Mesterkursus med Edwin Fischer

Af
| DMT Årgang 53 (1978-1979) nr. 01 - side 25-26

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Mesterkursus med Edwin Fischer

af Erik Starup

Skønt det snart er 18 år siden, Edwin Fischer døde, har hans navn endnu en magisk klang i alle musikeres øren, dog navnlig selvfølgelig hos de lidt ældre, der har oplevet hans fantastiske klaverkunst. Ganske vist kan man endnu få mange af hans grammofonindspilninger, men jeg synes ikke, disse yder ham fuld retfærdighed - det er, som om den megen teknik i forbindelse med en optagelse ikke rigtig passede til Edwin Fischers temperament.

I 1938, lige før den anden verdenskrig, deltog jeg i Fischers klaverkursus, der dengang foregik i Tyskland (E.F. var æresborger i Berlin). Protektor for kurset var ingen ringere end Generalfeltmarskal Hermann Goring - en af Hitler-tidens såkaldte store - og undervisningen foregik i »Marmorpalæet« i Potsdam.

I en af salene stod 2 flygler, et Steinway og et Bech-stein, og »spillerne« (der var ca. 10) kunne så selv vælge, hvilket de ville spille på. I en cirkel rundt om flyglerne sad så »hørerne«, ca. 30 pædagoger fra mange forskellige lande. Undervisningen foregik kl. 9-12 og kl. 14-18.1 pausen gik alle: Fischer, spillere og hørere, igennem parken til »den hellige sø«, hvor vi sammen spiste frokost i en lille, hyggelig restaurant...

Allerede den første kursusdag fik vi spillere et slemt chok, idet Fischer »uddelte« samtlige præludier og fugaer fra Bachs Wohltemperiertes Klavier, bd. I - på den måde at han pegede på én og sagde: »D-dur og g-mol, skal spilles udenad om 8 dage.« Jeg fik tildelt h-dur og h-mol, unægtelig en svær opgave, når man tænker på de mange andre værker, vi daglig måtte arbejde strengt med. Da de 8 dage var gået (vi havde selvfølgelig i de mellemliggende dage fået mange værker gennemgået), begyndte dagen med, at Fischer sagde: »C-dur« - og den spiller, der havde fået denne opgave tildelt, gik så til flyglet og spillede. Derefter: »C-mol« - osv. Fischers instruktion af disse værker var selvfølgelig aldeles inspirerende, helt nye perspektiver åbnede sig for os alle.

Jeg kunne berette om mange værker, men må jo af pladshensyn indskrænke mig til nogle enkelte.

En ung pianistinde spillede Schumanns Carneval; hun spillede aldeles strålende, men Fischer standsede hende alligevel hele tiden. »Hvad hedder dette stykke? - Valse noble - Hvad betyder det? - Det er adelsmanden, der danser. - Hvordan danser en adelsmand, han danser med langsomme og fornemme slæbende skridt (og her dansede Fischer hen over gulvet), tænk nu på det, når du spiller, og tænk navnlig på det, når du øver venstre hånd.« Og siden: »Hvad hedder dette stykke? Harlekin - hvordan kommer Harlekin ind på scenen - i et spring (og her foretog Fischer et nydeligt balletspring) - det kan jeg ikke høre, når du spiller!«

Hver enkelt afsnit blev gennemgået efter denne naturmetode, og resultatet var forbløffende.

En ung mand spillede Beethovens 3. klaverkoncert, I sats. Han havde åbenbart hjemmefra fået at vide, at man skal »slappe af« og »afreagere«, og da han var færdig, fik han en ordentlig opsang: »Du tror da vel ikke, at nogen gider høre på dig, når du ser sådan ud!
- Beethovens vældige kraft og temperament skal du også vise i dit udseende. Du skal ligne det værk, du spiller.«

Det er jo unægtelig en bemærkning, der kunne føre særprægede konsekvenser med sig (hvad med »Sprællemanden« og »Snurretoppen«?), men man forstår selvfølgelig godt Fischers mening.

En anden ung mand spillede en transskription af en af Bachs store orgelpræludier med tilhørende fuga (det var dengang ikke uartigt). Han var en meget genert ung mand, og da han var færdig, spurgte Fischer (efter et minuts fuldstændig pause): »Tror du, at du er en meget stor klaverspiller?« Den unge mand rødmede dybt og rystede på hovedet. »Så kan du slet ikke spille det stykke - et storværk skal gøre spilleren stor!«

Jeg spillede bl.a. Mozarts klaverkoncert i Es-dur (K.V. 482), som jeg i København havde spillet med Radioorkestret (dir. Launy Grøndahl) ved en koncert i Stærekassen. Jeg troede selv, at jeg kunne spille den, men jeg fik hurtigt noget helt andet at vide - hver enkelt strofe blev taget ud og forstærket i udtrykket: »Det er ingen sonate - det er en koncert!«

Fischer var meget optaget af hver enkelt studerendes private forhold - på en meget smuk menneskelig måde

- og hans hukommelse var fantastisk; når jeg mange år efter mødte ham, f.eks. i København, kunne han huske alt om mig.

