Om kollektivkomposition

Om kollektivkomposition

Af Birgitte Alsted, Carl Bergstrøm Nielsen, Niels Holger Pedersen og Iver Frounberg.

En speciel situation bragte fire unge danske komponister sammen for at lave en kollektiv komposition, der opføres i Huset 4/12. De fire fortæller her på hver sin måde om arbejdet. Beskrivelserne er blevet lige så forskellige som bidragene til kompositionen.

Kollektiv Komposition 4/12 i Huset

A: Vi må have suveræne afsnit og så nogle vi udarbejder i fællesskab.

B: Først og sidst og imellem soloafsnittene kunne vi have ritorneller med stof klippet ud af solo-afsnittene på en helt objektiv måde. (A og B uddyber deres ideer).

C: Jeg kommer til at tænke på noget - 3+1 - jeg mener: vi er fire komponister med 4 musikere, der er 4 årstider, verdenshjørner, elementer osv. Endvidere er vi 3+1 (3 mænd og en kvinde) og de er 3+1 (3 instrumentalister, l sanger) (3 høje registre (sopran, fløjte, obo) ét dybt (kontrabas) osv.?)

B: De emner og det talforhold kunne vi tænke på, når vi lavede kompositionen, også med intervaller varighed osv.?

Dette replikskifte, citeret efter hukommelsen, er typisk for hvordan værket blev til. Vi diskuterede, og der skete en udviksling af indfald, som førte til ideer, der ikke var blevet til uden.

Jeg håber, at andre vil beskrive udformningen af værket, og jeg vil begrænse mig til en subjektiv sammenligning af den kollektive kompositionsproces med den normale, sådan som jeg oplevede det dennegang. Først lidt om det kollektive.

Jeg glædede mig til at møde de andre og se, hvad de havde fundet på. Jeg havde indtryk af, at de andre havde det på samme måde, og at vi så på hinandens produkter med stor interesse. Det skabte et klima af udveksling som inspirerede til mere udveksling. Man kunne være bange for frustrationer, hvis ikke alle »fik lov« at bestemme lige meget, men eftersom vi havde hver vores solo at herske over, kunne vi åbne os for ideer og også bære, at ikke alle ideer blev accepteret. Ritornellernes overensstemmende struktur blev overraskende udformet meget forskelligt. Det gav indsigt i andre tænkemåder og fryd ved foranderligheden. Mange steder byggede vi i fællesskab, de uenigheder, - der opstod, resulterede ofte i et kompromis, der åbnede for noget mere spændende.

Når jeg ellers komponerer værker, jeg er alene om, har jeg glæden eller ulykken ved rent fysisk at isolere mig kraftigt fra omverdenen. Derved disponerer man helt alene over sit stof og kan bestemme alting selv, hvad der giver en stor glæde, hvis produktet falder heldigt ud. Men det er en misforståelse at tro, at man kun kan være skabende på den måde. Som jeg oplevede skabelsesprocessen, blev mange ting skabt af alle i fællesskab, uden at man kan pege på en enkelt som ophav. Og sådan er det strengt taget også i den normale kompositionsproces: man udsættes for påvirkninger, emotionelle, fysiske, musikalske, irriterende, som man mere eller mindre bevidst omsætter i sin musik. Ingen står alene.

Birgitte Alsted

At samarbejde er at gå på kompromis. I hvert fald at være villig til det. Det er ofte umuligt i kunstnerisk arbejde - sådan er man vist næsten opdraget til at mene i musikalsk-kompostions-sammenhæng. Det troede jeg egentlig også. Det startede for så vidt som en spøg, mellem Ivar F., Birgitte A., og Carl B.-N. og mig. Og jeg er tilbøjelig til at mene, at det er grunden til, at vi ikke alene var i stand til at indgå kompromis'er, når de var nødvendige (og det hændte da, vi er såmænd temmelig forskellige både musikalsk og personligt), men at vi faktisk næsten havde det allerbedst, når vi gjorde det. For der er vel ikke noget, der er så komisk som kompromis'er!

Og til gengæld er der ikke noget, der er så alvorligt som det, man har et humoristisk forhold til. Og derfor kunne vi sidde og vride os af latter, mens vi skrev de passager - eller blev enige om dem ud fra vores individuelt komponerede forråd - der er de alvorligste i hele stykket.

Latter af et ærligt og alvorligt komponist-hjerte. Sådan føler jeg det som noget typisk for vores samarbejde om dette værk. Om værket kan jeg ikke sige noget. Det er alt for tæt på endnu.

Nils H. Petersen

Komposition og kollektivitet

Fælleskompositionen, der spilles den 4/12, er resultatet af den frækhed, DUTs koncertudvalg tog sig, da der til denne koncert manglede et stykke for sopran, fløjte, obo og kontrabas.

Det at skrive musik ned, hører normalt i den grad komponisters intimeste arbejds-sfære til, at det forekommer sværere end at samarbejde umiddelbart ved spil på instrumenter/sang. Man har jo alle sine egne forestillinger om, hvordan en musikalsk sats »bør« være. Og i modsætning til improvisation, hvor konflikterne måske allerede er i færd med at blive levet ud og afklaret, endnu før man gør sig dem klart, må man i et skrevet stykke have en vis principiel enighed, før man skriver detaljer ned.

Vores komposition er indrettet sådan, at vi hver har et »værelse« for os selv på godt l minut; mellem disse soloer kommer 4 ritorneller, der principielt er ens, men udført af forskellige. Og til sidst kommer et »fællesrum«, hvori vi under megen diskussion har anbragt ting, vi har valgt ud hos hinanden og somme tider ændret, plus en lille smule nyt materiale. Ritornellerne er også til en vis grad fælles-steder, idet vi i visse tilfælde har fået lov til at gøre tilføjelser i andres ritorneller.

