Indfølen ctr. indgriben

Indfølen ctr. indgriben

Af Per Nørgård

Karl Åge Rasmussen opstiller et modsætningspar: eksistens og indgriben. Billedet af de to typer af gartnere melder sig, den skånsomt kultiverende der nok beskærer og poder, men for at lade de enkelte træer udfolde sig så naturligt, efter egne kræfter, som muligt - og den formende, (model »Versailles«) der laver cirkler, hunde og harer ud af træer og buske. Det er indlysende, at komponisten af den indgribende »Versailles«-type har større berettigelse, end man i dag er tilbøjelig til at tilkende gartneren af samme art. Mens den meddelelse, der kan ligge i et træ formet som et hundehoved, nok kan være på et meget lille sted, er det en kendsgerning, at en af fx den romantiske musiks mægtigste virkekræfter er indgriben, fordrejelse, overrumpling. Det klassiske romantiske tonesprogs almenforbindtlige klang-, melodi- og rytmefølger modificeres, blokeres og omtydes i det uendelige af komponister som Schumann, Wolf, Mahler, Strauss - med ofte stærkt gribende eller eksalterede udtryk til følge.

Nu drager K.Å.R. mig ind i sine overvejelser som eksempel på »kultivatoren« og placerer sig selv som modpol; det er derfor for mig rimeligt at rette et spørgsmål til ham, der hævder åndens ret til ikke at »trælle for«, men tværtimod at »kritisere naturen«. Der er jo ingen »naturlig musik«, selvsagt (vi lader her Sfærernes mulige tonen ude af betragtning). Al musik er resultat af menneskevirksomhed og altså kun af en særdeles indirekte »natur«. Alligevel er det klart hvad K.Å.R. mener, når han fx nævner Haydn, som »i det uendelige kommer bag på musiken«. »Naturen« er her den udbredte, samtidige kunstmusikalske tradition, der er barn både af den lokale, folkemusikalske stil og af de »internationale« forgængere til klassik'en, barokens og rokokoens stilarter.

Det er altså denne fællessproglige tradition, der er den »natur«, som Haydn »mere eller mindre brutalt afbryder, ændrer og omformer«. Med den særlige, haydn'ske spiritualitet som resultat. På tilsvarende måde griber fx Wolf ind i den stilistisk beslægtede, romantiske traditions sprogvaner med ligeledes dyb udtryks-og følelsesfuldhed til følge.

Dette kan jeg godt forstå - og jeg kan, for så vidt, også acceptere placeringen af mig selv som »udforsker« af latente lovmæssigheder og fremdyrker af mulige, musikalske sprog. Men det er K.Å.R.s og ligesindedes funktioner, som »indgribere«, jeg må stille spørgsmål ved. Indgriben i hvad - i dag ? Vi lever hverken på Haydns eller Wolfs tid, og det alment forbindtlige sprog - i dag - er begrænset til »pop- og folk-scenen«. Nu er det jo klart, at vores musikbevidsthed går en del århundreder tilbage - ikke mindst på musikområdet; vi genkender hurtigt en Schuberts eller Bachs tonegang og kan således umiddelbart opfatte afvigelser herfra. Men det kan vel næppe først og fremmest være fra disse historiske lag, at dagens komponist skulle hente sin »natur«, hvori han så kunne indgribe, med gribende udtryk til følge? I så fald må det vel siges at være gammel vin hældt på gamle flasker, eftersom »meta-process.erne« over for den klassisk-romantiske tradition næsten er så gammel som århundredet selv, hvor Stravinskys »portrætter« af Bach, Mozart m.fl., Charles Ives' pluralistiske orgier og senest tredsernes collage-bølge vist har røget den tobak ud af piben ...

Et muligt svar kunne være at den indgribende komponist af idag betjente sig af mange sprog på én gang, og efter mere eller mindre lynsnare referencer til dem »gjorde noget uventet«. Men her synes jeg, at metoden slår sig selv på munden, (hvilket jeg har udtrykt ved at sætte gøre-noget-uventet i gåseøjne). For den natur, indgriberen kan forholde sig til, må jo nødvendigvis være tilhørerens opfattelse af en »naturlig« (traditionel) tonefølge, og det er jo på forhånd sat ud af funktion ved netop det givne, allerede stærkt opspaltede, mange-stilistiske Stilkonglomerat. Der kan kun meget nødtørftigt spilles på effekten af det uventede, når stilen selv er karakteriseret ved en uventethedens metode. Når man lytter til en musik, der hurtigt erkendes som en »alt-er-muligt-stil«, indstilles opmærksomheden jo ikke lige netop på de finere nuancer eller afvigelser i ophobningen af stilmolekyler.

For at tilhøreren kan bevæges på et dybere plan end ironiens (eller grinets) vil jeg tro, at den »indgribende« komponist må være engageret i det sprog, han forholder sig til. Min påstand er, at et sådant sprog ikke eksisterer i dag (udenfor poparenaen), og at »indgriben« har sine høj-perioder på tilsvarende måde som kontrapunkt har sine højperioder (senbarok, højklassik osv.) og homofon enkelhed sine (tidlig barok, rokoko osv.). I dag forekommer det mig mere muligt - og nødvendigt - at koncentrere sig om »forskning«, eksperiment og kultivering af mulige fremtidige »natursprog«. At der i kompositoriske processer af denne art indgår en ret konstant indgriben over for enhver automatik er en selvfølge, men dette er som et enzym underkastet musikværkets, organismens, overordnede krav. I dag at gøre »enzymet«, kritiken, til hovedsagen - at basere kompositionen på den indgribende impuls - er for mig at se en ret halsløs gerning, fordi vi lever i en sprogløs æra - (eller en æra hvor enhver komponist snart sagt har sit eget sprog).

Jeg håber, at den her skitserede udfordring vil blive opfattet som det den er: et spørgsmål, især rettet til K.Å.R., - der jo næppe beskæftiger sig med halsløse gerninger - og i hvert fald er alt andet end hovedløs.

Per Nørgård