Rapporter

Vilke musikere er kreative?

For et stykke tid siden var der et interview i Politiken med den kendte Jazzmusiker Stan Getz. I det ellers udmærkede interview af Peter H. Larsen var der sikkert nogle mennesker der hæftede sig særligt ved et bestemt afsnit der omhandlede Getz's indstilling til den klassisk spillende musikers kreative evner. Der blev spurgt:

- I et interview i Danmark Radio fornylig sagde De, at klassiske musikere ikke kan vurderes på linie med jazzmusikere, fordi de ikke selv er kreative, men blot spiller andres musik.

Var det ikke en unødig hård provokation? Og Stan Getz svarede:

- Jamen, jeg mener det. Jeg kan ikke huske i hvilken forbindelse, jeg sagde det, men jeg har vel været provokeret selv.

Klassiske musikere kan opnå en vis portion teknisk kunnen og en vis indsigt i komponistens intentioner, men deres personlige kreativitet indskrænker sig oftest til at spille et værk lidt hurtigere end komponisten har ment det. Det var ordene.

Udtalelsen fra Stan Getz's side er interessant. Den er selvfølgelig ikke blevet mere interessant, fordi man har hørt sådanne udtalelser tidligere og slet ikke fordi det er en kendt personlighed inden for sit felt der her udtaler sig. Men udtalelsen trænger én gang for alle til en stramning, fordi udtalelsen for såvidt er identisk med den indstilling, som de fleste jazzmusikere har til klassiske musikeres evner.

Måske dækker udtalelsen snarere over et kronisk mindreværdskompleks hos udøverne af den rytmiske musik, end den egentlig er eksponent for tilstrækkelig fornuft.

Stan Getz's indstilling om den klassiske musikers færdigheder maner endnu engang til eftertanke. Er for eksempel skuespilleren mindre kreativ end dramatikeren, når han eller hun arbejder med dramatikerens tekst? Næppe.

Det omvendte kunne netop være tilfældet: Hvad er teksten værd uden severingens kunst? Er skolepsykologen for eksempel mindre kreativ, når han forsøger at arbejde sig ind i et barns komplekse univers af modsætningsbestemte faktorer for at forstå baggrunden for barnets eventuelle krisestadie, end lærebogen der har opstillet nogle retningslinier? Er den højtuddannede kunsthistoriker med en ligeså højtudviklet indfølingsevne og evne til at formidle sit stof, for eksempel mindre kreativ, end den person, hvis stof han ønsker at bringe videre? Næppe.

Alle kreative mennesker der forsøger at formidle en eller anden intention er på en eller anden måde afhængigt af noget fælles grundliggende, uanset om man er beskæftiget med noget reproduktivt, receptivt eller noget frit organisk. Det er ikke mindre kreativt at kunne spille Mozart's klarinetkoncert, end at kunne »forsire nogle klicheer« i et rytmisk orkester. Freud behøver ikke at være en større psykolog, end den person der bruger hans teorier i praksis. Beethovens 9. symfoni har intet med noder at gøre for dem som er implicerede i dens univers i det omfang, at noder for såvidt slet ikke har noget at gøre med musik. Kreativitet er et meget elastisk ord, som man skal være varsom med at bruge i en for nonchalant betydning.

Det lærer Stan Getz's sikkert også engang. Og lad os så i fremtiden blive fri for den snakken om kreativitetens forgreninger i så snævre indfaldsvinkler, som dette indlæg er gået ud fra.

Leif Dalgaard

Kære DMT-redaktion

i Wayne Siegels interview med Lou Harrison i DMT sept. 1978 er der på side 7, øverste afsnit, tale om Hornbüssel-samlingen i Berlin. I næste afsnit, sidste linie, hører vi, at Cowell havde »studeret Hornbriis-sel-samlingen i Berlin i tyverne«. Denne mystiske Hornbüssel/Hornbrüssel var i virkeligheden den store tyske musiketnolog og musikpsykolog Erich Maria von Hornbostel, hos hvem Cowell studerede privat i 1931 på basis af et Guggenheim Fellowship. Hornbostel var professor ved universitetet i Berlin, og hans berømte fonograf samling, som næsten udelukkende bestod af Edison cylindrer, gik i begyndelsen af tyverne til staten, der stillede lokaler til rådighed i nærheden af universitetet. Cowell har ikke studeret denne samling, men Hornbostel har benyttet materiale fra samlingen, sådan som han plejede at gøre, også når han underviste de studerende på universitetet, da Cowell var hans elev.

Med venlig hilsen Herbert Rosenberg

Sludder«?

Mon det er lige så indlysende for os andre som for Ulrik Cold at få Gerald Moore i tankerne ved læsningen af Dietrich Fischer-Dieskaus »Auf den Spuren der Schubert-Lieder«? Det kan ikke have været bogens hensigt at give gode råd til interpreter og end mindre at være anekdotisk underholdende. Overhovedet forekom mig anmeldelsen i DMT nr. l let forvirrende. Jeg måtte finde mit eget eksemplar frem for at overbevise mig om, at det var den samme bog, der var tale om. Det var det.

»Havde blot dette sammenkogte kulturpræk været krydret med en anelse ægte åndfuldhed eller jævnet med et par gode råd, for slet ikke at tale om (frivillig) humor«. Det var altså den »sprænglærte« bog, som jeg hyggede mig med sidste efterår. Kulturpræk? Det er forbavsende, at sådan en salve kommer fra en af vore aller fineste liedsangere. Men mon ikke en del af Ulrik Colds aversion kan komme af, at han for anmeldelsens skyld har måttet igennem de 371 sider i et stræk. Det er nok afgjort en bog man må tage til sig i passende bidder.

Den der går på jagt efter »brugbare råd« eller »konkrete anvisninger« for interpretation, vil gå lige så skuffet bort som Ulrik Cold. Derimod får man mange spændende oplysninger om hvordan de schubertske sange blev til, også set i relation til livsbetingelser, venskaber og forskellige begivenheder, og det på en anderledes troværdig og tilforladelig måde end ved populærbiografiernes ofte kandiserede geni-anekdoter. For mig at se er der mange positive ting ved denne bog. Der vrimler af citater fra breve og dagbøger, både af Schubert selv og, ikke mindst, fra kredsen af venner. Det giver en fornemmelse af nærhed ikke blot til komponisten men også til musikken. Ligeså får tekstforfatterne en ofte ganske fyldig omtale, især hvor de er at finde iblandt vennerne. Og deres kontrafejer gengives efter samtidige stik.

Bogens tone er gennemgående roligt saglig og sober; og den er seriøs. Desuden undgår Fischer-Dieskau på tiltalende vis at træde frem som »the supreme Schubert singer of our time«.

For den, der lader sig fascinere af tilforladelige historiske facts blandet med øjenvidnernes udsagn, vil billigudgaven være et fund. Og skulle der i karakteriseringen af enkelte sange være formuleringer, der klinger for »germansk« for et dansk øre, så kan man jo blot springe dem over.1. Der vil være stof nok alligevel.

Axel Borup-Jørgensen

1. Som fx Ulrik Colds stilprøve, der dog lyder særlig knudret på dansk. Sammenlign den med en bid af originalteksten (om en af Mignons sange): »Die müde Sehnsucht der Schlußworte verlangt eine Gestalterin, die ihre Kopfresonanz ohne Koketterie ganz in den Dienst der Worte zu stellen vermag«.