Symposion

Af
| Årgang 53 (1978-1979) nr. 03 - side 126-129

En åndfuld samtale i redaktionskontoret


Vor, som han selv har sagt det siden sin 2. artikel, »mangeårige« medarbejder dr. vet. & omnium artium A. Grisemarc-Fougère (der med dette ordvalg tror at udtrykke, at han allerede for år tilbage fyldte 30) har i de sidste uger været noget af en prøvelse for den gamle redaktør. Under stadige urimeligere påskud er baronen hver eftermiddag drysset ind på redaktions-kontoret, hvor han på sin enerverende måde har set forpint ud og tændt sin cigar. De sidste tre dage har hans højre brille glas været skæmmet af en ret uprofessionel reparatur med hæfteplaster tværs over synsfeltet, Den gamle redaktør kender menneskene, han tænker straks »fremskreden columnitis«. Baronen har fremhakket noget sygeligt tankespind om, at det er vanskeligt at skrive sammenhængende og fornuftsmæssigt om emner, man ikke har noget kendskab til; den menneske klo g e gi. redaktør imø-degår ham med et jovialt »årrrh, det er vist ikke så slemt« og fortsætter opmuntrende med at minde baronen om, at DMT regelmæssigt udbetaler ham et endog overordentlig betydeligt honorarium, selv når man ikke medregner de omfattende sustensionsydel-ser, refusioner og diæter samt flyttetillæg og ventepenge. Redaktøren lader sin medfølelse kulminere i den varme forsikring: »De ser rigtig elendig ud!« Dr. Grisemarc-Fougère blev klar over, at situationen krævede en vis positiv imødekommenhed, så han skar den afskyelige grimasse, han selv opfatter som sit »fine lille smil«: »Det er altid opmuntrende at konversere med dem, hr. Karse, og jeg vil derfor samle al min courage. Enfin, vil De følge en vidtløftig tanke, så vil Je S forsøge«.

D.gi. red. nikkede bekræftende og gabede inspirerende. »Måske De selv føler, hr. redaktør, at der er en verden til forskel på Tristan og Der Ring des Nibelungen. 'Her, dans votre pays, forekommer Ringens atmosfære jo så fortrolig, ja Deres forfædre var Odin-og Tordýrkere, hele denne barske grå metalagtige verden er næsten virkelighed for Dem! Men Tristan, véritablement! Denne blågrønne tåge! Dette nære og fjerne ingenmandsland! Denne mærkeligt betydningsfulde undvigelse af guds navn! Eh bien, De mærker min tendens?«

»Måske ikke krystalklart,« brummede d.gi.red. med blikket dybt i sportsre sultaterne i den konservative avis.

»For at udtrykke mig meget koncist, hr. Karse, har jeg så godt som antydet det spørgsmål, om man kan skelne mellem germanske og keltiske sagn, og i så fald, om det kan kaste et strejflys over Wagners stofvalg, som kan åbne vore rødrandede øjne for hans ejendommelige bredde, denne rigdom på forskelle,

cette richesse des nuances?!«

Den gi. red. rådførte sig temmelig ugenert med sit armbåndsur. »Alors, De hører, at jeg henfører den specifikt Tristaniske atmosfære til den keltiske tåge. Myldrer det ikke frem for Deres indre blik med menhi-rer, Gundestrupkar, Stonehenge og mærkelige sprog?«

Den gi. red. åbnede en ny flaske, som han i det følgende gør sig tilgode med, også hvor det ikke udtrykkeligt er bemærket. Han mumlede: »Har det noget med sagen at gøre?«

Baronens stemme var begyndt at blive skinger. Nu fortsatte han i øget tempo:

»Jamen øksefolket, bægerfolket, une ticekult uren f hvadbehar? Tumuluskulturen og urne grav sfolket, med Deres tilladelse? Hallstatt, La Tene og Villa Nova, hvad giver De, hr. redaktør?

»Ikke en ...«, kom det gnavent fra d. gi. red., samtidig med at han stilfærdigt satte trumf på med den anden ende af kroppen.

