Om salg af grammofonplader i Danmark

Af
| DMT Årgang 53 (1978-1979) nr. 04 - side 158-163

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Fonogrammer har siden vort århundredes begyndelse - afbrudt af tilbageslag - været en efterspurgt handelsvare. Den østrigske musiksociolog Kurt Blaukopf oplyser i sin bog »Massenmedium Schallplatte« (1977), at den tyske produktion af grammofonplader steg fra 18 millioner eksemplarer i 1907 til det tidobbelte i 1975. Det var dengang som nu især fonogrammer, der appellerer til det såkaldte brede publikum, som har kunnet og stadig kan sælges i stedse stigende oplag. I den forbindelse er det umagen værd at gøre sig klart, at det »brede« publikum udgør en forbavsende stor del af den totale befolkning. Norbert Linke konstaterer i sit bidrag »Schlager in Rundfunk und Fernsehen« i antologien »Schlager in Deutschland«, 1972: »Bemerkenswert ist ... der hohe Anteil, in dem sich Angehörige der oberen Berufs- und Bildungsschichten dem leichten Programm von NDR 2 zuwenden«. En tilsvarende iagttagelse, som uden videre kan overføres til fonogramkonsumptionen, kunne også være gjort i Danmark. Et symptom herfor er bl.a. den spalteplads, som det for en elitær læserkreds redigerede dagblad »Information« indrømmer fonogrammer med let tilegneligt indhold.

Begrebet let musik dækker et meget bredt felt med mange forskellige genrer; det er ikke skarpt adskilt fra det »finkulturelle« og spænder via en uklart graderet skala fra det elegant turnerede til det groft banale, fra det oprigtigt folkelige til det kynisk beregnede. Hvor på skalaen afværgereaktionen sætter ind fra den, der er »bedre vant«, findes der ingen normer for, og antallet af dem, der gouterer den lette musiks bundfald, er legio. I alt fald er det givet, at der findes et behov for musikalsk nydelse på et lavt, ja tilmed meget lavt tilegnelse sniveau, og den producent, der her får fat i den rette ende, malker en guldkalv.

Markedsandelen af »finkulturelle« fonogrammer er beskeden. I Danmark udgør den ca. 8% af den totale omsætning, og situationen er ikke anderledes rundt om i verden. Iflg. Wirtschaftsbericht 1971 des Bundesverbandes der deutschen phonographischen Wirtschaft udgjorde den finkulturelle musiks andel ca. 7%, og Per-Anders Hellquist oplyser i »Ljudspåren förskracker« (1977), at ca. 10% af fonogramsalget i Sverige falder på »klassisk« musik. De tal fra andre lande, som Hellquist citerer efter publikationen »World Record Markets«, udgivet af fonogramkoncernen EMI i 1971 - for Vesttyskland 15%, Danmark 22%, Holland 25%, Østrig 36% osv. - er fantasifostre.

Det er derfor indlysende, at kun firmaer, som kan nå ud til en meget stor kundekreds, kan tillade sig at foretage ikke subventionerede optagelser af værker, der henvender sig til et i musikalsk henseende elitært publikum. En af de få undtagelser, der bekræfter reglen, var Fonas forbavsende aktivitet på det klassiske felt for få år siden. Samarbejdet med det amerikanske firma VOX åbnede dog også en dør til verdensmarkedet for denne produktion.

Naturligvis behøver et fintkulturelt fonogramrepertoire, der er omhyggeligt udvalgt og markedføres effektivt, ikke at være tabgivende. Det er tilmed forholdsvis let at finde et repertoire, der møder de klassisk interesseredes præferencer, men da klassiske fonogrammer i reglen forrenter sig meget langsomt, findes der kun forholdsvis få virksomheder, der kan tillade sig en aktivitet på dette felt. De store penge kan tjenes hurtigt med populære fonogrammer, dog kun af dem, der har heldet med sig, for her spilles der hasard.

Dette vender vi tilbage til lidt senere.

