Popmusic i skoleundervisningen

Af
| Årgang 53 (1978-1979) nr. 03 - side 103-106

Uddrag af en forelæsningsrække afholdt i de nordiske lande maj 1978 Af Graham Vulliamy


Jeg vil dele min forelæsning i to dele: I første del vil jeg beskæftige mig med teoretiske emner, og i anden del se på den praktiske anvendelse af popmusik i skoleundervisningen.

Det teoretiske aspekt

Jeg vil for mit vedkommende betragte anvendelsen af popmusik i skoleundervisningen fra to synspunkter - det ene musikalsk, det andet pædagogisk.

a) Det musikalske synspunkt

I England har musikundervisere været længe om at tage pop og rockmusik (selv jazz) alvorligt. Dette genspejles i det dominerende etablerede musiklivs ideologi, som ser en kløft mellem seriøs musik på den ene side og populærmusik på den anden, hvor sidstnævnte synes at være såvel inferiør som kommercielt orienteret. Men dette synspunkt er meget vildledende fordi termen populærmusik dækker over så mange typer musik, som ikke kun har helt forskelligt udgangspunkt, men samtidig appellerer til helt forskellige sociale grupper (betragt f.eks. forskellen mellem rock, folk, reggae, Country and Western, blues, middle-of-the-road pop, soul, Motown, ballad pop, punk rock osv.)

For at udrede nogen musikalsk mening af denne brede variation af stilarter, er det nødvendigt at betragte fremkomsten af en ny musikalsk tradition i løbet af dette århundrede. Med den afro-amerikanske musik har vi oplevet en vigtig revolution af musiklivet, der dog er gået hen forholdsvis upåagtet af den etablerede musikundervisning. Gennem udviklingen af blues og jazz (indeholdende to musiktraditioner: den afrikanske og den europæisk/amerikanske) har vi fået et nyt musikalsk »sprog«, der har påvirket det meste af populærmusikken i dette århundrede. En mere dybtgående diskussion af dette nye musikalske sprog kunne indeholde:

1) En ny måde at opfatte rytmen på

2) Anvendelse af bluesens melodik

3) Improvisation (en auditiv, ikke nedskrevet musik)

4) Nye instrumentale og vokale timbrer

Der er her tale om en negroid musikæstetik, og det der er sket er, at den vestlige verden (fortrinsvis ungdommen) har overtaget den æstetik og brugt den i sin musik. Det væsentligste led her er blues-musikken, derefter er Rythm and Blues blevet den væsentligste inspiration for rock'n'roll og senere rock musikken. Blues og Gospel musik har øvet den væsentligste indflydelse på den kontemporære sorte musikstil (black music) som Soul og Motown.

Til at illustrere den musikalske forbindelse blev der spillet to pladeeksempler af bluesen »Crossroads«, indspillet med 30 års mellemrum: Robert Johnson: Crossroads, 1936 (fra King of the Delta Blues Singers).

Cream: Crossroads, 1968 (fra Best of Cream).

Sluttelig vil jeg,beskæftige mig med den æstetiske analyse af de forskellige musikformer. Den herskende fremgangsmåde, der oftest anvendes i musikvidenskab og musikæstetik, er baseret på en objektiv forståelig æstetik, hvor forståelsen er forbundet med indholdet i musikkens struktur, og dette har ofte ført til fejlbedømmelser ved at forsøge at genkende forskellige musikalske kriterier i forskellige musikalske traditioner. John Shepherd siger i »Whose Music«: »A Sociology of Musical Language«, hvordan den traditionelle musikanalyse af f.eks. jazz og rock musik er en fundamental misforståelse, men også hvordan indflydelsesrige værker af Susanne Langer og Leonard Meyer har fordrejet musikkens æstetik og betydning, fordi de mislykkedes i deres bedømmelse af den iboende sociale natur af al musik. Shepherd argumenterer her for, at ligegyldigt hvilken form for musik der er tale om, kan den kun forstås og bedømmes i det sprog der er den pågældende gruppes eller samfunds, der forstår at værdsætte den.

Dette har været belastende for mange musikalske og æstetiske analyser af popmusik. Det betyder i denne forbindelse at der ikke findes et objektivt kriterium, med hvilket man kan bedømme den relative kvalitet af f.eks. god rock musik og god klassisk musik, fordi det musikalske sprog er fundamentalt forskelligt. Når Leonard Meyer har taklet et sådant problem, har han bedømt popmusik ud fra den klassiske musiks kriterier, ved at bruge begreber som kun har relevans i en harmonisk tradition baseret på nedskrevet musik. Men sådanne begreber er totalt inadekvate og vildledende når man bruger dem på en musik med »gehør-tradition« (oral tradition) som den afro/amerikanske. F.eks. påpeger Trevor Wishart i »Whose Music?« 5. kapitel, at alle tidligere analyser af blues er forvrænget ved at benytte den harmoniske form som er udviklet af europæisk klassisk musik, når det drejer sig omen af de karakteristiske ting ved blues som »bending notes« og »blue notes«osv.

