Rapporter

Af
| DMT Årgang 53 (1978-1979) nr. 01 - side 35-36

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Rapporter

Miljø-musik-festival i London 28/7 - 5/8

Over 9 dage har denne festival: »MUSIC/CONTEXT, International Festival Environmental Music« været afholdt i London, arrangeret af en kreds af musikere fra London Musicians Collective, et ko-operativ af musikere, der dyrker improvisationsmusik. Festivalen her er den anden af sin art; den første var i Milano sidste år, og under miljø-temaet samlede den en række koncerter, forestillinger og projekter, der belyste det fra forskellige ledder.

Der var tre meget forskellige udendørs arrangementer. Italieneren Albert Mayr kørte sin bil med højttalere på taget hen i et arbejderkvarter og stillede sig op og tilbød mikrofonen til fri afbenyttelse - som han sagde fordi det moderne lydbillede i byen er blevet så støjende, at mennesker næppe kan gøre sig hørt uden særligt udstyr. Og selvom folk var skeptiske over for hvad det kunne være for en musikfestival han kom fra, gav flere forbipasserende sig til at snakke i mikrofonen. »Available Amplification« hed projektet. Et andet projekt, designet af Michael Parsons, gik ud på at udforske lydbilledet langs en nærliggende kanal; gennem flere prøver dernede groede en musik frem frembragt af en halv snes deltagere i bevægelse langs kanalen, en musik der udforskede, indrettede sig efter og reagerede på lydmiljøet der - tog, fabrikker, lyde af vand, den måde, hvorpå vandoverfladen reflekterede lydene ... Og på en bakke i Hampstead Heath-parken stillede Max Eastley sine lyd-skulpturer op, som vinden spillede på.

Men miljø-ideen angår ikke blot opførelses- og samværpraksis udendørs, men sigter mod en generel bevidstgørelse både af lydmiljøer omkring os og af udtryksmåder, der bruger lyd. Indendørs kunne man opleve ligeså alternative former for opførelsespraksis. Fx. var The Feminist Improvisation Group med, der som navnet siger lægger vægt på såvel at arbejde kvindebevidst som på at udvikle det sammenspils-mæssige. Hvad der for mig i festivalen idetheletaget kom nærmest til at være et afgrænset »stykke« var afgrænset på en åben måde: Steve Cripps arbejdsmiljø-musik for én mand, der samtidig spillede klarinet og brugte en elektrosvejsemaskine. Klarinetten spillede en såvel robust som sensitiv, enkel musik i dialog med svejsningens knitre-brage-lyde, der samtidig frembragte lys og lugte i rummet; musikken standsede, da svejsetråden var brugt op. Ligeså nuanceret en fore-

stilling, som et partitur-skrevet stykke med bånd i stedet for det realistiske støj-lys-lugt-miljø sandsynligvis ville have været, men af en ganske anden friskhed. Rammesprængende på flere måder var en annonceret kontinuerlig 24 timers improvisationskoncert (der dog kun varede 13 timer). Dels fjernede koncerten sig fra ethvert præg af afmålthed og befolkede i stedet et sted, hvor man kunne komme og gå og gå ud og snakke og spise i rummet ved siden af ind imellem -dels var der ikke noget præg af maraton-anstrengelse, men en stadig opdagen, forvandling og fastholden af musik der somme tider var dramatisk udladende, somme tider af en sjælden skønhed. Nævnes må også en instrumentbygningsworkshop med jamsession, hvortil en del folk fra byen droppede ind og blev revet med.

Givet har denne festival vist karakteristiske ting om det engelske miljø for improvisationsmusik, hvor der hersker et for os ganske usædvanligt samarbejde mellem genrerne og mellem professionelle og amatører. Og beskæmmende for de etablerede musikinstitutioner må det være, at den toneangivende del af det alternative teoretiske arbejde der udføres her - omkring instrumenter, akustik, hændelsesstruktur/kontekst, musiketnologi - hovedsagelig præsteres af folk, som er uddannet i visuelle discipliner ved kunstakademier, hvor forskningen synes at være lagt bredere an (det gælder også Michael Nyman, hvis bog anmeldes andetsteds her i bladet). Dokumentationer her omkring kunne ses på festivalens udstilling og er i øvrigt tilgængelig i bladet »Musics« (se anmeldelse ved Chr. Kyhl i dmt 2, nov. 77). Der sker noget i det frodige undergrunds-sted London Musicians Collective mange aftner om ugen også uden for festivaltid, og det kan anbefales at kikke ind, hvis man skulle komme på de kanter ... arrangementer publiceres i »Time Out«, som kan købes i enhver kiosk.

Carl Bergstrøm-Nielsen Ta til UNM, hvis du er musiker eller komponist under 30 år ...