Det er indlysende, at fonogramproducenter i lighed . med fabrikanter af andre varer er nødt til at informere konsumenterne om sine tilbud, og da producenterne konkurrerer om købernes gunst, må de fremhæve deres produkters virkelige eller foregivne kvaliteter, hvilket vil sige at de må gøre reklame, og dette sker mest effektivt gennem radiospredningen. Især dette forhold har stimuleret Per-Anders Hellquist til sin allerede nævnte bog »Ljudspåren föskräcker«, denne noget letsindige blanding af »Dichtung und Wahrheit«, som henvender sig til en læserkreds, der falder for letkøbt Sensationsjournalistik, elsker at blive forarget og læser så flygtigt, at den ikke lægger mærke til de mange overfladiske påstande, urimeligheder og modsigelser, bogen er fuld af. Desuden ser Hellquist på fonogramindustrien ud fra den »beskyttede« position, en fonogramproducent befinder sig i, der ikke besvæ-res af hensyn til rentabilitet, fordi han arbejder med statsmidler. Det synes derfor at være på sin plads at vurdere fonogramindustrien nøgternt og realistisk.

Firmaer, der befatter sig med fonogrammer, har som alle andre erhvervsdrivende som formål, at forrente den investerede kapital bedst muligt, hvilket til tider lykkes godt for nogle og dårligt for andre. De disponerer ikke ud fra kunstneriske idealer, men ud fra ønsket om lønsomhed, og faktisk kan de kun eksistere, hvis de kan arbejde med profit. Derfor må produktionen tilrettelægges ud fra formodninger om afsætningsmulighederne. Som allerede sagt er det forholdsvis let, at tilrettelægge produktionen på et højt tilegnelse sni veau. Konsumenterne danner en homogen og smagsmæssig stabil gruppe, der har de samme præferencer som koncertpublikummet. Kvalitetsbedømmelsen af de på fonogrammerne fastholdte værker og deres fortolkninger hviler på traditionens grund. Til afsætning af produkterne kræves dog et effektivt PR-arbejde, fordi alle firmaer, når det gælder kunstmusik, tilbyder praktisk talt de samme værker i optagelser, der kunstnerisk og teknisk kun adskiller sig lidt fra hinanden. Derfor opfinder firmaerne myter om deres egne tekniske og de udøvendes kunstneriske kvaliteter. I virkeligheden er alle de til optagelse af kunstmusik udvalgte udøvende af samme høje karat. Alt dette udelukker naturligvis ikke, at der også findes kunstnerisk og/eller teknisk underlødige fonogrammer på markedet, men konkurrencen de store firmaer imellem sikrer et hyggeligt kvalitetsniveau. Desuden er der ingen tvivl om, at optagelse steknikerne har en forfinet sans for kvalitet og en i almindelighed høj arbejdsmoral, og repertoirechefer og optagelsesledere, der arbejder på det finkulturelle felt, plejer ikke at gå på akkord når det gælder den kunstneriske standard.

Forholdene på det populære felt adskiller sig i mange henseender fra dem, der hersker inden for den kunstmusikalske sektor. Kun få af de klassiske udøvende er uundværlige, i modsætning til popfortolkerne. Klassiske kunder spørger efter »værker«, og de findes som oftest i en række forskellige gengivelser. Popkunderne er derimod orienterede mod bestemte udøvende, som derfor er uundværlige, sålænge de er »in«. Kundekredsen for de populære varer er inhomogen, det populære felt er opdelt i et stort antal genrer, præferencerne vedr. stilarter og fortolkere er, set over tilmed forholdsvis korte perioder, ustabile, og de indspillede emners levetid er i reglen kort - der kræves hele tiden nye numre, Trivialmusikalske evergreens findes der jo ganske mange af, men fonogrammer af dem er meget sjældent best sellers i modsætning til kunstmusikalske som f.eks. Bachs Brandenburger Koncerter, Vivaldis Årstiderne, Beethovens 5. symfoni osv.

