Blåskæg og Jeanne d'Arc:

Af
| Årgang 52 (1977-1978) nr. 06 - side 229-234

Blåskæg og Jeanne d'Arc:

Ved frigivelsen af Cosima Wagners dagbøger

Af Baron Alphonse Grisemarc-Fougère

Offentliggørelsen af Cosima Wagners dagbøger i to tykke bind, 1976 og 77, sker på et tidspunkt, hvor man måske i højere grad end nogen sinde før er i stand til at danne sig et afbalanceret billede af 1800-tallets hovedperson.

Wagners sag har været gennem flere stadier af uligevægtig tagen parti for eller imod, sidst den meget naturlige bølge af tyskerhad i Hitler-tiden. I dag er dette had vel afbleget så vidt, at man ikke af den grund hidser sig op. Hvad Wagners sag ellers har haft imod sig, er for en stor del idiosynkratisk - især har mange, lige fra hans værkers tilblivelse til nu, følt den mytologiske forstørring af dramaets personer som sært anstødelig - Tannhäusers maniske gåen op i øjeblikket, Sentas hysteriske begejstring ved en uhyggeligt pludselig indskydelse.

Med uligevægtig tagen parti for Wagners sag sigter jeg til den forvrængning, der kaldte sig wagnerianisme. Lad os ikke tænke ilde om nogen harmløs form for entusiasme; men det er klart, at der er noget forvrængende ved den indstilling til Wagner, som beroede på en slags vækkelse uden baggrund i viden. Wagnerianeren var en person, som uden at være musikinteresseret blev tiltrukket af den dystre glød i Wagners musik. Det er en kendsgerning, at mange har haft svært ved at opdage noget interessemoment i almindelig velskreven og renfærdig musik, men har følt sig båret ud på det dybe vand af Wagner.

En sådan overvurdering, der beroede på mangel på interesse for andet end Wagner, var i virkeligheden ingen dybtgående erkendelse af, hvor meget der er i Wagners værk; den, der forholder sig så smalsporet, vil næppe med tiden komme til at opleve mere nuanceret, end han gjorde ved første bekendtskab med Wagners værk. Men fordi en sådan vurdering er ukvalificeret, er der dog ingen grund til at imødegå den på de måder, som Nietzsche og Emil Ludwig gjorde - at spille andre snævert opfattede vurderinger ud mod den. Emil Ludwigs »Wagner oder die Entzauberten« er bygget over det ganske interessante angreb, at Wagner ville nå folket og selv tilhørte kendernes lejr, men hverken nåede kenderne eller folket - han nåede borgerskabet. Det virker som en antiklimaks, når Ludwig slutter sin bog med at foreslå folk hellere at lytte til Mozart; dermed falder han igen ned på det argumentationsniveau, som man - uden at fornærme alle musikere, kun de alt for repertoirebevarende - tør kalde musikertræghed. Man kan hænge sig i, at Bach og Mozart tilhører mere legitime traditioner end musikdramaet, men dermed opnår man jo kun som kender at feje og pryde sit eget hus. Bedre måtte det være at erkende dem som nogle af dem, der kan mødes med Wagner i at have universel dybde og bredde, men med helt andre midler. Det er ud fra en sådan forståelse, at man uden at hænge i en stemningspræget overvurdering kan hævde, at i det 19. årh. er Wagner trods alt den eneste.

Trætte læsere kan stå af her! For tillægger man ikke Wagner denne betydning, har man afgjort ikke tid til at læse Cosimas 2500 tættrykte sider. Gør man det derimod, vil man sikkert have en trang til at gøre sig regnskab for, hvor man egentlig har ham. Netop hvis man finder, at Wagner for den besindige og afbalancerede vurdering stadigvæk er det 19. årh.s absolut centrale skikkelse, vil man være foruroliget af, at sagen rummer så meget, som kan synes grumset og uholdbart.

