EMI's nettooverskud i Danmark: 5.270.00 kr.

Af
| DMT Årgang 53 (1978-1979) nr. 02 - side 48-52

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

EMI's nettooverskud i Danmark:

5.270.00 kr.

Af Helge Andersen

Helge Andersen (64) cand polit. Har gennem 35 år fortrinsvis arbejdet med statistisk-økonomiske analyser, ikke mindst på medieområdet. Konsulent for en række dagblade. Startede afdelingen for lytterundersøgelser i Danmarks Radio, og forestod denne institutions analyser i en femårig periode. Forfatter til en række økonomiske bøger, hvor en af de bedst kendte er »Hvem ejer Danmark?« En økonomisk analyse af musikkens omkostninger i Danmark set fra et samfundsmæssigt synspunkt er netop afleveret til musikrådet.

Det overrasker unægtelig en nationaløkonom, når han får en opfordring til at kaste sig ud i en musikalsk debat. Særlig i betragtning af min mangelfulde musikalske uddannelse.

Men det kan være en fordel, så er der ingen, der kan være i tvivl om, at jeg skriver som økonom og absolut ikke som musiker.

Mit opdrag har jeg forstået således, at jeg skal anmelde en svensk bog Hellquist: »Ljudspåren förskräcker«. Men vel at mærke i et krav om at forklare om sagerne stiller sig på samme måde i Danmark.

Men som sagt: jeg er kun interesseret i det, jeg har forstand på: er det økonomisk og magtmæssigt det samme i Sverige og Danmark? Hele spørgsmålet om smag, kampen mellem klassisk og pop, definitionen af de enkelte genrer lader jeg helt ude af betragtning.

Spørgsmålet om genrerne vil jeg i øvrigt vende tilbage til, for det har jeg selv krydset i mit tidligere arbejde med lytterundersøgelserne.

Men vi tager fat på grammofonmarkedet. Jeg har selv prøvet en analyse af dette mærkelige marked, og her for Danmarks vedkommende - stødt på en ganske enorm vanskelighed. Der er simpelt hen tys tys omkring alle tal og beløb, der har med grammofon, bånd og ikke mindst rettighederne at gøre. Det er lykkedes grammofonbranchen at få hemmelighedsforseglet alle oplysninger om produktionen. Der findes i Danmarks Statistik en bestemmelse om, at denne institution ikke må give oplysninger som eventuelt kan give en læser opfattelse af, hvad et bestemt firma har produceret.

Det gælder som en beskyttelse for de rene monopolvirksomheder som f.eks. Glasuld eller stenuld, hvor der inden for hver gruppe kun er én producent, der således kan »lure« hinanden. Men jeg må stille spørgsmålet, hvorledes det er lykkedes grammofonmarkedet at sænke tågesløret over en branche med mange producenter og endda tre store, så totaltallene ikke kan siges at afsløre forretningshemmeligheder. Jeg vil starte med at påstå, at branchen har »luret« Danmarks Statistik, fordi branchen ikke ønsker en faktisk redegørelse af disse forhold. Heldigvis lader det samme sig ikke gøre med hensyn til salget af grammofonplader, da dette salg er belagt med en særlig »punktafgift« og derfor kendes med den største nøjagtighed. Men det samme gælder ikke for bånd, heller ikke kassettebånd. Alt dette har det været nødvendigt at sige, før jeg kan svare på det første af de stillede spørgsmål, om forholdene i Danmark er svarende til de svenske som gengivet i den meget debatterede bog.

Mine svar må derfor blive lidt vage, men jeg kan sige, at efter en detailleret gennemgang af det talmateriale som Hellquist anvender i sin bog er tallene ganske tilsvarende mine danske erfaringer. Med hensyn til antal har jeg hele tiden regnet med, at der er 5 mill, mennesker i Danmark og knap det dobbelte i Sverige (8½ mill.).

Jeg hæfter mig i særlig grad ved de meget koncentrerede oplysninger på side 38-40, hvor en række af oplysningerne, f.eks. fordelingen mellem de forskellige distributionskanaler, opdeling efter repertoire, ja endog spørgsmålet om hjemmeproducerede og importerede plader synes at ligge relativt ens i de to lande.