Bedømmelseskriterierne for populære emners salgbarhed er højst diffuse og købelysten er i høj grad afhængig af modestrømninger (dette sidste gælder dog også for kunstmusikalske fonogrammer - Mahler, Wagner og Carl Nielsen er »in« nu, men var det ikke for 25 år siden). Repertoire valget ligner - som allerede sagt og for resten også fremhævet af Hellquist - hasardspil, for de populære numre, der tilbydes til optagelse, adskiller sig - hvert inden for sin genre - i reglen så lidt fra hinanden, at det kan synes umuligt at træffe et begrundet valg. Mindst kompetent på dette felt er den kunstmusikalsk skolede og smagsmæssigt kompromisløst kræsne, for han kan i almindelighed ikke sætte sig ind i det behov for musikalsk underholdning, trivialmusikkens konsumenter har, og lige så lidt kan han bedømme deres dels konstitutionelt og dels miljøbetingede forudsætninger for tilegnelse af fonogramindustriens jo faktisk meget rigt varierede tilbud. Man har derfor ofte troet, at en producent, der forstår sig på effektiv markedsføring, ville være i stand til at manipulere konsumenterne og puste et hvilket som helst makværk op til en hit, bare det er letfatteligt nok og gebærder sig i overensstemmelse med den til enhver tid gældende adfærdskodeks.

Manipulation, dette den gode smags apostlers mareridt og fonogramproducenternes ønskedrøm, er i bedste fald et undtagelsesfænomen. Allerede den særdeles fremgangsrige tyske operette- og underholdningskom-ponist Paul Lincke (1866-1946), husket bl.a. for sin evergreen Skt. Hansormsidyl (Glühwürmchen Idyll) fra 1902, mente: »Wenn das Publikum nicht will, können tausend Kapellen täglich das gleiche Lied spielen - es wird nie ein Schlager daraus werden«, og tonefilm- og underholdningskomponisten Michael Jary (f. 1906) formulerede: »Ich schreibe 'Nummern'. Ob Schlager daraus werden, entscheidet einzig und allein das Publikum.«

Repertoirevalgets problematik fremgår tydeligt af træffernes sjældenhed. I det følgende skal gives en del eksempler på salgsresultater, som Electric & Musical Industries, dansk-engelsk A/S (nedenfor forkortet til »dansk EMI«), det tidligere Skandinavisk Grammophon A/S, har opnået gennem årene. De nedenfor anførte salgstal fremgår for schellakperiodens vedkommende af det arkivmateriale, som dansk EMI har deponeret på Nationalmuseets afdeling Nationaldiskoteket i Brede, medens oplysningerne vedr. de allerseneste år er hentet fra firmaets lagerkort, resp. dets EDB materiale. Det nævnte kildemateriale har været, resp. er grundlaget for dispositionen af firmaets lagerbeholdning og dets royaltyafregninger til Nordisk Copyright Bureau, hvorfor det kan anses for givet, at det er ført med omhu. Forf. takker dansk EMI for tilladelsen til at benytte materialet.

Lad os nu se, hvad dette materiale kan fortælle. Vi må nøjes med stikprøver og begynder i trediverne. Et af dansk EMIs store succeser i schellaktiden var »Manden på risten«, en vise om en sulten stodder til Michael Carrs enfoldige melodi »Wheel of the Wagon«, som Carl Aistrup (1877-1942) lancerede i 1936-sæsonen af datidens Apollorevy, og som den 5.5.1936 blev optaget på grammofonpladen X 4638. Denne plade havde til at begynde med en særdeles behersket fremgang: indtil ultimo 1941 solgtes 1091 eksemplarer, deraf 874 i lanceringsåret. Pladen blev fremstillet i England og kunne derfor ikke leveres efter den 9. april 1940. Først i 1946 blev der igen importeret 300 eksemplarer, som i det dengang grammofonplade-hungrende Danmark omgående fandt afsætning. Derefter faldt pladen i glemsel, indtil den i foråret 1949 dukkede op i radioens ønskeprogram Giro 413. Dette startede en fornyet efterspørgsel, som resulterede i salgstal, der dengang var sensationelle. Indtil 1959, schellakpladernes sidste år, solgtes 78.888 eksemplarer, deraf 76^% indtil ultimo 1950.