Et storslået mod - og alligevel træk af medløberi. Fuld af foragt for prøjserstaten, men parat til at søge den om penge. Fanatisk sandhedskærlig, og noget af en hemmelighedskræmmer. Energisk bekæmper af ejendomsretten, men tilbragte sine sidste år i en temmelig uskøn afart af herskabelighed. Forfatter til et rødglødende stridsskrift imod dyreforsøg, men også til en tåbelig antisemitisk pamflet (dog tog han officielt afstand fra Bernhard Försters hetz). Man fristes til at sige, at han var, som folk er flest, men i voldsomt forstørret intensitet.

Det er disse selvmodsigelser, man må afveje imod det, som ingen har sagt bedre end Burrell-brevsamlingens udgiver, John N. Burk (New York 1950):

Han havde sat sig et mål, som ville have taget modet fra enhver anden. Det gjaldt om at skaffe penge uden at begrave sig i rutine, at skrive partiturer af kolossal konception og med umådelige vanskeligheder, at løse endeløse praktiske opførelsesproblemer med kunstnere, som han først måtte uddanne, på et teater, han først måtte bygge, for et publikum, der havde helt andre ideer om opera. Hvor lang og frygtelig hård denne kamp var, kan man kun forstå, når man betragter Wagners daglige liv på nærmeste hold. Det viser os ikke altid et elskværdigt menneske, men altid en kunstner af utrolig overbevisningskraft og mod.

At betragte Wagners daglige liv på nærmeste hold - dertil giver Cosimas dagbøger en ny lejlighed. Spørgsmålet må nu være, om de ligefrem kan overraske læsere, der mener at kende Wagners kunstnerisk, menneskeligt, politisk. I denne vurdering kommer man ikke uden om Martin Gregor-Dellin. Denne tidligere romanforfatter har efterhånden markeret sig som en gave fra himlen til Wagnerforskningen. Hans to påfaldende små Wagnerbøger- »Wagnerchronik« 1972 og »Richard Wagner - »die Revolution als Oper« 1973 er uopnåelige mønstereksempler på koncentration og tætbelagt dokumentation. I den ene bog opnår han at gøre Wagners biografi mere overskuelig end nogen tidligere fremstilling, og den anden bog er en forbilledlig nuancerig forklaring af det sært inadækvate ved Wagners politiske engagement.

Cosimas dagbøger blev åbnet sommeren 1975, og udgivelsen blev betroet til Gregor-Dellin og en yngre forsker. Begge Dellins bøger var færdige og i handelen på dette tidspunkt; det kunne ikke på forhånd udelukkes, at det billede, som ville træde frem for Dellin efter det vanskelige decifreringsarbejde, kunne rokke det billede, som han med alt det tidligere materiale ved hånden havde fået til at stå som forskningens mest fremskredne stade inden 1975.

Helt foreløbigt tør man hævde: Det rokker ikke meget. Wagners modvilje mod prøjserstaten fremtræder én eller to grader stærkere end ventet, især i de allerseneste år, og planen om udvandring til USA eller Ceylon virker mere alvorlig ment, end man ville formode ud fra brevene. Ellers synes helhedsindtrykket at bekræfte det, Gregor-Dellin allerede havde fremlagt. Men man kunne bore i spørgsmålet ved at gøre sig klart, hvilke punkter man havde håbet på nærmere oplysning om, og som dog ikke uddybes væsentligt. Man kunne have håbet at finde noget nyt om nøglefigurer som August Röckel, Ludwig II og Nietzsche. Her må man imidlertid se i øjnene, at de papirer, der af dækker mest, allerede længe har været tilgængelige i bogform.

Dernæst har man selvfølgelig ventet at kunne følge de sidste værkers tilblivelsesproces med endnu større nøjagtighed, end man allerede har kunnet; og her er dagbøgerne særdeles udbytterige. Mange af Wagners kommentarer til egne og andres værker er forfriskende uforudsete.

