N.M. '78 M.M.

Under rubrikken Symposion skal alt kunne ske. I form af kritik, satire, usandsynlige sammentræf, tankevækkende refleksioner eller driven gæk med ejendommelige hændelser. Denne columne skal i lille format kunne afspejle aspekter af musikverdenen som ellers ikke ville have kunnet komme frem. Denne gang begynder vi med to indlæg:

Symposion

N.M. '78 M.M.

Den sidste af de Nordiske Musikdage 1978 i Stockholm, et par timer før den afsluttende eftermiddagskoncert. En håndfuld yngre komponister er løbet sammen på en lille frokostrestaurant.

De har meget til fælles: kendte som både komponister og organisatorer, initiativtagere, animateurs osv. - energisk engagerede i nordisk og internationalt kultursamarbejde - fulde af spændende ideer om, hvor meget bedre det hele kunne være, og med masser af konkret forsøg på at virkeliggøre det bag sig og foran sig -aktive deltagere i den netop gennemlevede nordiske festival - og uden andel i den kulturpolitiske diskussion og den langsigtede planlægning, der ligger bag Nordiske Musikdage.

(I hvert fald på det sidste punkt falder jeg lidt uden for i selskabet - det vil sige, det tænker jeg ikke over endnu ...)

Snakken går. Vi er enige om meget: analyser af den kulturelle situation, målsætninger, midler ... Vi er også enige om Nordiske Musikdage, om alt det der burde kunne opnås, alt det der må ændres til næste gang.

(Det er her jeg falder ved siden af, glider i en mystisk pærevælling af déja-vu'er og sætter mig mellem adskillige stole. Forsøger en afledningsmanøvre:) Jeg vender mig mod denne massive farisæiske enighed: selvfølgelig kan det blive bedre, det kan alting, ikke sandt, men på alle punkter var der store fremskridt denne gang: god publikumssøgning, færre dårlige værker end normalt, for en gangs skyld en virkelig helhjertet støtte og medvirken fra værtslandets radio-og TV-musikafdelinger, tilløb til en reel dialog mellem kunstneriske og medietekniske krav og synspunkter, et symposium med musikforskere og komponister og pædagoger, som kan blive banebrydende hvis det følges op, en fortsættelse af det arbejde med musik for og med børn, som indledtes 1974 i København og fortsatte 1976 i Reykjavik, et gæsteland (DDR) der viste sig at have flere, mere forskellige og mere spændende komponister - og musikforskere - end de fleste havde ventet, osv. osv...

(- men det bliver slag i den blå luft: selvfølgelig har jeg også ret, og hvis jeg ikke skulle have det, har de andre færre referencer, færre muligheder for at sammenligne med de to foregående festivaler »indefra«, og kan altså ikke korrigere mig, hvis min tolkning bliver for idyllisk. Men nu drejer det sig heller ikke længere kun om Nordiske Musikdage.
Déja-vu'erne forgrener sig mangfoldigt, jeg klapper i og forsøger at koncentrere mig om dagens ret.)

Déja-vu'erne modsiger og bekræfter hinanden på kryds og tværs, men efterhånden udkrystalliserer sig nogle holdepunkter: det var noget med diskussioner i Nordisk Komponistråd, for Nordisk Komponistråd med NOMUS (rådgivende musikorgan for Nordisk Kulturfond), i UNM (Ung Nordisk Musik), med aviskritikere, radiofolk, som elev med lærere og som lærer med elever, men også noget med en artikel jeg engang refererede i DMT og en masse bøger jeg har læst og en sang af Bob Dylan. Her er nogle af dem:

På én måde var snakken på den stockholmske lunchrestaurant en gentagelse af efterkritik og målsæt-ningsdebat for Nordisk Musikdage i det organ som er ansvarlig for arrangementet, Nordisk Komponistråd. Og en meget præcis gentagelse: alle de krav til en festival som Nordiske Musikdage ifølge vennerne omkring bordet ikke opfyldte, var præcis hvad vi havde sigtet mod at opfylde. Bredere publikumsappel, høj kvalitet i værkudvalget og udførelse, bred faglig kontakt mellem deltagende musikere, komponister, forskere og pædagoger. Jeg følte mig hensat til møder i Nordisk Komponistråd fra 2-3-4 år tilbage.

Eller hvis man sætter angriber-forsvarer-aspektet i fokus - til diskussioner mellem Nordisk Komponistråd og NOMUS og Nordisk Kultursekretariat (der administrerer Nordisk Ministerråds og Nordisk Kulturfonds støttevirksomhed). Der var nemlig noget elementært i udgangspunktet, der gjorde disse møder lige så håbløse: Bedømmeren, kritikeren, bureukraten, politikeren ser på »resultater«, måler og vejer. Forsvareren, den ansvarlige, initiativtageren står midt i en proces, en lang, lang række tålmodige trin hen ad vejen - og så begynder den anden, som man troede var en rejsefælle, at diskutere og vurdere ét enkelt trin helt isoleret! Som om det kunne frigøres fra det foregående, som om det kunne være taget et helt andet sted. Hvis du nægter at diskutere på de præmisser, har han magt til at spærre dig vejen - hvis du tager diskussionen op, mister du retnings- og stedsans.

