Bøger

Af
| Årgang 53 (1978-1979) nr. 03 - side 134-134

Alan Boustead: Writing down Music

(Oxford University Press, 1975, 137 sider)

Det tjener Oxford University Press til stor ære at være udgiver af denne bog. Ikke alene bidrager den til påvisning af den absolutte nødvendighed for komponister, arrangører, kopister (nodeskrivere) og musikpædagoger såvel som studerende at kunne meddele sig i en klar og tydelig skrift, den 'viser også hvor mange fejlmuligheder og vanskeligheder en utilstrækkelig partituropstilling eller notationsform kan afstedkomme. Alan Boustead er en ubestridelig autoritet på dette felt og tilmed en god skribent. På en let overskuelig og veltilrettelagt vis har han påpeget og behandlet de mange discipliner inden for nodeskrivning - mere som rådgiver end som diktator.

Der er her skabt et forbilledligt bindeled mellem teori og praksis, og indholdet spænder lige fra valg af skrivematerialer til effektiv korrekturlæsning.

Richard Dahl Eriksen

Gerald Warfield: How to write Music Manuscript (in Pencil)

(1977, 176 sider)

Med undertitlen: A Workbook in the Basics of MUSIC Notation har David Mc Kay Company i New York udsendt en instruktionsbog, der på et yderst elementært plan henvender sig til musikstuderende og måske deres undervisere for at bibringe dem skrivetekniske færdigheder suppleret med en gennemgang af nota-tionsregler og -anvisninger. Gerald Warfield, der selv er komponist, har i andre publikationer beskæftiget sig med nutidige notationsproblemer. I denne bog gennemgår han pertentligt den grafiske fremstilling af nodehoveder, halse, bjælker og andre fundamentale tegn med blyanten som redskab. Men man må forundre sig over dispositionen: G-nøglen har fået bevilget 41A side, F-nøglen 3 sider, hvorimod C-nøglen ikke har fået én linie. Da den engelske musikterminologi ligger langt fra den danske ditto, vil bogen kun med stor tålmodighed kunne anvendes i den danske undervisning. Bogens forord, skrevet af Kurt Stone med dets velformulerede betragtninger og krav til emnet, stiller forventninger, som ikke fuldt ud bliver indfriet.

Richard Dahl Eriksen

Emil Kâhn: Elements of conducting, second edition. Schirmer books, New York, 1975

Forfatteren forsøger at dække alle tænkelige områder inden for emnet: direktionsteknik, hørelære, partitur-læsning, partiturspil, instrumentlære, opførelse sprak-sis og prøveteknik. Det siger sig selv, at det er vanskeligt (for ikke at sige umuligt) at behandle alle disse emner tilstrækkeligt grundigt i en enkelt bog, og de fleste emner er da også meget overfladisk behandlet i denne bog.

Afsnittet om direktionsteknik behandler godt nok de fleste problemer og anfører en hel del eksempler, men ofte bliver det blot til en opremsning af eksempler, hvilket i sig selv er godt, men som ikke følges op af mulige løsninger på problemerne. Endvidere ofres der unødig meget plads på forberedelsesslag og afslag, mens et betydeligt mere intrikat område (rent teknisk) som fermatbehandling omtales meget kort. Andre afsnit er alt for kortfattede, f.eks. afsnittet om •instrumenter, hvor en mere systematisk gennemgang havde været påkrævet, ikke mindst en oversigt over transponerende instrumenter.

Ligeledes afsnittet om opførelsespraksis. Her forsøger forfatteren at give nogle regler for opførelsespraksis i videste forstand, altså ikke bare for ældre musik. Det turde være umuligt på blot 30 sider (incl. eksempler). Emnet er væsentligt ikke mindst for dirigenter men spørgsmålet er hvor langt man skal gå i retning af faste regler for fortolkning af et nodebillede (Kahn anfører f.eks. hovedtemaet i Mozarts g-mol symfoni 1. sats og skriver, at det »Selvfølgelig« kun kan fraseres på én måde, nemlig ved at spille fjerdedelene staccato. Mon alle vil være enige med ham deri?). Begrebet ornamentik i ældre musik behandles på 4 sider, og hele kapilet indeholder kun meget sparsomme forslag til supplerende læsning om emnet. (Bogen mangler helt en liste over supplerende litteratur). Bogen er ment som lærebog (forfatteren anbefaler at anvende den over et 2-årigt kursus), men som sådan må den betragtes som for overfladisk. Man savner en del mere systematik og mere tilbundsgående behandling af helt elementære emner. På den anden side indeholder den mange gode råd og fornuftige betragtninger om, hvad dirigenten skal lære og hvordan, især er der mange gode råd om rent praktiske sager. Forfatteren henvender sig især til unge dirigenter for amatørensembler, og der er ingen tvivl om, at disse vil kunne hente gode råd i bogen, men som lærebog vil jeg ikke anbefale den. T „

Jesper Grove Jørgensen