Spiralens kuglegestalt

Et - umuligt - forsøg på at referere Stockhausens samlede skrifter

Af Karl Antz

Fire mursten, 258, 269, 397 og 690 sider tykke:

Karlheinz Stockhausen, Texte 1-4 (Du Mont Dokumente, Du Mont i Köln).

Her er det hele samlet, fra serialismens første paukeslag og begyndelsen af eletronisk musik over intuitionens højtid og frem til det instrumentale teaters tid - og tiden for enkle melodier. Et kaleidoskop af analytiske essays (om egne værker, om andres musik, om musikalske grundprincipper, om tekniske muligheder), personlige meninger (om musik, om politik, om æstetik, om mystik), ytringer fra »den officielle personlighed«, interviews, recensioner, høflighedsytringer, ytringer i det hele taget ...

Temmelig uoverskueligt. Lige så uoverskueligt -»unübersehbar« - som manden selv. Oversættelsesfejlen er berettiget. Vil man vide noget om de sidste 30 års musikudvikling, kommer man ikke uden om disse bøger. Ganske vist beskæftiger de sig naturligt nok med ophavsmanden først og fremmest, men fra de første skandaler med den punktuelle musik stod han i centrum for udviklingen. Om denne udvikling nu skete efter hans principper eller i opposition mod ham - og begge dele skete og sker - så forholdt den sig dog til ham.

Historieskrivning støtter sig (eller burde støtte sig) til kilder. Kan man ønske sig bedre kildemateriale end det foreliggende - på trods og på grund af dets mangfoldighed? River man enkelte dele, enkelte essays, ud af sammenhængen og sætter dem uformidlet ved siden af hinanden, kan man ikke unddrage sig indtrykket af krasse modsigelser, af postulater, der bare sættes op uden begrundelse. Ser man på helheden, vil man finde et utal af linier, der trækkes igennem og forbinder delene: et væv, der viser et storslået billede, sat sammen af tråde, der uophørligt krydser hinanden. Lad os dykke ned i 1. bind.

Situation des Handwerks (Kriterien der 'punktuellen Musik') - Arbeitsbericht 1953: Die Entstehung der elektronischen Musik - Gruppenkomposition: 'Klavierstück I' - ... wie die Zeit vergeht ... - Musik im Raum - Die Einheit der musikalischen Zeit -

Titler, der omskriver den (dengang?) nye musiks teoretiske problemer. Der gives bud på løsninger. Af disse bud træder et æstetisk grundlag frem - elementer af lovmæssigheder, der, hvis de anvendes konsekvent, danner rammen for en ideologi inden for musikkens felt (og at de blev misforstået og anvendt som ideologi af mange »komponister«, det skal guderne vide!). Materialet er det væsentlige - det bestemmer helt og holdent den musikalske udvikling. Helt og holdent - det vil sige i alle enkeltheder, det være sig klangfarve, tid, tonehøjde, storform osv. Har man valgt materialet rigtigt, så udvikles kompositionen helt »naturligt«. Men det betyder samtidig, at et bestemt materiale kun og kun kan bruges i en bestemt komposition. Udviklingens logik er tvingende: instrumenter og menneskelige stemmer er forudgivet, må altså kastes overbord. Komponistens skaber sit materiale selv - i enrum, kunstigt, udgående fra klange, hvis form han bestemmer, mens de opstår: den elektroniske musik fødes.

Men dermed er instrumentalisten ikke overflødig -tværtimod opvurderes hans stilling ganske betydeligt. Han er et menneske, og det vil sige, han kan ikke programmere entydigt. Det er hans svaghed, men denne svaghed forvandles til en styrke i det øjeblik, hvor denne uforudsigelighed sættes ind som et element i kompositionen. Og nu bliver det interessant: der opstår et spændingsforhold mellem de faste regler og den, der skal udøve dem. Og den nye instrumentalmusiks opgave bliver det at udforske dette spændingsforhold og at frugtbargøre det for musikkens udvikling. Den totale determination inden for den elektroniske musik muliggør altså på den anden side den totale (?) frihed inden for instrumentalmusikken. Og en gang imellem mødes disse to grene, og der opstår blandingsværker.

Teorier, som finder anvendelse i komponistens egne værker. Hvordan, det viser andet bind. Her findes der fortrinsvis værkanalyser, der anvender disse principper på egne og fremmede værker, viser, hvordan teorien virkeliggøres (eller dementeres) i praksis. Går man igennem disse analyser, vil man finde, at mødet mellem de to kompositionsverdener ikke er så sjældent endda, ja at det faktisk forekommer så jævnligt, at det til sidst ligefrem ophøjes til et princip. Til sidst? Udviklingen går videre. Sidste afsnit i andet bind, »Aktuelles«, bringer et foredrag, »Vieldeutige Form«, som er mere filosofisk end egentlig musikalsk (sådan opfatter jeg det i al fald). Facit: det er her og nu det gælder. Og dette facit har musikalske konsekvenser.

... et kort indskud: alt dette træder betydeligt mere firkantet frem, end det i realiteten tager sig ud — men det giver mulighed for at trække linier frem, som jeg finder vedkommende. Det står enhver frit at finde andre.