Og her er det, at jeg selv gerne vil sætte ind med en komplettering af det svenske materiale. Det er nemlig oplagt, at forfatteren først og fremmest føler sig som musikspecialist, mens jeg er økonom. Han har simpelt hen udeladt det helt væsentlige økonomiske forløb, når en plade bliver til.

Jeg har prøvet at hjemsøge en række producenter af den beskedne produktionsstørrelse og desuden indkaldt regnskaber fra de store selskaber. Det viser ganske tydeligt et mønster, som musikelskeren ikke ser, men som jeg finder økonomisk interessant.

Jeg har prøvet at stille det op i forskellige systemer for at vise, hvad vi taler om. Så kan vi sætte priser på bagefter.

1. Import. Det er som ordet siger en ganske gemen import af færdige plader, som fra frihavnen kan distribueres via grossister til diverse detaillister og derfra til forbrugerne. Dette er den absolut dominerende del af pladerne. Her er det de multinationale selskaber, som sælger via deres danske datterselskab. Det betyder, at man her kan importere pladerne til relativ lav pris, da det er en storproduktion i England eller Holland eller Tyskland. Der kan blive nogle mindre korrektioner som følge af ophavsrettighederne i de enkelte lande, men det er i de fleste tilfælde småpenge. Det har yderligere den enorme betydning, at her kan det multinationale selskab bestemme deres salgspris af produktionslandet, og dermed bestemme, hvor fortjenesten skal ligge. Her spiller skatteteknik afgørende ind.

2. Import i bearbejdet tilstand. Ved en POP indspilning spiller det en stor rolle at komme hurtigt - og helst også billigt - frem. Man kan derfor modtage en instrumental båndindspilning fra det udenlandske moderselskab, som derefter bruges som underlag til en dansk tekst. Den danske oversættelse kan købes på forskellige vilkår, meget ofte med et engangshonorar. Så engagerer man en dansk solist, som indsynger den danske tekst over det importerede bånd, som derefter går til produktion. Flere af vore populære sangere og sangerinder har lagt stemme til dette.

3. Dansk produktion. Men der er også danske produktioner, hvor vi tager det mest typiske tilfælde. En komponist og en forfatter har i forening produceret et værk - eller en række værker, der kan danne en LP. Den skal nu indspilles af et mindre forlag, som ikke har de fornødne faciliteter, men må købe sig ind så billigt som muligt. Det betyder, at forlaget først slutter en aftale om ophavsrettighederne med skaberne. Derefter skal der produceres et bånd, som kan bruges som grundlag for en skæring af en matrice. Det sker ved at leje et studie pris rundt regnet 200 kr. pr. time. Man entrerer med et passende antal musikere, for en POP formentlig 5-7, der skal have den tarifmæssige betaling.

En LP vil normalt omfatte 8 indslag pr. side (i alt 16) og det vil formentlig tage gennemsnitlig l time pr. 3 min. indslag.

Hertil kommer yderligere at båndet skal klippes og behandles af en lydtekniker, lad os sige det koster omkring 1.000 kr.

Lægger vi det hele sammen - bare for at få en grov kalkulation - så er vi nået til 25.000 kr., når båndet er færdig til skæring af matrice. Fra dette øjeblik er produktionen inde i en evig løbende produktionsmølle, med standardkalkulationer, som knytter sig til oplagsstørrelse, hvilket udstyr man vil yde med hensyn til kassette osv.

Og læg vel mærke til at det her er ganske ligegyldigt, om det er POP eller klassisk.

Set fra et økonomisk synspunkt må de 25.000 betragtes som de faste omkostninger, der ikke er reversible. Det betyder, at man får ikke noget igen, hvis det går galt. Når vi bestemmer oplagsstørrelsen, bevæger vi os over i de variable omkostninger. Man kan
formindske risikoen ved at starte med et lille oplag.