UNM-78 i Bergen, 26/2-4/3

Musiker eller komponist?? Et af UNM's problemer er, at disse to funktioner holdes lisså adskilte som på konservatorierne - og det føltes kritisabelt for mange af os, når nu dette nordiske møde foregår - ifølge sin formålsparagraf - for at »fremme samarbejdet mellem skabende og udøvende musikere«. Problemet stod i centrum ved den debat, som fulgte efter Hans Abra-hamsens foredrag, »UNM - konponistkonkurrence eller ...?«, hvor der var principiel stemning for at afskaffe juryen og bygge UNM op som et seminar med pædagogisk funktion og deltagerinitiativer, i stedet for det nuværende image som »Nordiske mini-musikdage«. Men om det afsluttende plenummøde, der er retningsgivende for det fremtidige arbejde, kan siges, at diskussionen dér havde en så opløst karakter, at arrangørerne til sidst måtte hale konkrete kompromisforslag ud af forsamlingen, for dog ikke at stå på helt bar bund ang. det næste arrangement. Impulsen til festivalens løbende, faglige diskussion kom fra englænderen Cornelius Cardew, som både ledede det daglige orkesterseminar og holdt foredraget »The Composer's Role in the Class Struggle« om musikkens ideologiske rolle: »UNM er en del af det klassiske musikområde og må fra arbejderklassens synspunkt forekomme fjendtlig og undertrykkende«, sagde han og lagde hermed op til en debat om den sociale legitimation og det sociale perspektiv i komposition og udøvelse af ny musik. Luften svirrede af trevler af politiske og kulturpolitiske spørgsmål, af kritik, selvkritik og lyst til modsigelse fra forsamlingen. Allerede dagen forinden foredraget, ved den daglige diskussion af gårdsdagens værker, havde denne diskussion taget sin begyndelse, da Magnus Lindbergs (SF) computerrealiserede tre stykker for horn, violin, bratsch og cello blev diskuteret og komponisten, der fokuserede på sin eksperimentelle metode, udspurgt om sine hensigter med stykket. »Man må beherske teknikken, for at drømmen kan komme til udtryk«, sagde hans lærer, komponisten Einijuhani Raauta-vaara, men debatten blev ikke stående her. Først Hans Abrahamsens indlæg til sidst kom ind på at give et dialektisk svar til Cardew om hvem stykket var skrevet for: det har bevæget sig ud af nationalromantikken, og heri ligger erkendelsen af, at musik ikke er et produkt af naturlove, men er menneskeskabt. Modernismens problem ligger i at tage det næste skridt, men man må nødvendigvis se denne udvikling som noget, der foregår i stadier.

Ved afslutningskoncerten fremførte Cardew med festivalorkestret fem korte værker, hvoraf de to citerede kendte revolutionære sange. »Man er nødt til at bruge

det sprog, som er gangbart«; »efter at have lavet avantgardemusik i 20 år har jeg været nødt til at lære fundamentale ting om musik om igen«, havde Cardew sagt. Var dette program i sin musikalske substans blot en underholdende kavalkade af ofte march-agtige arrangementer som nogle syntes (også om Cardews tidligere fremførte »Vietnam-Sonate« for klaver) - ? Eller lå der i det bevidste udvalg af melodisk materiale en ny følsomhed over for referencerne i musikken? »The Great Learning«, et enkelt improvisationsoplæg fra Cardews tidligere tid (da han ledede »The Scratch Orchestra«) fungerede fortræffeligt på netop de modernistiske præmisser, han nu selv har forladt. Medlemmer af et stort kor gik rundt enkeltvis og parvis på et torv i et butikscenter, og folk på vej ud af supermarkedet standsede og reagerede oplivet på at høre beton-akustikken blive befolket af et menneskeligt nærvær. Reaktionerne på et ensemple, som spillede fra en tribune, var langt mere spredte, og jeg fik den mistanke, at de ikke var meget mere intense, end hvis de gjaldt en højttaler. (Derimod var det en engagerende fornemmelse senere om aftenen at sidde som koncertpublikum netop i disse omgivelser). Ved en orkesterkoncert med det lokale »Harmonien«s orkester var det tekniske niveau højt i værkerne, men selve tingen som sådan satte kritiske tanker i gang hos mig. Det forekom mig, at der var en stærk tendens til en form for akademisk kompromis-søgen - en mindre »saftspænding« end ved kammermusik værkerne, en for forståelighedens skyld mere tilbage-refererende skrivemåde. Men, publikumsmæssigt fungerede det jo fint med et ikke avantgarde-vant symfoniorkester-publikum som var mødt ret talrigt op. Så hvorfor sidder jeg her og ser kritisk på, at den musiksproglige balancegang lykkedes? Måske fordi jeg også i diskusi-onen den følgende dag følte, at fundamentale spørgsmål om orkestermusikken som genre: sammenspillet mellem de mange musikere, de store dimensioner i lyttefællesskab og akustiske forhold og hvad man ville med dette store apparat ikke blev berørt. - Succes eller fiasko for en festival som denne kan måles på flere ting. Foranstaltningerne var stimulerende nok alt i alt til at aktiviteterne og diskussionen blev holdt nogenlunde flydende. Den generelle nysgerrighed hos deltagerne efter hinanden var derimod ringe, efter min bedømmelse. Det ville sikkert hjælpe, hvis ideerne om mere seminar-præg og om at give mulighed for deltagerinitiativer slår igennem med tiden. Gaudeamus-festivalen i Holland har allerede indført noget sådant.

Carl Bergstrøm-Nielsen

Årgang 53/1978-1979, nr. 01