Endelig kunne man vente at finde flere nuancer i Wagners og Cosimas egne personligheder, end de hidtil kendte dokumenter har kunnet fastholde. Her er man storartet hjulpet; de overraskende elskværdige indblik i Wagners humor overgår, hvad man havde turdet håbe. Og taler vi om begge hovedpersonerne på én gang, står vi måske ved den allervigtigste berigtigelse af den hidtidige overlevering. F.eks. mente Thomas Mann efter læsningen af Burrell-brevsamlingen i 1950, at der i grunden kun var én kvinde i Wagners liv, nemlig hans første hustru, Minna Planer, med hvem han havde levet i et langvarigt og ufredeligt ægteskab; Thomas Manns påstand indeholder vel en vis trang til at overraske, fordi de færreste ud fra de mange breve ville have sluttet, at Wagners meget uharmoniske ægteskab med den jordbundne Minna Planer trods alt var det stærkest engagerede. Det kan se ud, som om Th. Mann vil sætte en vis djærv livs-klogskab over for litteraters naive tro på, at de kunst-begavede beundrerinder spillede en større rolle, Jessie Taylor, Mathilde Wesendonck og Judith Gautier. Men Thomas Mann hældede til amor f au, og det gjorde Wagner ikke. Han hang ikke ved fortiden, og kun sjældent spøger den, som når han fortæller Cosima, at han har drømt, at der skulle gives en ekstraforestilling af Ringen for lutter døde, endda med halvt ukendelige ansigter. Mann hæftede sig vel ved, at de humoristiske bemærkninger og murmeldyr-tegninger i brevene til Minna Planer ikke er geniet, der egocentreret gyder sig ud, men et menneske, der prøver at nå et andet; og modsætningsvis forestiller han sig, at den arrivistiske korruption, der prægede Cosimas dispositioner med Wagners efterladenskaber, også må have afspejlet sig i deres privatliv som opstyltethed og humørløshed.

Dette punkt omstyrter dagbøgerne aldeles. Hvis der kun var én kvinde i Wagners liv, var det Cosima. Med rette gemmer Gregor-Dellin en forbløffende detalje fra dagbøgerne til sluteffekt i sit forord: På den sidste aften i sit liv sagde Wagner til Cosima: »Hvert femtusinde år lykkes det sådan«. Ved et af hans værste hjerteanfald året før var hun besvimet af skræk. Ved en af regiprøverne på Götterdämmerung viser Wagner Siegfried-sangeren, hvordan han skal springe ned fra et sætstykke; som han står der, finder Cosima, at han trods sin lidenhed (tør man gætte på 1,58?) ser så pragtfuld, så ophøjet ud, at hun må ud ved siden af og tude. (På det tidspunkt havde hun levet sammen med ham i 12 år, han var 63, hun 39). Det er ikke dagbøgerne, men et brev fra hof sekretær Burkel til Ludwig II, der oplyser, at Cosima forsøgte selvmord ved Wagners død: Wagner blev balsameret på venetiansk med rigelig arsenik, og alle blev forment adgang i 5 timer efter arsenikbehandlingen, aflåsede døre, livsfare. Efter de 5 timer viste det sig, at Cosima uset havde skaffet sig adgang til værelset for at indånde arsenikken og på den måde få opfyldt sit ønske om ikke at overleve ham. I 3 dage var hun halvdød og kunne ikke tale. (Hun overlevede ham i 47 år).

Det smukke kondolencebrev fra Ludwig II, at hun med stolthed og kærlighed har jævnet vejen for Wagner og gjort ham til en lykkelig mand - ikke et ord for lidt eller for meget - gør det nærliggende at standse op ved kongens rolle i Wagnerparrets liv. I dagbøgerne fremtræder korrespondancen med kongen som lige så anstrengt, som den virker, når man læser brevene; takkebreve og fødselsdagsbreve kan tage ham en hel dag. Ellers regner han ikke 40 breve for voldsomt meget, men et Ludwig-brev ødelægger en arbejdsdag for ham og gør ham skrækkelig forstemt. Han taler ærgerligt om den forskruede tone, han må anlægge, og omtaler det som sit livs dybeste skam, at han måtte lyve for kongen - formodentlig sigter han til, at han fra 1864-68 hemmeligholdt sit forhold til Cosima.

