Fortjenstfuld genudgivelse

Af
| DMT Årgang 53 (1978-1979) nr. 01 - side 27-29

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Bøger

Fortjenstfuld genudgivelse

Ernest Newmans »Life of Richard Wagner« i Cambridge University Press

Kort tid efter at have haft lejlighed til at anmelde førsteudgivelsen af Cosima Wagners dagbøger er det en fornøjelse at få lejlighed til at anmelde genudgivelsen af Ernst Newmans meget store og dybtgående Wag-ner-biografi, 1932-45.

Newman er ikke alene storartet ved at have en sikker og ubestikkelig dømmekraft; han er også utrolig grundig i at gøre op med de legender, som tynger megen biografiskrivning på den måde, at man referer legenderne, uden at man ønsker at tage stilling til deres autenticitet - hvorefter den næste biografiskriver overtager legenden, men denne gang uden forbehold; tværtimod, at den har stået i X's kendte biografi synes jo kun at borge for den - skønt X meddelte den lidt mistroisk.

Det kan synes fristende at omtale Newmans hoveddyder hver for sig: På den ene side, at legenderne jages til døde, og på den anden side, at han med salomonisk retfærdighed lader sagens væsentlige momenter af for-og-imod stå med den tydelighed, de hver for sig fortjener. Men naturligvis betinger disse to kvaliteter hos Newman hinanden.

Da han har mistanke om, at intet pålideligt belæg bekræfter anekdoten om, at én af de største kontantudbetalinger fra den bajerske kabinetkasse til Wagner fandt sted i skillemønt for at bringe Cosima, der hentede pengene, i den forlegne situation, at udbetalingen vakte opsigt, undersøger han alt materialet i dette spørgsmål. Hans æreinde er at bevise, at det ikke var en chikane fra kabinetssekretæren Pfistermeister eller skatmesteren Hofmann, men en tilfældig tvangssituation. Dette gennemfører Newman med stor overbevisning og energi, men pudsigt nok viser sagens fakta sig ved hans undersøgelse at komme nær på anekdoten: Ifølge anekdoten fik Cosima 40.000 gylden i sølvmønt i flere store sække; men Newman glæder sig over at have rammet en pæl gennem denne grove fordrejning, da han kan dokumentere, at hun fik 20.000 i sedler og 20.000 i sølvmønt. Newman kan synes ligefrem smålig, når han ofrer i

hundrede vis af sider på at bevise, at Nietzsches frafald fra Wagner ikke fandt sted så tidligt, som Elisabeth Förster-Nietzsche ville vide; derved giver han jo kun en lille nuance til den kendsgerning, at frafaldet fandt sted. Men sagen er et eksempel på, med hvilken sikker dygtighed Newman arbejder sig frem til sandhedens nuancer: Hans efterforskninger giver ham en fornemmelse af uforsvarlig tendensiøst udgiverarbejde hos E. Förster-Nietzsche, og deri har Nietzsche-for-skningen givet ham ret.

