DMPFs sommerkursus 1978

Af
| DMT Årgang 53 (1978-1979) nr. 01 - side 23-23

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

DMPFs sommerkursus 1978

En udvikling i musikundervisningen

Jeg var hos tandlægen forleden dag. Hos byens nyeste, fordi min egen var på ferie. Fik behandlet en tand for præcis det samme, som den havde fejlet et halvt år før. Forskellen i behandlingen hos de to tandlæger var slående. Der var simpelt hen en udvikling til forskel.

Det var nærliggende at trække en parallel til os, der underviser i musik. I hvor høj grad er vi fulgt med udviklingen? Har vi formået at omstille os til de krav, som de ændrede samfundsforhold stiller til os? Er uddannelsen tidssvarende, er metoderne?

Når man først er i det humør, kan man sætte mange flere spørgsmålstegn og nå til mange nedslående nej'er. Men så ligetil er sagen naturligvis ikke, for der gøres jo virkelig af mange et stort arbejde for at sætte skred i tingene.

Lad mig nævne et konkret eksempel. Jeg har i 25 år været medlem af Dansk musikpædagogisk Forening, og i næsten 20 år betød det for mig ikke meget andet end en postopkrævning en eller to gange om året. Så begyndte der at komme tilbud om kurser med fag som f.eks. becifring. Et ord som nærmest var lidt af en uartighed på konservatoriet i min tid, men ikke desto mindre et emne, som jeg havde været nødt til at sætte mig ind i på egen hånd, for at kunne begå mig i det vilde og utøjlelige liv uden for konservatoriet.

Jeg lod heldigvis ikke chancen gå fra mig og har siden deltaget i mange kurser med emner af vidt forskellig art.

Denne sommers tilbud kom så langt omkring som: Bach-kursus med Einar Steen-Nøkleberg, rytmisk improviseret musik med Bent Haastrup og Ole Kock-Hansen, folkemusik-kursus med Tym Andersen og lydformning med John Paynter. Det sidste kunne følges af alle kursister og gudskelov for det, han man lyst til at sige. Vi oplevede, hvordan vi inden for ganske snævre rammer kunne nå helt forskellige resultater, og hvordan en flok med vidt forskellige forudsætninger og midler kunne skabe et samlet hele. Det var anstrengende, betagende, inspirerende og meget mere. Helt elementært men uortodoks. Uendelig svært at leve op til i dagligdagen men ikke til at komme udenom. Et helt nyt udgangspunkt, når man skal lære børn og voksne, hvad musik egentlig består af. John Paynter havde f.eks. en helt formidabel evne til at drage sammenligninger mellem de ret improvisatoriske frembringelser vi præsterede og musik, som komponister fra alle tider har skrevet.

Dette kursus var nok stjernen blandt kurser, men jeg ville ikke have undværet ét af de andre, fordi de har betydet et nødvendigt supplement til min uddannelse, og fordi de har betydet inspiration og fornyelse. Behøver jeg at fortælle, at jeg nu betaler de tilbagevendende postopkrævninger med største fornøjelse?

Og så er vi tilbage ved tandlægerne. (Jeg ved nok, hvem af de to, jeg har mest lyst til at besøge næste gang, og hvem jeg føler mig mest i familie med, fordi jeg nu har gået på de der kurser.)

Vil vi blive ved med at bære os ad præcis, som vi har gjort i mange år, eller vil vi prøve at følge med udviklingen? Der er sikkert ikke mange, der vil påstå, at vi skal blive stående.

Den helt aktuelle situation er bare, at alt for mange virker næsten stillestående og ude af takt med tiden. Det er ikke nok at ændre lidt hist og her. Der må tages bestik af fremtidens krav til musikundervisere og derudfra skabes en relevant uddannelse og efteruddannelse.

Jeg ved, at det er lettere sagt end gjort, men nu er det i det mindste sagt. - Nok en gang!

Henny Honoré statsprøvet musikpædagog

Årgang 53/1978-1979, nr. 01