4. Dansk privatproduktion. Ved henvendelse til forskellige private forlag fremkommer en ret overraskende oplysning. Det er en næsten dagligdags foreteelse, at der kommer en gruppe med et færdigt bånd. De har selv komponeret og indspillet. Somme tider er grupperne endda indforstået med at tage del i en salgs-risiko - eller de medbringer kontanter - blot produktionen kan blive gennemført. Her er forlaget i den situation, at det kun er det rent tekniske og distribu-tionsmæssige, der mangler.

Som en særlig afdeling herunder må nævnes meget seriøse eksperimenter. Det kan f.eks. forekomme, at Statens Musikråd eller en anden sponsor har dækket en del af de omkostninger, der ligger forud for båndets tilblivelse.

Men ligegyldig om pladen er fremkommet efter regel l -2-3 eller 4, ja, så koster pladen det samme, når den kommer fremtil forbrugerne.

Det kan variere lidt - der er noget som går på udsalg.

Det er også normalt, at pladealbums med større arbejder på flere plader fremkommer med en ringere pris pr. plade. Men lad os gå ud fra, at en LP kommer til at ligge i størrelsesorden af 50 kroner med udslag på op til 10 kroner både den ene og den anden vej.

Nu vender vi sagen om og ser på den økonomiske side fra forbrugersiden og spørger - når jeg betaler 50 kr. for en plade, hvem får så andel i disse 50 kr.

Det første, der kræves, er mons. Nu har vi lige skiftet, lad os regne med de gamle 18%, svarende til de priser vi har nævnt.

Skattevæsnet skal have 18% (20 !/4) af udsalgsprisen, og derefter ser kalkulationen sådan ud:

detailpris 50 kr.

moms 8 kr.

42kr.

detaillisten kræver 30% eller 12 kr.

engrosprisen bliver dermed 30 kr.

grossisten vil også have 30% 9 kr.

beskatningspligtig værdi er derefter 21 kr.

hvoraf der skal betales punktskat, der

er 30% af import eller producentprisen 6 kr.

produktionsværdi netto 15 kr.

En ganske tankevækkende sammenstilling som viser forbandelsen for alle brancher, som regner med procenter i stedet for kroner og ører. Det betyder nemlig, at de små produktioner går helt af h.... til, mens det er de store tal, der skovles penge ind på. Og det gælder for alle omsætningsled fra ophavsretten via producent via engrosforhandler - via agent - via detailhandler. Selve procentbegrebet i afgifter og kalkulationer er dræbende for den mindre produktion. En ting, som vor svenske forfatter måske også burde have øje for. Den seriøse musik bliver sjældent HIT.

Men med udgangspunkt i ovenstående kalkulation kan vi virkelig sammenligne forholdene. For vil producenterne af grammofonpladerne ikke oplyse tallene, så vil toldvæsenet godt fortælle, at der sidste år blev betalt 24 mill. kr. i punktafgift. Divideret med de 6 kroner bliver det 5-6 mill, plader. For sammenligningens skyld skal hertil lægges kassetterne, som ikke er skattepligtige og formentlig andrager godt 1/3 af det samlede marked. Vi når så til et salg omkring de 3 mill, kassettebånd. Sammenlagt bliver det omkring de 9 mill, enheder. Forfatteren kommer for Sverige til 18,6 mill., men han bygger på 1975 og Danmark på 1977. Altså en ganske god overensstemmelse.

Trods de mange mellemregninger og kalkulationer er der rimelig grund til at tro, at de svenske og danske tal - når landenes befolkningstal tages i betragtning - er meget ensartet. Hvilket ikke kan forundre nogen, men tages som et bevis på tallenes troværdighed.

Men der er et problem, som er helt udeladt i den svenske bog, og som jeg gerne vender tilbage til. Det er nemlig spørgsmålet om produktionsomkostninger. Vi står altså i den situation, at der i virkeligheden kun presses forholdsvis få plader i Danmark. Der skæres mange matricer som sendes til udlandet. Hvor mange ved vi ikke, og industrien har endog stækket munden på vort statistiske system.