Om kongen giver dagbøgerne ikke meget nyt; her er man bedre hjulpet med Winifred Wagner og Otto Strobels store 5-binds udgave fra 1936-39 af Wagners brevveksling med kongen, suppleret med andet brevmateriale, dels til belysning af kongens person, dels til vurdering af Wagner som politisk intrigemager. Læst i sin helhed er denne brevsamling en forbavsende stærk rehabilitering af Ludwig II; svag og ulykkelig, men med visse virkelig imponerende karaktertræk; allerede efter at have læst en del af dem må man indrømme ham en enestående utrættelighed i at slæbe sig gennem et hav af ydmygelser for at hjælpe Wagner. Denne i dag 40 år gamle udgiver-bedrift burde straks have afsluttet diskussionen mellem dem, der mente, at Wagner havde blandet sig i politik, og dem, der mente, at han næppe havde gjort det. Ingen af parterne har ret, for brevsamlingens entydige resultat er, at Wagner fra 1864-66 forsøgte at regere Bayern. Også af den senere så berømte politiker Chlodwig Hohenlohe-Schillings-fursts erindringer kunne man for længe siden være kommet til klarhed over, at Wagners bestræbelser på at påvirke Bayerns politik imod Prøjsen bestod i kabi-netsintriger, som ikke havde alle odds imod sig, men dog de fleste. Et af sine breve til kongen indledte Wagner med at foreholde ham, at dersom han fortsat skulle hjælpe ham, måtte han gøre aldeles nøjagtigt, som Wagner nu skrev. Første punkt var fyring af førsteministeren, og kongen adlød. Wagners mål var et forenet Tyskland under Bayersk forsæde, og i et prøjsisk kejserrige så han den værst tænkelige løsning; hans betegnelse for Bismarck må lyde som ublandet kakao for danske trommehinder: Den prøjsiske grisedressør. Denne brevsamling indeholder også nogle af de væsentlige Röckel-breve fra denne tid; Wagner skriver: »Vil og må du stadig bedrive politik, så hold dig til Bismarck og Prøjsen. Gud bedre det, jeg ved ikke andet.« Vredt, forarget svar fra Röckel; Wagner skriver tilbage: »Du forstod dog vel, at jeg skrev det af fortvivlelse.« Revolutionsmageren August Röckel, nevø af Johann Nepomuk Hummel og svoger til Lortzing, indtager den særstilling i Wagners univers, at han er den eneste mand, Wagner altid har omtalt med respekt; selv hans musikermæssige kvalifikationer får points. Den, der går i bredden med at læse Wagner-dokumenter, vil uvægerlig komme til at opfatte Röckel som Wagners dårlige samvittighed; Rockels urokkelige politiske idealisme kaster et grelt lys på den nuance af opportunistisk tilpasningsevne, som man aldrig helt kan bortforklare hos Wagner. Det er derfor med spænding, man afsøger Cosimas dagbøger for nyt om Röckel; han optræder flere gange, men ikke særlig markant; ved efterretningen om hans død bliver Wagner bedrøvet, »men mere over adskillelsen i livet end ved hans død«.

1 1876-festspillets hektiske dage virker dagbogen forståeligt nok lidt hastigt ført; f.eks. finder man ikke en eneste af de detaljer, der i Guido Adlers erindringer med god grund er medtaget som specielt pudsige; således er Bruckners navn ikke nævnt. Festspillenes prestigemæssige højdepunkt har ikke imponeret Cosima så meget, at hun har medtaget det, skønt Wagner dog har skrevet et brev om det: Wagner minder adressaten om, at han og Röckel dengang i Dresden-tiden ofte havde sagt, at Wagner nok aldrig ville komme til middag hos en kejser. Det er jeg ganske rigtig heller ikke kommet, skriver Wagner, tværtimod, jeg har haft 2 kejsere til middag. (Den anden var Brasiliens kejser Pedro II).

Inden den fine karakteristik af Bismarck er klinget helt af, vil jeg supplere med Wagners - hvem ved, måske bevidst uærbødige - kommentar til en médaillon med pavens portræt: Højtudviklet ædeorgan, som han sikkert også har optrænet til at tale med.