Hr. Gricemarc-Fougère fortsatte med en visionær sammenstilling af Cæsars gallerkrige, Paulus brev til Galatherne og Tacitus Germania. Midt i det hele forlod d. gi. red. lokalet, idet han oplyste, at han ville være tilbage om få minutter.

»Netop, hr. redaktør, De begiver Dem for en kort stund ud i det lille chambre, der på walisisk hedder cyfleusterau, bemærk at u altid, selv i diftonger, udtales i. Dermed er vi netop ved sagens kerne: De keltiske sprog lever!«

»Og hvad så?« råbte d. gi. red. omkap med toiletkummens kaotiske brus'.

»Det skal jeg sige Dem,« råbte hr. Fougère. »Jeg betoner de keltiske sprogs overleve n for at angive et realindhold i den keltiske 'tåge, nemlig, si vous voulez, en kulturel kontinuitet.«

Med et af sine sjældne glimt af klarhed udbrød den gamle redaktør, der nu atter havde sat sig i redaktørstolen:

»Jeg troede ellers netop, at De ville til at væve om keltisk inspiration i Wagners Tristan udenom ethvert realindhold; kom dog ned på jorden, Wagner var sgu ikke mere irsk, end jeg er kleptoman!« Med et af sine diplomatiske kunstgreb udbrød baronen:

»Jeg følger Dem fuldkommen, men ...« Deesværre har den gi. red. hørt jdenne vending så mange gange, at den får ham til at knuse sin maltbolsjer mellem tænderne. Så prøver baronen på en anden måde:

»Har vor behagelige samtale ikke ført os ind på spørgsmålet om kulturel identitet? Måske vi i al af-slappethed, men på et meget højt intellektuelt niveau, kunne diskutere, hvad der gør en kultur uforvekslelig? Jeg tror, man passende kan illustrere forholdet ved en række koncentriske kredse. Inderste kreds er de men

Hr. Grisemarc-Fougères Wagnerspalte

nesker, der har båret den pågældende kultur; de er måske døde for årtusinder siden. Den første kreds omkring dem er deres talte sprog - deres tale døde med dem, men deres sprog levede videre, så længe det blev talt af nye slægtled. Den næste kreds udenom er de spor, de har sat sig - nedskrevet sprog er én af den slags spor. Det er ikke afliængigt af, om kulturen videreføres. De nedskrevne ting består, selvom ingen læser dem. Måske har intet nulevende menneske læst Klopstocks Messias, men den indtager en plads i nyere tysk kulturs tredje kreds.«

Den gamle redaktør stønnede interesseret og gurglede hals i sin sjus. Baronen fortsatte med stigende begejstring:

»Så skematisk, denne opstilling er, kan den dog hjælpe os til at tale logisk om affiniteten mellem Wagner og de komiske, irske og vælske sagn. Han har ikke engang kunnet komme dem så nær som tredjekredsen, fordi han ikke kunne læse fx. vælsk.« Redaktøren sagde ikke noget.

»Derfor udvider vi modellen med en fjerdekreds: De spor, en kultur sætter sig uden for sin egen kreds. Her bliver oversat litteratur af betydning. Wagners forhold til keltisk kultur er et Jjerd e kreds-f or hold.« Her indskød redaktøren: »Vil De ikke sige det hele en gang til?«

