Politisk musik -?

Af
| Årgang 52 (1977-1978) nr. 06 - side 205-206

Politisk musik -?

Af Helle Norup

Hvis man skal bedømme om et stykke musik er politisk eller ej, er det ikke nok at forholde sig til selve værket, som det fremstår fra komponistens hånd. Jeg mener at den situation musikstykket indgår i er lige så væsentlig, f.eks. kan opførelsessituationen have en betydning, således at en tilsyneladende upolitisk musik kan gå hen og blive politisk (f.eks.: Hans Abrahamsens »Magnolie sat ser« for fløjte, obo, violin og horn. Musikkens indhold tyder ikke på et politisk budskab, men spillet til en demonstration under nogle magnolietræer - som skulle fældes foran rigshospitalet engang i beg. af 70'erne - er musikken politisk). Desuden kan en tekst til en ellers »ufarlig« sang farve denne politik f.eks. i en fascistisk eller revolutionær retning.

Der kan også opstå en tilsyneladende modsætning mellem et stykke musiks indhold og dets budskab. F.eks. mener jeg »røde mor«s musik indeholder en sådan modsætning. Musikken har et bestemt politisk budskab, og den fungerer revolutionært, fordi den mobiliserer venstrefløjen til en kamp imod det kapitalistiske samfundssystem. Men samtidig er det musikalske materiale den benytter sig af reaktionært. Den søger ikke nye veje rent musikalsk (med mindre de kan indgå i det overordnede politiske budskab) og er derfor nødt til hovedsagelig at benytte sig af et materiale, som er godt indarbejdet i os alle, som f.eks. den tonale kadence (altså først og fremmest en melodisk musik) -for at kunne formidle sit politiske budskab. Det er altså det kompromis en politisk bevidst komponist må indgå, hvis han/hun vil bruge sin musik som et politisk kampmiddel.

Modsat »røde mor«s musik, finder jeg f.eks. Per Nørgårds musik revolutionær i sit indhold, selvom den er upolitisk. Upolitisk i den forstand, at den ikke er skabt for at realisere snarere tværtimod styrker den på nuværende tidspunkt borgerskabet. Det er borgerskabet, som finder styrke i denne musik - de er priviligerede nok til at kunne forstå den/modtage den). Nogle vil måske kalde denne situation for politisk (underforstået at alt er politisk). Men jeg bruger i denne forbindelse ordet politisk, som betegnelse for en musik, der er skrevet med et konkret politisk formål.

Musikken adskiller sig fra f.eks. litteraturen, ved at kunne appellere til noget i mennesket, som ikke kan forklares i ord (men som ikke bliver mindre væsentligt af den grund - snarere tværtimod). Jeg føler der er brug for en ny bevidsthed, som kan åbne for nogle nye muligheder i mennesket. Og her mener jeg musikken er en kunstart som kan frigøre sådanne muligheder.

Den »ny kompositions-musik« er, når den er bedst - revolutionær, da den henvender sig til det kreative i mennesket. Den kan åbne for nogle potentielle muligheder og frigøre dem. Og derved bliver musikken indirekte politisk. Des friere et menneske er i et undertrykkende samfundssystem, des farligere er det også for samme system, da disse frigjorte kræfter kan (og bør) bruges til at omskabe det nuværende samfundssystem. MEN - det store men - er blot, at de mennesker, som skal være basis for en sådan revolution slet ikke vil vide af denne musik. De kan forståeligt nok ikke modtage den, da de må have en kultur der udspringer fra deres egen situation, deres egen klasse. Alligevel finder jeg det nødvendigt at lave upolitisk musik. Det er nødvendigt at komponister, som kan vise nye veje indenfor denne kunstart (groft sagt: en musik for musikkens skyld, hvilket i længden kan blive for menneskets skyld), at de gør det. En musik, som udelukkende skeler til den nuværende politiske situation er også nødvendig, men det er ikke nok. Denne musik er underordnet »det givne« (den situation mennesket befinder sig i her og nu) fordi den skal kunne »forståes« - eller bruges - af en uudviklet musikalsk bevidsthed til at fremme en klassebevidsthed (en politisk bevidsthed).

Men kunsten kan overskride »det givne« ved i sit udtryk at realisere visionerne. Derfor kan en musik, som i én betydning er reaktionær (ved at være den besiddende klasses kunst) også være revolutionær, fordi den viser (konkret i sit eget udtryk) at drømmen er mulig. Selvom visionen ikke er realiseret i samfundet, er den mulig at realisere i selve kunstværket - og den kan derfor ikke afvises - snarere er den nu mulig at fastholde.

Visionen eksisterer allerede, fordi den er virkeliggjort ved at være skabt - den lever (selvom den ikke er levedygtig - i det nuværende samfundssystem).

Hvordan skal man kunne forene to så modstridende handlinger, som at være kreativ (f.eks. ved at arbejde som kunstner) og samtidig være destruktiv (ved at nedbryde det nuværende samfundssystem)? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun at det under alle omstændigheder må blive et kompromis (men det at være menneske er jo i sig selv et kompromis; man føler menneskets guddommelige muligheder og må alligevel finde sig i kun at være et menneske afhængig af sin historiske og kulturelle situation). Men et kompromis for det kreative (f.eks. kærligheden og kunsten) kan for mig at se aldrig være reaktionært, da det er nogle værdier, som må og skal overleve.