Selv om det skulle have været dansk EMI, der fremprovokerede pladens sene salgssucces (hvilket i øvrigt er mere end usandsynligt), er det under alle omstændigheder forbrugerne, der kårede pladens vinderside, for bagsiden nåede jo ud til de samme personer, men dens fonogram, »Jeg vil så gerne eje et fotgrafí af dig«, den danske version af en tysk vise, »Ich mocht von dir ein Foto« af en vis Yara Beneš, brød folk sig ikke om.

Det vil lette bedømmelsen af det oven nævnte salgsre-sultat for Aistrups plade indtil 1941, hvis det ses i relation til de salgstal, som opnåedes af 100 plader, der af dansk EMI fra juni 1935 til oktober 1936 blev udsendt i Danmark i samme prisklasse (X-kategorien) som Aistrups plade. Af disse 100 X-numre med et totalt salg på 60.994 styk, blev 17 solgt i oplag på over 1.000 eksemplarer. Bedst gik Paul Robesons »OF Man River/Poor old Joe«: salg 3.901. Næstbedst var har-monikaduoen Gellin & Borgström med de nu glemte Bakkesucceser »Hofballet/Kykkelikyvals«: 3.764, og derefter kom Jens Warnys orkester med de efemere slagere »Lykken er en drøm/Sorento by the sea«: 3.466. Resten af de melodier, der dengang kunne afsættes i oplag på mere end 1.000 styk, er ligeledes glemt, måske bortset fra »Easter Parade« (hvis danske tekst dog ingen husker i dag), den danske filmmelodi »Mit hjerte det slår i mit sømandsbryst«, den svenske slagersucces »Lyckan«, fremført af Karin Juel, og måske yderligere to, tre viser. Den i dag bedst huskede, »Manden på risten«, står på 16. plads blandt de 17 bedste.

Skønt Alstrup var en afholdt revykunstner, havde ingen af hans øvrige tre plader fremgang; indtil krigens slutning solgtes der i alt 2.284 af dem, og af en af dem, med Harald Bergstedts parodi »Adelhaide von Fürstenfelsen« på pladens (X 4639) begge sider kunne der efter krigen indtil 1959 endnu afsættes 2.758 styk, en dråbe i havet ved siden af »Manden på risten«.

Et eksempel på en revyvise, hvis fonogram havde umiddelbar fremgang, men hvis fortolker ikke var et godt salgsargument sidenhen, er det groteske nummer »Mandagsregn på Solitudevej«, Elga Olgas Bakkesucces i 1953. Den udsendtes først i forkortet version på X 8126, som opnåede et salg på i alt 34.100 styk, deraf 96Y2% i løbet af de første 12 måneder. Januar 1954 publiceredes en nyoptagelse af nummeret, nu i sin fulde længde på begge sider af pladen X 8160, og af denne plade solgtes i alt 9.213 styk, deraf 83% i løbet af de første 12 måneder. Det er forståeligt at denne succes, et totalt salg på 43.313 schellakplader, fristede dansk EMI til yderligere optagelser med Elga Olga, men ingen af de ni efterfølgende plader havde fremgang.

Den problematik, repertoire valget er behæftet med, fremtræder også ved en analyse af de salgsresultater, som den stadig skattede Raquel Rastenni kunne opnå. Mellem 1952 og 1958, i den periode, hvor salgssucceserne i Danmark blev skrevet med femcifrede tal, kom der hos dansk EMI 73 plader med hende som solist, udsendt som schellakplader og snart tillige som venylplader. Hendes schellakplader solgtes indtil ultimo 1959 i et antal på i alt 549,295 styk, dvs. 7.705 i gennemsnit pr. pladenummer. 22% af hendes 73 pladenumre var træffere og solgtes i oplag på mere end 10.000 styk. De svarede for 68½% af det totale salg. Andre 22% var forbiere, hvilket vil sige at der solgtes mindre end 1.000 styk pr. pladenummer. De udgjorde 2% af totalsalget, medens 56% af optagelserne er en blød mellemvare, der svarer for 29l/2% af salget. Raquel Rastennis bedste sælger blev X 8123 fra 1953 med de to engelske slagere »Seven lonely days« og »That doggie in the window«, på dansk henholdsvis »Hele ugen alene« og »Vovsen i vinduet«. Af denne plade solgtes 85.302 eksemplarer = 15½% af hendes totalsalg. Næstbedst plade blev X 8325 fra december 1956 med den svenske træffer »Anders og Brita« og den fra Italien hentede melodi »Pepita fra Mallorca« - salgsresultat: 46.765 styk = 8½%. Bedste og næstbedste plade tilsammen svarer for nærved en fjerdedel af Raquel Rastennis totale salg af schellakplader.