Man kan - med opbydelsen af al koncentration og overblik - vove sig ind på at vurdere et enkelt trins længde og retning, og fastholde det historiske og topografiske perspektiv: betingetheden af de foregående trin og afhængigheden af omgivelserne.

Nordiske Musikdage 1978 repræsenterede et syvmileskridt. Mine eksempler fra frokostsamtalen var gode nok. Og jeg taler ikke her om sådanne skin-forbedringer, der skyldes, at Sverige uden sammenligning er det land i Norden der har de største ressourcer af organisatorisk og økonomisk art for musikken. Jeg ser bort fra det og taler om »konceptionelle« fremskridt.

Syvmile. Altså! Men lidt kan jeg alligevel ærgre mig, når jeg tænker på, at det kunne have været 8-9 mil. Én forklaring finder vi i svenske komponistforeningsformand Eskil Hembergs forord til årets programbog:

» - — »Tonsättaren sitter i sitt elfenbenstårn, han maste komma ner til folket.« Uttalanden av det hår slaget ar karakt e ristiska för den nordiska kulturbyråk-rati, som vi mer och mer hamnat i. Vid protokollfön mote i Reykjavik 1976 påtalas att Nordiske Musikda-gar för att kunna pårakna anslag från Nordiska Ministerrådet maste forny as og publikunderlaget breddas. För att visa hur allvarligt detta menas beviljas 1978 samma summa til budget som konsumerades redan 1974 i Köpenhamn og avslås helt och hallet ett grammofonprojekt med möjlig anknytning till 1978 års tema Komponisten och massmedia. Grund for av slag: komponisternas nu inlämnade distributionsplaner skiljer sig inte nämnvärt från planeringen infor inspelningsprojektet från Stockholm 1968, och anvånds ofta i nordiska radioprogram. Kan distribution nå langre? Med andra ord: det räcker inte med att tonsåttaren skriver sin musik, som redan tår all tid i anspråk, han maste dessutom se till at den spelas, distribueras och konsumeras!«

Det er bare ét eksempel, men karakteristisk: det er en uhyggelig blanding af (forhåbenlig ubevidst) socialpopulisme og kommerciel vanetænkning der gennemsyrer det nordiske kulturbureukratis rådgivende organer:

1. En foranstaltnings berettigelse måles primært i dens »publikunderlag« - det er håndgribeligt, tal lyver ikke osv. (Resultat: kvalitative vurderinger bliver så godt som umulige og erstattes af et mere eller mindre camoufleret cost-benefit-begreb. (Det er derfor Statens Musikråd så kraftigt går ind for, at radioens musikafdeling udelukkende sender ny og nyere musik: på ingen anden måde kan så mange benefitere af de sjældne og dyre indstuderinger af værker som ikke er tilgængelige på grammofon! - nej, se, ikke engang på egne præmisser bliver tankegangen konsekvent!) Men formænd, embedsmænd og ministre har glæde af at udelukke dybtgående kvalitativ vurdering: den hellige ko » størst-mulige-enighed-og-færrest-mulige-afstemninger« ville ikke kunne overleve en diskussion, der i sidste instans ville involvere en politisk stillingtagen der bærer langt ud over musik-»politiske« forhold.)

2. Alt initiativ skal være privat, og offentlig støtte holdes et godt stykke under eksistensminimum, for at ikke initiativtagerne skal tabe gejsten. (Alternativ: efter en kvalitativ vurdering tager råd og mundigheder initiativets udfordring op og bidrager aktivt med ideer, administrativ hjælp, forslag til samordning og øget effekt (cost-benefit fungerer i dag kun ved sammenligning af ansøgninger - ved realisering af projekter sættes den ud af effekt af angsten for statslig indblanding!) - og ikke mindst penge nok, så initiativtagere kan arbejde med sagen i stedet for med endeløse skriverier, ansøgninger, rapporter, appeller, protester, DMT-kolumner.

3. Hvis kulturarbejderen på gulvet vil tale med bureaukratiet skal det ske på bureaukratiets betingelser, i dets rammer og dets sprog. (Resultat: når kulturarbejderen sagligt og konkret beretter om det han kunne udrette, hvis han fik den nødvendige støtte -og denne beretning oversættes til bureaukrat-kvan-titetssprog - ja så lyder det som blåøjede luftkasteller - »lyrik« som man siger i ministerier, når man med et skævt smil skimmer igennem de virkelige argumenter i en ansøgning for at finde tallet, summen, kroner og ører.)