Når Cosima en dag betror dagbogen sin glæde og lettelse over at høre Wagner traire i badet: »Bewahret euch vor dicken Weibern«, kan vi dels gætte på, at det har været på Tryllefløjtemelodien »Bewahret euch vor Weibertücken«, dels, at han har sigtet til den udsøgt småbuttede Judith Gautier (Fig. 1), som var 34 år yngre end han. Sagen, hvis betydning næppe kan undervurderes, overgives hermed til den opvoksende forskergeneration.

Uden kommentar beretter Cosima, hvordan Wagner ved prøven til en koncert, hvor han har ventet at skulle spille med det stedlige hoforkester, brat kon-fronteres med et skrabsammenorkester: »Adresserne er vel skaffet hos politiet«.

Da Cosima har tævet den 6-årige Siegfried, fordi han har løjet, kan Wagner ikke få en bid ned ved middagen, men går fra bordet med bemærkningen: »Det er let nok at tale sandhed, hvis man er ond og stærk«. Tableau! - Wagner bliver opbragt, da Cosima taler om at holde Siegfried borte fra dårlige kammerater: Negativ modstand er intet værd, han skal udsættes for alt og lære sig positiv modstand. Denne tankegang har Wagner dog ikke holdt sig til, når han siger: Siegfried burde se hele verden, naturligvis bortset fra de steder, hvor han kunne risikere at træffe hr. Lipiner. Situationen synes at være den, at man har diskuteret hr. Lipiners egnethed som huslærer; Gregor-Dellin identificerer ham som Siegfried Lipiner, altså den i Alma Mahlers erindringer med så stor væmmelse omtalte ven af Gustav Mahler.

For få år siden offentliggjordes et brev fra Auguste Renoir til en malerkollega, der om Renoirs møde med Wagner bl.a. siger »Pragtfuldt hovede, han er netop så smuk og elskværdig, som jeg ventede« - men én ting chokerer Renoir: En stadig flom af vrøvl strømmer fra mesterens mund. Renoir har ikke helt været klar over, at Parsifal netop var blevet færdig, og at lettelsen ved et fuldendt storværk plejede at hensætte Wagner til en gélé-agtig tilstand. Kein ernstes Wort! Denne og andre tilstande giver Cosimas dagbøger rigeligt med eksempler på; familielivets version om, at de gamle kunstarter bør lade sig opæde af musikdramaet, lyder i al korthed: Lyrik, min fod, »Ich bin wie eine Blume«.

Den, der hengiver sig til dagbøgerne for at søge den oplevelse: Her står vi over for noget autentisk, bør ikke være uopmærksom på, at et af de for længst udgivne dokumenter overgår alle de andre i livagtighed. Det er Wendelin Weissheimers erindringer, 1898. En fuldstændig naiv og godhjertet rødmosset rhinlænder med en glad og ubekymret baggrund i protestantisk præstegård, velstand og førsteklasses hvidvin (endda Johannisberger!) og med en urokkelig tro på, at det vigtigste her i tilværelsen er, at mennesker mødes i al gemytlighed - allerede i løbet af den første side begriber man, at Liszt ikke kunne stå for ham. Beretningerne om fælles alkohol-euforier med Liszt og Ferdinand Lassalle virker ubetinget troværdige. Weisshei-mer lægger overhovedet ikke skjul på, at han er skuffet og vred over, at Wagner til sidst droppede ham (hertil siger Wagner i Cosimas dagbøger: Jeg vendte hverken Cornelius eller Weissheimer ryggen. De vendte mig ryggen, fordi jeg forlangte for meget af dem) (Ellers glæder Cosima sig over den uspolerede naivitet, hvormed Wagner fremturer i at tro, at folk i grunden ikke vil noget hellere end at hjælpe ham), men det forhindrer ikke Weissheimer i at skildre de kaotiske år 62-64 på en måde, der i højere grad end noget andet vidnesbyrd lader ane den utrolige menneskelige fascination, der er udgået fra Wagner. Weissheimer har vel været i stand til det, fordi han trods sin afgjorte mangel på format har hvilet roligt i sig selv og ikke har haft nogen tilskyndelse til at blive slave. Blandt bogens lynglimt af indsigt er et brev, hvor Wagner meget pænt undskylder sig for at bede Weissheimer om at sende et partitur, hvis kopiering egentlig først skulle have været betalt, Weissheimer må stå i forskud - indtil Wagner pludselig afbryder undskyldningerne med flg.: Om jeg altså For Fanden kan få det partitur øjeblikkeligt.

