snakker med nogle fyre, som skal lave et band, har de tit meget højtflyvende planer om, hvordan det hele skal køre. Altså, hvis man kan måle det på, hvor lang tid, der går, før man får lavet en plakat. Jeg tror, der gik to år, før vi fik lavet én - og stickers har vi aldrig haft. Det er måske fordi, vi aldrig har været særlig interesseret i den side af sagen. Bil at køre i og noget ordentligt anlæg har vi heller ikke.«

Anne Linnet: »Men det ville være anderledes, hvis vi både var mænd og kvinder. Når man f.eks. skal på hotel efter et job, og man kun er kvinder ... der findes ikke noget morsommere ...

Jeg var ene pige i Tears, og det gik da i mange år, selv om jeg var gift med Holger Laumann — og Tears er jo ikke opløst i den forstand, men er videreført i Det Beskidte Dusin. Som jeg ikke er med i, men det har ikke noget at gøre med, at jeg er kvinde. Men jeg kunne da sagtens have lavet rav i den mellem de mandfolk, hvis jeg havde villet.«

Astrid Elbek: »Man skal ikke tro, at der ikke er spændinger i en pige-gruppe, men det er en helt anden slags.«

Anne Linnet: »Men det har ikke været nogen hæmning for mig, at jeg har haft Eva. Måske fordi jeg er stærk, for hvis man ikke er stærk, så overgiver man sig og bliver hjemme og passer barn. De fleste piger, der spiller, holder jo op, når de bliver gravide.

Der er nogle måneder, hvor vi må ligge stille, og det accepterer vi. Jeg gad nok se den københavnske mandegruppe, hvor en af musikerne siger: »Jeg kan altså ikke være med i de næste par måneder«. »Det er i orden«, ville de sige, »så finder vi bare en anden!« Men der er en fantastisk stærk solidaritet mellem os - og det er nok også fordi vi har været sammen så længe. Men nu ligger vi altså stille her i sommeren og efteråret - og Ulla får nogle helvedes gode tilbud i København med Skousen/Ingemann og med Solvognen og Jomfru Ane. Men ingen af os er i tvivl om, at når vi går i gang igen med Shit & Chanel, så er Ulla HER!«

Lis Sørensen: »Det er rigtigt nok - og vi har overhovedet ikke snakket om det.«

Lis Sørensen og Anne Linnet har deltaget i en lang række pladeindspilninger som sangere. Men har det været fordi orkestrene ville have nogle »ju-hu-piger« med?

Anne Linnet: »Ofte har de overhovedet ikke anet, hvad vi skulle synge, og så har de sat deres lid til, at vi fandt på noget, der lød godt - og det har været en kæmpeudfordring. Og vi har sat en ære i at lave det lynhurtigt.«

Sit & Chanel medvirkede i TV's »Musikhjørnet« i oktober 1974 og spillede i løbet af den kommende vinter over hele landet og i Sverige ved Alternativ Festivalen i Stockholm i marts 1975. Medvirkede bl.a. i TV-filmen herfra, vist i dansk TV i april 1977. Gruppen leverede musikken til Maria Marcus' TV-serie om kvinder og turnerede derefter sammen med Spillemændene i foråret 1975. Indspillede deres første LP i sommeren 1975. Har derefter med mellemrum turneret i Danmark - hovedsageligt i Jylland. Medvirker sammen med Spillemændene på LP'en »Atomkraft - Nej Tak« med Anne Linnets komposition »Til Danmark« og i en minimusical i Linnets radioudsendelse om lesbianisme. Indspillede den anden LP i juni-juli 1977. Gruppens tekster handler om generationsproblemer, kønsrollemønstre og kvinder.

Lis Sørensen: »Det hele blev fuldstændig, som vi ville have det.«

Astrid Elbek: »Det er fuldstændig vores eget produkt!«

Pladen består af både nyt og gammelt materiale. »Rita« og »Min sol« er fx af helt ny dato. Teksterne spænder, som gruppen udtrykker det: »Fra det gladeste vanvid over »kom, vi skal bolle« og til protester mod nedskæringerne på daginstitutionerne og ældre kvinders forhold.« Flere af teksterne handler om kvindeskæbner, bl.a. »Rita«, en prostitueret.

Anne Linnet: »Jeg har ofte funderet over, hvad der får piger til at elske mænd for penge - og så har jeg gjort etforsøg på at forstå det - og det kunne jeg kun forstå ved at blive glad for Rita. Jeg har sat mig ind i det, om man så må sige, ad tankens vej. Om det er en personlig oplevelse eller ej, skal jeg ikke kunne sige!«

Lis Sørensen: »Anne har skrevet de fleste af teksterne, mens det var mere blandet på den første plade. Jeg havde lavet et par stykker, og Astrid havde også lavet nogle. Men på denne her plade føler jeg, at der er en linie i teksterne - og det har bestemt ikke gjort det ringere, at én person har stået for det meste.«

Gruppen føler ikke noget pres fra den mere etablerede kvindebevægelse, men blev i starten ofte kritiseret - bl.a. fordi den insisterede på, at f.eks. mandlige roadies også skulle have adgang til kvindearrangementerne. En sommersøndag i 1975 oplevede man også en episode, hvor en flok rødstrømper indigneret pakkede sammen og forlod Fælledparken, fordi Shit & Chanel inviterede mandlige musikere til at jamme med.