Ved kursets begyndelse holdt Fischer en indledningstale. Da jeg er i besiddelse af manuskriptet til denne, følger den nu, oversat til dansk. Det er et ægte Fischer-dokument, genialt - naivt set med nutidens øjne, men hvor er det dog dejligt at læse - og hvor kan vi dog lære meget af det! Denne tale har han senere - med enkelte ændringer - benyttet i sin bog »Musikalske betragtninger« under overskriften »Henvendelse til unge musikere«. Bogen udkom i 1950.

Mine kære venner!

Vi har med vilje valgt dette stille hus for sammen at hellige os de store mestres værker, dette enkle slot, som ligger fjernt fra storbyens larm, og hvortil De kun kan nå tilfods ved en spadseretur på godt et kvarters tid. Uden kunstigt lys, uden bil, uden telefon, kun omgivet af naturen, håber jeg, at De allerede på vejen må miste og glemme rastløsheden, hverdagen, det altfor materielle - og således, allerede fortrolige med træ, sky og vind, komme værkerne modtagelig i møde. Det drejer sig jo ikke om hurtigt at bibringe Dem et par stykker - min hensigt er intet mindre end at føre Dem bort fra klaveret og ind i Dem selv.

I denne tid med den mest fuldkomne teknik og mekanik tjener et kun godt spillet klaverstykke i ren pianistisk forstand ikke længere noget formål. Det kan pladen gøre bedre. Kun inderligt oplevet kunst, som Deres personlighed har skabende andel i, interesserer, virker, og opbygger. De må nå ind til Dem selv. For at bringe Dem dertil må de, som ikke allerede er døde, dø; al forfængelighed, alt tillært, påklistret, uægte må dø offerdøden for kunsten.

De må så, som en søgende, stille stige ned i Deres dybeste værens dunkelhed, hvor De var i barndommen, og lytte til Deres ønsker s og længslers susen, igen være som et barn, et træ, en blomst, uforfalsket og ægte, givet hen til følelsen af det fulde liv. Og når De er stille nok, fuld af ærefrygt for Gud i Dem, og lægger Deres øre til urgrunden for at lytte til den hemmelige tone, der drager gennem alle verdener, vil Han lade fantasiens hellige ild lyse op, en fantasi som henter sine kræfter i Deres egen væren, i Deres eget væsen.

Og er du ydmyg og stærk tillige, så skuer du dit inderste væsens land, de rene tings land, kraften, storheden, skønheden selv og også sorgen og blødheden og forklarelsen. Og har du optaget disse urbilleder i dig, så lad dine kræfters strøm stige op i dit liv, i dine handlinger, i din kunst, og form efter din fantasi - og din skønheds, din storheds billede, din kærlighed og din sorg, dit håb og din glæde vil lyse op, herligt og frugtbart. Du bliver en skaber ...

Et skabende menneske i sin bedste stund er guddommeligt. Men hvis dine kræfter ikke rækker til realiseringen af din forestillingsverden, finder du mestrenes store værker. De er som kar, beredte til at modtage din strøm. Disse herlige skabninger er den anden halvdel af din tilværelse. Omslut dem, giv dem liv, uden at øve vold mod dem; bliv ældere gennem dem, voks dig større gennem dem og lån dem, disse et drømt riges gudebilleder, dit varme livs kraft.

Dog behøver denne åndelige, drømte verden den dennesidige virkelighed for at kunne åbenbare sig. Ganske vist benytter vi vor kunst det mest immaterielle stof, som tænkes kan, stof som ikke længere er bundet til vor jord: svingningen - dog vil også den formes, skabes. Vejen fra urbilledet over psyke, fysik, instrument til klangen er lang - og på hver
lidelsesstation går noget tabt - kun en brøkdel af urbilledet kommer frem.

Hvad jeg kan gøre for at hjælpe Dem på denne vej, det gør jeg gerne, for at der af værket og Deres personlighed tilsammen kan opstå en ny skabning, ud af hvilken i kraft og renhed det evige lyser, for hvis skyld det alene lønner sig at leve.

Årgang 53/1978-1979, nr. 01