Hvordan er en musikerkonkurrence?

Af
| DMT Årgang 53 (1978-1979) nr. 04 - side 148-150

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Hans Gefors spørger guitaristen Karl Petersen

Hans: Karl P., som den første dansker har du placeret dig i den franske radios internationale guitarkonkur-rence i Paris, som i oktober sidste år arrangeredes for tyvende gang. For os, som sad blandt publikum, var finalen en ganske forvirrende oplevelse. De, som ikke forstod fransk troede, at du ingen pris fik, eftersom du kom ind sidst. De, som kunne lidt fransk, forstod, at du havde fået tredje pris, trods det at to havde delt anden prisen. Nogle dage senere fik vi tilfældigt at vide, hvad arrangøren, monsieur Vidal, havde mumlet i mikrofonen; intet blev oversat: Juryen havde på grund af den høje kvalitet i årets konkurrence besluttet sig til at uddele en ekstraordinær tredjepris, så alle finaledeltagerne prisbelønnedes for første gang i konkurrencens historie. Sådan oplevede man som publikum selve prisuddelingen, men lad os begynde fra begyndelsen, hvornår startede det egentlig?

Karl: Det begyndte i maj 1977, da jeg studerede i Prag. Min lærer Milan Zelenka spurgte, om jeg ikke havde lyst til at deltage i den konkurrence, og så skrev jeg efter tilmeldingskort og fandt ud af, at et af de obligatoriske værker var Bachs Chaconne, og det fik mig faktisk til at gå med, fordi jeg havde spillet dette mammut-værk før og derfor mente, jeg havde tid til at få lært programmet. Jeg indspillede de tre obligatoriske stykker (Chaconne, Antonio Cabezon: Chancon, Javier Hinojosa: Te lucis ante terminum) og et selvvalgt stykke (Leo Brouwer: Elogio de la danza) på bånd i januar 78 og fik så besked om, at jeg var kommet i finalen i marts. I maj fik jeg de nye obligatoriske stykker, de stykker jeg skulle spille i finalen.( Luys Milan: Fantasia, Aleksander Tansman: Mazurka, Stephen Dodgson: Partita). Som selvvalgt ville jeg spille Hans Gefors: La petite boite chinoise.

Hans: Hvad føler man som guitarist, når man får at vide, at man er kommet med som en af de fire ud af, jeg ved ikke hvor mange deltagere?

Karl: Nogle og firs guitarister. Det var jo en fantastisk oplevelse, fordi den konkurrence står for alle guitarister som den mest betydningsfulde i verden, og der er en masse prestige i at være med i finalen, så det var en stor dag.

Hans: Da du så fik de nye obligatoriske stykker, gik du i gang med at arbejde?

Karl: Ja, og jeg havde en ret hed forsommer, fordi jeg gik til diplomeksamen og optagelsesprøve til solistklassen med et helt andet program. I september og oktober havde jeg et uundværligt samarbejde med min lærer Erling Møldrup, som sluttede med to koncerter lige inden jeg rejste til Paris. Finalen i Paris foregik over to dage, 1. dage en lukket afdeling, hvor man kun spillede for juryen, og 2. dagen med publikum på (ca. 1000 mennesker).

Hans: Det kan være interessant for dem, der aldrig har været med i en sådan konkurrence, hvordan det går til, når manf.eks. sidder til den interne afdeling?

Karl: Vi mødtes en time før og blev sat ind i rum for at varme op. Så trak vi lod om spillerækkefølgen og spillede derefter hver 20 minutter med de obligatoriske værker. Vi blev alle temmelig rystede denne dag, for atmosfæren og vilkårene i det hele taget fik os ikke ligefrem til at yde vort bedste.

Hans: I blev alle fire chokerede, hvorledes?