Kietz' og Lenbachs Wagner-portrætter viser alle et strålende, barnligt, indtagende højre øje og et lidt skummelt venstre øje. Cosimas dagbøger bekræfter, at sådan så hun ham også; hun synes, at det venstre ser indad.

Efter nogle dage, hvor Schillers »Jungfrau von Orléans« har indgået i aftenunderholdningen, udbryder Wagner ved morgenkaffen: Hertug Blåskæg og Jeanne d'Arc, det ville være noget - og skitserer mundtligt en handling i 3 akter, som vi dog aldrig hører mere om. Et kapitel for sig er det, at vi gennem Cosima lærer nogle af Wagners drømme at kende. Læst med fantasi er det meget mærkeligt at følge hans dødsanelser de sidste 3 dage - fortidens kvinder passerer revy, som om de gør krav på ham. Og allermærkeligst (Cosima bemærker, at det er en smuk drøm): Wagner har set et hvidt lys og sagt til sig selv: Hvem skulle nu også tro, at Schopenhauer så sådan ud? - og hvad finder Wagner på at interessere filosoffen for? Han peger på en sværm nattergale; men Schopenhauer kender dem.

Min favorit blandt de mange E. T. A. Hoffmannske drømme er flg. fra 17. nov. 1877: Fest i et stort hus, Wagner skal danse galop med Hans von Biilows ærværdige moder en etage længere nede, han vil undskylde sig med, at han er bedre til vals; i sin nød råber han på øl, men ingen forstår ham; da kommer en velopdragen bebrillet krokodille og siger med en kvækkende, bliktrompetagtig stemme: Du har stjålet min Kox.

Meget falder på plads, når man hos Cosima ser, at Wagner har haft flg. kommentar til Hans von Wolzogens »Jetziges und Künftiges«: Jeg tror han ryger haschish.

Lidet overraskende, men dog vigtigt at få bekræftet, er det, at Wagner ikke var så uinteresseret i god musik, som mange vidnesbyrd har tydet på; om hans forhold til Bach vidste vi allerede, at han ofte spillede es-moll, cis-moll og a-moll fra l. bd. af Das Wohltemperierte Klavier, og at han om det store Es-dur-orgelpræludium sagde: Det er musik i sin essens - alt hvad vi laver er anvendt musik. Hertil kan Cosimas dagbøger føje, at h-moll-orgelfugaen heldigvis heller ikke var ham ubekendt - »præludiet henrykker ham«, og at han nøje gennemstuderede Matthæuspassionen. Næsten hver aften spiller han firhændigt med Cosima - tilbagevendende er især Mozarts Pragersymfoni og g-moll-symfonien samt Beethovens kvartetter op. 131, 127, 130 og 132.

Måske vil mange læse dagbøgerne alene for at vide mere om Wagners arbejdsproces; og det vil ikke være forgæves. Alene det at høre ham ræsonnere om en septim i Parsifal er guld værd; han vogter sig for at lade Gurnemanz' tonefald blive sentimentalt. Når han alligevel retter tilbage til et sentimentalt interval, fordi den usentimentale løsning var »for Cherubinisk«, tør jeg for egen regning, men med støtte i dateringen, gætte på, at rettelsen angår Gurnemanz' »so danket Gott, dass Ihr berufen, ihn zu hören«, hvor de to toner til »hö-ren« har en sekst imellem sig; en kvint ville have været Cherubinisk og gået til ren akkord i stedet for den septimakkord, han trods alt har bestemt sig for.