Kæmpesuccesen X 8123 er for resten endnu et af de mange eksempler, der fortæller om repertoirevalgets usikkerhed. Både Raquel Rastenni og hendes firma regnede med, at »Hele ugen alene« ville være pladens trækplaster, fordi denne melodi havde været et hit i England. Det danske publikum reagerede da også som det engelske og tog denne melodi til sit hjerte, himlen må vide hvorfor, men uberegneligt som det er syntes det ikke mindre godt om pladens anden side, det som fill-up tænkte nummer »Vovsen i vinduet«, hvilket betyder, at både sangerinde og firmaet spildte en ekstra salgschance.

De hidtil viste eksempler på succesernes spredning er hentet fra det populære overdrev. Men også Aksel Schiøtz' fonogrammer solgtes ujævnt. I 1938, det år, hans langvarige samarbejde med EMI begyndte, forsøgte han sig på popfronten under dæknavnet »Den maskerede tenor«, samtidig med at han under sit virkelige navn fremtrådte med danske sange. Fra 1.6.1938 til 1.5.1939 publiceredes 6 plader med populære melodier og 10 plader med lødige danske sange. Indtil ultimo 1939 var der pr. popplade pr. md. solgt gennemsnitligt 38,5 styk, medens salget af de lødige melodier resulterede i det endnu mere pauvre gennemsnitstal på 36,5 styk pr. måned.

I alt solgtes der af Schiøtz' første 16 plader i løbet af de første 19 måneder fra 1.6.1938 til 31.12.1939 9.252 styk, deraf 5.518 = 591/2% af 4 plader. Den bedste sælger var slagerpladen X 6099 med »Mens jeg har dig endnu, lille mor« (Knud Pheiffer/Ankerstjerne Bertelsen) på den ene side og et arrangement for kinoorgel af datidens svenske topslager »Det er den store kærlighed« (Jules Sylvain, alias Stig Hansson), spillet af Palladium-biografens organist Bobby Pagan, der også akkompagnerede Schiøtz. Dens salgsresultat, 2.235 stk. pr. ultimo 1939, udgjorde 24% af totalen.

Den samme ujævne fordeling fortsatte, indtil Schiøtz' sygdom definitivt afbrød hans karriere. Fra 1938 til 1954 publiceredes i alt 151 pladenumre med Schiøtz-fonogrammer, af hvilke 147 ligger til grund for nedenstående udredning (salgstallene for pladerne X 4363, 4429, 4604 og 4605 kendes ikke). Dansk EMI solgte fra juni 1938 til ultimo 1959 i alt 510.055 schellakplader med Schiøtz-fonogrammer; 11 =7½% af de 147 pladenumre var hits med salgstal over 10.000 stk. pr. pladenummer. Af dem afsattes 245.966 stk. = 48% af det totale schellak-salg. Resten, 136 pladenumre, stod for de resterende 52% af det totale salg. Tre af de »gode« sælgere kom hver op over 30.000 stk.; deres resultat blev 118.918 eksemplarer, hvilket vil sige, at 2% af de oven nævnte 147 pladenumre opnåede 25% af totalsalget. Lad os se, hvad der findes på disse plader.