Men det er en kendsgerning, at vi må regne med en initialomkostning. Skal vi kalde det for en startomkostning eller en fast omkostning, som kan svinge meget betydelig. Afhængig af selve tilblivelsesformen jævnfør de ovennævnte punkter, men også kunstnerhonorarer.

Det er altså en fast omkostning, som kan svinge fra O -nemlig hvis pladen er importeret og disse faste omkostninger medregnet i importprisen - og så til ret fantasifulde beløb.

Lad os gå ud fra den produktionsmæssigt billigst mulige, nemlig at en gruppe kommer med et skærefærdig bånd. Så har de selv afholdt alle de faste omkostninger. Tilbage bliver alene skæring af matrice som fast og derefter en løbende omkostning for presning af hver enkelt plade + omslag.

Det er disse forhold, som fortæller hvor mange plader, der skal sælges for at nå ligevægtpunktet. Altså det øjeblik, hvor alle omkostninger er tjent ind, og overskuddet fremkommer.

Vi ved fra udtalelser (med meget rund hånd) fra direktører i branchen, at man når ligevægten med et passende forretningsmæssigt overskud på omkring de 5-6.000 plader.

Hvis dette tal virkelig er troværdigt, og det er trykt i et interview i et dansk dagblad, ja så må der være særdeles mange penge, hvis man kan lave en hurtig omsætning med store pladesalg, mens sagen er »hot«.

For lige at afslutte den dansk/svenske sammenligning så kan det oplyses, at vi ifølge sidste års importstatistik - eksporten fik en tilførsel på 6,5 mill, plader. Hertil kommer det hemmeligholdte tal om den danske produktion. Ansætter vi den skønsmæssigt til l mill, plader, kommer vi til en tilførsel til markedet på omkring 7,5 mill, plader.

Konklusionen bliver, at vi i virkeligheden kan påvise, at det danske materiale svarer ganske korrekt i mængde til det svenske. Hvordan det så ligger med hensyn til type af musik osv. det vil jeg ikke blande mig i.

Derimod vil jeg gerne kommentere forfatterens meget hårde konklusioner med hensyn til den dominans, som de store internationale selskaber har. Her fremhæver han særlig EMI. Her finder jeg det påkrævet at komme med nogle tilføjelser og særlige oplysninger.

EMI er simpelt hen så stort et selskab, at det er med i de internationale oversigter, udarbejdet af det amerikanske tidsskrift Fortune. Herom kan jeg fra det lige udkomne nummer referere følgende. EMI er engelsk, det er registreret som nr. 172 i størrelse, når vi regner med samtlige europæiske selskaber uanset branche. Dets samlede salg er 1.474 mill, dollars (for nemheds skyld regner vi med kurs 5,5 d. kr. for l dollar). Det betyder ca. 8 milliarder danske kroner. Vi ved yderligere, at deres værdier runder 1,1 milliard dollar eller omkring de 6 milliarder danske kroner og de beskæftiger 51.300 personer.

EMI har desuden datterselskaber i de fleste europæiske lande, herunder også både Sverige og Danmark. Forfatteren understreger netop EMIs enorme betydning for den svenske grommofonindustri.

Det samme kan siges om den danske. Her har man fordelen af den store internationale produktion som dels kan importeres, dels kan oversættes osv.

Vi kender ikke EMIs omsætning da dansk aktieselskabslovgivning ikke kræver de oplysninger. Men det kan nævnes, at det sidste regnskab afleveret til aktieselskabsregisteret viser nogle særdeles interessante tal. De beskæftiger 102 personer. Bruttofortjenesten er 18 mill, (hvilket er 6,5 mill, mere end året forud). Årets nettooverskud, eller som man kalder det Årets resultat før skat udgør 5.270.000 kr. i betragtning af, at aktiekapitalen kun er 2,5 mill, betyder det, at selskabet på et enkelt år har indtjent aktiekapitalen mere end 2 gange.

Det er ikke formålet med en anmeldelse at gå i detailler, men nævnes kan det dog, at når vi har taget de tre største grammofonselskaber , hvilket udover EMI er Polyphon og Metronome, så er der ikke meget igen til de øvrige.