Denne kritik hæfter sig ikke blot ved kritiske vurderinger af pop og afro/amerikansk musik, men er vedkommende også der, hvor det drejer sig om sympatisk indstillede betragtninger af rockgrupper fra medlemmer af det etablerede musikliv. F.eks. Wilfred Mellers bog om the Beatles »Twilight of the Gods«, hvor han lægger den traditionelle musiks kriterier til grund for analysen af den harmoniske struktur, medens han fuldstændig overser de karakteristiske ting som stammer fra den afro/amerikanske musik. Grunden til at jeg stiller mig positivt til at anvende popmusik i musikundervisningen hviler på et musikalsk synspunkt. Jeg betragter det meste af den kontemporære popmusik som repræsentativt for et nyt musikalsk sprog, som, når det er bedst ikke er i det mindste inferiørt i forhold til andrc musikformer. Jeg vil gå sä langt som at sige, at mange af de mest kreative musikere i dag er beskæftiget inden for denne form for musik.

b) Det musikpædagogiske synspunkt

Min anden motivering for at bruge popmusik er pædagogisk og udspringer af det faktum, at forskellige former for popmusik er den musikalske kultur for mange skoleelever. Hvis lærerne ville bygge deres undervisning på denne allerede eksisterende interesse, ville musikundervisningen være mere effektiv. Men måden, det gøres på, er i høj grad vigtig - det ville nemlig være forfejlet hvis læreren anvendte den på en nedladende måde, som motivering for efterhånden at føre eleverne ind på »den rigtige musiks« vej. Det må være forpligtende for læreren at følge elevernes musikalske interesse, deltage i en dialog mellem lærer og elev, hvor førstnævnte også kan lære af sidstnævnte.

Da rockmusik er en improviseret musik, hvor mange af de mest betydningsfulde musikere har lært at spille på deres instrumenter ved at lytte til grammofonplader og derfor ikke kan læse noder, betyder det, at skolerne ofte råder over musikere, der spiller til koncert og bal, men fordi de ikke kan læse noder, aldrig ses i nærheden af musiklokalerne. Men hvis man derimod ville opmuntre dem til at spille deres egen musik, ville man se mange musikere øve i skolens musiklokaler, der ville være optaget til langt ud på aftenen. Samtidig skulle man tilbyde undervisning på andre instrumenter end de traditionelle (f.eks. el-guitar - bas tromme).

Praktisk udnyttelse

Lad os se på tre måder at undervise i musik på:

1) Klasseundervisning

2) Ekstratimer i den obligatoriske skoleundervisning

3) Frivillig musikundervisning

1) Klasseundervisning

I 4. kapitel i Vulliamy and Lee: »Pop Music in School« omtaler Piers Spencer et projekt, der omhandler blues i en klasse med elever, hvis musikalske evner må siges at være forskellige. Projektet gik ud på at udføre, komponere og improvisere såvel tekst som musik til en simpel blues. (Dette projekt findes indspillet på en casette sammen med de øvrige elevarbejder, der omtales i bogen). Eksemplet blev spillet på Orff-instrumenter, klokkespil, xylofoner og blokfløjter. Eksemplet viste også Orffs inspirerende metoder i praktisk musikudførelse. Et andet eksempel fra en klasseundervisning med 12 år gamle drenge, der blev bedt om at lytte til en bluesindspilning og undertiden nedskrive ordene. Det var nødvendigt at spille pladen flere gange for at eleverne kunne absorbere blues strukturen. Klassen deltes derefter i grupper. De eneste instrumenter de havde til at akkompagnere sig, var to trommer og en bas.

Lytter man til de to udførelser, forekommer sidstnævnte mere ægte, fordi den sanglige udførelse giver mere bluesstemning end de mere »sterile« Orffinstrumenter.

Det sidste eksempel på klasseundervisning er en komposition lavet af fire 14 år gamle piger i en workshop session, hvor mindre grupper arbejdede med et projekt sat i gang af deres lærer. Inspirationen kom fra en popplade med The Carpenters' indspilning af Bacharach-melodien »Close to You«. Pianisten begynder med nogle pianofigurer på gehør. Hun havde klaver hjemme, men hun havde aldrig fået undervisning og kunne ikke læse noder. Det endelige resultat viser en følelsesfuld udførelse, som jeg personlig finder mere tilfredsstillende end den originale popmelodi, hvorfra inspirationen er hentet.

2) Ekstra timer i den obligatoriske skoleundervisning. De fleste skoler har kor eller mindre orkestre eller begge dele. Her vil jeg se på mulighederne for at anvende begge dele til fremførelse af popmusik.

Det første eksempel stammer fra en skole, hvor musiklederen opdager eksistensen af en rockgruppe med drenge på 15 år, der har indspillet et bånd med et rockarrangement af Bachs Toccata og Fuga i d-mol. Organisten, der har lavet arrangementet i hovedet, går til undervisning og studerer i Grade 6 examination of the Associated Board, og han er en virkelig talentfuld musiker.