Topsælgeren med 54.977 stk. blev 30 cm pladen Z 621, publiceret okt. 1939. Her synger Schiøtz »Olufs ballade« af Gades »Elverskud«; på pladens anden side findes »I østen stiger solen op« fra samme værk, sunget af Københavns Drengekor. Næstbedste plade, X 6831, salg 33.537 stk., indeholder to numre fra Re-esens operette »Farinelli« (1942), og på den tredje plade på rangstigen, X 6610, oplag 30.384 stk., findes Knudåge Riisagers »Mor Danmark« til tekst af Mogens Lorentzen, kombineret med Carl Nielsens (C N) »Underlige aftenlufte«. Det var den patriotiske kabaretvise, der motiverede konsumenterne, og ikke C Ns melodi, hvilket fremgår af salgstallene for pladen X 7209. Her kombineres »Underlige aftenlufte« (samme optagelse som på X 6610) med »Det haver så nyligen regnet«, optaget den 23.5.1946, Schiøtz' sidste optagelsesdato med usvækket herredømme over røsten. Fra publikationsdatoen, efterår 1948, til 1959 blev der af denne plade solgt 5.746 eksemplarer, medens X 6610 i samme tidsrum nåede op på 10.958 styk.

Schiøtz gjorde som bekendt en indsats for C N: 27 af hans fonogrammer er C N emner, og 7 af dem har han indsunget to gange. Disse 20 melodier findes på 21 schellakplader, af hvilke 10 kun indeholder C N melodier. Af disse 10 pladenumre solgtes 29.576 stk. = 6% af totalsalget. Dertil kommer 11 plader, på hvilke et C N emne er kombineret med en anden komponists frembringelse, hvorfor det synes umuligt at afgøre, hvilken komponists sang der motiverede købet. Lægger vi disse pladers salgsresultat til det af de rene C N plader opnåede, finder vi, at 97.335 plader med C N melodier fandt købere. Af dem er dog vitterligt 30.384 med »Mor Danmark« ikke købt for C Nsskyld. Trækker vi dette tal fra det lige nævnte, resterer 20 plader med C N melodier og et salg på 66.951 stk. = 13% af Schiøtz' totale salg.

I denne forbindelse skal nævnes, at Schiøtz evnede at friste til køb af i alt 51.446 plader med 16 melodier af Weyse, fordelt på 10 pladenumre. Gennemsnitstal for C N pladerne, 4.635 (Riisager/C N pladen X 6610 iberegnet) indicerer større publikumsinteresse for Weyses end C Ns melodier. Holdes X 6610 udenfor, skrumper gennemsnitstallet for C N-pladernes salg ind til 3.348. Det må dog bemærkes, at der blandt Weyse-melodierne er »Julen har bragt velsignet bud«, hvis salgsresultat, 16.215, næppe skyldes konsumenternes sans for musikalsk kvalitet, hvilket ikke må opfattes som en kritik af melodien. Holdes dette salgstal uden for beregningen, ligger gennemsnitstallet for Weyse-pladerne, 3.914, ikke mere så højt over C N-gennemsnittet. Yderligere må tages i betragtning, at Weyses »Skønjomfru, luk dit vindue op« (X 6637, kombineret med Hartmanns »Lær mig, nattens stjerne«, salgsresultat 14.019 stk.) var indlagt i en Weyse-film, som havde succes i 1940. I øvrigt bekræfter netop disse to tneget solgte Weyse-plader, X 6172 og 6637, hvor spredt træfferne faldt: 59% af salget af Schiøtz' Weyse-fonogrammer på schellakplader skyldes to pladenumre, der hvert solgtes i et gennemsnitligt oplag på 15.117 stk., medens de øvrige 8 pladenumre opnåede hvert et gennmsnitssalg på kun 2.652 stk.