Det kan falde læseren for brystet, at Newman går så hårdt til værks over for legenden om den algode, generøse Liszt - ikke fordi han vil sværte ham som en utiltalende poseur, men for at underkende det klichéagtige billede. Skulle man tro legenden, måtte man jo tænke, at Liszt blandt de store kunstnere var den første fuldkommen fornemme, modige og uselviske person siden Schiller; den holder ikke, og guderne må vide, om den holder for Schiller! Interessant er det at se Liszt beskrevet i sin splittethed, sin lunefuldhed og sine anfald af ufrivillig komisk patos à la Nabokovs »Pnin«. På dette punkt er Newmans berigtigelser ikke kun en værdifuld nuancering af musikhistorieskrivningen; de er overhovedet et lærestykke i, at det er forskerens opgave at påtage sig den upopulære rolle som lyseslukker, hvis lyset udgår fra et billede, der i alt for høj grad består af, hvad man gerne vil se. Den ukritiske læser, der af lutter venlighed hæfter sig ved Liszts format i at »leve og lade leve«, finder det ganske uproblematisk at se bort fra hans forsømmelsessynder, hans farceagtige forhold til den katolske kirke, hans naragtige trafik ved fyrstetafler osv. - som om disse ting var mindre virkelige. Newmans grundighed i kildekritik og hans klogskab i bedømmelsen giver hans Wagnerbiografi den hovedfortjeneste at forsyne billedet af Wagner selv med en utrolig spændvidde. Som Newman selv siger det om Wagner: Der er storhjertethed nok til at gøre det forståeligt, at så umådelig mange hang ved ham - og der er gemenhed nok til at give fuld dækning til alle de værste ting, der er blevet sagt om ham. Når Wagner i et af sine prosaskrifter gør sig klog på engelsk sproghistorie, svævende over en afgrund af uvidenhed om emnet, får han rimeligt nok på hovedet af Newman; men overalt, hvor Wagner taler om musik og om at organisere et teater, påviser Newman, at han var den eneste i sin tid, der så virkeligt klart; at Wagners tanker om disse ting i dag virker selvfølgelige, ligger ikke kun i, at »tiden har givet ham ret« -nej, han har skabt vores tanker om det. At Newman naturligvis opfatter Wagner som en dramatiker not for an age but for all time, forhindrer ham dog ikke i at påpege, at Wagners kulturhistoriske eller kulturpolitiske essays ikke giver indtryk af nogen førsterangs litteraturkender; kun som musiker er han både produktivt geni og skarpsindig kender. Newman ventede sig meget af offentliggørelsen af de dokumenter, der er blevet frie i den sidste tid, især Cosimas dagbøger; han har troet, at kommende forskere ville kunne aftvinge dem en videre nuancering af billedet. Men hans eget billede holder særdeles godt, når man sammenholder hans værk med den fuldstændige Cosima-dagbog. Og dog, her kan jeg tage fejl: Måske foretager jeg under læsningen den samme bekvemmeligheds-sigtning af stoffet, som jeg for lidt siden angreb i forbindelse med Liszt-legenden. Hermed mener jeg, at den, der måtte have virkelig evne til og øvelse i at læse med vågen kritik, måske vil finde

punkter i Cosimas dagbøger, som udtrykker en anden tendens end den, jeg har lagt ind i dem, fordi jeg måske føres rundt ved næsen af den suggestion, der udgår fra et så overbevisende stykke arbejde som Newmans. Måske er Martin Gregor-Dellin i færd med at finde den slags punkter. Eller måske DMT's læsere? Følgende eksempel forekommer mig typisk for, hvor godt det kildekritiske arbejde er gennemført hos Newman: Tvivlsspørgsmålene om graden af Wagners aktive deltagelse i Dresdeneropstanden i 1849 imø-degår Newman ved at kunne henvise til en kvittering på 4000 håndgranater udstedt til kapelmester Wagner. Men for at genoptage det andet spørgsmål om Newmans arbejde, hans bedømmende virksomhed over for stoffet: Jeg føler trang til at sammenligne Newmans forening af begejstring og kritik med det ublandede had hos Robert W. Gutman.

Den beundring, Gutmans Wagnerbiografi er blevet genstand for, blandt andet udtrykt i den anseelse, han nyder i Bayreuth, vil jeg ikke stille mig uforstående overfor. Ganske vist hævder jeg, at negativ kritik normalt er en meningsløs måde at nærme sig kunstværker på - ved denne forholden forhindrer man jo sig selv i at tage dét, værkerne har at give, og kun i den proces (at tage dét, som osv.) kan de være virksomme og væsentlige; ligeledes hævder jeg, at Gutmans forsøg på at omtale Tristandramaet som noget, der trods alt ikke er megen dramatisk profil over, er et udtryk for iagttagerens afmagt; men alligevel finder jeg stor interesse i Gutmans bestræbelser på at formulere, hvordan den gemenhed, Newman taler om, også afspejler sig i værkerne. Jeg vil ikke gå ind i debatten, men antyde dens perspektiv med et eksempel: Til gralsridderskabets rolle i Parsifal knytter Gutman nogle betragtninger om herrementalitet og antifemi-nisme eet., som nok kan synes at skyde over målet, men som det er værdifuldt at se veltalende udtrykt sort på hvidt, sådan at læseren kan gøre sig klart, om det holder. Hvis man blot har en vag fornemmelse af, at den nævnte egenskab er et problem ved værket, er jeg sikker på, at man gør bedre i at hive den frem med grove hænder end i at vende ryggen ængsteligt til og håbe, at trolden ikke springer op af æsken. Newman affejer diskussionen af den gode grund, at den i sidste instans er uvæsentlig; men ved sidste instans kan vi passende forstå Newmans grad af beherskelse af emnet. Vi andre må først kvalificere os til dette standpunkt - og derfor anbefaler jeg enhver at gå gennem Gutmans skærsild. Det nytter ikke at afvise Gutman efter flg. recept:

»Mod Wagners værk har der været rejst en ideologisk kritik, som ikke ville være blevet til noget, hvis man argumenterede i vores kategorier, og det ville man gøre, hvis man kendte sagen lige så godt som vi. Lad os derfor ikke lytte til den kritik.«

Der er netop noget at hente i den slags kritik - netop hvis den er gennemført til yderste konsekvens; jo mere artikuleret den er, omfattende en sammenhæng, den er strakt ud til, jo bedre erkendelse er der at hente i den, selvom dette yderliggående gynes at udelukke et samtalegrundlag. Hvad jeg ønsker at anerkende hos Gutman er, at modviljen er blevet klædt i klare ord, ovenikøbet lange sammenhænge af dem. Newmans tendens er en anden: Han lægger sit emne ud i dets modsætninger og viser dets spændvidde - ud fra en tro på, at modsætningerne balancerer. Jeg nævnte i min forrige artikel om udgivelser af Wag-nerlitteratur, at Martin Gregor-Dellins to ganske små Wagnerbøger er henrykkende læsning; men den særlige fornøjelse ved at få sagen fremlagt i denne høj-koncentrerede form forudsætter egentlig i ret høj grad, at man kender den i forvejen. Newmans kæmpeværk er af en sådan art, at man også uden andre forkundskaber end en vis fortrolighed med Wagners dramaer vil få et virkelig dybtgående kendskab til sagen ved at læse det.

Jeg har ikke direkte berørt det spørgsmål, om Newmans værk bærer sin alder godt. Men indirekte har jeg gjort det, fordi jeg har sammenstillet ham med Gutman og Gregor-Dellin. Sagen er den, at jeg nødig ville svare på det spørgsmål, om Newman ikke virker gammeldags i vor tid med dens politiseren, for jeg synes, det er et skævt spørgsmål. Den moderne jargon kan vildlede én til at argumentere i kategorier, man ikke anerkender! Jeg har forsøgt at hylde Newman i

kategorier, jeg anerkender - maksimal viden, grundigt efterprøvet, og maksimal dømmekraft med henblik på at lade det væsentlige billede træde frem. Når jeg sammenstiller ham med to nulevende forfattere, spørgerjeg ikke, om han lever op til den i modernitet, men om de lever op til ham i intellektuel hæderlighed og dygtighed. Jeg kunne også have nævnt Adornos for-muleringsgeni og Dahlhaus sobre, lærerige analyser. Jeg lod derimod med vilje Kurt Blaukopfs og Hans Mayers bøger, fordi hverken stilfærdig uinteresseret-hed eller larmende bedreviden kan være meningsbe-rettiget på Newmans niveau, selvom forfatterne er velrenommerede.

Her har slet ikke været plads til at fremhæve den ubeskrivelige charme over Newmans stil - den specielle post-victorianske humor, hvis yderste konsekvens er P.G. Wodehouse; disse små forfriskende indslag af yndefuld lavkomik, der virker lagret som gammel vin. Have you a birth-mark on your left arm? No. - Then you are my long-lost twin brother. Der bør derimod være plads til at nævne udgivelsens billighed - det er en bedrift at sende disse fire mursten på markedet for en samlet pris af lll/2 engelske pund. Denne genudgivelse fortjener den stærkeste anbefaling, fordi Newmans værk er det uundværligste i den biografiske litteratur om Wagner.

A. Grisemarc-Fougère

Ernest Newman: The Life of Richard Wagner I-IV. Cambridge

University Press, re-issued 1976. Robert W. Gutman: Richard Wagner. München 1970. Martin Gregor-Dellin: Wagner-Chronik. München 1972. Martin Gregor-Dellin: Richard Wagner - die Revolution als Oper. Theodor Wiesengrund Adorno: Versuch über Wagner. Frankfurt

1952. Carl Dahlhaus: Richard Wagners Musikdramen. Velber 1971.

Årgang 53/1978-1979, nr. 01