Man under ham at være stolt som en pave over den vidunderlige strygersats under »auf Pfaden, die kein Sünder findet« i Gurnemanz' fortælling, og man følger over et par dage hans egne bemærkninger til forvandlingsmusikken i L akt; han taler om at skrive et ordentligt stykke ren musik, »dramatiske flovser nytter ikke«. Mellem ham og Cosima hedder stykket »4-mi-nutters-musikken«, hun skriver, at han komponerer med uret i hånden. - Og mens vi er ved de interne overskrifter, der af en eller anden grund ikke er kommet med i det trykte partitur: »Zum letzten Liebesmahle« omtaler Wagner og Cosima som »bademarchen«, fordi Wagner har sagt, at den nok ville gøre sig i Marienbad eller Ems.

Man trækker på smilebåndet ved omsider at finde det bekræftet, at Wagner har hørt Mendelssohns Reformationssymfoni, nemlig ved en amatørkoncert den 8. februar 1876. Det gamle Dresdener amen optræder i Mendelssohns værk og lyder i hans orkestration ganske som i Parsifal, men Wagner kan have kendt det i forvejen.

Pudsigt er det også, at Wagner gennemlæser partituret til Liszts »Klokkerne i Strasbourg« for at sikre sig, at hans egne klokker i kirkescenerne i Parsifal ikke ligner for meget.

Han vil meget nødig skylde andre komponister eller digtere noget; Dresdener amen går an, fordi det er så gammelt. Trods Thomas Manns aforisme »I Tristan er der meget Novalis, som man vel ved; men hvad angår det mig« er det aldrig blevet sagt tydeligt nok, at den store nattescene i II akt Tristan er en parafrasering af Novalis' Hymnen an die Nacht. At idéindholdet er nærtbeslægtet, er ikke overraskende; men at netop påfaldende ord og vendinger såsom »liebe-heil'gstes Leben« og »Wer des Todes Nacht liebend erschaut« stammer fra Novalis' poesi, synes alle at have overset. Ofte hører man det påstået, at parafrase ikke hører Wagner og hans tid til; man er lige ved at tænke, at han selv har delt denne opfattelse, fordi det er påfaldende, at navnene Novalis og Chopin næsten slet ikke nævnes, hverken i »Mein Leben« eller i Cosimas dagbøger. At der i hans egen udvikling fra Lohengrin til Ringen er noget, som Liszt har bragt ham på sporet af, vedkendte han sig gerne; men at han i Tristan har vigtige indslag af citatkunst, har han aldrig omtalt. Ikke mange ved, at Sieglindes udbrud »O hehrstes Wunder« i III akt Walküre, da Brünnhilde spår Sieglinde, at hun skal føde Siegfried, lød anderledes ved uropførelsen i München 1870, da Ringen endnu ikke var færdig. Valkyrien var færdigskrevet i 1856, men dette sted var kun recitativisk; det smukke, befriende motiv, som nu står på dette sted, opfandt Wagner først til allersidst i Götterdämmerung og rettede stedet i Valkyrien ind efter det, 20 år senere.

Et par bemærkninger til instrumentationen er også af interesse: Den mørktfarvede trompet-horn-fordobling ved Parsifals ankomst i III akt begrunder han med, at trompeter alene ville virke fladt og klaprende, horn alene for blødt; nu ville han fordoble dem med hinanden »og forlange, at de spiller det godt«. Med den sidste tilføjelse mener han naturligvis, at fordoblinger er intonationsmæssigt udsatte. Han nævner ikke, at mørktfarvningen i sig selv er en gevinst, når Parsifal er i sort rustning med lukket visir.

Under instrumentationen af Götterdämmerung undrer Cosima sig over en dag at finde ham mindre sammenbidt, end han ellers er, når han skriver partitur. Dertil svarer han, at det morer ham at skrive for 8 realt førte horn i prolog-duetten.

Da man taler om, at instrumentationen tager ham mere tid end det at skitsere nodeteksten, siger han, at instrumentationen hos ham er noget langt vigtigere end i den gamle homofone sættemåde; i den kan man uden videre skrive orkestret ud som en farvelægning af nodeteksten, hos Wagner derimod må orkestret have perspektiv. Orkestret er jo adskillige meter bredt! Bemærkningen falder under II akt af Götterdämmerung. - Det er interessant, at han ikke modstiller farvelagt homofoni med polyfoni, men med perspektiv. Sagen er den, at han derved ville komme i modstrid med sit gamle skrift »Das Kunstwerk der Zukunft«, hvor han har et langt ræsonnement over, at når dramaet må skildre én vilje ad gangen, kan musikken ikke have flere viljer ad gangen og derfor ikke være egentlig polyfon.