1966: Telemusik. Et amalgam af forskellige musikalske kulturer, af forskellige verdener - forudgivne enkeltheder, der sættes sammen, der sætter sig sammen - til en ny enhed. Ikke en syntese - synteser er netop syntetiske. Dette er ikke en billig ord vits, det passer bogstaveligt. Nu gælder det om at udvikle en (ganske vist uhyre kompleks) helhed af de tusinde divergerende elementer, en helhed, der er levende i og af sig selv.

1968: Rammerne er sprængte. Musik: det er noget, der opstår her og nu. Planlægningen er opgivet - nej, det passer ikke: Planlægningen foregår i det øjeblik, hvor musikken opstår, den er et med musikken, med det, der klinger. »Aus den sieben Tagen«: meditationsfo-reskrifter, som udmøntes i musik. Det kræver musikere, der er absolut frigjorte (fra alt det, som de har lært) og absolut bundne (af den fælles musikalske vilje, som den udtaler sig i øjeblikket). Vi er kommet et langt stykke fra begyndelsens determination. Men vejen er klar, når man ser tilbage på den: udviklingen kunne måske have taget en anden retning, men sådan som retningen var, kunne den ikke blive anderledes.

Sideløbende med alt dette holdes et vågent øje på netop den historiske proces ( man iagttager, samtidig med at man deltager): »Elektronische Musik aus Studios in aller Welt« giver et generelt overblik over hvad der sker og er sket. Og så er der sket noget interessant: rubrikken »Aktuelles« har skiftet navn - den hedder »Standpunkte«. Forskellen er større end den synes at være: taler man om det, der er aktuelt, tages anledning udefra. Et standpunkt er en vurdering, der kommer indefra.

»Nebennoten«: tekster til værker, isolerede tekster, personlige tekster, samtaler med Gud, bøn, magiske navne, planter, som Stockhausen har sat i jorden. Et indskud: so much moonshine? - måske, man ser faktisk en del - ved månelys. Og alting har sin betydning inden for helheden.

Og så til fjerde bind (udgivet af Christoph von Blumröder, de første tre blev redigeret af Dieter Schnebel). Inddelingen er: Werk-Einführungen, Elektronische Musik, Weltmusik, Vorschläge und Standpunkte, Zum Werk anderer. Vi har en systematik at holde os til, vejen er klarlagt, det gælder bare om at gå til, så kommer vi nok til vejs ende.

Såe? - Værk-indførelser. Hjælp til forståelse, analytisk værktøj - ganske rigtigt. Men der er mere - værkerne er ikke »bare« musikværker, de er også udtryk for andet og mere. Og på den måde gerader der flere og flere filosofiske, etiske, religiøse overvejelser ind i kommentarerne. Og forslag og standpunkter. Der er begge dele, men (eksempelvis i den serie af interviews, der fylder s. 478-613) samtidig er der kommentarer til værkerne.

Systematikken er altså af begrænset værdi - men den bør dog ikke forkastes totalt. Den viser nemlig igen noget nok så ejendommeligt: værkkommentarerne begynder med de tidligste værker. Cirklen er sluttet? - nej, men spiralen har nået det næste trin. Udviklingen syntes i de intuitive værker at føre ud i den rene anarki - nu vender planlægningen tilbage. Musikken er bundet igen - men på en friere måde end førhen. Et indskud: paradoksalt? - jovist. Men paradokser opstår først ved modsætninger, og enhver sag har som bekendt mindst to sider.

Spiralen har nået det næste trin - og herfra kan den overses i sin hidtidige udstrækning. Stockhausens egne konklusioner efter dette overblik (eller bedre i dette overblik) er filosofisk-mystiske - det sidste forstået i religiøs betydning. Lad mig gentage: værkerne er ikke »bare« musik, men udtryk for andet og mere. Og dette andet og mere - hvor skal det søges? i os? i verdensrummet? i samklangen mellem os mennesker? hinsides vor begrænsede logiske forståelse?

Et indskud: redaktøren havde udbedt sig en objektiv, informativ artikel. Men hvordan objektivt informere om så subjektive ting? hvordan nøgternt referere et indhold, når dette indhold tvinger til at tænke videre, til at acceptere, fornægte, diskutere?

Man har bebrejdet mig at jeg skulle »være faldet tilbage til« en determinisme. Folk er som børn: angiver man en retning, så tror de, at man nu i al evighed kører videre i denne retning. De kan ikke forestille sig, at universet er en bevidsthedens kugle, at der findes utallige retninger og at man kan gå ind på dem alle sammen; men at man til enhver given tid kun kan vælge én. Vælger jeg en retning, så må man ikke tro, at jeg nu for altid ville bevæge mig i en lige linie på den valgte måde. Ved siden af linien findes der vektor og spiral. Jeg svinger altså ganske intuitivt frem og tilbage mellem determinisme og indeterminisme. Tiltagende alder og handelagsmæssig erfaring hjælper til at accelerere spiralen mere og mere. (bd. 4, s. 234)

PS. Bøgerne indeholder et sandt hav af praktiske henvisninger om værkerne, realistiske og derfor utopiske ytringer om musikkens nuværende politiske og samfundsmæssige situation, vedkommende og derfor for mange uacceptabel kritik af de nuværende tilstande og mangt og meget mere, som det ville lønne sig at grave frem, om man bare havde tid og plads til det. Hvadenten man er rørende enig eller rygende uenig - og jeg er begge dele - så er disse skrifter næsten - nej, helt -uundværlige for en seriøs beskæftigelse med vor tids musik - og dens baggrund.

Karl Antz