Inden vi forlader Schiøtz er det måske umagen værd at gøre sig klart, at både han og hans pladefirma havde og stadig har glæde af samarbejdet. Ganske vist opnåede Raquel Rastenni et gennemsnitssalg på 7.705 stk. pr. pladenummer, medens Schiøtz måtte nøjes med 3.446. Desuden var der ganske mange Schiøtz-optagelser, der blev underkendt og derfor belastede firmaets omkostningskonto. Men Raquel Rastenni blev næsten undtagelsesløst akkompagneret af et større eller mindre ensemble, der krævede honorarer til musikere, foruden de beløb, der gik til arrangørerne og for udenlandske emners vedkommende oversætterne af numrene. Schiøtz sang derimod for det meste originalkompositioner, der naturligvis ikke involverede ekstra omkostninger. Desuden skulle han som oftest kun akkompagneres af en pianist. Endnu tungere vejer dog den omstændighed, at konsumenterne ikke tabte interesse for hans fonogrammer lige så hurtigt som for Raquel Rastennis. Af hver af hendes optagelser, publiceret på schellakplader, solgtes i gennemsnit 93½% af oplaget i løbet af de første 12 måneder og 5½% i løbet af de næste 12 måneder. Af Schiøtz' schellakplader solgtes derimod ca. 20% i løbet af de første 12 måneder, medens de resterende 80% fandt afsætning, indtil schellakpladerne forsvandt i 1959. Siden indførelsen af mikrorillen i begyndelsen af 1950'erne er en stor del af Schiøtz' fonogrammer blevet overført til venylplader, der stadig bliver solgt både i Danmark og på det internationale plademarked. Denne for mange kunstmusikalske fonogrammer karakteristiske sejlivethed gør det forståeligt, at klassiske fonogrammer er attraktive for den del af industrien, der har råd til langfristede investeringer.

Og så til vor egen tid. I 1970 søgte det svenske fonoselskab Polar Music et agentur i Danmark, og valget faldt på dansk EMI, der for det svenske firmas regning og risiko lagerførte dets produkter. Dette ændredes pr. 1.1.1972 derhen, at risikoen ved lagerføringen overgik til dansk EMI, der svarer det svenske firma en royalty pr. solgt plade, resp. kassettebånd. Denne aftale viste sig at være et lykketræf for det danske firma, der således fik de danske rettigheder til produkterne af popgruppen Abba, dette givtige ensemble som ikke fandtes endnu ved årsskiftet 1971/72.

Salgsresultaterne for samarbejdet indtil ultimo 1971 var beskedne. Der afsattes 4.527 singleplader, fordelt på 25 numre, og 1.070 LP-plader, fordelt på 10 numre. Kun 63½% af singlepladerne kunne sælges til fuld pris, resten gik på udsalg eller i brokkassen. LP'ernes resultat var bedre: 88½% til fuld pris, men set i sin helhed var udbyttet såre beskedent. Polar Music rådede dengang bl.a. over popgruppen »Hootenanny Singers«, der aldrig kom til at interessere de danske fonogramkonsumenter. Et af gruppens medlemmer var for resten det senere Abba-medlem Bjørn Ulvaeus, der afstedkom singlepladen POS 1110 (»Hej gamle mand«). Den var med 1.259 styk = 44% af hele singlesalget bedst på et beskedent niveau, og LP'en POLS 226, der viser Ulvaeus sammen med Benny Andersson, ligeledes kendt som Abba-medlem, blev næstbedst i sin gruppe (193 styk = 18% af salget). Dette album genudsendtes i 1973, suppleret med to nye numre, på POLL 113, der ultimo 1978 havde opnået et yderligere salg på 721 eksemplarer. Bedre gik det med trompetisten Arne Lamberth (1926-1977), der fra 1951 til 1970 var ansat i Den danske Radios underholdningsafdeling. Han tegnede sig indtil ultimo 1971 for 15% af Polar Musics danske salg af single- og LP-plader, og indtil ultimo 1978 kunne der af hans optagleser i Danmark afsættes 50.652 LP-plader og bånd. Hans langsomme salgstakt ligner den, der overfor blev påvist for Aksel Schiøtz. Hans fem bedst solgte plader og bånd, der udgør mindre end l/i af alle hans pladenumre, står for mere end 2/3 af hans danske afsætning. Så pænt Lamberths resultat end er, hører det dog hjemme i småtingsafdelingen sammenlignet med de salgstal, dansk EMI siden har kunnet opnå med Polar Musics produkter. Ultimo 1978 havde firmaet i alt afsat 232.066 singleplader, fordelt på 29 pladenumre, 692.638 LP plader, fordelt på 44 numre, og 636.708 kassettebånd, fordelt på 31 numre. LP'er og kassettebånd tilsammen udgør 1.329.346 enheder, af hvilke Lamberths 50.652 er beskedne 4%. Dansk EMIs salg-sresultater pr. 31.12.1978 er opnået med fonogrammer af 23 enkeltpersoner og grupper. De største resultater skyldes »Abba« og rockgruppen »Svenne och Lotta«. Sidst nævntes salgstal lå på 19.872 singleplader = 8½% af totalen og 254.809 LP-plader/kassetter = 20%, fordelt på henholdsvis 5 singleplader og 5 LP'er, resp. 5 bånd, der naturligvis ikke gik lige godt allesammen. Tre LP'er og de tilsvarende kassetter svarede for 90% af resultatet, og gruppens bedste sælger, POLS/PMC 251 tegnede sig alene for 43%.

