Et portræt af Erik Højsgaard

Det jeg beskriver, det er noget som er på afstand af mig; som man måske aner. Og kan man se det, så kan man alligevel ikke nå det.

Af Hans Gefors

I forbindelse med en værkstedskoncert skulle vi studerende præsentere vore stykker for hinanden. Erik Højsgaard fremviste partituret til Untitled for orkester. På omslaget var et surrealistisk billede i kolde, blå farver, som blev dybere og dybere ind mod horisontlinjen. Hist og her på billedet skimtedes rester af figurer med biologiske former. Hans præsentation var lige så kort som den var karakteristisk:

- Her ser I et billede af Yves Tanguy. Det har ikke noget navn og der sker ikke meget på billedet, det kan I godt se. Det samme gælder stykket, der sker ikke meget i det. Det hedder også Untitled!

Man kan jo næppe kalde en sådan præsentation for udtømmende. Ikke desto mindre siger den en del om Erik Højsgaard og hans musik. Om Erik fortæller den, at han ikke er glad for at analysere sin egen musik. Og om Untitled fortæller den, at selv om stykket er »uden navn«, så ligger der en bestemt forestilling bag, der er inspireret af Tanguys billede.

- Jeg går aldrig i gang med et stykke, før jeg har den præcise titel til det.

Mange af Erik Højsgaards værker udspringer af en visuel forestilling, som antager akustisk form. Ligeså ofte er det poesi, som udløser den skabende impuls. Det normale kompositionsforløb er, at han først får en »audio-vision« af stykkets slutning som en poetisk fortættet ekstase. Det mærkes i hans musik. Mod slutningen af værkerne er det som om den rene skønhed, Afrodite selv, i et kort intenst øjeblik giver sig til kende uden alle de slør, som vi almindeligvis skjuler hende bag, eftersom »det skønne blot er det forfærdeliges begyndelse« med Rilkes ord. Et øjeblik kan jo ikke udgøre et værk i sig selv, men han sigter så mod Afrodites tilsynekomst under konstruktionen af hele værket.

Ja, i Erik Højsgaards musik findes udprægede konstruktive træk. Lag på lag i store toneflader, administreret med en lethed og et overblik, som en arkitekt ved sit tegnebord. Erik ser hvordan musikken er.

- De første skitser er ofte meget svære at få noget ud af. Derfor skriver jeg dem ofte rent nogle gange for at få et bedre indtryk af dem.

Hvis han en enkelt gang optegner et formskema er det for at se, hvor længe en tilstand kan bære uden at briste. Men det er egentlig ikke tilstandsmusik han skriver, for det vigtigste er det dynamiske øjeblik, hvor tilstanden brydes og musikken glider ind i et nyt leje.

Denne dynamik er som oftest ikke modsvaret i en stærk lydstyrke. Ser man statistisk på Erik Højsgaards musik er pianissimo det normale lydniveau og flageoletter den almindeligste form for tonedannelse. Tilsammen skaber dette en afstandsfornemmelse. Musikken anes bare, den kan ikke nås. Stilistisk beskrives det vel bedst som en form for impressionisme. Dette udelukker ekspressionistisk konfliktmusik: det kommer Erik Højsgaard aldrig til at skrive.

Den sprøde poesi i hans værker skal imidlertid ikke forveksles med anæmi. Der er en indre dynamik, en tankens vildskab, som giver kraft til denne uhåndgribelige musik. Disse indre udbrud forekommer mig at være på linie med den måde, Edith Södergran og Emily Dickinson (to Højsgaard-poeter) bruger tankestreger, når ordene ikke slår til og udtrykket går over grænsen til den rene gestus. Anden sats i Landet som icke är raser af sted, opløst i konturerne, men når til sidst frem til en barnligt enkel melodi i sopranstemmen. I Variations slutter det ellers helt instrumentale stykke med at lytteren på afstand hører en sangerinde synge et digt af Emily Dickinson lige så fragmentarisk som resten af stykket har været. Og cello-koncerten slutter med en afklarende koral. I det korte Refleksion var den oprindelige tanke den, at tolv (!) trompeter på rad skulle begynde på midten af podiet og så forsvinde ud i kulisserne. Effekten bliver både visuel og akustisk. (Af praktiske hensyn reduceredes trompetantallet til 4 ved uropførelsen ...)