Ideen om ritornellen, der viste sig enormt frugtbar for at formidle en balance mellem individ og kollektiv i arbejdet, opstod dialektisk nok idet halvdelen af os pludselig gav sig til at improvisere en detaljeret plan for et sådant under en diskussion om helhedsstruktu-ren. Resten, måske især mig, der sad og ulmede med en struktur-idé, som tidligere var kommet i mindretal samt med en kritik af en tal- og naturelement-symbolik, som jeg fandt lå for langt fra det hørbare, kunne ikke formulere et konkret alternativ, men kom senere, især gennem det praktiske arbejde, med på ideen. Nemlig for mig, idet den integration af de forskellige bidrag, som jeg syntes burde være et mål, begyndte at opstå på en anden led, end jeg havde ventet. Vi havde alle sammen udarbejdet ritornellet efter planen (... E-dur/mol -f- den krom. skalas andre toner - gentaget i forskellige proportioner ...) på den for os selv eneste logiske måde. Som der så pludselig var 3 helt andre lige så logiske eksemplarer af! For mig var denne logik en spændingsfyldt, fladevis dialog mellem de to materiale-elementer - Ivar havde proji-ceret sin begyndelse eksakt ud på resten af satsen, så han fik 2 helt forskellige slags sats - Birgitte havde én lang, strømmende sats - og Niels Holger havde bygget sin op af dur/mol-akkorder og motiver efter uendelighedsprincipper. - Øvelser af denne art må kunne foreslås for undervisning i komposition: det er dræbende at diskutere for meget ud fra snævre stil-principper -og befriende at se, at en idé kan udføres på flere måder, således at man har lov at lægge sin egen form for konsekvens i skrivemåden.

Værket tager sig hørt i tid således ud:

Signalement af en kollektivkomposition

Det hele startede med en henkastet bemærkning ved et koncertudvalgsmøde og straks fængede ideen: vi laver sammen et værk til sæsonens sidste DUT-koncert (Henrik S vitser, fl., Bodil Christensen, sopr., Bjørn Carl Nielsen, ob. og Lars Malther, eb.).

Den ydre anledning til form og indhold var, at vi var 4 komponister (3 mænd og l kvinde), 4 musikere der også kunne grupperes i 3 + 1 mht. til køn, forhold mellem instrumenter og stemme og register: 3 høje og et dybt.

Det indre grundlag for musikken blev da nogle firedelinger, der kunne opdeles i forholdet 3+1:

4 elementer: jord, vand, luft, ild.

4 farver: gul, rød, blå, sort/hvid.

4 sanser: syn, hørelse, intuition, følelse (bølge- mod stofkvalitet).

4 temperamenter: melankolsk, flegmatisk, kolerisk, sangvinsk.

Formskema: »Rondo« efterfulgt af »Abgesang« i varighedsforholdet 3:1.

Rondo: ritl - solo I - rit II - solo II - rit III - solo IV.

Abgesang: en permutationskæde, der »objektivt« permuterer klip fra rondoafsnittet.

Først skrev vi hver vores solo uden andre begrænsninger end en maksimal varighed, og at soloen skulle kunne indgå i ovennævnte form og skitserede indhold.

Dernæst lavede vi et »objektivt« formskema til ritornellerne:

A B A C a D E A/a

3:1 3:9 3+45 5:16

4:12

16:48

64:21

- altså en minirondo hierarkisk opbygget i forholdet 3:1 mellem de enkelte formdele.
Ritornellernes tonemateriale fastlagde vi således:

A: en E-dur, altså tonerne e, gis og h.

B, C, D og E: de resterende kromatiske toner: c, cis, d, dis, f, fis, g/gis, a, ais.

a: en e-mol, altså tonerne: e, g, h.

A/a-delene skulle med deres tonale reference være komplimentære med B, C, D og E-delene m.h.t. stil og energi.

Nu skulle man tro, at de fire ritorneller blev praktisk talt ens, men her fík vi en stor overraskelse: de blev formuleret lige så forskelligt, som vi er forskellige som komponister.

Om »abgesang«-afsnittet

Permutationskæden i dette afsnit udledte vi af en uendelighedsrække fra Nils' soloafsnit. Da vi havde klippet 9 karakteristiske steder ud fra rondoen, lod vi uendelighedsrækken styre klippene, indtil den indførte et tiende element - og det blev så coda.

Min egen solo skrev jeg i formel overensstemmelse med oplægget og med stilistiske brud, der skulle modsvare helhedens »quadrofoni«.

Form:

AB CD EF G l II III IV

3:3 9:3 3:3 1/3

1:3 1:1/3

12 : 4

Varighed i fjerdedelsslag i tempo 90: 31/3, 10, 30, 10, 10, 3 1/3, 4 (i tempo 60).

Indhold:

I

jord, vinter, sort/hvid, lige takt, tempo 90

II

luft, sommer, gul

III

ild, efterår, rød, tredelt takt

IV

vand, forår, blå, tempo 60

Instrumentation:

I tutti mod kontrabas

II tutti mod fløjte - kontrast mellem I og II

III tutti mod obo

IV tutti med sang— kontrast mellem I-III og IV

Tonalt materiale: kernemotivet er e, g, gis, og heraf er der udledt flg. to rækker:

e, g, gis, h, c, es, (e)

e, g, gis, c, es, e, gis, h, c, (e).

Desuden har jeg brugt en tonal afspejling af formen:

- og så har jeg bare skrevet løs.

Ivar Frounberg