Tilsvarende ujævnt artede sig Abba-salget, der ultimo 1978 udgjorde 69% af single og 64½% af LP/kassette afsætningen. Gruppen - endnu ikke under sin nuværende betegnelse - dukkede første gang op på det danske fonogram marked i 1973, da den havde deltaget i Eurovisionsslagerkonkurrencen med »Ring, ring«, der ganske vist ikke fik 1. præmie, men alligevel blev en agtværdig salgssucces ude og hjemme (danske salgstal: singlepladen POS 1172 - 10.881, LP'en POLL 124-32.515, kassetten PMC 124-32.135). Da gruppen ved næste års konkurrence i London blev nr. l med »Waterloo«, forbedredes salgstallene ikke væsentligt (POS 1187: 17.027, POLS 252: 41.133, PMC 252: 29.922), men fono0grammerne fra 1975, POLS/PMC 262 og POLS/PMC 266 bragte betydelige fremskridt: 74.323 plader og 71.268 bånd, resp. 86.681 plader og 163.665 bånd. Kulminationen nåedes året derpå med POLS/PMC 272: 142.161 plader og 161.127 bånd. Siden er der kun kommet et nyt album, POLS/PMC 282, udsendt sidst i 1977 med numrene fra en Abba-film, som de danske biografer kun fik en behersket glæde af. Ganske vist kunne dansk EMI notere et salg på 118.885 plader, men det var detailhandelen, der havde dækket sig ind og måske har forkøbt sig, for kassettesalget nåede ikke op over 12.806 styk. Nok havde filmens musikindslag fået en pæn presse; således roste Morten Pul i Information af den 27.12.1977 de »iørefaldende melodier, som børnehavebørn kan følge med i, den fængende rytme« og »et raffinement og en energi, der i mine ører gør den til et af de mere opmuntrende fænomener i disse års ellers temmelig trøstes-løse rock-musik«.

Det kan ikke udelykkes, at det netop er det af anmelderen fremhævede raffinement, der hæmmer salget af dette album, hvis numre også efter min mening røber et højere ambitionsniveau. Nok er melodierne ganske banale, men arrangementerne er fuld af gode, ja overraskende indfald. Imidlertid kan det meget vel tænkes, at Abba med sit højere sigte skyder hen over hovederne på sine fans. I hvert fald er dette albums svagere afsætningstakt endnu et tegn på, at det er konsumenterne, der afgør en fonogramsucces. Pladsen tillader ikke en analyse af Abbas single-salg, der endnu mere slående dokumenterer, at det er konsumenterne der vælger og vrager mellem tilbudene. Hvorfor de vælger, som de gør, unddrager sig en analyse. Her er imponderabilia med i spillet, som er uanalyserbare, og det er dem, der bestemmer et fonograms skæbne, eventuelt på trods af nok så meget smart management. Det er ingenlunde udelukket, at smag og tykke spiller en rolle, selv om det for den »klassisk« skolede kan synes umuligt at finde relevante vurderingskriterier. Givet er i alt fald, at de helt store salgstal for fonogrammer fremkommer som en slags kædereaktion: motiveres et over en vis tærskelværdi liggende antal konsumenter til at synes om et fonogram, så sættes en selvforstærkende proces i gang, der fortsætter indtil markedet er mættet. Sådan har det altid været i fonogrambranchen. Antallet af dubletter i Nationaldiskotekets store samling af grammofonplader, i tidens løb modtaget af folk, der ville skille sig af med sine schel-lakplader, viser at alle fonogramkonsumenter altid har købt de samme plader.

Årgang 53/1978-1979, nr. 04