Noder

Af
| Årgang 52 (1977-1978) nr. 06 - side 234-235

Noder

Fire danske og et svensk orgelværk fra 70erne - Edition Wilhelm Hansen

De fem værker har ikke meget andet tilfælles end være tiltænkt et orgel af en slags. Der er derfor ingen speciel grund til at sammenligne dem, ud over hvad det rent spilletekniske angår (og det skal jeg ikke gøre mig alt for klog på). Omtalerne følger i kronologisk orden, det ældste først.

Ib Nørholm, Forespørgsler - Overtalelser, op. 49 (1970). Stort orgel med to hovedværker (formentlig hovedværk og brystværk), rygpositiv med tremolo, og pedal, desuden tremolo og svelle på »2. hovedværk« og talrige koblinger. Varighed: 12'. Den udøvende må have en lang lineal ved hånden. Stykketsbesynderlige titel bliver efterhånden som man lærer musikken at kende, mindre besynderlig. Den er et indtrængende studie i gentagelsernes dialektik. De uendelige gentagelser af stadig nye elementer i den bredt anlagte stigningsform irriterer og ægger; man forsøger at forstå, hvad de skal til for - forsøger måske at tillægge dem en betydning - og ender med at sidde tilbage med to tolkningsmuligheder: forespørgsler og overtalelser, Spørge-Jørgen og Pegefinger-Lårs. Begge fører deres kamæleonagtige tilværelse i partituret; man er aldrig helt sikker på, hvem man har for sig. Tempoet er ilsomt og sværhedsgraden høj. Hvis et kirkerums traditionelle akustik tages med i betragtning, er der noget svimlende ved denne musik. En sand udfordring til både udøver og lytter.

Karl Aage Rasmussen, Antifoni (1973). Tilegnet Peter Maxwell Davies. Moderat stort orgel med hovedværk, brystværk og pedal og et sæt frie kombinationer. Regi-streringsanvisninger ved Poul Ruders. Varighed efter mit skøn: 7'-8'.

Det antifonale kommer til udtryk i de meget hyppige skift mellem manualer og registreringer. Musikken »kører løs« med få hvilepunkter, men med mange små ophold. Der sættes bestandig noget i gang, og der brydes lige så ofte af. Der er ikke noget opsigtsvækkende i de elementer, som musikken er sammenstillet af; men de kombineres på en måde, der fremmedgør dem over for hinanden. Det er antydningernes og de halve tilståelsers sprog. Det sprog har Karl Aage Rasmussen talt før, og for mig at se med større held. Jeg kan ikke frigøre mig for fornemmelsen af noget krampagtigt ved denne musik. Den forekommer mig også uidiomatisk. Vist kan den spilles, men det vil være frygtelig kompliceret, og jeg tror, at det hele var lykkedes bedre, hvis den var foldet ud for et instrumentarium, som komponisten er mere fortrolig med.

Sven-David Sandström, The Way (1973). Tilegnet Erik Lundkvist. Stort orgel med mekanisk traktur, tre manualer og pedal, alle med rør-, labial- og alikvotstem-mer. Varighed: ca. 10'.

Man kan ikke danne sig nogen rigtig forestilling om denne musik ud fra noderne. Nodetegn og varighed er ganske vist entydigt noteret; men der spilles hele vejen med ganske mange halvt udtrukne registre, som giver en, naturligvis tilsigtet, uberegnelig interferenseffekt. Dertil er den rytmiske struktur så kompliceret, at selv komponisten i en note medgiver, at en eksakt tolkning er umulig. Hvad jeg kan se er, at stykket er umådelig svært at spille, og jeg skal ikke udelukke, at det lyder spændende; men jeg kan ikke danne mig en klar forestilling om, hvordan det vil lyde.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Mirror ffl (1974). Tilegnet Jesper Jørgen Jensen. Stort orgel med hovedværk, brystværk med svelle, rygpositiv og pedal; kan dog også - ved en medspillende registrants hjælp -spilles på t malualer og pedal. Til udførelsen kræves lodder. Fire satser, total varighed: 14'. Musikken filtreres i princippet gennem de samme 21 toner i symmetrisk anordning, som komponisten introducerede i Spejl for orkester (1973). Overensstemmende med orglets væsen klinger tonerne dog oftest i flere oktaver og ikke sjældent med mixturer, men alligevel altid sådan, at den fikserede tonehøjde er den dominerende. Et sted krænges toneanordningen ud i en slags hulspejl med samme symmetriakse, men med intervallerne omvendt placeret, så at de største ligger i midten og de mindste i yderregistrene. Rytmikken er noteret optisk efter tempostreger; dog kan man »i mindre grad afvige fra præcision i forhold til tempostregerne«, blot forkortelser og forlængelser fremtræder så regelmæssigt som muligt. De fire satser taler hver sit sprog inden for de asketisk afstukne rammer. Intet i dette værk synes at være instrumentet fremmed; den tilgrundliggende ide (som stammer fra et orkesterværk) er foldet ud orgelmæssigt på en måde, der må kunne glæde både udøvende og lytter.

Bent Lorentzen, Triplex (1974). Stort orgel med hovedværk, brystværk, rygpositiv og pedal. Registre-ringsanvisninger ved Knud Vad og komponisten. Varighed: 9'45"".

Titlen er gådefuld og kan her ikke forklares nærmere (hvis ikke den hentyder til de tre manualer). Musikken er noteret optisk, ikke blot hvad rytmen, men også hvad tonehøjderne angår. Omkring fem linjer, der repræsenterer hver sit c - fra C til c' "" - er tegnet pile, cirkler, kasser m.v. skraveret på en måde, der viser, på hvilket manual, eller pedal, det noterede skal udføres. Resultatet er et grafisk meget kønt udseende partitur. Unøjagtigheden i tonehøjdenotationen har komponisten dog ikke selv kunnet affinde sig med; meget ofte skrives med noder under partitursystemet, hvilke tangenter han faktisk ønsker trykket ned. Hvorfor egentlig forskrive sig til optisk notation, når nodesystemet dog må træde hjælpende til? Konsekvent er det da i hvert fald ikke. - Klangindtrykket leder tanken hen på elektronisk musik, som orglet jo pudsigt nok er særlig egnet til at imitere. Det er snart mange år siden Ligeti viste os, hvordan man får det til gøre det - og det er ikke så nemt at forny tricket, dvs. at følge sporet uden at virke eftersnakkende. Bent Lorentzens stykke er et essay i denne teknik. Måske er det ikke musikalsk vanvittigt spændende, hvad der foregår, men det er klangrigholdigt, og der spilles instrumentteknisk på et mere varieret repertoire end det, som Ligeti lagde frem.

Jan Maegaard