I I Ching (forvandlingernes bog) står et sted: »Det ædle menneske spreder, mens det samler« - frit oversat kunne man sige: »Det revolutionære menneske samler, mens det spreder« - så bliver kompromiset til at leve med. Hvis vi udelukkende »spreder«, bliver kampen en ren destruktiv handling i sin yderste konsekvens - terrorisme ( en terrorist er for utålmodig til at være revolutionær han stirrer sig blind på målet, og glemmer at tage mulighederne - de kreative - i betragtning. De eneste muligheder en terrorist kan finde i sin kamp, er de handlinger som destruerer (umulighederne i samfundet). Jeg vil ikke afvise, at det kan blive nødvendigt at gå til yderliggående handlinger, men jeg kan ikke se det er vejen på nuværende tidspunkt. Tværtimod - vi må have os selv med, og realisere visionerne i de handlinger, som stadig er mulige. Dvs. »at samle« ved f.eks. at lave en kunst, som er levedygtig i det samfund, vi arbejder os hen imod. Og i kvindekampen: ved at kvinder slutter sig sammen med andre kvinder, for at skabe en kvindekultur - en identitet).

Ved Ung Nordisk Musikfest (UNM) i år i Bergen, havde vi besøg af komponisten og dirigenten Cornelius Cardew. Hans politiske ståsted er marxistisk/leninistisk, hvilket har resulteret i, at han som komponist tager afstand fra tidligere værker (f.eks. »The Great Learning« fra 1968-71, som han betegner som: »a reactionary piece«) og nu udelukkende laver musik, der tjener klassekampen. Et eksempel er hans »Vietnam sonata« for klaver, som han selv spillede til musikfesten - samt orkesterstykket »Consciously«: »Consciously is a musical idea from the thought that the revolutionary process is inevitable, but not automatic. It demands the conscious intervention of individuals.«

Det blev i høj grad en politisk musikfest! Desværre var der kun få af komponisterne fra den oprindelige »gruppen for alternativ musik« tilstede ved UNM i år (Svend Aaquist Johansen, Hans Abrahamsen, Niels Rosing-Schow, Carl Bergstrøm-Nielsen og undertegnede). Jeg syntes derfor det ville være interessant om vi, der i »de glade 60'ere« havde et fælles grundlag at arbejde sammen om (bredt formuleret: kampen for at få den ny musik optaget i konservatorieundervisningen - at få vores egen musik spillet og opført, samt en fælles (politisk udefineret) modvilje overfor et kapitalistisk samfundssystem) - om vi gav os til kende og skrev lidt om, hvad vi vil med vores musik nu, hvilken udvikling (evt. indvikling) de mellemliggende år har medført etc.

Jeg har - indtil videre - opgivet at lave politisk musik. Dette føler jeg ikke som et tilbageskridt, men som et fremskridt: jeg fik ikke sagt det, jeg ville, da jeg lavede politisk musik - og det virkede ikke efter hensigten.

Eks.: instrumentalteaterstykket »På en tekstilfabrik« mobiliserede ikke de kvindelige arbejdere - blev vist knap nok hørt af dem, bortset fra kvindebevægelsen, som brugte stykket i »Kvindekaravanen«. Det er naturligvis altid noget, men ikke nok - da kvindebevægelsen jo først og fremmest består af borgerskabets kvinder (det bliver den i øvrigt ikke mindre nødvendig af), og dens budskab derfor er omgivet af en vis mystik og afstandstagen (frygt) fra f.eks. kvinder på en fabrik.

Det sidste stykke politiske musik,jeg forsøgte at lave, fungerede heller ikke efter hensigten. Det var i forbindelse med en kvindemusikgruppe (hvor bl.a. komponisten og pianisten Inge Willumsen medvirkede). Musikken var melodisk og meget iørefaldende. Teksten var kvindepolitisk (om at gøre rent: kvindens næstældste erhverv). De som lyttede til musikken var borgerskabets kvinder - de som spillede den var borgerskabets kvinder. Det var kvindepolitisk, men ikke særlig revolutionært ud fra et klassekamp-synspunkt«: i tekst og musik henvendte jeg mig til en gruppe kvinder, som ikke kom når vi spillede.

Nu laver jeg musik - uden at skele til min politiske overbevisning, og jeg gør det med god samvittighed. Jeg tror det er til større gavn, og rent kunstnerisk føles det lige så befriende, som da vi kvindebevægelsen smed BH'en. Den ideologiske spændetrøje hæmmer den kunstneriske frihed. Og uden bevægelsesfrihed ingen bevægelse. Hvem kan elske eller skabe i ufrihed? Jeg kan ikke.

Den ideologiske spændetrøje hemmer den kunstneriske frihed - og uden en sådan bevægelsesfrihed mister kunsten sin mulighed som revolutionær kraft.

Helle Norup