Det er denne enorme koncentration til kapitalstærke selskaber, som har skabt den harme, som fik Hellquist til at skrive sin bog. Harmen har ikke været ubegrundet. Den siger yderligere, at forholdene - set fra et økonomisk synspunkt ikke er anderledes i Danmark. Ja det opfordrer direkte til, at man får foretaget en tilsvarende dansk analyse, hvis man kan finde en lige så uafhængig person, som Hellquist til at foretage analysen. Det må ganske naturlig blive en opgave, som ikke indskrænker sig til EMI, men ikke mindst analyserer de betydelige økonomiske interesser, som findes hos de andre pladeforlag som f.eks. Metronome, hvor Bent Fabricius Bjerre har opbygget en dansk koncern af virkelig omfang og styrke. Man bør vel også gå videre til musikforlag og koncertforlag, hvor det danske Wilhelm Hansen med datterselskaber i både Norge og Sverige (+ flere andre lande) er yderst centralt placeret, måske ikke så meget i grammofonpladeproduktion og distribuering, men så meget mere i køb og udnyttelse af ophavsrettigheder.

PS

Dansk analyse af pladeforbruget efterspørges

I betragtning af at såvel musikforlag som pladeselskaber gør deres yderste for at tilsløre de faktiske forhold, ville en effeltiv analyse være særdeles kærkommen.

Den lader sig i realiteten forholdsvis let etablere. Der foretages regelmæssige analyser af mærkevaresalget gennem et stort institut med navnet Markedsdata. Dette institut ville være i stand til at foretage stikprøveanalyser over de solgte plader og bånd. Hertil kommer, at hovedparten af Gramexpengene kommer fra Danmarks Radio. Forudsætningen for disse penges fordeling er en komplet liste fra Danmarks Radio. Altså ligger der her et råmateriale, som meget let lader sig analysere. Kender vi de to vigtigste faktorer, hvilke plader (og kassettebånd) sælges der gennem de forskellige kanaler, samt hvilke musikstykker, der spilles i Danmarks Radio blot for en periode af et enkelt kvartal, ja så foreligger grundlaget for en vurdering om også de musikpolitiske sider i Hellquist bog kan be-eller afkræftes.

Det har i praksis vist sig overordentlig svært at finde frem til en gruppering af musik i relevante grupper, men det kan gøres.

Helge Andersen

Vi bringer nogle klip fra den debat om Sveriges Radios rolle, som Hellqvists bog resulterede i. Det bør nævnes, at Hellqvist har skrevet en klage til radionämnden (et råd med ombudsmandsfunktion), om at man har tilsidesat kravet om objektivitet i programudbudet, gennem den måde en ABBA-plade blev lanceret og propaganderet for. Endnu har radionämnden ikke reageret. Men kan jo tænke på de konsekvenser det ville få, hvis radioen tabte sagen ...

Allan Fagerström i Aftonbladet (26.10.77)

Och i det sammanhanget riktar han förödande anklagelser mot Sveriges Radio. Att skivbranschen ar genomkorrumperad, har man trott sig forstå, men de interiorer Hellqvist presenterar från USA avslöjar en ruttenhet som for langesen tagit steget langt in i det kriminella. I Sverige har vi ännu inte hunnit så langt, men Sveriges Radios medverkan i myglet tyder på att man på det hallet för längesen lämnat anständighetehn bakom sig. En liten episod kan ge en antydan om hur den moraliska ynkedomen kan gestalta sig. Hellqvist får ordet:

En välkänd skivbolagsman Y berattar att han har blivit uppringd av producenten X vid Sveriges Radio, som begar att få personliga friexemplar av varje skiva som utges av Y's bolag. X later forstå att han ar ansvarlig for en viss typ av viktiga program, som baseras på grammofonskivor, och att det står i hans makt att ge rum eller inte rum for Y: s produkter. Y ger efter och lo var att sända dessa skivor. Han har inte råd att bli bojkottad av Sveriges Radio. Y berättade dette på villkor att inga namm nämnes. Han menar att X handlar som många andra producenter och följaktigen inte skulle drabbas av ett avslöjande. Däremot skulle han själv, Y, risikera hela sin verksamhet om hans goda relationer till radioen aventyrades.