Men altså stadig: Nordisk Musikdage 1978 var et syvmileskridt, som bare bureaukratisk cirkeltænkning forhindrede i at blive endnu længere: I skal nå flere mennesker, til gengæld får I færre penge, og støtte til grammofonpladespredning kan vi diskutere, når I kan bevise, at I ikke behøver det!!

Joda! Men retningen? Går det den rigtige vej med disse forrygende syvmileskridt? Hvorfor er ikke de elementære krav til en festival for længst opfyldt, når man har været opmærksom på dem så længe?

For det første: Vi taler om idealkrav, forestillinger om perfektion, der kan tjene som »checkliste«. Piloter checker hver dag maskinens funktioner, musikere stemmer før hvert stykke - hvorfor er det ikke i orden fra fabrikken?

Fordi - for det andet - verden forfalder såsnart man vender ryggen til et øjeblik. At forarbejde virkeligheden er en uafsluttelig kamp mod entropien. Drop checklisten og maskinen falder ned til forstemt musik. You'd better start swimming or you'll sink like a stone, for the times they are changing!

Tiderne skifter som de plejer, og selv checklisten må checkes af. Og det er det tredje: vores idealforestillinger om hvad en festival bør være er et miskmask af reelle fælles behov, individuelle præferencer, og helt forældede festivalismer. De sidste må manes i jorden: gammeldags festlige musikfester er for tiden umulige. Deres inderste væsen er rituelt, en bekræftelse af et omfattende fællesskab der består i forvejen, udenfor musikken og andre skønne kunster: klassefællesskab, skæbnefællesskab, nationale, kulturelle, økonomiske interesser og traditioner. (En lille bi-déja-vu under vores diskussion i Stockholm handlede om arbejdet på en artikel af musikfilosoffen Harald Kaufmann om fest og festivaler - se DMTs engelske særnummer, 1971, side 110.)

Og for det fjerde: netop med hensyn til kritisk og konstruktiv ajourføring af målsætninger har vi i Norden to »festivaler« på græsrodsniveau, der er ganske usædvanlig langt fremme, også set i internationalt perspektiv: Ung Nordisk Musik og Nordiske Musikdage. Stik imod den almindelige tendens i dag sætter de indhold over form, begynder med det reelt eksisterende, kortlægger krav og problemer og behov og muligheder - og lader arrangementernes ydre form fremstå som resultat af denne proces. (Mens planlægningen i det »etablerede« musikliv foregår i samarbejdsudvalg, hvor musikere og intendanter, under økonomisk-bu-reaukratisk pres og tvunget af egne organisatoriske spændetrøjer, fortvivlet presser trætte hjerner for én eller anden lille beskeden idé til et værk, som man kunne fylde i en allerede fastlagt ramme uden at komme i konflikt med abonnementssystemer, ansættelsesforhold, årgamle dirigentkontrakter, tjenesteforhold - ydre former som tilfredsstiller bureaukratiets indbyggede krav: datoer, facts, budgetter i god tid -nej, alt for tidligt, længe inden nogen har mulighed for at føle, bearbejde og forstå nogen indre sammenhæng og nødvendighed: mening, indhold i de »projekterede« aktiviteter«.)

Associationen fra bordfællernes kritik af Nordisk Musikdage til miseren i det nordiske kulturbureaukrati er selvfølgelig langt ude. Her sad jeg tværtimod sammen med nogle af de mindst bureaukratiske mennesker jeg kender. Men den udløstes af et bestemt træk i kritikken: denne seen-udefra, mangelen på delagtighed i den mangefasede cykliske udviklingsproces i nordisk musiksamarbejde som bl.a. manifesterer sig i Nordiske Musikdage. På det punkt holder sammenligningen vand: bureaukratiets mekanik fremmer mere end noget andet en fremmedgjort, absolutistisk, ahistorisk måde at vurdere fænomener an sich udenfor deres proces-sammenhæng på. Bureaukratiets evige tværs-nitshurdler hæmmer den kulturelle proces' gang, og er en af de vigtigste årsager til, at kulturarbejdere som os omkring bordet i Stockholm isoleres i hver deres lille boldgade.

Man kan tænke sig en anden effekt, når dette efterhånden bliver klart som en trussel mod kulturel udvikling: at kulturarbejdere organiserer sig på en meget bred basis (der er allerede tilløb her og der) i kamp mod bureaukratiseringen.

Det er den der er umenneskelig. De fleste »bureaukrater« jeg kender er yderst musiske mennesker. Hvis de har den mindste smule magt over maskineriet, så tvinger de det til at fremme dette oprør. Hvis ikke, gør de anstændigst i at melde sig ud.

Svend Aaquist Johansen