... Om kreativitet -Et svar til Leif Dalgaard i sidste nummer af DMT

For at ramme en pæl fast gennem flere fortolkninger af, hvad Stan Getz har sagt/eventuelt ikke sagt, skal jeg sige, at det var mig, som i sin tid foretog det pågældende interview med Getz i Danmarks Radio, og denne diskussion, som er opstået omkring Getz' lidt specielle brug af ordet kreativitet, kom frem i forbindelse med en snak vi havde om det at spille forskellige steder - i klubber, til koncerter, til festivaler. Om hvordan publikum ved deres tilstedeværelse meget direkte var i stand til at påvirke den musik, der blev skabt. At publikum bevidst eller ubevidst er en del af den musikalske proces og at udstrålingen fra publikum, reaktionerne på det spillede er med til at styre det fintfølende apparat, som hedder sammenspil inden for improviseret musik.

Getz fortalte, at han ofte spillede bedst i klubsammenhæng, hvor publikum var mest direkte i kontakt med musikken, fremfor koncerter, hvor man oftest møder et mere »passivt« publikum og initiativet er overladt i højere grad til musikerne selv. Selve koncertsituationen var stiv, et klubjob med to eller flere sæt, hvor man kunne komme helt tæt ind på hinanden, var bedre.

Getz snakkede endvidere om improviseret musik (her jazz) kontra fastlagt (nedskrevet) / fortolket musik (klassisk) og hans snak om kreativitet går i den forbindelse selvfølgelig på noget meget personligt. Getz er en total musiker, som føler at musikken kommer højere op eller dybere ned, hvis man handler totalt i overensstemmelse mellem tid og sted, er i fuldstændig samklang med sine medmusikere og det publikum, han spillede for.

Enhver, som har arbejdet med improviseret musik ved, hvor næsten skræmmende tæt man kan komme på sine medspillere og sit publikum. Musikken er aldrig ens. Det er en brugsmusik skabt på netop det bestemte tidspunkt af de musikere, for netop det pub-

likum med de forudsætninger - i bedste fald en total situation. Og den kreativitet, som Getz snakkede om her, er den hele-tiden-aften-efter-aften at holde musikken levende. At starte fra punkt O med at skabe musik og prøve at nå så dybt ned som muligt. Musikken må ændre sig, da der aldrig er to situationer som er ens. Men det grundlæggende er altid det samme. For en mand, der i den grad er forankret i en improviseret musiks filosofi, er der vel ikke noget mærkeligt i, at han betragter den fortolkende måde at skabe musik på, som noget, der ville hæmme hans grad af frihed, hans kreativitet. Og i stedet for at blive småfornærmet synes jeg virkelig, at Getz' ord burde vække stof til eftertanke med hensyn til musikken i forhold til samfund, publikum, tid og sted. Inden for jazzen kan man i disse år se tendenser til skabelsen af en tradition, som ligner den, som kendes inden for den europæiske musik. Big bands i USA er begyndt at spille koncerter med et blandet program med hovedværker af jazz-komponister som Ellington, Gil Evans, Fletcher Henderson og Jelly Roll Morton. Det er en tanke, som er jazzen totalt fremmed. Den musik blev skabt i en bestemt situation, koncentreret måske på 3 min. på en 78-plade. Den musik er spillet. Vi kan glæde os over, at den eksisterer, så vi kan høre den. Men at spille f.eks. Ellingtons musik med andre musikere end dem, som den var skrevet til, er en barok og umusikalsk tanke. Hvorfor spilde tiden med at fortolke noget, som allerede findes bedre? Det er alt, alt for nemt og lukkende virkeligheden ude. Hvorfor ikke bruge sin kreativitet på at skabe sin egen musik nu, med de musikere som er. Vi spiller ikke for kommende generationer. Vi møder et publikum hver aften og får en umiddelbar reaktion på det vi laver. Og jeg har personlig aldrig oplevet en negativ reaktion på noget, hvor jeg selv har følt, at nu lever musikken på en rigtig måde. Ole Matthiessen