Noder

Noder

Pelle Gudmundsen-Holmgreen SOLO for EL-GUITAR, 1971-72 Ed. Wilhelm Hansen No. 4269

Tilegnet Ingolf Olsen

Jeg kan huske fra uropførelsen i DUT i tidernes morgen, at stykket imponerede mig ved at være så u-el-guitaragtigt i selve sproget; ikke noget med halvhjertet beattilnærmelse. Gudmundsen har indset det flade i den form for gøren sig lækker og stemmer med det samme den dybe E-streng en oktav ned, og når den så bli'r sat an, opstår den mest himmelsk, beskidte lyd, man kan forestille sig. Solo består af 7 satser, som alle attaccerer hinanden. 1. sats er et langstrakt 16.-delesforløb, i tempoet 16.-del = 184-208, masser af skæve betoninger, videre til næste sats, som mestendels udføres på den nedstemte E-streng; fra tid til anden skal guitaristen hive et par strenge til siden, og det siger uuuuhv!!! - og tilbage igen. Det er meget kraftigt - ff - og karakterbetegnelsen dark timbre følges op af fodnoten brutally. 3. sats foreskriver også dark timbre, men her er dynamikken holdt på piano-pianissimoplanet; solisten plinger med den bløde afdeling af tomlen. En stille, statisk sats, med gentagelse af de samme enkle motiver. Omtrent midtvejs i solo for el-guitar får guitaristen besked på at stemme sit instrument, ganske stilfærdigt, e et tidsinterval svingende fra 20-50 sek.; denne aktion rubriceres som 4. sats i hele suiten. 5. sats, der er den længste, er noteret med fast fortegn - kryds for f - og bevæger sig i en slags e-moll, kredsende omkring de to løse e-strenge. I patiturets forord om materialet hedder det, at det drejer sig om tonerne D - E -FIS og »surroundings«, hvad der jo unægtligt åbner mange muligheder.

Solo er forsynet med fingersætning og alle hånde guitartekniske detaljer og nodebilledet er både nydeligt og klart. Jeg vil slutte denne dagbogsagtige forbrugervejledning med at mene, at Solo forekommer mig at være et teknisk ikke uoverkommeligt værk, som alle klassiske koncertguitarister burde indlemme i repertoiret, hvis fornemmelserne da ikke er for fine overfor den gøgeunge, som den moderne el-guitar er, sammenlignet med den klassisk spanske guitar med den noble tradition bag sig - og endeligt skal det jo retfærdigvis siges, at el-guitaren forlanger en helt anden teknik, der skal stilles højttaler op osv., og endelig skal man jo ha' én, oh billig er den så vidst ikke.

Poul Ruders

Karl Aage Rasmussen ANTIFONI for orgel, 1973 Tilegnet Peter Maxwell Davies Edition Wilhelm Hansen No. 4303

Antifoni el. antiphona forstås jo normalt som veksel-syngning indenfor den gregorianske sang, og K.A.R.'s »Antifoni« (bevidst dansk stavemåde) betjener sig som gennemgående strukturmæssig rygrad af vekselspil mellem i alt 2 x 2 kontrasterende klangplaner. Værket er skrevet for et instrument med min. 2 manualer og et sæt kombinationer, hvor sidstnævnte tekniske hjælpemiddel er en simpel nødvendighed for realisationen af de lynhurtige klangskift. Lad os se på det musikalske materiale i de to »vekselkor. Komponisten siger selv: »... men samtidig har udtrykket (antifoni) en dobbelt mening: musikken er en udveksling, eller, om man vil, en dialog mellem forskellige tiders musikalske sprog. Værket er komponeret på grundlag af ganske korte elementer, der er så korte og komponeret så tæt sammen, at de glider ind i hinanden og danner nye helheder.« Disse »mikrocitater« er her i orgelværket delt op i 2 fysiognomier: et sprælsk, energisk »glade feriedage-fjæs« stillet op mod mere rolige, »kirkelige« afsnit, udført på orglets svagere klingende manual. Det er indlysende, at et sådant broget kompositorisk forløb - når det skal komme til sin fulde ret - kræver en udøver, der, i det mindste i spillende stund, går ligeligt ind for både Bach og Sousa. Organisten skal gå helt ind på og for de traditioner, der knytter sig til de enkelte stilcitater. Det er i det hele taget en musik, der fordrer en uhyre bred musikalsk horisont hos fortolkeren, så en orgelspiller, der normalt sidder fast i »the world of Pachelbel« har ikke en kinamands chance i Antifoni.