Karl: Muligvis fordi vi er guitarister og ikke vant til at gå til konkurrencer, fordi vi ikke er orkesterinstrumentalister. Det er muligt at konkurrencer om orkesterpladser normalt foregår på den måde, men ved en priskonkurrence, og ikke mindst denne, som har et myteagtigt ry, hvor det er en stor ting for en ung musiker at deltage, bør det foregå mere »kunstvenligt«. Den rigtige vinder bliver ganske vist fundet, for betingelserne er jo ens for alle, men man kommer ikke kun for at vinde, en sådan situation er, skønt det lyder som en kliché, først og fremmest en kamp med én selv; kan man leve op til sit bedste. Man møder op med en masse ambitioner og vil gerne vise, at man er kunstner, og det havde arrangørerne ikke forstået, for stemningen og vilkårerne var pænt sagt kunst- og kunstnerfjendske. Hvis man ikke kan få lov til at fungere som musiker, er det en lille smule meningsløst.

Dagen efter spillede vi 5 min. fællesværker og ca. 15 min. selvvalgt, og det var en stor fornøjelse for mig at præsentere et moderne dansk guitarværk for så mange mennesker, ikke mindst med bevidstheden om, at det senere ville blive spillet i radio verden over. Mens juryen voterede, spillede en tidligere vinder, og derefter blev vinderen udråbt.

Hans: Hvordan ville du selv som musiker arrangere en sådan konkurrence?

Karl: Jeg synes det er en udmærket idé med obligatoriske stykker i den indledende runde, og det er en fantastisk idé med båndet (indspilningen arrangeres af radioen i deltagerens land) fordi det er utroligt lærerigt, man kommer en virkelig sund disciplineringsfase igennem, når man ved, at det man spiller senere skal høres på et bånd, som har en uhyggelig evne til at registrere alle urenheder. Det er også en god idé, fordi det på en måde forhindrer indbyrdes »konkurrencementalitet«. Hvis man ikke kommer i finalen, har man jo ikke »tabt ansigt«, undtagen evt. over for sig selv, og hvis man kommer i finalen, er det i sig selv en så betydningsfuld ting, at »albue-mentaliteten« er overstået og ikke generer en.

I selve finalen, hvor man må gå ud fra, at niveauet er ret højt, kunne man så give musikerne mulighed for at præsentere sig optimalt ved at lade dem selv vælge og udføre f.eks. et halvt koncertprogram.

Hans: Du sagde, at du i sommer tog din diplomeksamen fra konservatoriet, har det betydet noget, at du deltog i slutningen af din studietid?

Karl: Det har været en perfekt afslutning af den del af mit studium jeg følte mig i god form til min eksamen og optagelsesprøve, så for mig er det en oplagt del af et konservatoriestudium at deltage i en konkurrence, især fordi man har den fantastiske støtte i samarbejdet med sin lærer.

Hans: Hvad har det betydet for dig som musiker at komme i finalen?

Karl: Det har været en mægtig »appetitvækker« og naturligvis givet noget selvtillid at kunne klare sig på det niveau. Det har også betydet meget for min »koncertpsyche« at ha' spillet under så stort et pres. Så har finalepladsen givet mig mange kontakter i udlandet med muligheder for koncerter. Det er i første omgang vinderen, som får de mange koncerter, men jeg er da foreløbig blevet engageret til koncerter i Tyskland, Tjekkoslovakiet og Polen.

Hans: Nu da du har prøvet det: synes du i det hele taget, det er en god idé at deltage i konkurrencer, og har du råd til andre, som tænker på at deltage?

Karl: Jeg kan bestemt råde til at deltage i konkurrencer, det er fantastisk lærerigt. Jeg har arbejdet på den konkurrence i ca. halvandet år meget hårdt, og alene en sådan arbejdsproces er meget udbytterig. Det er også sundt at tvinge sig til at indstudere værker, man måske ikke umiddelbart ville komme i berøring med, hvem ved, en og anden kunne måske gå hen og blive interesseret i ny musik af det. Jeg vil råde musikere, som vil deltage, til at forberede sig meget omhyggeligt på at kunne spille optimalt, skønt omstændighederne er umulige(hvis det da kan lade sig gøre). Hvis man kan spille med fuld koncentration på banegården eller i et stormagasin under januar-udsalget, skal det nok gå.

Årgang 53/1978-1979, nr. 04