Refleksion slutter med de tolv trompeter og den opmærksomme læser har opfattet, at disse vildt poetiske ideer er intimt forbundne med Afrodites fremtoning i værket. Dette er drivkraften i Erik Højsgaards musik: et minde eller en forventning om en lykketilstand, der er lige så håndgribelig som et Fata Morgana.

- Der er faktisk meget lys, meget sol i mine titler. Det opdagede jeg pludseligt, da jeg skulle skrive The Sunflower, en ganske lille strygekvartet på fire minutter. (The Sunflower er titlen på et lille digt af Blake). Solsikken folder sig ud, når solen står op, følger solen hele vejen rundt og folder sig atter sammen ved skumring. Musikken følger dette nøjagtigt, en ganske svag udvikling op til noget ... Ikke ligesom Helios-ouverturen - der er ikke nogen fanfarer i!

HG): Hvornår begyndte du at komponere for alvor?

- Det var engang i gymnasiet. Ret tidligt i skolen havde jeg puslet og nørklet med nogle små ting - og større, som jeg aldrig fik gjort færdige. Men det, der virkelig slog mig, det var da jeg tog nogle timer fri fra gymnasiet og gik til kursus på konservatoriet, hvor Per Nørgård gennemgik Canon. Jeg forstod ikke meget af det, men det var så fantastisk at komme ind i et miljø, hvor der sad alle de mennesker og diskuterede ... Der skete så meget, der gjorde at jeg fik enormt lyst til det. Jeg var matematiker, så jeg fandt frem til et system, jeg kunne konstruere noget på, i stedet for bare at høre mig frem, som jeg havde gjort tidligere. Det var omkring 71-72 jeg første gang stiftede bekendtskab med det.

- Grunden til, at jeg lærte så meget musik at kende på et tidligt tidspunkt, var, at jeg optog alt, hvad jeg kom i nærheden af. Simpelt hen uden nogen form for kritisk sans optog jeg alt. I begyndelsen godtog jeg det meste: »OK, det er ny musik, det skal man vænne sig til«. Når der er gået et stykke tid, så lærer man sig at skelne. God, bedre, bedst, ikke?

(overs. Bo Holten)

Noter:

ERIK HØJSGAARD blev født 1954 i Århus, har gået i musik-matematisk gymnasielinie, og fik eksamen i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium 1978, lærer: Per Nørgård. Han var forretningsfører i AUT (Århus Unge Tonekunstnere) 1974-76, er me dår-rangør af UN M (Ung Nordisk Musikfest), og har arbejdet bl.a. som nodeskriver. Han er kejthåndet og har absolut gehør. Som 11-årig ville han være arkitekt eller klavervirtuos (hvilket betyder at han tegnede huse og spillede klaver i sin fritid). Siden efteråret har han været bosat i København.

Værkfortegnelse

Dialoger (1972), 4 satser for obo og guitar

Solprismer (1974), strygekvartet

Landet som icke är (1974), sopran, obo og strygekvartet (tekst af Edith Södergran)

Untitled (1974), orkester

Koncert for cello og orkester (1975, rev. 1976-78)

Cendrée (1976, rev. 1979), slagtøj solo

Poggiolo (1976), guitar solo

Variations - six songs of autumn (1976), fløjte, cello og klaver

Vise (1977), sopran solo (tekst af Poul Borum)

Refleksion (1977), orkester

Täglich kommt die gelbe Sonne ... - sieben Stücke für Kammerensemble (1977), sopran, fløjte, klarinet, guitar, slagtøj, klaver, violin og cello

The sunflower (1978), strygekvartet

Endvidere Tuan's sange (1976) i samarbejde med komponisten Svend Aaquist Johansen

Bearbejdelse af Alexander Skrjabins Vers la flamme, op. 72 for orkester (1977)