Antifoni kan høres som et afvekslende værk, ja morsomt simpelt hen, når der fra tid til anden optræder en så særegen kombination som f.eks. wienerklassik og rag time, tilfilet så de umærkeligt glider over i hinanden. Summa summarum: Antifoni er ét af de mere programvenlige avantgarde orgelværker, varighed omkr. 11-12 min. Spilleteknisk byder det ikke på vanskeligheder, man ikke kan støde på i en Hindemithso-nate. Måske er den solfegemæssig temmelig intrikat med en del polyrytmiske knuder. Partituret er forsynet med detaljerede registreringsforslag.

Poul Ruders

REGNBUESLANGEN, symfonisk digt for

stort orkester. 1975

Edition Wilhelm Hansen No. 4304

Erik Norbys stort anlagte orkesterværk »Regnbues-langen« synes at imødekomme et mere eller mindre latent ønske om en venligere avantgarde, i hvert fald set udfra den ikke ringe succes værket har fået: 2 x torsdagskoncert, ISCM-festival (Boston 1976), Eng-landsturnee, og nu senest, indspillet på plade, BIS LP80.

Værket blev bestilt i anledning af Radiosymfoniorkestrets 50-årsjubilæum i 1975 sammen med værker af N.V. Benzon, H.C. Colding Jørgensen og Ib Nør-holm, i sidste tilfælde en violinkoncert, som optager den ene side på ovennævnte plade. Norby, der nu er 42, begyndte at komponere relativt sent, sammenlignet med de fleste af kollegerne - han debuterede, for nu at sige det sådan, i 1965 og har siden da manifesteret sig som en overordentlig fin orkesterkomponist med et usædvanligt nemme for at skrive idiomatisk for orkesterapparatet. Rent stilistisk indtager Norby en helt egen plads i den bestandigt søgende, diskuterende avantgarde; Norby synes at nyde sin egen tekniske kunnen, musikvisionære overblik, og komponere udfra netop disse to kriterier. Med min indledende sætning in mente, giver musikken et kosmetisk indtryk, i positiv forstand, som f.eks. hos Debussy. Det er klangen, veltilrettelagt velklang det drejer sig om, og - ikke mindst - nøje tilrettelagt opbygning; Regnbue slange n er ualmindelig »sammenhængende«, for at bruge et ferskt udtryk, en konstruktion, der passer nøje overens med selve »programmet«, et gammelt indiansk sagn: »... en slange hørte indianerfolkets klage over meget lang tids tørke og ufrugtbarhed, og sammenrullet lod den sig kaste meget højt op mod himlen. Den foldede sig ud, blev længere og længere, indtil både dens hoved og hale nåede jorden. Dens ryg krummede sig og skrabede den blå is ned fra himlen. Slangen begyndte at changere i alle farver, isen smeltede, og efter lang tids tørke faldt der igen regn på jorden. Landet kom atter til live, vandet fyldte igen de udtørrede flodsenge, og roserne blomstrede på ny. Slangen har siden spændt sin smidige krop ud over himlen, hver gang det regner på en solskinsdag; således kom regnbuen på himlen.« Det er ikke en musik, der giver »skrammer i ørene« som den mere udfordrende avantgarde. Strengt taget kan man kalde værket for konservativt i selve hold-

ningen til materialet og til måden, hvorpå det skal for-bruges, men er samtidig bevis på hvorledes alle normer, om hvordan man komponerer i dag er fuldstændig opløste. Det er faktisk interessant, at de tre stykker, jeg har omtalt i denne ombæring, er skrevet inden for de samme 5 år, og alle tre stykker har så at sige intet til fælles, selv om alle tre komponister er velunderrettet om, hvad der skrives af andre og af hinanden.

Bortset fra det rent nydelsesmæssige, som vel de færreste nogenlunde musikalsk begavede mennesker vil kimse af, synes jeg, at regnbueslangen kan være dels et springbrædt for mange til den nyeste musik, dels stå for sig selv som én bestemt genretype med et opland blandt de lyttere, som i dag savner en virkelig håndterlig forlængelse af den store klassiske tradition. På den anden side, kan et stykke, som det her omtalte, være farligt, hvis det - bl.a. på grund af det overvejende kosmetiske og den håndværksmæssige facilitet, i visse kredse kommer til at stå som det eneste gyldige indenfor den nyeste kunstmusik. Reaktionen, der jo ofte tæller sine proselytter blandt de mest uvidende, kan bruge et værk som Regnbue slange n til at slå den ikke velkomne, lad mig sige mere »kuperede« nye musik, oven i hovedet med.

Regnbue slange n er uden diskussion et typisk neo-im-pressionistisk værk og er en forlængelse, både orke-stralt og indholdsmæssigt, af gamle kendinge som En Fauns Eftermiddag og La Mer, og den nys udkomne plade vil finde en naturlig plads på pladehylden sammen med disse. Det udkomne partitur er klart og tydeligt, og meget appetitvækkende med sin fint tegnede sats. Både det før citerede »motto« og en oversigt over besætning og instrumentfordeling er selvfølgelig også med.

Poul Ruders