Inspireret af båndet komponerede læreren en rock cantate, baseret på en udgave af Psalme 107 for kor med akkompagnement af gruppen, hvor der er levnet mulighed for improvisation i rockstil.

Det andet eksempel kommer fra en skole, hvor musiklederen har dannet en sang- og instrumentalgruppe, der indeholder en rytmegruppe sammen med traditionelle orkesterinstrumenter samt et kor. Solisten er en talentfuld sanger/guitarist.

På båndet har de indspillet følgende tre stykker: Brighten your Night - i folk/rock stil associeret med James Taylor.

You are the Sunshine of my Life - mindre succes med at imitere den sorte musiks stil.

Fools - komponeret af en elev. (Alle arrangementerne er lavet af læreren.)

3) Frivillig musikundervisning

Sluttelig nogle tanker om min egen personlige indstilling til den ideelle situation for skolemusik-undervisning.

Megen musikundervisning er for lærerstyret, hvilket vel må bero på tidligere tiders beskæftigelse med klassisk musik. Men dette kan også ske med popmusik. Hvis man helt kritisk skal se på de sidste tre eksempler, der baseret på folk/rock stilen med et kor og orkestergruppe, kan der måske ikke siges at være nogen væsentlig anden forskel på indstudering og opførelse end den, der lægges for dagen ved opførelsen af et klassisk værk. For mig at se har de den samme pædagogiske begrænsning.

Idealet for mig er en kreativ musikundervisning, der er mere elevcentreret og samtidig mere udviklende for elevens musikinteresse. I en sådan undervisningssituation er der ikke nogen grund til at foretrække nogen bestemt musikalsk stil. Resultatet af en sådan undervisning viser sig at være en stor variation af musikalske stilarter.

Et eksempel på denne undervisningsform er hentet fra den progressive enhedsskole Countesthorpe College i Leicestershire, hvis musikfakultet er beskrevet i 6. kapitel af »Pop Music in School«. Det er en skole med en usædvanlig fleksibilitet og med et elevdemokrati, der øger indflydelse på de afgørelser, der tages. Denne filosofi genspejles også i musikafdelingen, hvor eleverne opfordres til at udvikle deres musikalske interesser i den retning, de har lyst til, uanset lærerens ønsker. Konsekvensen heraf er også, at alle musikformer (fra klassisk til den mest kommercielle pop) blandes uden fordomme. Følelsen af at kunne afstedkomme noget har bevirket, at elever, som under normale skoleforhold ville blive betragtet som umusikalske, her er blevet opdaget som musikalske talenter.

Lad os her tage et eksempel med en, hvad skolekundskaber angår meget tilbagestående dreng, som heller ikke kunne læse noder, men ikke destomindre viser sig at have sangtalent, samtidig med at han har lært sig at spille klaver efter gehør. Ved at spille nogle båndoptagelser, der strækker sig over 6 måneder, illustreres hans musikalske udvikling, og samtidig belyser det også forholdet lærer - elev.

Indspilninger på båndet med elevens egne kompositioner og tekst: -

Seen her at the club (first version)

Seen her at the club: Exploration

I was alone - (second version)

Now Summer's Gone Away

Forskellen mellem de sidste optagelser og de tidligere rejser spørgsmålet om bedømmelsen af popmusikkens kvalitet. Now Summer's Gone Away har mere meningsfuld lyrik og en kompleks formal struktur, men spørgsmålet er, om den ikke har mistet lidt af den spontaneitet der var i »I was so alone«?

Til slut vil jeg gerne vise spændvidden af elevarbejder fra Countesthorpe ved at spille tre eksempler fra båndet:

Electronic Music (Rock og avantgarde influeret)

Live jam session (optaget efter en elev koncert)

Lady on the Moor (Multi-tracked lavet af en elev med en Revox båndoptager.)

Konklusion

Ruth Gripps, professor ved the Royal College of Music i London, har skrevet: »Ingen rigtig musiker kan sidestille popmusik med klassisk musik i fuldt alvor -det vil svare til at en lærer i litteratur instruerede en klasse i at skrive uartige ord på væggen på toilettet. At anvende den i skolen er direkte upædagogisk - det er en frivillig sænkning af standarden til et ukultiveret og lavt intelligent niveau.« Hertil vil jeg kun pege på hvad jeg har sagt, og i særdeleshed de vidnesbyrd, optagelserne af elevarbejder viser, og at der sikkert er stor uenighed om dette synspunkt.

Oversættelse Preben Fahnøe

Litteraturhenvisninger og casettebånd stammer fra følgende udgivelser:

The books Pop Music in School (Cambridge University Press, 1976) and Whose Music? A Sociology of Musical Languages (Latimer, 1977) and the casette recording of pupils' work can all be ordered direct from:

PHILIP MARTIN MUSIC BOOKS
22 HUNTÎNGTON ROAD
YORK
YO3 7RL
ENGLAND