I øvrigt er især Götterdämmerung-tiden åndeløs spændende læsning for enhver, der føler med Wagner, når breve, ærgrelser og høfligheds visitter ødelægger den formiddagsstund på l Vi time i ufattelig dyb koncentration, som var hele hans arbejdsdag ved noderne; at følge de forsinkelser, der lader Götterdämmerung trække ud i 4 år, opleves som et forfærdeligt kapløb med tiden, og man ser hos Cosima, hvor stærkt det gik ham på nerverne, at kæmpeværket måtte forblive ufuldendt, så længe han brugte næsten al sin tid på praktiske initiativer til forberedelse af Bayreuth. Når han ind imellem har en formiddag til arbejdet, er han ofte så plaget af søvnløshed og overnervøsitet, at han lader arbejdet ligge. De fire års arbejde på Götterdämmerung er kun ca. 100 gange l ½ time ved skrivebordet.

På dette vilkårlige sted i min redegørelse vil jeg afbryde den; det havde alligevel ikke været muligt at give et afrundet billede. Men ligesom det er muligt at overskue hele Parsifal ved at bide sig fast i Parsifals spørgsmål: »Wer ist gut?«, er det måske muligt at overskue Wagners person og livsværk ved at bide sig fast i Wagners tanke om Jesus' spørgsmål til Pilatus: Hvad er sandhed? Wagner tror, at sandheden ikke kan siges, fordi den må være operativ, hvis den ikke skal falme til løgn. Den må vise sig fra dag til dag; sandhed er praktisk moral. (Cosima 28. okt. 1881).

Cosima Wagner: Die Tagebücher 1-2. Piper, München 1976-77.

Richard Wagner: Das Braune Buch. Atlantis, Zürich 1975.

Richard Wagner: Mein Leben. Bruckmann, München posth. 1911, og talrige senere udgaver.

König Ludwig II und Richard Wagner: Briefwechsel. Bearbeitet von Otto Strobel. 5 Bd. Karlsruhe 1936-39.

Richard Wagner: Wesendonck-Briefe. Leipzig 1915.

Richard Wagner: Briefwechsel mit Franz Liszt 1-2. Leipzig 1887.

Richard Wagner: Briefe an August Röckel. Leipzig 1912.

Richard Wagner: Letters. Ed. John N. Burk, New York 1950.

Wendelin Weissheimen Erlebnisse mit Richard Wagner, Franz Liszt und vielen anderen Zeitgenossen. Leipzig 1898.

Carl Dahlhaus: Richard Wagners Musikdramen. Velber 1971.

Curt von Westernhagen: The Forging of the »Ring«. Cambr. 1976.

Martin Gregor-Dellin: Wagner-Chronik. Hanser, München 1972.

Martin Gregor-Dellin: Richard Wagner- Die Revolution als Oper. Hanser, München 1973.

Om forfatteren: Baron Alphonse Grisemarc-Fougère, R. af 4. div., angiver selv at være Doktor Omnium Artium. Efter magisterpromotion på Korsør Svineslagteri helligede han sig videre studier. I sit knaphul bærer han foruden den islandske flodhesteorden et emblem fra UG-mayonnaise.

Af højagtelse for en tilbedelsesværdig læserkreds har DMT's gamle redaktør ikke skyet nogen ulejlighed, selv ikke vold og svinebinding, for at overtale Dr. Fougère til at nedfælde sine betragtninger. Baron Fougère på sin side indvilligede kun, fordi DMT truede med at lade musiklivet forfalde, dersom han skulle nægte. Forhandlingerne har varet et halvt år, og baronens honorar vil efter laveste skøn komme til at andrage femtusind kroner alene i feriepenge.