Detta är bara ett exempel på hur det kan gå till, värre finns och värst är kanske de dubiösa manipulationer som sker i hit-listorna och den skamlösa reklam som Sverige Radio öppet bedriver.

Så det går nog inte av för mindre an att radion stall er upp och forsvarer sig. Den har boken ar i manga stycken ett mord i vredesmod på musikmånglarna, men vreden ar så väldokumenterad att kritiken icke får tigas ihjäl.

Håkan Norlén producent på SR, i Nya Antennen jan. 1978 (SR:s egen tidning)

Så till Hellqvists uppskakande berättelse om den stackars skivbolagsmannen Y och den illistige radioproducenten X och deras markliga mellanhavanden.

Det hor till saken att beskyllningar av det har slaget ingalunda är ovanliga. Så länge jag har varit indblandad i musikbranschen, d v s i exact tretti år nu vid årsskiftet, så har man med ojämna mellan-rum höjt verop over den fasansfulla korruption som råder inom SR, dar musikproducenterna inte drar sig for att tillgripa rena gangstermetoder for att skaffe sig personliga fördelar av ekonomisk eller annan art. Så varken X eller Y ar några obekanta för mig. Det må galla pop, seriös musik, schlager, folkmusik eller kultis, lika nittet är det enligt de veklagande.

Men när man så har velat ha klarhet i de skumma affarerna, då har veropen tystnat. I något enstaka fall har de mojligen haft ett visst fog for sig, det må erkännas, men då har det rört sig om ren obetänksamhet från den felandes sida, som snabbt har gått att rätta till. Men jag känner också til fall när bakdanteri av det har slaget har gjort verklig skada. Det fmns ju hederligt folk som ar tunnhudade och har s vart att stå ut med lögnaktig smutskastning. Nå, bortsett från sådana sentimentala resonemang, så maste det ju i detta fall röra sig om kvalifícerade tjänstefel, och om man får tro Y så ar vi många i samma båt.

D v s om inte Per-Anders Hellqvist har gått på en nit. Eller är det alldeles otänkbart?

Hans Wolf i Västlands läns tidning:

Hellqvists bok är ofta ett riktigt dåligt exempel på s.k. undersokande journalistik. Motsägelserna och bristerna i källkritiken är så talrika att det knappast racker med normalt recensionsutrymme for att ordentligt redodvisa dem.

Ett ynkligt intryck gor en berättelse som Hellqvist »funnit helt trovärdig« (?) om en radioman X som utnyttjat sin maktposition for att få skivor av en skivbolagsman Y. Ett till intet forpliktande skvaller med idel okända.

Bengt Eriksson i Hifi & Musik 3 - 1978:

Det handlar om att producenter skaffar sej gratisplattor från skivbolagen och att skivbolagen forser producenterna med plattor.

Man kan kalla det »mutor« om man nu vill det. Men man behover inte göra det. Skivbolagen vill naturligtvis att producenterna ská se till at plattorna blir spelade. Men det är ju inte sakert att det är en uttalad förutsättning för att producenten ska få plattor. Och producenten behover ju inte lova att han ská spela plattorna - men visst är det i princip förutsättningen för att skivbolagen ska vara intresserade av at skicka några plattor.

Jag tror inte det fmns en enda musikproducent på SR som inte får vissa gratisplattor från skivbolagen. Jeg vet det ju själv. Skivbolagen blir mycket intresserade av en när man ska göra en radioserie. När jag satte igång med serien »Musik från jordens alla hörn« blev paketen från skivbolagen genast fier och tjockare. Det är billig reklam för bolagen att få plattorna spelade på radio - i synnerhet om det galler plattor som annars har s vart att nå ut.

Och jag tackade og tog emot. Forjag skulle aldrig haft råd att kopa alla plattorna jag ville spela i programmen. Och det fanns inte heller några programpengar att tå av.

Radions arkiv då?