Astrid Elbek: »Jeg tror, vi er blevet meget mere accepteret nu.«

Anne Linnet: »Men det er jo ikke fordi, vi har accepteret andres præmisser, men fordi vi har kørt, som vi vil køre, og så er vi blevet mere og mere accepteret på vores egne præmisser.«

Astrid Elbek: »Jeg tror også, at flere og flere kvinder er blevet klar over, at hvis kvinder kan lave noget af kvalitet, er det et aktiv for bevægelsen.«

Lis Sørensen: »På den anden side synes jeg, vi bliver syltet hver gang, der skal laves kvindearrangementer.«

Anne Linnet: »Ja, men det er nok efter den episode i København, hvor vi havde Nana Banana oppe og spille med os. Det var altså for meget for nogle af de piger. Et par stykker af »bananerne« hjalp os også med at slæbe anlæg ind i Nørrebrohallen til et kvindearrangement - og så ville vi selvfølgelig have, at de skulle blive og hygge sig. Men det kunne der ikke være tale om, og de blev smidt ud. Og vi var rasende.«

Lis Sørensen: »De havde nu nok ikke haft det ret sjovt, hvis de var kommet ind!«

Anne Linnet: »Vi havde også en alenlang diskussion med nogle piger fra Aalborg, som ville have os til at spille ved en fest. Jeg tror, jeg snakkede med dem i en time. Jeg spurgte, om der ikke måtte komme mænd ind? Men, nej det måtte der ikke. Så spurgte jeg om hvorfor, og så svarede de - og det synes jeg også var rigtigt — der skulle være en stor diskussion, og man var så vant til, at hvis der er mænd, så tager de hurtigt ordet - og så lærer kvinder ikke at formulere sig. Det syntes jeg var helt fedt! Men så skulle der være fest bagefter, og det skulle altså kun være kvinder. Jeg sagde, at det selvfølgelig var naturligt, at der ville være flest kvinder til stede, men at det, hvis der kom nogle fyre for at se, hvad der skete, ville være latterligt at smide dem ud korporligt. Men det holdt de fast ved - mænd skulle smides ud. Så sagde jeg, at vi ikke kunne spille steder, hvor der var nogen som helst formfor diskrimination, hvadenten det gik på hudfarve, køn osv. Og så var den samtale slut - og siden har vi ikke haft noget at gøre med kvindefester undtagen her i Århus. Men i øvrigt tror jeg ikke, at situationen er så skarpt sat op længere.«

Astrid Elbek: »Men hvad angår kvindesagen, for den har vi måske ikke fået sagt helt nok om, så er der meget i kvindesagen, som vi går indfor. Vi er måske ikke så meget solidariske med »sagen« som med menneskene bag, og det er der jo folk, der vil sige er indskrænket. Men musik er noget underligt svævende og følsomt noget, og derfor synes vi ikke, at vi kan hænge musik op på en »sag«, men mere på mennesker og på fornemmelser om mennesker. Og derfor vil det også være sådan, at vi tit laver tekster med kvindesagligt indhold, fordi vi er kvinder og kommer ud for ting og sager, som gør, at man altså bliver nødt til at lave en sang af den karakter. Til tider vil det også blive tekster, som man ikke kan sige er decideret kvindesaglige, fordi der er situationer, hvor man måske ikke vil forholde sig »antikvind e sagligt«, men bare tænke på noget andet. Man kan jo ikke have det i hovedet hele tiden, og det tror jeg heller ikke, at de mest ortodokse folk har.

Det er også i strid med det, vi laver til daglig, hvor vi virkelig føler, at musik er samarbejde mellem folk - og det er ikke kun mellem piger, vel? Det er mellem alle mennesker - og også mellem publikum og dem, der står på scenen - og derfor er det også en dårlig oplevelse for os, at folk begynder at pifte og råbe og skrige, når vi inviterer nogle virkelig dejlige musikere op, som har hjulpet os med at stille ting og sager op på scenen og som har gjort, at vi overhovedet kunne komme til at spille. Dem kan man ikke bare pifte af og hyle ud af den! Jeg synes, det er skidt kørt af de piger!«

Anne Linnet: »I virkeligheden tror jeg, at vi har betydet meget for kvindebevægelsen, fordi vi var den første pige-gruppe og dermed har været forbillede for en masse piger, som nu er i gang med at spille«

Siden Shit & Chanel's deltagelse i Vallekildestævnet i sommeren 1974, er antallet af kvindelige deltagere på det årlige stævne brat steget fra få deltagere til 20-25 pct., og der i hvert fald nu endnu to kvinde-bands »on the road« - Søsterrock og Hos Anna (selv om de i løbet af 1977 har udvidet med to mænd).

Redigeret, efter interview i MM, af Anne Kirstine Nielsen