- »Nej. Jeg vil gøre to polariserende anmærkninger. For det første: Den, der altid beskæftiger sig med fjerdekreds uden at søge ind mod tredje, anden og første, kalder vi ekletiker. Hvis De ligesom jeg har opgivet at tæske Dem igennem J.R.R. Tolkiens »The Lord of the Rings«, vil De meget nøjagtigt vide, hvad jeg mener. Tolkien skrev denne lange roman over sagnelementer uden at bekymre sig om, at disse elementer stammer fra vidt forskellige baggrunde - det nordiske sagn om Andvares guld præsenteres med hjemmelavede navne og med quasi-irsk lokalkolorit. For det andet: Den modsatte pol ser jeg i at være fikseret på førstekreds: Det er racisme. Jeg arbejder mig henimod at påpege, at Wagners forhold til keltiske sagn er fjernt fra både eklekticisme og racisme, men nærmest på eklekticisme. Ser vi bort fra, at Wagners mangel på kendskab til keltiske sprog bandt ham til j]erde kreds, kan vi ganske kort anstille det tankeeksperiment, hvad det ville have indebåret, hvis han havde haft førstekreds som mål. Det ville betyde, at han havde søgt at opfatte sagnene som udtryk for fx. det walisiske menneske, og et sådant racistisk synspunkt kunne vel gennemføres af den, der finder det interessant at kunne skelne en waliser fra andre folk. Men vi ved, at Wagners tendens var en anden; han opfattede sagn som udtryk for det almentmenneskelige, men var sig bevidst, at hans egne gendigtninger, skønt han søgte det almene, var prægede af andre forudsætninger. Den sidste bemærkning lyder meget ubestemt, men vil blive erstattet af noget mere bestemt, når vi har set, i hvilken forstand han ikke er eklektiker. Lige nu har vi kun talt om, at han ikke har førstekredsbetragtningen som mål. Vi så, at han deler skæbne med en eklektiker som Tolkien ved at være begrænset tilfjerdekredsforholdet. Men han adskiller sig fra eklektikeren, ved at eklekti-keren behandler sit stof, som om det ikke var afliæn-gigt af sine forudsætninger. Eklektikeren tiltror sig selv magt til at gøre noget nyt ved at handle efter forgodtbefindende med de valgte stofelementer; Wagner opfatter stof elementerne som noget, der bærer en lovmæssighed i sig, der udelukker en behandling efter forgodtbefindende. Denne lovmæssighed var udtrykt i stofelementernes oprindelige funktion i deres egen kulturkreds - men dette er ikke ensbetydende med, at de er bundet til disse forudsætninger og mister deres gyldighed udenfor dem. Når jeg nu forsøger at samle trådene fra den sidste halve snes sætninger, virker det nærliggende at foreslå følgende formulering: Wagner ligner eklektikeren på fjerdekredsforholdet, men adskiller sig afgørende fra eklektikeren ved at opfatte behandlingen af stoffet ikke som en proces af vilkårlighed, men som en proces af at lytte sig ind til stoffets lovmæssighed - en lovmæssighed, som stoffet oprindelige udformning udtrykte, men ikke kan have monopol på.

Når man som jeg vil opfatte en Wagnergendigtning af et sagn som noget, der har et dybere forhold til forelægget end en underholdningsmæssig jongleren med dets stof, er man nødt til at stille sagen op på denne måde; for sagens første præmis var netop den, at stoffets oprindelige udformning er utilgængelig for Wagner. Allerede tredje kreds er lukket for ham, fordi han ikke læser vælsk; anden kreds er ham endnu mere utilgængelig, fordi han ikke har hørt det levende vælsk; og første kreds er helt utænkelig, fordi digteren til fx. Peredur er død for længe siden. Havde han haft adgang til første kreds, ville sagnets lovmæssighed have kunnet sættes i et ret direkte forhold til den praktiske virkelighed; dette forhold bliver naturligvis mere og mere indirekte, jo fjernere kredse man kommer ud i. Men det er ideen med min skematiske opstilling at have en model over kulturelt særpræg, og om hvordan den ene kultur kan give den anden noget af sin flamme, sin duft: At kunne tale (2. kreds) med de pågældende mennesker er ikke at kende dem (1. kreds); at kunne læse deres efterladte litteratur (3. kreds) er det i endnu svagere grad, og at læse den i oversættelse er en yderligere fortynding (4. kreds) - men naturligvis kan selv oversættelsen vise meget af deres særpræg. Eklekticisme er at begå vold mod dette særpræg -Wagner derimod søger i en vis forstand at rekonstruere det, i en anden forstand ikke. Jeg har allerede været inde på, i hvilken forstand han ikke søger at rekonstruere det, fordi han styrer efter det alment-menneskelige. Men når han samtidig i en anden forstand faktisk søger at rekonstruere det kulturelle særpræg, må jeg tilbyde den forklaring, at det interesserer ham som konkrete udtryk for det almene. Voila! Hans synspunkt er ude i fjerde kreds, men han ser ind i de indre kredse; eklektikerens synspunkt er ude i fjerde kreds, men blikket bliver derude. Alt dette er egentlig ikke en æstetisk betragtning; problemstillingen er snarere forholdet mellem fiktion og virkelighed, ja jeg ved ikke, hvad mener De, hr. Karse?«