Jeg vet inte nur många på radion som använder det -Hvet. Gör man som jag program utanfor Stockholm och vill spela adda plattor - som ju folkmusikplattor saj s vara - och dessutom i förväg bestammer sej för exakt vilka plattor man vill spela, då ar det stor chans att radion aldrig kopt in plattorna, eller att dorn köpts i få exemplar som nån lånat ur arkivet och inte återlamnat.

Jag har inte använt ens en handfull plattor ur radions arkiv till samtliga dom program jag gjort.

Så dom här ömsesidiga »mutorna« producent-skivbolag är tyvärr nödvändiga.

Hasse Linder på Ljudradiounderhållningen i Nya antennen jan. 1978:

Sveriges Radio bygger ju på ett system som garanterar att ingen kan kopa reklamtid i radio. Den som vill påvisa systemets otillracklighet maste peka på mycket faktiska och bevisade missförhållanden for att bli tagen på allvar.

En knepig sits som Ijudradion och tv har gemensam nar det galler att sålla i flödet av kommersiellt framställd underhållning i allmän-het har Hellqvist emellertid pekat på: radioutbudet bygger på att en forhållandevis billig byggsten finns til hånds: grammovonskivan

Naturligtvis är inte all denna köpunderhallning framställd i profit-syfte. Men faktum är att huvuddelen på ett eller annat satt produceras med sådana avsikter.

Här kommer frågan om avtalet med staten in. Och jag tycker nog att den bor ställas så: menade verkligen avtalsparterna som formurelade anti-reklambudet att Sverige Radio genom att betala låga avgifter för massproducerad underhållning skulle kunna tjäna in de alltmer ökade kostnaderna för egenproducerat kulturstof? Det är nämligen så som- effekten har blivit.

Vad händer sen i nästa led? Jo, kraften och formågan hos Sveriges Radio att få till egenproducerad underhållning minskar, de dugliga producenterna går till den kommersiellt dominerade nöjesbranschen, timkostnaderna i medverkan och teknik skårs ned for underhållningsredaktionerna. Resultatet blir till sist att i det 70-tal, då nöjesbranschen omsätter mer pengar an någonsin förr i Sverige - då står Sveriges Radio dar som den fattige kusinen som maste tigga sig till en plats vid bordet.

Ludvig Rasmussen i OBSku Iturkvarten i Sveriges Radio 10.11.77

Det fïnns också ett annat stort problem när det galler skivor i Sverige och det är Sveriges Radio. Hellqvist anfor en mängd exempel på radions slapphet i fragå om skivor, tex att man eftersom amerikanska skivor av licensskäl är billigare att spela på radio an tex franska och svenska så spelar man fullständigt oberoende av kvalitet en oproportionell stor mängd amerikanska skivor. Det finns andra lika chockerande exempel men det mest chockerande, tycker jag, ar att Sveriges Radio inte har någon som helst medveten politik nar det galler skivor. Radion är som bekant väldigt beroende av skivor för siná program men det verkar som om man låtit det här beroendet också bli ett beroende av de stora international skivbolagen vårs skivor man favoriserar. Och trots att det spelas skivor dygnet runt i radion så har man inte ett enda program som oberoende och någonlunda kritiskt bevakar skivbransehen. Man har inte ens ett enda program som recenserar skivutgivningen.Däremot finns det fiera fasta program som gor ren reklam för skivbolagens utgivningar. Det forekommer t o m att skivpratare pratar inné i skivorna för att stora och på så vis hindra folk från att banda dem och på så vis tvinga dem att kopa skivorna. Langre tjänstvillighet mot skivbolagen kan man val knappast få.

Hellqvist är mycket hård i sin kritik av Sveriges Radio och även om jag i en mängd fall är oense med honom, ärjag 100%-igt ense med honom om att vi maste få en radio som slutar att vara reklam for skivbolagen. Sveriges Radio maste kasta ut månglarna ur templet, skriver Hellqvist, och fram for allt att Sveriges Radio skaffar sig en politik nar det galler skivor.

Årgang 53/1978-1979, nr. 02