Den gamle redaktør svarede med et af de økseskaft-svar, som han hjemme hos Gargamelle gengiver efter formlen: Og så skar jeg igennem!!! Han sagde nemlig:

»Hvad bliver der egentlig af Deres kæphest om Wagners Tristan og keltisk forhistorie?« Hr. Grisemarc-Fougère svarede meget spidst: »Den har jeg på ingen måde glemt. Må det være mig tilladt at påpege, at heller ikke virkeligheden kan opleves uden en vis imødekommenhed fra indbildningskraften? Vi er dog vel enige om, at når fiktionen, kunsten, si vous préférez l'expression, har held til at trykke på de rigtige knapper, bringer den os i bedre forbindelse med vores eget talent for at opleve virkeligheden som andet og mere end tørvetrillen, pølsesnak, alkohol og besvær ved at stå tidligt op om morgenen!« Baronen sukkede 4 gange dybt og inderligt og tørrede sig udmattet over panden. »Naja,« gryntede d. gi. red., »fiktion og virkelighed griber ind i hinanden, det lyder da meget godt. Men er det ikke almindeligheder, som ikke går nærmere på sagen, end vi hele tiden har været?« Baronen greb hektisk til guldmonoklen og fikserede sin modpart.

»Forsøg at overbevise mig,« replicerede d. gi. red. »Nuvel,« sagde baronen med klangfuld stemme, »i min lille krig mod dødbideriet vil jeg rette de første lansestik mod en bestemt indstilling, jeg kender fra mislykkede selskaber. Når talen kommer ind på Wagner, og ansigterne forbliver askegrå af kedsomhed, ved jeg, at der inden tre minutter vil være én, der hævder, at Wagner lyder ens hele tiden. Hvordan skal jeg da forklare, at Wagners værker er så forskellige indbyrdes som solen og månen? Ingen har tålmodighed til at høre på en teknisk analyse, men man kan vel pirke til associationerne og fyre op under fantasien!« »De vil altså ødelægge DMT,« kom det tungt fra d. gi. red. »Hvis det så endda kunne dækkes under en boganmeldelse eller en gendrivelse af et eller andet utidigt polemisk indlæg, så gled det vel ned. Som causeri vil det være uindskrænket flip, jeg vil sgu ikke ha' det.«

»De giver mig en idé,« kom det fra den ukuelige dr. Grisemarc-Fougère. »Jeg kan skrive en anmeldelse af Colin Scott-Suttherlands bog om Arnold Bax og gøre et mægtigt nummer ud af det sted, hvor han skriver, at Bax er andet og mere end Wagner-epigon, fordi han har sit keltiske særpræg. Bax er en strålende original og inspireret komponist, men der er ikke én af »The Celtic Revival's komponister, hos hvem dette særpræg virker helt så førstehånds som hos Wagner. Her kunne jeg så indføre min snedige forklaring, at alle disse komponister er fælles med Wagner om at have et fjerdekreds-forhold til sagen, og at det derfor må være et talentspørgsmål, hvem der har den klareste og mest overbevisende vision af de indre kredse, ikke et legitimit e t sspørg smal. Vraiment, hr. Karse, kan De stikke den?

»Det vil jeg tænke over,« knurrede redaktøren. »Vi kunne måske aftale, at vor behagelige konversation aftrykkes i sin helhed som kursivstof?« foreslog hr. Fougère.

»Det er en aftale,« sagde redaktøren med et grumt smil. »De får liniebetaling, og kursiv er gratis.«

(fortsættes i næste nummer).